Dag 9 – Fra Odeceixe – Lissabon

Havde lidt ondt i hovedet efter gårsdagens hygge. Skulle jo tidligt op, have morgenmad på hotellets restaurant og så vandre ca. 10 minutter til busstoppestedet. Bussen kørte kl. 09.20 og den skal man ikke misse, ellers går der vist 4 timer indtil den næste.

Bussen kom til tiden og der var ikke så mange med, så man havde sit helt eget sæde. Behagelig bustur, selv om det tager næsten 4 timer at komme frem. Stoppede ved busselskabets hovedstation i Lissabon, Sete Rios busstation. Vi ankom lidt over kl. 13.00.

Denne busstation er stort set klods op ad metrostationen Jardim Zoológico. Gik over til den og fandt den metrolinie, jeg skulle med for at komme ind til midtbyen, hvor mit hotel Figueira, centralt beliggende på en stor plads med busser, taxaer og sporvogne, ligger.

Fra denne busstation kan man komme overalt i Portugal med firmaet Rede Expressos og underliggende selskaber. Det er altså den, man skal tage til, hvis man vil hurtigt frem og ikke skal skifte for mange steder.

Var lidt halvtræt, så det blev ikke til meget. Fik taget et bad og hvilet mig lidt. Fik skrevet lidt på hjemmeside,

Gik tidligt ud for at få noget at spise. Først en lille vandretur i området, men der er koldt om aftenen, når solen går ned, så det blev til en simpelt pizza og en øl på en nærliggende cafe. Og så var det hjem og i seng.

I morgen tidlig er det med en shuttlebus til lufthavnen og så er det hjem. Bussen kører fra pladsen foran hotellet.

Jeg kommer tilbage senere til Rota Vicentina og fuldfører resten af ruten ned til det sydvestligste punkt i Portugal. Det er en dejlig rute, dejlige mennesker og god mad og så er det til rimelige priser.

Dag 5: Ilha do Pessegueiro (Porto Covo) – Vila Nova de Milfontes

Sikken en morgen at vågne op til her på denne hestefarm, jeg har overnattet på. Sol, vind og skyer i lige dele. Det har regnet i nat. Håber det holder sig væk i dag.

Vinden er lidt kraftig, men det virker til at jeg får medvind på vandrestien langs kysten ned til Vila Nova de Milfontes.

Tager det stille og roligt. Tager endnu et bad til morgen. Når man vandrer, så tager man normalt bad, når man kommer frem, men ikke næste morgen. Man skal pakke og man skal have noget ud af formiddagens friskhed. Men altså ikke i dag. Jeg tager endnu et bad, også fordi jeg lige skulle have noget tøj tørret på radiatoren, plus varmet mine vandresko og indlæg, der havde stået ude hele natten.

Jeg går ellers rundt på farmen for at finde Cláudia eller moderen for at sige tak for dejligt ophold, men de er der ikke, så jeg må bare tage afsted,

Ved 10.30-tiden er jeg nede og får ristet brød med marmelade og kaffe på strandrestauranten og så er det afsted sydpå. Måske 5-6 timer, afhængig af stop.

Det blæser godt, men heldigvis i ryggen. Der er overskyet. Jeg må have min fleece trukket helt op til halsen. Jeg kunne godt have brugt noget særskilt til halsen. Det havde Lisbeth og jeg også snakket om, at jeg skulle låne noget af hende. Noget man kan bruge både som ørevarmer og til halsen. Det glemte vi selvfølgelig.

Halsen er et udsat sted, så det er vigtigt at beskytte den. Musklerne omkring den stivner hurtigere end andre steder, når de bliver udsat for kulde – og stress i øvrigt.

I starten er det grusveje, jeg går på. Sceneriet er fantastisk. Virker kraftige, fordi jeg har gået inde i landet de første 3 dage. Kontrasten er stor. I indland ikke så meget vind, stille og roligt – her er det blæsende, bølgernes brusen, naturens kræfter.

Skiltene er nu ændret fra hvid/rød til lysegrøn/lyseblå. Altså vandrer jeg på The Fischermen’s Trail. Valget af farver er nøje gennemtænkt. Farverne skal helst ikke være for dominerende på denne sarte natur. Og skiltene er sat lavt ned mod jorden, af samme årsag. Det skal ikke være et skiltehelvede, for nu at være direkte.

