Dag 8: Zambujeira do Mar – Odeceixe

Sidder i skrivende stund og får en dejlig morgenmad med udsigt til havet. Det er den bedste juice, jeg har fået længe. Hjemmelavet, så hele kanden bliver drukket.

Er først kommet ned til morgenmad kl 10.00. Har taget det stille og roligt og pakket alt, inden jeg tog ned.

Sidste dag på ruten om 10 min, for denne gang. Lidt vemodigt, men jeg kommer helt sikkert tilbage og tager resten af kysten til det sydvestligste punkt. Du må have en god dag. Jeg vil nyde min vandretur
————-
Denne strækning er ellers smuk og spændende, men der er steder, hvor man kan se og lugte forurening, angiveligt fra landbruget. Primært i den første halvdel af ruten.

Derudover er der et par nedstigninger, som ikke er særlig spændende. Den ene er meget stejl, og så skal ved gud vandre op igen efter 100 m. En ren sejpiner for ingenting, vil jeg mene. Denne nedstigning går ned mod en klippe.

Når man kommer hen mod nedstigningen kan man med det samme mærke, at dette her ikke bliver sjovt. Der er også vådt af forurening, der hvor man kommer ned. Spring den over ved at gå lige ud i stedet for at gå ned. Jeg kunne bagefter, da jeg kom op se, at det havde været muligt at gå lige ud.

Et andet sted er der også en nedstigning, som heller ikke er så spændende, primært fordi det var vådt, ildelugtende og ikke særlig let at komme igennem.

Mit forslag er, at man bliver kørt hen til et skilt på ruten, der viser 2,5 km til Brejão og så vidt jeg husker 11,5 km til Odeceixe og starter der. Skiltet er forenden af et stort gartneri lige efter Praia da Amalia, se billedet af gartneriet.
—————
Jeg kommer først afsted ved 11-tiden og vandrer alene i dag. Jeg møder dog mennesker på min vej. Nogle der går tur med deres hund. Et franske ægtepar, der gik tur med deres hund og som tog rundturene fra byerne. De havde bil med.

Iflg guidebogen er ruten på 18 km og det passer meget godt med mit Garminur, da jeg ankommer til Odeceixe.

Møder også 4 tyskere på min vej op fra en strandsparkeringsplads. Jeg kan se dem gå foran mig, opad, men kan også se, at de går langsomt. Jeg når dem på toppen, hvor de puster ud. Alle 4 står med deres mobiltelefoner og kigger i dem. Får dog en meget kort snak med een af dem. Det er åbenbart dem, der ejer de 2 mobilhomes, med tyske nummerplader, der holder nede på parkeringspladsen.

Ruten er i og for sig meget flot, bortset fra de steder, som jeg nævnte foroven.

Den sidste del af turen er ren svir. 4 km på ren asfaltvej, efter at have vandret på sand. Solen skinner og det går hurtigt fremad.

Jeg kommer forbi det busstoppested, jeg skal afsted fra i morgen tidlig. Har ikke købt billet endnu.

Flakker lidt om i byen, inden jeg finder min overnatning. Lille hyggelig by. Det er personalet fra restauranten ved siden af, der skal lukke mig ind.

En venlig dame kommer ind og lukker mig ind og så regner jeg med at tage et dejligt varmt bad og så skal jeg ud og have mig et glas øl eller lignende.

Der er ingen varm vand i bruseren. Jeg kæmper mig igennem det kolde vand. Nu står jeg herude og gider altså ikke først tage tøj på og ned og klage over det.

Der bliver ingen tøjvask i dag. Er heller ikke nødvendigt. Har rent tøj til i morgen.

Da jeg kommer ned og skal ind i restauranten kommer der en mand, ejeren fandt jeg ud af og siger, at der desværre er problemer med vandet. Det har jeg lige som konstateret. Det kan desværre ikke laves i dag, siger han . Til gengæld kan jeg få et andet værelse tæt på, så det siger jeg ja til. I hans B&B afdeling - 40 meter derfra. Prisen er dog den samme. Der er lige så koldt i værelset, men radiatoren kører og der er varmt vand.

Ejeren fortæller mig, at jeg kan købe busbillet til i morgen i en kaffe tæt på, så det vil jeg gøre.

Han fortæller mig også, at han skal have 2 hold danske cykelturister i år, arrangeret via Topas. Det glædede han sig til.

Jeg får flyttet mine ting, betalt og så smutter jeg ud for at købe et par ting på apoteket, jeg havde set tidligere på dagen. En lille smart shampoo i metalbeholder, jeg kan bruge, når jeg vandrer. Plus en alkoholfri roll-on deodorant. Med mild duft. Jeg har det ikke så godt med lugten af kraftig deodorant, endnu mindre af kraftig af parfume. Og jeg skal hilse at sige, at kvinderne hernede åbenbart elsker at bruge meget parfume. Det var et sidespring.

Efter apoteket - fin og venlig betjening - hen til den cafe, hvor jeg skulle købe billet. Der står udenfor at de er agent for Rede Expresse, så det giver sig selv. Han spørger, om jeg vil med kl. 09.20 og det vil jeg gerne. Har set på nettet, at der går en enhalv time senere, også. 18,30 € må jeg af med til Lissabon, 3,5 times bustur. Det er til at have med at gøre.

Køber en espresso og en lille øl.

Hjem og slappe lidt af. Da jeg er kommet hjem dumper en sms op fra Christoph, der spørger, om vi skal spise sammen. Ja, selvfølgelig. Vi aftaler at jeg finder ud af, hvornår mit hotels restaurant åbner.

Det er for koldt til at være i værelset, så jeg smutter ud allerede ved 19.30-tiden og går lidt rundt. Det er varmere ude end inde. Overvejer at finde et sted og få mig en drink. Men det bliver ved tanken, indtil videre.

Får skrevet til Christoph, hvornår han er klar, da jeg allerede er ude på gaden. 5 minutter, skriver han. Han har lige været i bad.

