Camino blog

Flyet letter kl. 08.55. Vi skal via Barcelona, med en ventetid på ca.3 timer. Alt i alt 7 timers tid om at komme hjem.

Op kl. 06.00, i bad og pakke. Utroligt at tingene kan være i rygsækken, især efter indkøb af ekstra tøj, muslingeskaller og ikke mindst mine vandresko. Jeg skal have mine nye sandaler på hjemad.

Vi besluttede i går at tage en taxa fra Parador, fordi vi gerne ville opleve morgenmaden på hotellet. Det koster trods alt 175€ for en overnatning, endda med rabat, så vi skulle lige havde oplevelsen med.

Morgenrestauranten var overdådig, på alle måder. Som Lisbeth sagde, så kunne D’Angleterre vist godt lægge sig ned. Fornøjelsen blev dog kortvarig. Vi skulle nå vores fly. En anden god gang må planlægningen være bedre, siger Lisbeth, så vi også når at nyde de ting, vi trods alt betaler for. Utroligt hvad hun kræver af Rejsebureauet (mig altså)?

Hotellet er gammelt, kan man se, men det har sjæl. Vi kommer der gerne igen, men ikke for mange dage. Du kan få gode overnatningssteder, der er mere moderne og billigere, i Santiago. Man skal trods kun overnatte der.

Taxaen er til fast pris, 21€ plus lidt drikkepenge. Det er service, synes jeg. Måske skulle man også prøve at gøre noget ved det i København. Så kunne man måske få flere kunder. Metroen er dog en stærk konkurrent.

Det går forholdsvist hurtigt med indtjekning og sikkerhedskontrollen er også hurtig, så vi slapper bare af inden boarding. Køber en enkelt vand.

Kommer afsted 15 min forsinket, men lander til planlagt tid i Barcelona. Kaffe, bocadillo og vand. Det er muligt at sidde udenfor i lufthavnen, på indersiden at bygningerne, hvor rygerne naturligvis kommer ud. Vi finder et sted med sol og lægger os på bænken og slapper af. Lisbeth hører lydbog, mens jeg lytter til musik.

Afsted fra Barcelona til tiden. I skrivende stund sidder jeg i flyet, med under en time til landing i København.

Skrigende og grædende småbørn er en del af det at flyve, nu til dags. Men jeg synes altså, at det ofte virker mere som om at det er forældrene, der piner deres små poder, fordi de vil have deres rejselyst dækket. Forældregenerationen nu om dage er rejselystne. De er flasket op med det. Alligevel bør de tænke sig lidt om. De helt små børn, der ikke engang sidder for sig selv, aner ikke en dyt om, hvor de er taget hen. Lidt til venstre for mig har et barn grædt og hylet i over 1,5 time i træk. Heldigvis er der faldet ro over det nu. Moderen render med barnet på midtergangen. Faderen sover, kan jeg se? Hvorfor mon?

Nå, that’s life.

Det bliver lidt spændende at komme hjem. Jeg skal til Nuuk, Grønland, og lave kropsbehandlinger i 3 uger. Rejser om 11 dage. Der skal ordnes tider i bookingsystemet, ligesom vi skal have fundet en løsning på et betalingssystem, så vi ikke skal håndtere kontante betalinger mm.

Onsdag og torsdag skal Lisbeth og jeg på førstehjælpskursus. Bilen skal til service. Vores sommerhuskøb har også sine opgaver. Jeg skal nå at komme til Bornholm og være sammen med 3 gamle studenterkammerater fra forhåbentlig torsdag aften til søndag.

Ja, fodbold skal jeg også lige nå i morgen. Ak, tiden kommer til at flyve, bogstavelig talt.

Efter at have taget metroen og bussen og lige handlet lidt i Lagkagehuset, kan jeg allerede mærke den negative energi og stress. Folk, der cykler meget hurtigt, fordi målet er vigtige end turen.

Jeg overvejer allerede en tur fra Assisi til Rom efter sommeren. Lisbeth mente i
øvrigt i dag, at hvis jeg skulle have min bekymringsrynke i panden gjort solbrændt, så måtte jeg vist tage turen om igen. Den er lidt synlig, når huden strammes?

En fantastisk tur på godt 760 km, den ene halvdel med Ole og den anden med Lisbeth. Begge dele meget gode oplevelser. Man lærer hinanden meget mere at kende, når man vandrer sammen. Lisbeth er vist blevet bidt af det, så hun virker til at ville afsted igen på et tidspunkt. Det er glædeligt.