Vandrestien skifter mellem grus og sten. Man skal virkelig passe på ikke at skvatte. Derfor godt med vandrestave til støtte.

Farverne på beplantningen er efterårsagtige.

Så kommer sandet. Det er virkelig anstrengende at gå på. Man kommer automatisk til at slække på tempoet.

Jeg møder ikke så mange mennesker, men der er dog enkelte, også personer, der går tur med deres hunde. Man kan jo køre langt ud til stranden og der er store, men pæne, parkeringspladser. Og folk med 4-hjultræk kan visse steder køre på grusvejene, men der er stort set ingen biler på denne årstid.

Strandene er virkelig fantastisk flotte, så der må komme rigtig mange mennesker om sommeren. Visse steder går man lidt væk fra stranden. Det skifter. Det er simpelthen af sikkerhedsårsager.

Et sted med parkeringsplads holder jeg pause. Efter 2,5 times vandring. Her sidder jeg på en bænk og spiser lidt frugt. Mens jeg sidder der, kommer Christoph. Han er startet lidt længere væk end mig.

Jeg bliver enig med mig selv om, at nu hvor vi har mødt hinanden hver dag de sidste 3 dage, så er det vidst meningen, at vi skal snakke sammen. Så jeg siger, at jeg gerne vil invitere ham til middag i aften i Vila Nova de Milfontes. Det ville han meget gerne. Jeg var den eneste, han rigtigt havde snakket med siden han startede. Han går videre.

Et ægtepar går forbi. Vi hilser på hinanden.

Det første stykke herefter vandrer jeg på en gangbro. Meget flot lavet. Man kan komme helt ud til skrænten og tage billeder. Lidt senere er der endnu en ny parkeringsplads.

Men så er det også slut med venligheden. Fra nu af er det sand og atter sand og vandring langs kysten, lige indtil du kommer til det lille fiskerleje Canal.

Det begynder at regne på et tidspunkt. På med regnfrakken. Mine gaiters har jeg på. Dem tog jeg på af hensyn til sandet. Klokken er præcis 13.35, da regnen starter og den holder op igen klokken 14.00.

Selv om regnen holder op, orker jeg ikke at tage regnfrakken af. Det blæser også kraftigt, så den beskytter, men jeg får varmen alligevel.

Kort før fiskerlejet Canal kan jeg se Christoph vandre et stykke foran. Da jeg kommer til fiskerlejet holder han pause og vi deler nogle af mine karameller og beslutter os at vandre de sidste 3 km sammen ind mod byen.

Christoph skal sove i et hostel til 15€ og jeg har her i morges booket et værelse på Hotel HS Milfontes Beach.

Vi finder vores overnatningssteder via vores telefoner og aftaler, at jeg finder et sted at spise og kontakter ham på hans telefon, som jeg fik, da vi mødtes tidligere i dag.

Vila Nova de Milfontes ser ud til at være en by, hvor folk tager på weekends. Flot badestrand lige foran mit hotel. Jeg får mit værelse.

Da jeg kigger i hotellets servicebog finder til min store glæde ud af, at jeg kan få vasket tøj på hotellet for 10€. Skynder mig derfor i bad, efter at have tømt masser af sand fra mine vandresko ude på altanen. Skoene bliver stående derude til i morgen. Der er tag over, hvis det skulle regne.

Tager 2 af mine vandtætte poser og fylder dem med mit vasketøj. Der er både underhylere, trøjer og fleece samt strømper. Og går ned til receptionen.

Yes, jeg kan godt få vasket, men kan først få tøjet i morgen formiddag ved 10-11-tiden. Det er jo weekend nu (lørdag). Det vil acceptere hvad som helst for at få vasket, så det gør jeg. Så må jeg afsted senere i morgen. Der er “kun” 15 kilometer.

Jeg har virkelig brug for at komme i noget tøj, der er ordentligt vasket. Dovenskaben længe leve?