I mellemtiden får jeg snakket med en kvinde, der spiser på den store plads og som jeg har mødt tidligere i dag, ved mit hotel. Hun siger, at Christoph bor dernede ad gaden, på samme hostel som hende. Hun siger det sådan set, uden at have talt med mig først. Hun har åbenbart snakket med Christoph, så hun har gættet, at jeg går rundt og venter på ham. Det skulle vise sig, at hun var svensker og hedder Alexandra, i daglig tale Alex.

Jeg går ned mod det sted, hvor Christoph bor, lige ved siden af den bar, hvor jeg havde været tidligere. Jeg går ind i baren og bestiller en Moscatel vin - havde set 2 mænd tidligere i dag bestille sådanne glas. Man kan se på farven, at det er en sødlig vin og det er jo det, disse druer anvendes mest til, søde vine.

Christoph kommer og han køber en øl.

Vi bliver bagefter enige om at gå ned til det sted, hvor Alex spiser, fordi der har de veganerting, som Christoph hest vil spise. I mellemtiden er en anden person kommet til og spiser sammen med Alex, Martin fra tyskland.

Christoph en pizza og jeg blæksprutte. Vi sidder sammen med de 2 andre og det ender med, at vi får en meget hyggelig aften. Snakket om alt muligt, herunder aflæsning af hænder, hvorfor vi vandrer, filosofi og you name it. Nogle flasker rødvin hjælper på mundtøjet.

Det viser sig at Alex, vores svensker, bor i Tyskland - øst for Køln, sammen med sin tyske kæreste. Hun er fra Malmø og har mange gange været på Christiania og jeg fortæller, at jeg nærmest bor på samme gade. Hun er hernede for at besøge en veninde, der vist havde et slags retreat, under alle omstændigheder inspireret fra Østen, primært Indien.

Martin er uddannet ingeniør, men har lidt svært ved at acceptere den vestlige verdens hungring efter flere materielle goder og al den stress, det påfører os. Det kan jeg kun være enig med ham i. Han har telt med, så han har ikke udgifter til overnatninger.

Det bliver sent, da vi har så meget at snakke om. En ældre venlig dame sørger for at holde stedet åbent. Værten giver os små shots et par gange, også. Det hjælper også på munterheden.

Nå, hjem skal man jo på et tidspunkt, så det er godt, at man lukker hernede.

Skal som sagt med bussen kl. 09.20 og inden da skal jeg have morgenmad. Det er en lang tur. Morgenmad er aftalt til kl. 08.15, nede overnatningsstedets restaurant.

Dag 7: Almograve – Zambujeira do Mar

Fik mig blot en kop kaffe på den lokale cafe, hvor jeg også var i går og så var det afsted. Vidste jeg kunne få noget senere på ruten.

Når man starter i Almograve mod Zambujeira do Mar (ZdM) , skal man lade være med at gå efter det skilt, der viser 22 km skiltet mod Zdm. Skiltet er faktisk lige ved den cafe, hvor jeg fik min kaffe.

Det er en omvej på mindst 1,2 km og man støder på noget ildelugtende (et forsøg på et rensningsanlæg) og til sidst kommer man faktisk ud på stranden. Her gik jeg forkert og fortsatte langs stranden, men kunne godt se, at det måtte være den forkerte vej. Der var så stejlt, at det var umuligt at komme op.

Tilbage og så fandt jeg ruten igen. Svær at se. Det er op ad en noget stejl skrænt, der ikke er særlig behagelig.

I stedet bør man gå direkte ud af byen på hovedvejen - fra rundkørslen inde i byen ved cafeen og samme vej, som det lille supermarked ligger på. Man skal gå mod Praia do Almograve eller tage en taxi til fiskerlejet - Lapa das Pombas. Det sidste sparer man 3,5 km på. Meget flot vandresti ved siden af grusvejen helt ud til fiskerlejet. Langs hele den vej er der træningsredskaber og vejledning hver 100 meter eller deromkring.

Hvis du ikke vil sætte sit liv på spil på Almograve - Zambujeira do Mar strækningen, bør du i stedet følge hovedvejen, når du kommer til byen Cavaleiro. Der er gode skilte i byen.

Det skyldes, at der ved fiskerlejet Entrada da Barca, 4 km fra ZdM, er der en nedstigning, som man kun kan klare ved at holde fast i et reb og nærmest fire sig ned.

Det er umuligt at komme ned med rygsækken på. Den må tages ned særskilt.

Det er for farligt, hvis man bare har lidt problemer med bentøj mm., eller er træt mod slutningen.

Hvis du følger hovedvejen korrekt fra Cavaleiro, ender man umiddelbart lige efter fiskerlejet, men på den “sikre” side.

De resterende 4 km til byen er ligeud, bortset fra en enkelt afstikker mod havet lige før byen. Der er en meget god særskilt gangsti langs vejen. Afstikkeren man roligt springe over og forsætte mod byen ad hovedvejen. Der er så at sige ikke mere nyt at se den dag.

I dag blev det til næsten 23 km inkl detour. Når man går i sine egne tanker, kan man let misse et skilt, især midt i en skov.

Vandrede over halvdelen af turen sammen ned Christoph, som fandt mig i en cafe, i byen Cavaleiro, næsten midtvejs på ruten.

Vi mødte senere Sebastian fra Holland, der vandrede den modsatte vej mod Lissabon. Han havde telt med, så han sov i den. Vi fik en god snak med ham.

Christoph og jeg kom ned ved fælles hjælp ad den farlige nedstigning. Vi troede faktisk ikke vores øjne, da vi kom til stedet. Af med rygsække og den ene først ned og så tog den første rygsækkene og den anden kom ned.

Der burde laves en trappe det sted. Hvis man først er kommet til stedet og finder ud af, at man ikke kan komme ned, så skal man tilbage via en stor omvej, antager jeg. Sådan ser det ud på kortet.

Nu er det lettere at kravle op end det modsatte, så hvis man går fra syd mod nord, er det nok bedre. Rygsækken skal man nok af med alligevel, for ikke at risikere at falde bagover.