Tak for denne gang. Jeg vil lægge billedegalleriet ind i løbet af den kommende tid. Skal lige have styr på formater mm, så de ikke kommer til at fylde for meget og gøre hjemmesiden langsommere.

Vi har taget en masse fantastiske billeder, synes vi selv.

Indtil næste gang, jeg eller vi er på farten, må du have det godt!

(Skrevet af Lisbeth Møller Jensen)

I ly af mørket forlod vi vores overnatningssted kl 6.15. Det er lunt – 16 grader og selv om det er mørkt, er mågerne aktive – de kan både høres og ses oplyst af gadelygterne.

En hel flok pellegrinos venter foran cafeen med det sigende navn “dag og nat cafeen”. Fatter laver kaffe. Bussen kommer sharp 6.45 og der er ikke gået lang tid, inden man kan høre de første snorkelyde. Folk er trætte og vil gerne hjem, men også vemodige, fordi der skal siges farvel til friheden og goddag til hamsterhjulet.

Næsten 2 timer ind gennem landet og vi ender ved busstationen i Santiago.

En 1/2 times vandring ind til centrum, hvor vi følges med ca 10 pilgrimme på hest – som taget ud af en amerikansk western?.

Vi finder en dejlig cafe i byen. Cafeen oser af ro og bløde jazztoner. Tostados, kaffe og croissants. Vi får tjekket mails og nyheder og opdager, at Paris igen har været under angreb.

Vi skal den sidste nat overnatte på et af de berømte Parador hoteller. De blev etableret i starten af forrige århundrede ofte i historiske bygninger. Franco ville gerne forkæle visse af sine offentlige ansatte. Hotellet i Santiago ligger virkeligt smukt og oser af klasse. Tænker at det må være svært at holde masken, når sådan et par rygsæksrejsende skal indkvarteres – det er jo lige som ikke Pink Floyd eller George Clooney der ankommer?

Efter en kort udpakning igangsættes sandaljagten – det lykkedes. Peters ildelugtende sko ryger på Dumpen. Salat til frokost efterfulgt af en tur på Santiago’s museum for moderne kunst. Vi møder de 2 hollandske damer. De har været i Finisterre og skal til Porto inden turen går hjem til mand og børn. Under frokosten sidder også en ældre gråhåret mand med sin øl. Han har også været ude at vandre. Peter – det er dig om 20 år – siger jeg – du kan klare øllen og gåturen , men er for udmattet til apetizeren – tærte a la galicen style? Peter protesterer ikke?

Så er det hjem og skrive / vi skylder jo lidt på blokken.☺️

Dagen slutter med en virkelig dejlig fisk- og skaldyrsstuvning. Sikke en tur – det bliver sikkert ikke den sidste.

Sendt fra min iPhone

Så nåede vi til det sidste stræk på pilgrimsruten. Efter at have gået mod vest og nået kysten ved Finisterre/Fisterra skulle vi nu nord-øst op langs kysten til Muxia.

Muxia er en del af kysten ved Costa da Morte (dødens kyst). Det spektakulære navn giver lidt sig selv, når man ser de undersøiske rev og oplever stormen, som endnu ikke var aftaget helt, da vi skulle starte om morgenen.

Ifølge turprogrammet udsendt 3 uger før af Peter Schultz’ Rejsebureau – skulle denne dag være en ren skovtur. 21 km sagde planen. Da jeg nævnte det fik jeg at vide, at der vist var sket en fejl – min 31 km? ak endnu en fodsvedende dag.

Vi kom sent af sted, fordi der først var morgenmad 08.30 – kølig og blæsende start og mindst 12 km til første kaffebar.

Gårsdagens tur sad stadig i kroppen, så det gik lidt langsomt. Det er tydeligt, at vi er lidt ufokuserede på strækningen – til gengæld bliver der taget mange billeder.

Der må snart være 100 billeder med galiciske katte og ditto køer, muldyr, får og høns, ligesom den galiciske grøftekant er fuldstændig veldokumenteret.

Det var en smuk tur, meget frodigt, stor variation i naturen og lige netop det sidste stykke er også begrænset, hvad angår kostalde, for der har være nogle dage, hvor slimhinderne virkeligt har været lammede af duften af komøg.