Tager et hvil på en 1 times tid, men da jeg har lovet at finde et spisested og vi har aftalt kl. 19.00, må jeg heller ud og se mig omkring. I receptionen får jeg nogle gode anbefalinger og tager ud til byen for at lokalisere de 2 steder.

Den første – Restaurante Tasca Do Celso – finder jeg hurtig, tæt på hotellet. Jeg kigger ind udefra og en person, der er på vej ind spørger, om han kan hjælpe.

De åbner først kl. 19.30, men der ser rigtig hyggeligt ud. Og det ser ud som et sted, hvor de går op i madlavningen. I mit hovede har jeg allerede besluttet mig. Jeg kigger mig dog om efter den anden, men kan ikke finde det.

Sender en sms til Christoph, at vi restauranten først åbner kl. 19.30, men at vi kan mødes kl. 19.00 og få en drink.

Tager hjem og hviler lidt. Mødes med Christoph udenfor restauranten og vi får købt en drink, selv om de officelt ikke har åbent endnu. Personalet sidder faktisk og spiser aftensmad. Restauranten har et overdådigt vinudvalg. Nå, så er vi vist kommet til det rette sted?Jeg får en virkelig godt glas rødvin, efter tjenerens anbefaling.

Vi får oliven og brød til som forret. Efter forslag fra tjeneren får vi en stor gryde med forskellig fisk og skaldyr. Det smagte himmelsk. Øl til Christoph og hvidvin til mig. Kaffe til sidst.

Christoph, 25 år, er i øvrigt uddannet gartner og laver i samarbejde med en arkitekt taghaver i Wien. Det er åbenbart det helt store hit. Så arbejder de 9-10 måneder om året og resten af tiden bruger han på at rejse verden rundt, så billigt som muligt. Han har været på Sardinien 8-9 gang, som han mener, er et af de bedste steder.

Denne kyststrækning, efter den sidste parkeringsplads, er utrolig flot. Man bliver så uendelig lille i forhold til naturens kræfter. Det blev i alt på 19 km, det meste på sand, så det var lidt hårdt, ligesom man skulle passe på ikke at ryge ned ad de høje skrænter.

Vila Nova de Milfontes er en by, jeg gerne kommer til en anden god gang.

Rejsedag – fly, bus – så kom jeg til Santiago do Cacem

Skal med flyet kl. 06.10 til Lissabon, med TAP. Senest tjek ind er 1 time før. Så jeg skulle tidligt op.

På afrejsedage har min krop det sådan, at den vågner i god tid før det tidspunkt vækkeuret er sat til. Det skyldes nok en misset rejse i mine yngre dage.

Samtidig havde jeg igen den oplevelse, at tingene kommer til dig, når bare jeg slipper kontrollen. Oplevelsen fik jeg, da jeg vågnede for tidligt.

Siden vi kom hjem fra en bilferie i Frankrig i begyndelsen af november, har jeg ikke kunnet finde mine solbriller, med glidende overgang. Har ledt alle vegne. Skuffer, tasker, rygsække er gennemrodet flere gange med flere frustrationer til følge. Selv fruen har – altså usagt – fået skylden for, at de er væk?.

Jeg har kun et par normale briller og et par solbriller, med glidende overgang. Det er konsekvensen, når ens styrke skifter til nedadgående med alderen og til de priser. Jeg har brug for mine solbriller, hvis der skulle ske noget med mine normale briller under en vandring.

Vågner som sagt for tidligt og det første bevidstheden siger til mig er, at mine solbriller ligger i armstøtten mellem forsæderne i vores Citroen C3. Det eneste sted, jeg ikke har tjekket. Bilen har vi arvet efter svigerfar, så jeg er stadig ikke helt hjemmevant i den, for alle dens gemmesteder.

Lisbeth har tilbudt at køre mig til lufthavnen. Vi bor kun 13-15 minutters kørsel derfra, uden morgentrafik. Så vi tjekker armstøtten.

Yes, du har allerede gættet det. De lå der, selvfølgelig.