Nedstigningen tog på vores kræfter, så vi var noget trætte ved ankomst til Zambujeira do Mar. Klokken var over 17.00, da vi ankommer. Vi skilles, da vi kommer til byen. Christoph skulle bo på et hostel og jeg på Alojamento Local Mira Mar.

Det tog en smule tid at finde stedet. Min Google Map fungerer ikke så godt, efter jeg fik slukket for en hulens masse app’s for at spare strøm. Ned og sidde og tage det roligt. Så kommer løsningen. Finder stedet og så var det selvfølgelig på samme gade, hvor jeg stod:-)

Jeg ringer til det telefonnummer, som er på min bekræftelse. En dame tager telefonen og siger, at hendes kommer indenfor 5 minutter. OK. 4-5 minutter kommer en ældre herre ud fra et lukket supermarked, lige ved siden af. Han spørger, om jeg “sprechen sie deutch?” Og jeg siger “Ein bisschen”. Jo, jo, jeg fik godt nok 11 til tysk til min realeksamen i 1971, men jeg ved ikke hvor det er blevet af. Jeg forstår meget, men kan ikke føre længere samtaler, overhovedet.

Han lukker mig ind og vi går op en etage op og ud på en svalegang. Der er borde og stole på svalegangen og man kan sidde og kigge på vandet derfra. Solen skinner. Det bliver dejligt.

Han åbner mit værelse og det ser fint ud, meget lysegrønt. Måske ikke helt min farve, men der er pænt og rent. Senere finder jeg ud af, at vandet i toilettet skal lukkes hver gang, du bruger det. Ellers bliver det ved med at løbe.

Derudover skulle jeg have hjælp fra en affaldsspand ved siden af, for at få det store ud. Der er simpelthen ikke vand nok i kummen til at løse sagen. Godt man er født i Grønland uden lokum, så den slags små fortrædeligheder generer mig ikke et døjt. Det er jo blot et praktisk problem, der skal løses.

Kommer i bad og vasker noget tøj. Jeg hænger også stadig vådt tøj fra i går til tørre på stolene ude i solen. Utroligt hvor meget solen er til hjælp.

Jeg slapper af og prøver sover lidt. Jeg har ikke den store energi til at gå rundt i byen og se mig omkring.

Ved 20-tiden smutter jeg ud og kigger mig om efter et sted at spise. Der er et tæt på, kombineret cafe og restaurant. Tager lige en runde tæt på, men der er flere lukkede i dag. De ser ellers interessante ud. Måske er det den ugentlige fridag, mandag.

Jeg ender tilbage på den første. Kommer op i restauranten som den eneste, bestiller oliven og brød og så ser jeg, at der er brune bønner og blæksprutte. Det må jeg prøve. Jeg kan meget gode lide bønner. Det er en god spise. Godt med proteiner. En flaske vand og lille kande hvidvin til.

Der kommer senere en gæst mere. Tjeneren får gang i fjernsynet, så vi kan se noget fodbold fra England. Manchester United spiller. Ikke mit favorithold, men lidt er også ret.

Til sidst en kop kaffe og så er det hjem - 50 meter. I morgen er sidste dag.

Dag 6: Vila Nova de Milfontes – Almograve

Dagens beretning bliver måske lidt forvirrende. Først en kort udgave af dagens vandring og så en blandet beskrivelse af dagens og aftenens oplevelse. Og den bliver i datid, selv om jeg bedst kan lide at fortælle i nutid. Jeg nåede ikke en samlet beskrivelse, så jeg har brugt 2 FB opslag, som jeg har redigeret i.
———————
Morgenmad var ikke inkluderet i værelsesprisen, så jeg skippede den og regnede med, at jeg nok skulle få lidt at spise på vej ud af byen eller lidt senere. Ja, det lidt senere skulle vise sig først at være ved ankomst, bortset fra et stykke frugt og vand. Fik talt med Lisbeth i telefonen på vej ud af byen.

På vej ud af byen fik jeg også hævet nogle penge i en hæveautomat. Når man skal ind til bankens hæveautomat kan man ikke bare komme ind, bare sådan uden videre. Man skal faktisk bruge sit hævekort for at komme ind gennem døren. I går aftes ville jeg gøre det, men kunne ikke komme ind, så det blev ikke til noget. Først her til morgen faldt tiøren. Selvfølgelig, dit hævekort, fjols!

Når man går ud af byen Vila Nova de Milfontes skal man følge hovedvejen indtil en rundkørsel, hvorefter man drejer til højre mod den store, vist nok nye bro, over floden Mira. Fantastisk syn at se byen og floden fra broen. Et stykke efter broen, måske 300-400 meter, går vandreruten bort fra vejen og ind i et lille skovområde og senere marker. Der er i øvrigt rigeligt med plads til at gå på den asfalterede vej. Man har næsten mere plads end bilerne.

Der var nogle flotte grafittimalerier på en forladt bygning, hvis man overhovedet kan kalde det grafitti. Et motiv var bla Eva og slangen, som jeg har brugt som foto til dette indlæg. Ja, på en vandring giver den slags jo altid stof til eftertanke.

Vejret var meget flot, sol og næsten ingen skyer. Mødte en stor flok køer på vejen, som man går sammen med. Og de er store.

Skøn varieret vandretur, selv om jeg kunne have sparet mig for 4 km sand, det sidste stykke til Almograve, ved at tage den alternative vej. Den var lettere og 1 km kortere. Det var lidt trættende, det sidste stykke, men så har jeg gået den “rigtige” rute.

Det bliver rigeligt opvejet af det flinke par, som jeg har lejet lejligheden af her i byen. Rimelig ny i 2 etager 3-4 minutter fra cafe, restaurant og supermarked og så kun til 54€. Det kan ikke være bedre.

Jeg havde kun kræfter til et bad, hvile, aftensmad og så på hovedet i seng igen.

Den første del af ruten er let, mens den sidste tærer på kræfterne, fordi det er på sand. Ska man vælge en kort rute p The Fischemen,s Trail ville jeg anbefale denne her.
———————

(Dette følgende indlæg skrev jeg på Facebook senere på aftenen, da jeg ikke kunne sove)

Jeg havde ellers besluttet mig for, at nu gad jeg ikke at kommunikere med den store omverden mere i dag, men dette her må jeg absolut ud med.