Det blev nogle lange kilometer med varme og støv, pænt store stigninger og ditto nedstigninger. Vindmøller på toppen og store hedestrækninger med lyng. Eukalyptustræer, pinjeskove og vild laurbær. Akeleje i grøftekanten, men næsten ingen vandrere under vejs og kun en kaffebar.

Vi ankom til Muxia sidst på dagen og blev installeret i et fantastisk værelse på toppen af et super moderne Alberque – med elevator og vaskemaskine?

Efter at vi havde fået vasket tøjet gik turen til byens havnefront – hvor vi fik blå- og kammuslinger.

En tur ud af byen ud til klosteret for benediktinermunke. Her er også et kæmpe monument (11 m højt og 400 tons tungt) “A Ferida” af Alberto Bañuelos – en skulptur der symboliserer den skade der skete på havet ved at en stor tanker Prestige – i 2002 slap 66.0000 tons olie ud ved Muxia’s kyst, da skibet brækkede sammen.

Det blev til endnu en flot solnedgang, inden turen gik tilbage til byen.

Aftensmaden – friturestegte grønne peber, knivmuslinger og grillede langustiner.

Tidligt hjem for i morgen skal vi med bussen til Santiago kl 6.45

Sidste dag ud til Finisterre/Fisterra. Afgang lige før kl. 08.00, ingen morgenmad.

Meget blæsende, frisk morgen. Windbraker, 56 gram, er på, udenpå fleecen. Den er god til sådanne dage. Fra Patagonia.

Solopgangen er smuk at se på. Vi er højt oppe nu, så der er god udsigt. Vindmøllerne er i fuld aktion.

Fordelen ved gårsdagens ekstra vandring på 3,7 km er, at vi slipper for den lidt energidrænende passage op til Logoso. Det må være en sejtrækker her til morgen for de andre.

Vi ved, at der kun er en cafe på vejen, inden Cee, en havneby ved havet. Har været i cafeen sidste gang, sammen med Erwin, fra Østrig. Cafedamen gør meget ud af at forklare, at det her er altså sidste chance indenfor de næste 15 km. Om vi ikke også skulle have bananer og hvad vi ellers potentielt ville mangle. Vi kunne dø af tørst og sult?

Vi får tostados, kaffe og vand og så en pakke kiks, for syns skyld. Vi havde lidt i forvejen fra i går.

Afgang, over vejen og så er det ellers skov eller åbent landskab. Smuk, smukkere, smukkest. Så kan det vist ikke siges tydligere. Strækningen fra Santiago, hvis jeg må være så fri, det smukkeste, jeg har set. Nu har jeg heller ikke set det hele, men her får du på 3 dage natur i mange variationet. Det er det, der gør denne strækning særegen.

Vi har heldigvis vinden i ryggen, så jeg tager hætten på, så er nakken beskyttet. Der er fralandsvind, så at sige.

Det værste er varme og kulde på en gang. En sol, der skinner ubønhørligt, og en vind, der afkøler. Det skal man passe på med.

Vi tager det stille og roligt. Bliver overhalet. Vi har tid nok. Solnedgangen i Finisterre/Fisterra er først ved 21.30-tiden. Vinden tager til, som vi kommer nærmere kysten.

Og pludselig er havet synligt, tydeligt. Flot, men også skræmmende. Man kan se skummet i bølgerne, så der er gang i den.

Kommer ud til toppen, hvor man endeligt kan se “Verdens ende” tydeligt. Får taget billeder af hinanden. Skynder os videre, da det blæser for meget.

Sidste gang, jeg var her, var nedstigningen til Cee, lidt af et mareridt. Det havde jeg forberedt Lisbeth på. Hvad er der så sket i mellemtiden?

De har fixet det hele, og gjort det til en vandresti. Ikke at det er let at gå det. Nej, der er grus og småsten på, så man skal stadig hele tiden passe på. Og det er stadig stejlt.

Ved nedstigninger skal man ikke sætte hælen i først, hellere forfoden. Det er min erfaring. Hvis man sætter hælen i først, så risikerer man at ryge på røven. Forfoden eller det meste af den, vægten på – så er risikoen mindre.

Vi kommer langt om længe ned til Cee. Må jo vente på fruen, der ikke kan lide at gå nedad. Hun er til gengæld god opad. På et tidspunkt, for 5-6 dage siden, mente hun, at hun skulle have den prikkede bjergtrøje, blot fordi hun nåede op først. Når hun siger sådan noget, så må hun trods alt have fulgt lidt med i sport, herunder Tour de France, selv om det er under hendes værdighed at indrømme det?