Ak, ja, vi mennesker vil så gerne styre alting, fordi vi er bange for at miste kontrollen. Og vi bliver ved med at vende tilbage til disse reptilhjerneinstruktioner, uanset at vi har haft oplevelser, der fortæller os noget andet. Min første Camino i 2013 lærte mig, at hvis jeg bare giver slip, så får jeg den hjælp, jeg har brug for. Og jeg har brugt det “kneb” mange gange siden og alligevel falder jeg i hele tiden.

Vi er kun mennesker og vi skal lære hele livet. Jeg fik mine solbriller.

Det gode ved at rejse tidligt fra Københavns Lufthavn er hurtig ekspedition og hurtigt gennem security, max 15 min det hele. Kaffe og bolle i Lagkagehuset, vand i kiosken og så til gate, som også går hurtigt. Vi var 62 passagerer, hørte jeg en steward sige. Forbi deicing, fordi det er omkring 0 grader. Afsted lidt forsinket. TAP er en godt selskab at flyve med. Man får morgenmad og god service af behagelige mennesker. Jeg blunder en del af tiden, men får også læst lidt weekendens aviser.

Vi ankommer til tiden, kl. 08.50 – danske tid 09.50. Portugal har samme tidszone som Storbritanien. Fat i rygsæk, ned til metroen og så afsted til Metro Oriente, kun 3 stop fra lufthavnen, hvorfra bus 562 skulle gå fra mod Setubal. Flink mand hjælper mig med metrobillet, koster 1,95€.

Jeg får gået op til den forkerte side, da jeg kommer op fra Metroen, men finder hurtigt stedet, hvor busserne holder. Efter lidt spørgen hos 2 buschauffører finder jeg stoppestedet, hvorfra bus 562 mod Setubal går. Afgang hver time 15 minutter over. Jeg kan nå kl. 10.15. Går lidt rundt for at holde varmen, helt varmt er det ikke, selv om der er sol. Bliver lidt bekymret for, om jeg har taget tøj nok med.

Bussen holder der i forvejen, åbenbart. Det finder jeg ud af, da chaufføren kommer. 4€ koster turen. Metro Oriente er ikke langt fra Vasco da Gama broen, som vi skal over. I øvrigt tæt på det hotel, hvor jeg boede marts sidste år, da jeg skulle afsted på Camino Portuguese. Smukt køretur over og i øvrigt resten af vejen, ingen stop. Tager ca. 35 minutter og vi er ved busterminalen i Setubal. Jeg spørger straks en person i en luge, hvornår der går en bus mod Santiago do Cacem. Kl. 12.45 får jeg at vide samt en henvisning til, hvor jeg kan købe en billet. Billetluge nummer 1. Billetten koster 12,50€. Ventetiden bruger jeg på en cafe, hvor jeg får lov til at lade min mobiltelefon op. Og samtidig finder jeg et overnatningssted via booking.com. Finder Santiago Hotel Cooking & Nature, til lige under 70€.

Afgang til tiden. Det er en expressbus. Det tager ca. 1 time 15 min at køre, uden stop. Man bliver sat af i busterminalen i Santiago do Cacem. Byen er kuperet og ser meget spændende ud.

Googler mit hotel. Det går selvfølgelig galt, da jeg har slået alle mulige apps mm fra, for at spare på strømmen. Til sidst lykkedes det. Det var kun en lille omvej.

Kommer til mit flotte hotel, der viste sig at være genåbnet for 6 måneder siden efter en renovering.

Jeg får mit værelse og så skal jeg sove. Har været vågen siden kl. 02.00. Vågner ved 18-tiden og beslutter mig for at blive en dag mere i byen. Jeg er træt og trænger til at sove igennem. Går ned i receptionen og får det på plads.

Bagefter vandrer jeg lidt i byen. Det er allerede blevet mørkt. Finder Et pastelaria, hvor jeg kan købe noget vand og nyder en lille øl.

Tilbage på hotellet og skrive lidt. Ned og spise kl. 20.00. Fantastisk mad, anbefalet af tjener og kok. Traditionel portugisisk forret med ristet brød, pocheret æg og fiskesuppe til, tunsteaks til hovedret og chokolade til dessert. Lokal hvidvin til. Er jo i Alentejo-området.