Livet er jo forunderligt (hvis nogen forstår det ord?). Du kan tage ind på Michellin restauranter med 3 stjerner und so weiter und mindre. Og, ja, hvad så? Blev du bekræftet eller ej?

Her er jeg kommet til en lille by i Portugal, hvor mændene spiller kort eller ser sport på colortossen om søndagen, forstås på cafeen i byen. Jeg taler af erfaring. Fordi jeg ikke har internet i lejligheden, har jeg tilbragt 1,5 time eller lidt mere på den lokale cafe for at få flyttet mine billeder fra iPhonen til Skyen.

For at dulme den dårlige samvittighed, over internetforbruget på cafeen, bestilte jeg først en kop kaffe, så en sandwich og en stor øl.

Da der stadig stod – 50 eller flere billeder tilbage – til uploade – måtte jeg mande mig op, til den i øvrigt søde lidt polsk agtige kvinde, undskyld udtrykket, og bestille en Ricard. Så var jeg ligesom på hjemmebane. Man er vel frankofil? Og så vandt vi Liverpool i øvrigt over pengemaskinen MC.?

Hjem og slappe lidt af inden restauranten kaldte.

Tilbage til restauranten, ved siden af cafeen. Samme ejer. Ingen mennesker. Mandlig tjener. Hvordan får man god betjening? Man starter med at snakke om fodbold, det ved enhver klog mand.
Lidt efter om Michael Manikke, som jeg sagde på dansk, men nej, Maniiish, hedder han, sagde tjeneren, der var Benfica-fan.

Og så snakker vi bagefter om menukortet.

Aldrig har jeg fået så gode Chocos Grelhado. Jeg var oppe i skyerne. Helt alene i lokalet med min madlykke. Altså udover fodbold på skærmen. Og Barcelona var bagud mod RSO på tidspunktet, endnu mere lykke. Hvidvin, vand, oliven, brød, tomatsalat plus de små blæksprutter, kaffe og avec. 19,40 €.

For at gøre en kort historie lang – Michellin – go home!

Dag 5: Ilha do Pessegueiro (Porto Covo) – Vila Nova de Milfontes

Sikken en morgen at vågne op til her på denne hestefarm, jeg har overnattet på. Sol, vind og skyer i lige dele. Det har regnet i nat. Håber det holder sig væk i dag.

Vinden er lidt kraftig, men det virker til at jeg får medvind på vandrestien langs kysten ned til Vila Nova de Milfontes.

Tager det stille og roligt. Tager endnu et bad til morgen. Når man vandrer, så tager man normalt bad, når man kommer frem, men ikke næste morgen. Man skal pakke og man skal have noget ud af formiddagens friskhed. Men altså ikke i dag. Jeg tager endnu et bad, også fordi jeg lige skulle have noget tøj tørret på radiatoren, plus varmet mine vandresko og indlæg, der havde stået ude hele natten.

Jeg går ellers rundt på farmen for at finde Cláudia eller moderen for at sige tak for dejligt ophold, men de er der ikke, så jeg må bare tage afsted,

Ved 10.30-tiden er jeg nede og får ristet brød med marmelade og kaffe på strandrestauranten og så er det afsted sydpå. Måske 5-6 timer, afhængig af stop.

Det blæser godt, men heldigvis i ryggen. Der er overskyet. Jeg må have min fleece trukket helt op til halsen. Jeg kunne godt have brugt noget særskilt til halsen. Det havde Lisbeth og jeg også snakket om, at jeg skulle låne noget af hende. Noget man kan bruge både som ørevarmer og til halsen. Det glemte vi selvfølgelig.

Halsen er et udsat sted, så det er vigtigt at beskytte den. Musklerne omkring den stivner hurtigere end andre steder, når de bliver udsat for kulde – og stress i øvrigt.

I starten er det grusveje, jeg går på. Sceneriet er fantastisk. Virker kraftige, fordi jeg har gået inde i landet de første 3 dage. Kontrasten er stor. I indland ikke så meget vind, stille og roligt – her er det blæsende, bølgernes brusen, naturens kræfter.

Skiltene er nu ændret fra hvid/rød til lysegrøn/lyseblå. Altså vandrer jeg på The Fischermen’s Trail. Valget af farver er nøje gennemtænkt. Farverne skal helst ikke være for dominerende på denne sarte natur. Og skiltene er sat lavt ned mod jorden, af samme årsag. Det skal ikke være et skiltehelvede, for nu at være direkte.

Vandrestien skifter mellem grus og sten. Man skal virkelig passe på ikke at skvatte. Derfor godt med vandrestave til støtte.

Farverne på beplantningen er efterårsagtige.

Så kommer sandet. Det er virkelig anstrengende at gå på. Man kommer automatisk til at slække på tempoet.

Jeg møder ikke så mange mennesker, men der er dog enkelte, også personer, der går tur med deres hunde. Man kan jo køre langt ud til stranden og der er store, men pæne, parkeringspladser. Og folk med 4-hjultræk kan visse steder køre på grusvejene, men der er stort set ingen biler på denne årstid.

Strandene er virkelig fantastisk flotte, så der må komme rigtig mange mennesker om sommeren. Visse steder går man lidt væk fra stranden. Det skifter. Det er simpelthen af sikkerhedsårsager.

Et sted med parkeringsplads holder jeg pause. Efter 2,5 times vandring. Her sidder jeg på en bænk og spiser lidt frugt. Mens jeg sidder der, kommer Christoph. Han er startet lidt længere væk end mig.

Jeg bliver enig med mig selv om, at nu hvor vi har mødt hinanden hver dag de sidste 3 dage, så er det vidst meningen, at vi skal snakke sammen. Så jeg siger, at jeg gerne vil invitere ham til middag i aften i Vila Nova de Milfontes. Det ville han meget gerne. Jeg var den eneste, han rigtigt havde snakket med siden han startede. Han går videre.

Et ægtepar går forbi. Vi hilser på hinanden.