Sagde til hende, så er det nok fordi hun er dopet, som Richard Virengue. Siden da kaldte jeg hende bare Virengue, når hun skulle blære sig. Sjovt nok mødte vi ud af en hulens masse cykelryttere, enten på almindelige cykler eller mountainbikes, med den prikkede bjergtrøje umiddelbart efter, hun havde sagt det. Tilfældighed?

Vi kommer ned til Cee, deler en bocadillo med serrano og ost. Får os en fadøl, Estrella Galicia, forstås?

Da vi er kommet afsted igen, så siger Lisbeth, at hun godt kan mærke øllen. En lille? Indrømmet, havde det på samme måde. Det er ikke godt at drikke alkohol i sådan en varme. Det går lige op i knolden. Det bliver heldigvis overstået forholdsvis hurtigt. Brændt ud!

Vi er lidt trætte, og varmen hjælper til. Hvornår er den strand, du lovede, kommer det fra fruen. “Den kommer til dig”, siger den mere erfarne pilgrim. Eller kæphøjede.

Den kom. Af med skoene og vandre langs og i vandet. Lækkert. Fik samlet en del skaller op. Min fætter Bent Ole, der døde alt for tidligt sidste år, skal have en på sin grav i Qaqortoq. Lisbeths far, der også døde alt for tidligt i januar i år, skal have en. Mine døtre og mine børnebørn skal have en, allesammen. Med den venlige opfordring selv at vandre og hente en kammuslingeskal og lægge den ved siden af den, de har fået af mig og give dem begge videre til fremtidige generationer, så der skabes en historie.

Vi kom frem til vores temahotel, forholdsvist nyt. Flot pg pænt, med kun 7 værelser. I gen lavanderia i byen – lukket for 14 dage siden – så det blev håndvask.

Et dejlig pizza ved havnen. Bagefter afslapning, inden 3,5 km gåtur til Faro, verdens ende, for at se solnedgangen. Det skal opleves.

Hjemad i det tiltagende tusmørke. En let lille anretning med pate og hvidvin bagefter. Og så hjem i seng til morgendagens sidste rute, for denne gang.

Dette var en af de dage, hvor autopiloten bliver sat til de sidste 10 km. Hjernen koblet ud, så trætheden ikke mærkes – benene kører som en maskine, en velsmurt maskine.

Jeg kan stadig undres over, at man kan få sin krop til det.

Det var en lang dag. 38 km, blev det til. Vi startede allerede kl. 07.30, fordi vi vidste, at det ville blive en lang dag. Morgenmad på hotellet. Et andet pilgrimspar sad og spiste. Kaffen smagte ikke af noget, så vi glædede os allerede til den første cafe, som skulle vise sig fårst at være efter 13-14 km.

Jeg har jo gået ruten før, så jeg kendte vejen ud af byen. Til venstre ned mod broen og det kommunale herberg, hvor jeg sidst overnattede og lavede mad til de 10-12 pilgrimme, vi var dengang. Det var den 23. November, 2013, så der vandrer ikke mange på det tidspunkt. Koldt er det jo også sidst på året.

Vi finder ruten ind til skoven og de første vi støder på er et hippiepar, tyskere viste det sig senere, plus et styk mandlig vedhæng. Ham så vi dog ikke senere sammen med parret. De gik dæleme hurtigt. Vi stødte ind i dem flere gange, søde og venlige unge mennesker. At de kan vandre i det tøj, de har på, kan undre. Man må altså svede gudsjammerligt meget, når man er fuldstændig dækket til fra top til bund, af vist et styk klæde, tungt, så det ud. Forstår godt, at manden tog overdelen ned og sad i bar overkrop, da vi stoppede ved en bar senere.

Lidt over halvdelen af dagens strækning er på asfaltvej. Det er utroligt, hvor glad jeg er blevet for at vandre på asfalt, men det skyldes ene og alene mine nye fantastiske vandresko fra Hanwag. Man går godt på hårdt underlag i disse sko. Og endnu overhovedet ingen vabler eller noget, efter 660 km – 7-9-13.

Efter den første smukke skovstrækning går vi stort set kun på asfalt hen til den første cafe i Vilaserio. På vejen, der ser ud til at være nyasfalteret, er der afmærkninger efter bestemte intervaller. Jeg siger til Lisbeth, at Vuelta Espana må have kørt på denne strækning sidste år. De kører jo i området. Så det blev vi enige om, efterhånden som mærkerne blev ved.