Så er det i seng. Forsøger at se lidt fjernsyn, og det ser ud som om at de fleste kanaler handler om en fodboldtræners opførsel. Jeg mindes en tidligere portugisisk fodboldspiller med samme efternavn. Det må være ham. Jeg må spørge tjeneren i morgen.

Dag 2 – til Vila Franca de Xira

Vi var enige om tage afsted senest kl. 08.00. Det bliver 07.45, efter min morgenmad. Ole har undladt at bestille værelse med morgenmad.

Vi finder hurtigt Caminoruten, der er meget tæt på. Den går simpelthen langs med Tejo floden. Utrolige bygninger, der ligger langs vandet, som denne gamle søfartsnation har fået bygget. De tør være stolte af deres historie og det kan altså ses. Der bliver ikke lagt fingre imellem.

Vejret er smukt, solrigt. Ruten er som sagt langs floden. Så snart vi forlader området med byggeri er det hele en slags park, til alles benyttelse. Vi møder mange løbere. Ruten går også under den meget lange og flotte bro, der går på tværs af bugten. Vi vandrer omkring 4 km langs vandet, indtil vi så at sige bliver sendt ind mod landet, væk fra vejene og bebyggelse.

Ruten går langs en biflod til Tejo, Rio Trancao. Flot og dejligt i starten, indtil det begynder at regne kraftigt. På med regntøjet i en fart, ved fælles hjælp. Vi kan ikke stille noget som helst på jorden.

Vejen er en tidligere sti, som man åbenbart er begyndt at fylde ud med mudderjord, så det kan nok være, at vores sko får mudder på sålerne. Man føler det nærmest som om, man går med mudderklumper under. Bukserne bliver selvfølgelig helt svinet til.

Efter et stykke tid stopper denne muddervej og vi kommer ind på den oprindelige sti, men den er naturligvis også mudret og meget glat. Jeg går forrest og glider på et tidspunkt, men når heldigvis at tage fra med hænderne. Ellers havde jeg lignet en “mudderklirre”?

Stien holder heldigvis op på et tidspunkt og det gjorde regnen også. Vi kommer i smuldt vande, så at sige. Umiddelbart efter ligger der en masse fotografiet hulter til bulter spredt over et stort stykke, noget lidt forbrændt.

Det ligner nærmest noget, hvor den pågældende bare har ønsket at slette alt visuelt om sit liv. Hmm!

Der er ikke en bar i sigte i miles omkreds. Vi kommer til Granja, men det er udenoms. Vi trænger efterhånden til en kop kaffe. I Alpriate, der kun er 1,5 km derfra, er der heldigvis en cafe åbent. Vi får kaffe, Ole 2 kopper plus 2 stykker kager. Og så køber vi også vand.

Vejrudsigten havde sagt sit, så jeg tænker, vær beret spejder! Inden vi tager afsted tager jeg og rygsækken derfor regntøj på. Ole venter.

Vi er dårligt taget afsted, så begynder regnen. Ole griner?

Så må vi have gang i Oles nye poncho fra Bjergkæden. Vi vandrer videre, men selvfølgelig er ruten også en mudret omgang. Den “omvej” man bliver sendt ud på, inden man kommer til kysten igen, handler om, at pilgrimmene undgår de stærkt trafikerede veje. Fint, men bare ikke, når det regner.

Vi kommer tilbage til trafikerede veje, vi skal gå på. Det regner stadig. Da vi kommer til Povoa de Santa Iria, tager fanden ved regnen, pardon my friends. Det styrter ned. Heldigvis er der et autoværksted lige vi siden af og vi får lov at stå derinde, indtil regnvejrsgudens raseri er stilnet.

Vi er enige om at finde et sted spise. Vejret er for ustabilt, så vi kan lige så godt klare naturens krav. Det gør vi kort efter, lige før vi skal krydse togskinnerne. Vi får oliven og brød til forret, en dejlig kyllingeret med kartofler til og en enkelt øl. Til sidst en kop kaffe. I alt 15 €. Det er åbenbart standardpris for 2 personer.

Vi går videre. Regnen er heldigvis holdt op. Vi kommer til det dejligste sted at vandre, Praia dos Pescadores, en naturpark. Se – det er en omvej, som er alle pengene værd.