Det første stykke herefter vandrer jeg på en gangbro. Meget flot lavet. Man kan komme helt ud til skrænten og tage billeder. Lidt senere er der endnu en ny parkeringsplads.

Men så er det også slut med venligheden. Fra nu af er det sand og atter sand og vandring langs kysten, lige indtil du kommer til det lille fiskerleje Canal.

Det begynder at regne på et tidspunkt. På med regnfrakken. Mine gaiters har jeg på. Dem tog jeg på af hensyn til sandet. Klokken er præcis 13.35, da regnen starter og den holder op igen klokken 14.00.

Selv om regnen holder op, orker jeg ikke at tage regnfrakken af. Det blæser også kraftigt, så den beskytter, men jeg får varmen alligevel.

Kort før fiskerlejet Canal kan jeg se Christoph vandre et stykke foran. Da jeg kommer til fiskerlejet holder han pause og vi deler nogle af mine karameller og beslutter os at vandre de sidste 3 km sammen ind mod byen.

Christoph skal sove i et hostel til 15€ og jeg har her i morges booket et værelse på Hotel HS Milfontes Beach.

Vi finder vores overnatningssteder via vores telefoner og aftaler, at jeg finder et sted at spise og kontakter ham på hans telefon, som jeg fik, da vi mødtes tidligere i dag.

Vila Nova de Milfontes ser ud til at være en by, hvor folk tager på weekends. Flot badestrand lige foran mit hotel. Jeg får mit værelse.

Da jeg kigger i hotellets servicebog finder til min store glæde ud af, at jeg kan få vasket tøj på hotellet for 10€. Skynder mig derfor i bad, efter at have tømt masser af sand fra mine vandresko ude på altanen. Skoene bliver stående derude til i morgen. Der er tag over, hvis det skulle regne.

Tager 2 af mine vandtætte poser og fylder dem med mit vasketøj. Der er både underhylere, trøjer og fleece samt strømper. Og går ned til receptionen.

Yes, jeg kan godt få vasket, men kan først få tøjet i morgen formiddag ved 10-11-tiden. Det er jo weekend nu (lørdag). Det vil acceptere hvad som helst for at få vasket, så det gør jeg. Så må jeg afsted senere i morgen. Der er “kun” 15 kilometer.

Jeg har virkelig brug for at komme i noget tøj, der er ordentligt vasket. Dovenskaben længe leve?

Tager et hvil på en 1 times tid, men da jeg har lovet at finde et spisested og vi har aftalt kl. 19.00, må jeg heller ud og se mig omkring. I receptionen får jeg nogle gode anbefalinger og tager ud til byen for at lokalisere de 2 steder.

Den første – Restaurante Tasca Do Celso – finder jeg hurtig, tæt på hotellet. Jeg kigger ind udefra og en person, der er på vej ind spørger, om han kan hjælpe.

De åbner først kl. 19.30, men der ser rigtig hyggeligt ud. Og det ser ud som et sted, hvor de går op i madlavningen. I mit hovede har jeg allerede besluttet mig. Jeg kigger mig dog om efter den anden, men kan ikke finde det.

Sender en sms til Christoph, at vi restauranten først åbner kl. 19.30, men at vi kan mødes kl. 19.00 og få en drink.

Tager hjem og hviler lidt. Mødes med Christoph udenfor restauranten og vi får købt en drink, selv om de officelt ikke har åbent endnu. Personalet sidder faktisk og spiser aftensmad. Restauranten har et overdådigt vinudvalg. Nå, så er vi vist kommet til det rette sted?Jeg får en virkelig godt glas rødvin, efter tjenerens anbefaling.

Vi får oliven og brød til som forret. Efter forslag fra tjeneren får vi en stor gryde med forskellig fisk og skaldyr. Det smagte himmelsk. Øl til Christoph og hvidvin til mig. Kaffe til sidst.

Christoph, 25 år, er i øvrigt uddannet gartner og laver i samarbejde med en arkitekt taghaver i Wien. Det er åbenbart det helt store hit. Så arbejder de 9-10 måneder om året og resten af tiden bruger han på at rejse verden rundt, så billigt som muligt. Han har været på Sardinien 8-9 gang, som han mener, er et af de bedste steder.

Denne kyststrækning, efter den sidste parkeringsplads, er utrolig flot. Man bliver så uendelig lille i forhold til naturens kræfter. Det blev i alt på 19 km, det meste på sand, så det var lidt hårdt, ligesom man skulle passe på ikke at ryge ned ad de høje skrænter.

Vila Nova de Milfontes er en by, jeg gerne kommer til en anden god gang.

Dag 4: Cercal do Alentejo – Ilha do Pessegueiro (Porto Covo)

Kom som sagt meget tidligt i seng i går. Der var for koldt til at skrive, da jeg kom hjem. Jeg sover med bukser og strømper på, af nød.

Vågner en enkelt gang i løbet af natten og skal på toilettet. Og så er det lidt svært at falde i søvn igen, når man allerede har sovet 6-7 timer. På et tidspunkt er det jo alligevel faldet i søvn, for jeg vågner ved 7-tiden og så beslutter jeg mig for at stå op, men tage den helt med ro. Mobilen og iPad’en skal oplades. Den våde tøj skal også have en sidste tur over radiatoren.

Får pakket og tjekket værelse og toilet en sidste gang for evt glemte ting. Intet. Udover min merinouldtrøje har jeg både fleece og en windbreaker på. Der er sku’ lidt koldt derude. Går de 800 meter ind til byens torv til en cafe. En kop kaffe og en croissant plus et eller andet udefinerligt i nogle filodejagtigt. Nå, det mætter, det hele.

Lidt i ni er jeg afsted. Finder hurtigt vandreruten ud af byen. Havde set den i går. I løbet af 5 minutter er jeg ude af byen og begynder en rolig opstigning.

Et ældre ægtepar, der sidder uden for deres hus, hilser pænt Bom Dia. Det er virkelig skøn natur. Ingen asfalt, men grusveje. Først er der huse med landbrug og lidt senere kommer jeg ind i en skov med eucalyptustræer.