Vores manglende gode morgenkaffe er efterhånden ved at sætte sine spor. Agent Cooper fra Twin Peak: Damn good coffee.. – er på spil. Endelig kommer vi til den cafe, hvor Erwin og jeg sidste gang også fik både tostados og kaffe. Det var udvidet og på alle måder moderniseret. Og nye toiletter. Flot, flot. Vi fik kaffe, kage og vand. Naturligvis også stempel. “Las Vegas” kom ind i cafeen med en følgesvend, som hun givet vis har mødt i vandrehjemmet.

Vejret er skønt. Videre ad asfalt et pænt stykke, så ind i skov igen og asfalt. Vi er også kommet til område med køer, så lugten slipper vi ikke for. Landligt er det. Forsøger at undgå klatterne på vejene. Køerne bliver jo ledt ud til græsning og hjem igen til malkning, vist flere gange om dagen, så kolorten er en naturlig del af pilgrimsruten.

Jeg husker denne strækning fra sidste gang. Eller rettere sagt – min krop husker den. Jeg følte mig i den grad snydt. Et sted bliver man ledt op til en lille flække, hvor der efter min mening intet interessant er at se, hvorefter man bliver ledt direkte 90 grader til højre. Man opdager, at man kunne have sparet mindst 1-2 km. Denne gang lader jeg mig ikke snyde?. Vi følger hovedvejen, med det resultat, at vi kommer foran alle dem, der har overhalet os og først ser dem igen meget senere. Lidt privat initiativ må man godt tage. En pilgrim skal være forandringsparat.

Der dukker et flot syn op – en sø dukker op. Det er flot mellem træerne og farven giver også lidt kulør på denne efterhånden meget varme dag, med alt for få cafeer.

Jeg husker den sidste strækning mod Olveiroa som et langt ondt år, sidste gang. Det føltes som om, at det blev ved. Tror man er kommet til byen, men nej – det er kun broen, og der er stadig 2 km endnu og vi skal længere end det i dag. Der er kommet en helt ny cafe ved broen, meget flot. Vist også overnatning, så det ud til. Kaffe, bocadillo til os begge og øl til mig plus stempler.

På vejen til cafeen er de i gang med en ny gravplads, muret op. Den gamle længere inde må ved at være fyldt op. Lisbeth og jeg snakker om, at sådan burde man også gøre i Grønland. Bygge plads til kisterne opad, så de var klar. Og man ikke skulle i gang med den frosne jord.

Jeg husker tydeligt min egen mors begravelse, februar 1997. De havde ikke gjort hullet stort nok, så de måtte i gang med maskiner og det hele. Imens var vi andre ved at dø af kulde. Nå, dette blot en ide. Der er heller ikke for meget ord at tage af.

Varmen er ulidelig. Vi kommer endeligt til byen, men vi skal 3,7 km længere frem. Nogle italienske pilgrimme, 2 mænd, som vi har mødt flere gange, tager sig til hovedet, da vi går videre. Forståeligt. Det har været en lang etape i forvejen.

De sidste kilometer er op og ned gennem barsk landskab og skov. Vindmøller overalt. De sidste par kilometer, hvor der er en stejl stigning, er ren overlevelse. 100 meter ad gangen. Endeligt oppe, men de sidste 800-900 meter føles som en uendelighed. Den lille by O Logoso dukker op. Heldigvis er overnatningsstedet det første, man støder ind i.

Der er allerede nogle andre der, bl.a. far og søn, der bor i England, men oprindeligt kommer fra Mexico. Lisbeth har åbenbart snakket med dem før. Sønnen er fyldt 15 år og så er det åbenbart tradition, at far og søn gør noget som denne vandring. Det burde alle gøre. Smuk tradition.

Sønnen er interesseret i fodbold, så det får vi en snak om. Han holder med Southhampton og jeg får indsparket Pierre-Emilie Højberg, nummer 23. Det ved han⚽️ Han ville gerne se CL-kampen i aften, men det kræver, at man går til en restaurant, 500 meter derfra og tilbage igen. Konstaterede dagen efter, at de havde droppet ideen. Kilometerne sidder i benene.

Vi får pilgrimsmenu i cafeen, der også ejer pensionatet, vi bor på. Vi er vel 9-10 pilgrimme på stedet. Kold rødvin til. Til gengæld billig og næsten som saftevand. Det er OK. Vi skal jo op tidligt igen i morgen.