Men resten af ruten er simpelthen ikke værd at bruge krudt på, halvfarlige veje, masser af trafik, bilister, der kører for hurtigt. En kop kaffe i Alhandra bløder lidt op på sagen, men videre af lige så farlig en vej, indtil vi endeligt kommer til Vila Franca de Xira. En flot by, ser det ud til. Vores hotel Leziria ligger selvfølgelig ude i den anden ende.

Ankomst kl. 17.15, efter 34 km. Vi er lidt trætte, men alligevel stolte af os selv. En hurtig øl i baren, så op og i bad og vaske tøj. Kl. 19.00 mødes vi i baren. Vi gider ikke tage til byen og spise. Der er ca. 1 km og det regner. Det bliver hotellets buffet, ikke prangende. Rødvinen er bedre. En kop kaffe, så er det på hovedet i seng. Kroppen trængte til hvile.

Sov godt!

Dag 1 – Rejsedag til Lisboa

I går hentede jeg Ole i Søborg ved 17-tiden, ude ved hans søster.

Inden jeg havde været forbi Foto C for at købe en ny objektivbeskytter til min Olympus Pen, for gud hvilken gang. De går i stykker, hver gang jeg tager dem med på vandring. Var også lige forbi Spejdersport for at købe de meget gode plastposer, som man pakker sine ting i og lægger ned i rygsækken. I skrivende stund husker jeg ikke den rigtige benævnelse. Så er der styr på udstyret, så at sige. 3 til Ole og 3 til Lisbeth. Jeg selv bruger 6-7 stykker, men overdrivelse fremmer forståelsen - i min hjerne?

Vi fik diverse pølser og oliven til forret, resten af mine lammeskanke fra i søndags og ost til sidst. Lidt restvino til maden, og så en god snak. Trætte begge to, så det var sengetid allerede ved 21-tiden, men som altid, når jeg skal ud at rejse, så kniber det med søvnen. Da jeg vågnede for 5-6 gang ved 02.30 tiden, kunne jeg lige så godt stå op og så i bad.

Ole stod op lige efter. Vi fik pakket det sidste, og så var det afsted i mørket og den kølige luft - mod Christianshavns Metro. Der var natarbejde på skinnerne, så jeg i går, så jo tidligere, vi kom afsted, jo bedre, inden der kunne opstå et problem fra kl. 04.00. Vi kom til lufthavnen uden problemer, fik tjekket ind, men kunne først aflevere min rygsæk nogen tid efter. Der var ikke åbent før.

Nå, vi kom igennem security i løbet af 2-3 minutter. Det var hurtigt. Har aldrig prøvet det før, undtagen på Express delen. Til Lagkagehuset og få kaffe og lidt brød. Dejligt. God morgensnak om bl.a. politikere. Tid til at gå mod gate, købt vand og Ole en bog, krimi, hvad ellers. Lufthavnenes massesalg.

Vi var lidt forsinkede, så vi sad og hang lidt. Trætheden har overmandet een. Var inde i flyet som nogle af de sidste, fordi vi sidder på henholdsvis 5. og 6. Række. Vi kom i luften ca. 25 minutter forsinkede. Sidder i et af TAP's pæne A 320 fly, i skrivende stund. Har fået morgenmad serveret, god service, havde helt glemt at det var inkluderet. Fik en lille skraver efter ca. 25 minutter, inden morgenmaden. Det hjalp gevaldigt med denne powernap. Flyet er helt fyldt op, undtagen på 1. Klasse. Der er en masse golfspillere med. I guder, jvor er jeg glad for at jeg ikke er begyndt at spille golf. De virker nærmest fanatiske. Må, nej, jeg skulle måske ikke være så kæphøj. Jeg er jo selv blevet en fanatisk "Caminonist".