Glad for at jeg har mine vandrestave med, fordi det går op og ned. Og desuden er de til god hjælp, når man skal passere vandpytterne på vejen. Nogle steder har man meget lidt at gå på, så er det godt at kunne bruge den ene stav i vandet, så man ikke ryger derud.

Inde midt i skoven er der et feriested, med lejligheder, som støtter Rota Vicentina projektet. Det ligger 5 km fra Cercal do Alentejo. Ærgrer mig lidt over, at jeg ikke vandrede de 5 km mere i går.

Det fik mig i øvrigt til at tænke på, at portugiserne må elske at komme ud på landet og holde ferie. Sådanne steder findes åbenbart alle vegne. Man kører selv dertil og ens bil kan holde enten på en parkeringsplads eller foran lejligheden/værelset og så er der aktiviteter til børn som voksne. Det kunne vi måske lære noget af. Stederne er ikke store, men hyggelige.

Efter ca. 8 km kan jeg se vandet. Det går nedad nu og resten af vejen er mere eller mindre flad ud til kysten. Vandringen går ikke lige ud til kysten. Den snor sig og er nødt til at tage hensyn til marker og skel, men sådan er det. Det er også charmen.

Mens jeg holder hvil, mit første hvil, efter ca. 11 km, kommer Christoph, østrigeren, jeg mødte i går. Han havde sovet i et værelse, som den cafe, jeg havde fået min morgenkaffe i for nogle timer siden, ejede. Han havde mødt et ukrainsk par samme sted og en kvinde, der også vandrede. Vi fik en god snak. Han havde fundet et hostel på vej til Porto Covo, til 15 €., hvor han skulle overnatte.

Jeg sagde, at jeg ikke vidste helt, om jeg ville vandre mod mod Porto Covo eller om jeg ville dreje til venstre ved kysten og vandre mod Vila Nova de Milfontes. Kun hvis jeg havde kræfter og der ikke var for langt.

Christoph går videre og jeg følger kort tid efter. Langt om længe kommer jeg ned til kysten, det brusende hav. Der er altså noget over at være ved havet. Der er kæmpe bølger og lyden er meget kraftig. Det er fascinerende og man kan blive ved med at kigge på bølgerne. Det er en slags meditation.

Der ligger en restaurant/cafe lige der, hvor man kommer ud til kysten, og stor parkeringsplads. Stedet hedder Ilha do Pessegueiro. Christoph, kan jeg se, sidder tættere på vandet, i bar overkrop og mediterer sikkert. Jeg får taget nogle billeder og så går jeg tilbage til restauranten, der ligger 50 meter væk.

Går ind på restauranten og kommer i snak med en meget venlig kvinde - på engelsk. Vil gerne have noget at spise, men får også spurgt ind til, om hun ved, om der er nogle steder tæt på, hvor jeg kan overnatte.

Hun fortæller, at hun og hendes familie har en hestefarm 800 meter herfra. Hun kan give mig en discount, siger hun og jeg spørger, hvor meget. 30€ siger hun og jeg siger top. Så er overnatningen klaret og jeg kan nyde min kaffe først, bagefter sandwich og cola og til sidst en kop øl.

Så tager jeg min rygsæk og går mod hestefarmen. Jeg ser heste på afstand. Jeg har altid syntes, at heste er nogle af de smukkeste dyr. Der er noget harmonisk og elegant over heste.

Moderen tager imod. Under min snak med moderen finder jeg ud af, at datteren hedder Cláudia. Værelset er rustikt. Sengen er lavet af gamle paller. Det er reolerne også. Der er et køkkenalrum til. Og så et badeværelse. Meget fint til 30€. Jeg bliver inviteret til at se farmen. Hun vil gerne vise mig rundt og der er også en bar på farmen, fortæller moderen. Jeg vil dog først i bad. Der er radiator til varmen. Og det varmer desværre ikke så meget, men man lærer efterhånden at være i det.

Går i bad og hviler mig lidt. Forsøger at få uploadet mine billeder til iCloud, men det er noget langsomt, hvorfor jeg ikke får skrevet noget til FB-siden. Det må vente.

Inden det bliver mørkt går jeg en tur rundt på farmen. De har mange flotte heste. En mand rider på en hest og det ser ud som om, at den trænes til dressur.

Lige efter jeg har gået rundt og er tilbage på værelset kommer Cláudia og spørger om jeg ikke vil ind på cafe/hyggestuen og nyde varmen ved brændeovnen. Det vil jeg gerne. Hun fortæller, at de deres heste er Lusitanere, de berømte portugiske heste. Og så har de en enkelt araber. Den havde jeg observeret. For sig selv i en fold.

De arrangerer ture på hesteryg langs kysten, altså også på Rota Vicentina. De åbner igen til februar med turene, siger Cláudia.

Hun fortæller mig også, at hun for 13 år siden har reddet på hest på Camino Portuguese, i september måned. Desværre fik hun hestene stjålet en nat, men heldigvis havde politiet fundet dem nogle måneder efter.

Hun giver mig en halv flaske vin ganske gratis, så jeg sidder og nyder vinen foran brændeovnen, samtidig med at jeg læser i min Lars Muhl bog: Lyset i Mørket.

Baren hedder i øvrigt Honesty Bar, fordi man selv kan tage for sig af varerne, men huske at være ærlig og skrive det ned. Dejligt koncept baseret på tillid.

Det giver mig stof til eftertanke. Hvis jeg nu havde bestilt overnatning i morges via nettet, havde jeg nok aldrig fået denne oplevelse. Så derfor, lad vær med at planlægge alting, slip kontrollen og overlad det kommende til skæbnen. Gør man det, får man ofte de sjove uventede oplevelser. Og de er sådan set de bedste, hvis jeg skal være ærlig.

Som tidligere sagt - ting kommer til een - hvis man er tillidsfuld nok!

Efter at have nydt vinen vandrer jeg i mørket de 800 meter tilbage til restauranten og får mig (igen) en grillet dorada, oliven og brød til forret. En kande hvidvin og en flaske vand. Og en chokolademousse og kaffe til sidst.