Der er lige nu ca. 1 time og 20 minutter til landing. Det bliver spændende. Vi skal med Metro til City for at få vores første stempel i vores pilgrimspas, i katedralen. Så kigger vi os nok lidt omkring, får nok en lille bid brød og så vandrer vi stille og roligt til vores hotel, ca. 8,5 km. Ole vil gerne klippes, så han kan få vægten lidt ned, påstår han selv,?, så hvis vi finder en frisør, snupper vi en pause der. Vi snakkede vægt på vejen til Metroen i morges. Ole vil gerne tabe 5 kilo på de kommende 14 dage. Jeg har tabt 5,5 kilo på 6 uger og vejede 83,2 i morges. Har aldrig vejet så lidt, når jeg skulle i gang med en vandring. De andre gange har jeg tabt 5-6 kilo, men nu hvor startpunktet er, hvor det er, er jeg lidt mere usikker. Ville dog gerne komme ned på 77-78 kilo. Bare det er det rigtige fedt, der ryger? Det omkring organerne. Nå, vi får se.

Min rygsæk vejede i øvrigt i morges lidt over 7,5 kilo, uden kamera og den lille rejsetaske, hvor iPad og caminobog er. Ja,ja, jeg har også Oles toilettaske med, fordi han har en saks i den, og da han skulle have sin rygsæk med i flyet, var sagen afgort? Nå, hvis det bliver træls i længden, så bliver noget af det sendt til Santiago med posten. Man har prøvet det før. Og i nødens stund, eller rettere i smertens stund, går sorteringen heldigvis lettere?.

Du hører mere senere på dagen.

-------------------------

Flyvetiden tog 3 t 40 min, så vi landede lidt senere end planlagt, men ikke meget. Regnvejr konstaterede vi på indflyvningen. Fløj ind ad den vej, vi skal vandre de kommende dage. Jeg fik min rygsæk. Man bliver alligevel lidt lettet, når den dukker op.

I flyet sagde jeg ved siden af en kvinde fra Brasilien, der var med sin svenske mand. Hun boede i Lund. Skulle videre til hjemlandet efter 12 år uden at have set familien. Det glædede hun sig meget til, forståeligt. De skulle flyve videre efter en time, i 11 timer. Godt jeg skulle af. Man bliver jo nærmest sammenkrøbet i de små sædder og man kan ikke holde på kniv og gaffel uden at genere hinanden. Fik lige afklaret nogle udtaletibg på portugisisk med hende, når nu jeg havde en ekspert ved siden af.

Nå, vi skulle finde Metroen til City. Let nok. En anden ting er af købe en billet, selv om det også står på engelsk. Fik det klaret efter hjælp fra en yngre kvinde. Selvfølgelig stod vi af det forkerte sted, hvor vi skulle skifte. Der var 2 stationer, hvis navne mindede gudsjammerligt meget om hinanden, og kæphøje, som vi er, stod vi som sagt af det første sted. Vi snakkede sku' nok også for meget. Det var dagens første lektion. Vi fik flere:

1. Skulle have frokost på vores vej til hotellet og pga vores manglende sprogkundskaber, fik vi bestilt 2 kæmpe portioner med portugisisk mad, bestående af kålblade, diverse pølser, grisetæer og meget andet. Det smagte sku' godt, mindede mig om min barndom med grisetæer. Dem har jeg altid kunnet lide. Vi kæmpede os igennem. Bagefter en kage og så kaffe. 15 € for det hele med oliven, brød til opvarmning, øl til Ole, en kande vin og vand til mig. Vinen måtte jeg dele med Ole. Der var bare for meget. Det er jå vanvittige priser, men vi spiste også i et kvarter til andre priser end der vi kom til bagefter konstaterede vi. Vi konstaterede også på vej ud, hvir vi sagde tak til mutter, der stod ved kødgryderne, at vi kunne have fået de lækreste grillede små fisk med lidt salat og noget andet, i mere menneskelige portioner. AK, de sprogkundskaber eller manglen på samme.
2. Mens vi sad i restauranten, siger Ole, hold da! Se - peger- der er sku' en polsk bil. Der må være polske håndværkere, ligesom i DK. Da vi går videre kommer til et lidt "mistænkeligt" kvarter og der konstaterer vi stribevis af polske biler. De holder i rækker! Vi tager oven i købet et billede, hvor Ole peger på "P"-et på nummerpladsen. I det sekund jeg tager billedet sniger der sig en mistænksomhed op i mig, altså den anden vej, forstå mig ret. Der er noget galt. Indtil jeg udbryder, vi er sku' da i Portugal og i det splitsekund griner vi så højt, at vi er glade for, at ingen var i nærheden. Idioter - i Polen er det jo "PL", siger Ole, efter hans hjerne er han har gransket sin hjerne, der åbenbart var blevet normaliseret.