Hjemad i mørket igen. Jeg er overhovedet ikke bange. Jeg øver mig hele tiden i at have tillid. Min højdeskræk har jeg fået bearbejdet rigtig meget og mørket det samme. Man skal møde sine dæmoner eller overtager de styringen.

Cláudia og hendes mor sad i øvrigt også i restauranten og fik deres aftensmad, men de ejer den tilsyneladende også.

I morgen første dag på The Fischermen’s Trail - meget vandring på sand. Det bliver nok en udfordring.

Det blev ca. 15 km i dag.

Dag 3: Vale Seco – Cercal do Alentejo

Morgenmad helt alene. Først kl. 10.00. Helt overdådigt. Det er en ung kvindelig ansat, som jeg ikke så i går, der sørger for den.

Vejret ser godt ud, så jeg glæder mig.

Jeg spørger den unge kvinde om vejen tilbage til ruten, men hun kender den ikke, siger hun. Dog mener hun, at jeg skal vandre på vejen, mod højre, indtil jeg kommer til en en landsby, hvor jeg kan spørge mig frem.

Kl er ca. 11, da jeg tager afsted. Ejeren af hotellet har selv eget hus på den grund, hvor hotellet ligger. Fra vejen kan jeg se, at han står ved sin dørtrappe og jeg spørger ham om vejen. Og han siger, at jeg bare skal gå til landsbyen i Vale das Éguas, så vil jeg se skiltene til min videre færd.

Det passer. 1,2 km fra hotellet kommer skiltene tilbage. Det betyder, at hvis jeg havde gået længere på vandringsruten i går, i stedet for at følge asfaltvejen ved det første skilt til hotellet, så skulle jeg have drejet til venstre ved landsbyen og gå 1,2 km (tilbage) for at komme til hotellet. Jeg har derfor som forudsagt i går sparet noget ved at vandre på asfaltet ved det første skilt mod hotellet.

Der er i øvrigt 2 cafeer i den lille landsby, kan jeg se.

Det er en forholdsvis let vandringsrute i dag, specielt den første halvdel, der stort set er flad.

Jeg holder en lille pause ved en mark, for at nyde det gode vejr og det er også begyndt at blive varmere.

På et tidspunkt kommer jeg til en asfalteret vej, hvor ruten går til højre, så jeg følger vejen ca 1 km og bliver bagefter ledt ind på en grusvej igen og lidt skov. Så kommer jeg til en bro, nærmere en dæmning, som jeg må gå over. Den er lang.

Lige som jeg skal til at gå ud på dæmningen kommer der er cyklist med fuld oppakning, der kører den modsatte vej. Vi siger Bom Dia. Den første cyklende, jeg har set. Han ser ud som om, at han har været på farten længe. Han kører ned mod vandreservoiret, ved skovkanten.

På den anden side er der et mindesmærke/monument for Campilhas Dæmningen, som den hedder, færdiggjort i 1954, samme år, som jeg blev født. Os, der er født i Grønland, går meget op i årstal. Vi har sågar Facebook grupper til det samme. Så jeg soler mig lidt i mit årstal, naturligvis:-)

Efter dæmningen går vandringsruten lidt op, på en grusvej. Der er bakket og marker. Flot natur og der er dejligt stille og roligt. Jeg har det hele for mig selv. Vil egentlig gerne holde en lille pause og spise en banan og drikke lidt vand, men jeg trækker den.

Når man vandrer og gerne vil holde et hvil, vil man gerne finde det bedste sted, ikke vådt, hvor man kan sidde ordentligt og helst sol, så man ikke bliver kold. Der kan gå lang tid med den beslutningsproces. Det er måske bedre rundt om hjørnet?

Mine vandringer har lært mig, at tingene kommer til mig. Så vupti dukker det rigtige sted op et sted, hvor jeg må gå over en lille bro, fordi vejen er fuld af vand. Broen er nok lavet af samme årsag.

Min hvileplads er en slags cementblok, ligner nærmere en gravplads, men den ligger lidt højere end vandreruten. Her sætter jeg mig og nyder min banan, vand og det dejlige vejr.

Mens jeg sidder der kommer der sørme en vandringsmand gående. Jeg spørger ham, hvem han er: Christoph fra Østrig. Han er startet samme dag som mig i går i Santiago do Cacem. Han har boet ved en vindmølle i nat, siger han, tæt på ruten.

See you – han går videre. Jeg følger efter 5 minutter efter.

Det er meget flot landskab, resten af ruten. Der dukker flere huse op, køer på markerne og traktor på marken. Man fornemmer, at man nærmer sig en by.

Kommer til udkanten af byen og passerer Turismo em Casa de Campo. En mulig overnatning. Jeg har ikke bestilt overnatning på forhånd.

Kommer helt ind til byen, Cercal do Alentejo, følger vandringsruten, men drejer af så af mod centro. Det er det bedste sted i hver by for at orientere sig, finde turistkontor, cafe, skilte til overnatning. Jeg finder mig cafe, en kop kaffe og så en øl.

Så gælder det om at finde overnatning, via booking.com. Et sted var hundedyrt, så den springer jeg over. Så ser jeg Turismo em Casa de Campo, stedet jeg havde passeret før. Tilbage 800 meter. Må ringe på. Bliver lukket ind og nu kommer der en masse aktivitet på stedet. Der er jo nærmest lukket, men hvad gør man ikke for at tjene lidt til dagen og vejen. Min booking havde de af gode grunde endnu ikke set. Det er åbenbart en tysker og hans portugiske kone, der ejer stedet. Så det bliver på tysk. De får hurigt gjort et værelse klar. Der er lidt koldt.

Fruen sætter den nye varmepumpe i gang. Blæseren virker, det lover godt. Vi venter på varmen, men den kommer ikke. Hun ringer et sted hen. Konklusion – en radiator må sættes ind i værelset.

Jeg må også hjælpe herren i huset med at læse manualen til hans nye højtryksspuler. Af underlige årsager står det ikke på tysk eller portugisisk, så jeg må læse det på dansk. Han kunne ikke finde ud af, om højtrykspuleren skulle stå på højkant eller lægges ned. Hans tidligere model var en, der lå ned. Heldigvis har jeg selv lige været i samme situation. Så jeg måtte forklare ham, at den skal stå op under spulingen.