Og så var der een ting mere, som jeg i skrivende stund ikke kan huske. Caminoen er som sædvanlig een stor læreplads, og vi er startet godt ud, synes vi selv. Det skal nok blive godt.

Vejret har været lidt omskifteligt, men heldigvis mest sol. Dejligt at vandre i mere varmt vejr. Hovedet har allerede fået lidt sol, så i morgen skal der huske solcreme og hat, hvis der er sol. Vejrudsigten er desværre ikke for god de kommende dage, men så må vi i regntøjet.

Vi bor på VIP Executive Arts ahotel, i onrådet Parque das Nacoes, nationernes Spark, gammel verdensudstillingsområdet. Hold da op, de tør sku' noget med arkitekturen, denne gamle søfartsnation. Der er sågar svævebane. Mit værelse er på 13. sal og jeg har den mest fantastiske udsigt over Tejo floden og broen, smukt. Nå, må tilbage til denne by, på en forlænget weekend. Vi mødte mange turister på vores vej herud, 8,5 km, der vandrede og det indbyder byen også til. Ellers er der jo et meget velfungerende Metro-system.

Ole har fået købt et par t-shirt, i Vasco da Gama centret. Det gjorde han, mens jeg tog en tiltrængt eftermiddagslur. Vi spiste tidligt, bare her på hotellet. Igen lidt for meget mad, igen?Vi havde ellers udset os en zuchi restaurant, men da vi så priserne, no. Der skal spares, hvor det er muligt. Helt billigt er det jo ikke, trods alt, når man vil bo på hoteller og hostals, i stedet for på herberger.

Dagens samlede vandringstal blev på omkring 17,6 km, inkl. det løse og morgenens vandring. En OK opvarmning.

Ole er i øvrigt blevet klippet i dag, på vores vej fra katedralen og herud. Han skulle have lettet "vægten". Sjov oplevelse til 8€. I katedralen fik vi vores første stempel. Det var hele formålet med at tage til byen, selv om vores hotel er meget tættere på lufthavnen.

Vi har aftalt at tage afsted senest kl. 08.00, så vi har tid nok til de ca. 30 km i morgen. Jeg er spændt på morgendagen. Måske er der lidt for meget i rygsækken. Synes mine skuldre siger mig noget. Vi for de. Indtil da, fortsat god dag!

Camino Portugues 2017

Det har været nogle hårde måneder at komme igennem, for at bestå min kropsterapeut uddannelse hos Body-SDS. Sidste eksamen var i onsdags den 15. marts. Nogle af os, der har været lidt pressede, fejrede det vist nok lidt rigeligt, men det var vist også noget, som vi trængte til.

Det sidste års tid har været meget presset af sygdom og død i den nærmeste familie, af kræft. Først min fætter fra Qaqortoq, der kun blev 61 år og så svigerfar, der døde her i januar.

Jeg trænger simpelthen til at vandre, så jeg kan få bearbejdet det sidste års tid. Det bliver dejligt at komme afsted til Camino Portugues. Og det bliver endnu bedre, fordi Ole Christiansen, der inspirerede mig til min første Camino, tager med til Porto fra Lissabon. Lisbeth, min kone kommer til Porto og vandrer med mig resten af vejen til Santiago og så tager vi lige Finisterre og Muxia med. Har vandret til Finisterre før på min første vandring, men Lisbeth skal også nyde den del, og så har jeg længe haft lyst til også at komme til Muxia.

På onsdag er det tidligt op og så afsted til lufthavnen, for flyet til Lissabon afgår meget tidligt. Ved ankomst smutter vi til centrum, hvor vi kan få vores første stempel i Katedralen. Efter en frokost, forhåbentlig udendørs, vandrer vi lidt over 8 km til vores første hotel. Hvis ikke vi tager disse første kilometer første dag, så skulle vi vandre over 37 km på førstedagen, og det er nok ikke så smart.