Jeg skulle dog stadig betale de 59€ for overnatning. Håndtaget til døren til det fælles badeværelse skulle jeg passe på ikke røg af.

Jeg kommer i bad og skifter tøj og får vasket. Der er jo en radiator, så der er chance for at få tøjet tørt.

Det er koldt, så jeg lægger mig i seng – med tøj på – og slapper lidt af.

Har gået 16,5 km, på lidt over 5 timer med 2 gode pauser og skønt vejr.

Der er også så meget ro under vandringen, så hvis du er vant til at høre musik eller anden baggrundsstøj, så ville du nok blive skør i bolden.

Vandring handler ikke om at blive underholdt. Det kræver tilstedeværelse i nuet, blive et med sin krop, hovede og sjæl.

—————-

Jeg kan lige så godt få overstået aftensmaden, og gå i seng bagefter, så jeg vandrer de 800 meter ind til torvet og finder en cafe, men de lukker om 5 minutter – kl. 19.00. Bliver henvist til Chez Louis, skråt overfor ved parkeringspladsen. Der sidder ikke mange derinde. Og åbenbart er de 2 ægtepar, der sidder ved hver deres bord, italienere. De taler i hvert fald sammen på italiensk.

Kan se at Chez Louis har deres force i fisk, så jeg bestiller en grillet dorada. Inden da får jeg lidt oliven og brød og så lidt bacalhau i oliven. En kande hvidvin og en flaske stor vand. Maden er OK, uden at være prangende. Grønsager er de dog ikke gode til at lave. De koger dem ud. De burde lære at lave dem i ovnen i stedet for.

Jeg får en budding med karamelcreme til sidst. Kaffe og avec og så er jeg væk og på vej hjem. I morgen er det ud mod kysten. Det bliver spændende, meget spændende.

Dag 2: Santiago do Cacem – Vale Seco

Ankommet til mit overnatningssted, efter 22,5 km på 6 timer 15 min. De første 15 km gennem skov, op og ned, hvor produktion af kork foregår. Det kan man se på træerne. Var den eneste vandrer. Mødte nogle få lokale og så nogle hunde.

Den første strækning gennem skoven var nærmest lydløs bortset fra vind, nogle fugle i ny og næ og nogle jetfly. Her kan man få lov at være sig selv.

Da jeg kommer afsted i morges var jeg endnu mere glad for, at jeg ikke vandrede i går. Jeg ville have skøjtet rundt i mudder og flere steder kunne jeg nok ikke være kommet igennem søerne på grusvejen.

Et sted måtte jeg kravle op af en meget våd og glat skrænt, fordi jeg ikke kunne gå på vejen pga vand. Måtte først smide rygsækken op og bagefter ved hjælp af mine stave hive mig op, med nød og næppe, før jeg kunne komme videre.

Efter 15,5 km gennem skov, nogle steder skulle jeg åbne en låge, kom jeg til en asfaltvej, dog ikke i lang tid. Så drejede ruten ind på en grusvej igen.

Nogle kilometer senere kom jeg igen til et asfalteret vej. Ligefrem over på den anden af vejen stod et gammelt skilt med mit hotels navn på – 3,9 km stod der. Jeg skulle til venstre, iflg skiltet. Selv vandringsruten fortsatte ligeud lidt til højre, igen på en grusvej. Jeg havde i hovedet, at hotellet faktisk ikke lå så langt væk fra vandringsruten, så det var oplagt at følge vandringsruten, men så kom de første regndråber, nærmest på slaget efter vejrudsigten, omkring kl. 14.00.

Det er i sådanne situationer, at man ofte træffer de “nemmeste” beslutninger. Skiltet viste 3,9 km, selv om det reelt nærmere blev 5 km i den sidste ende. Den anden rigtige vej måtte være endnu længere kunne jeg se på mit Garminur. Der måtte være omkring 6 km via den rigtige rute. Selvfølgelig den korteste rute, selv om det er på asfaltvej.

Regnen afgjorde sagen. Tage kort op og kigge på det eller rode med min iPhone og gå ind på rutens hjemmeside og kort, opgav jeg. På med regnfrakken til mig og rygsækken.

Jeg indstiller mig på at gå i regn. Sådan er det. Man kan ikke gøre noget ved situationen. Regnen tager dog til og så synes jeg, at Vor Herre, Gud, Altet eller hvad vi nu hver især kalder DET, lige skulle have et ord med om det. Så jeg sagde højt, at hvis det var sådan, at det skulle være, så kunne det jo bare regne, så tosset det skulle være. Der gik ikke mere end 5-10 sekunder, så stod det ned i stænger. Vor Herre har humør, må man give ham.

Efter 10-15 minutter bad jeg dog om nåde og ja, hvad tror du, regnen stilnede lidt efter lidt af og 5 minutter før ankomst, stoppede den helt.

Jeg har mine ture med Vor Herre på mine vandringer, kan du nok forstå. De fleste oplevelser er dog af de gode. Jeg taler også med dyrene og de ser ud som om, at de forstår det. Nej, jeg er ikke blevet skør?

Det tog lidt over 1 time at komme frem og regnen varede den første time, så jeg var lidt våd og kold, da jeg ankom til Monte Xisto Hotel Rural.

Venlig førsteklasses service, og på formfuldendt engelsk, hjælper på det.

Jeg bliver fuldt over til mit værelse, der har egen indgang. Det er en landhotel, hvor du kan parkere udenfor døren.

Jeg går i bad og vasker tøj, så prøver jeg at sove nogle timer, inden aftensmad kl. 20.00. Havde bestilt husets menu til 37€. Det var en fantastisk menu og jeg var den eneste på stedet. Sikken en service.

Var dog så træt, at jeg spiste hurtigt, så allerede lidt over kl. 21.00 var jeg tilbage på værelse.

Jeg kan godt mærke på kroppen, at jeg slet ikke har trænet. Nu må vi se, hvordan kadaveret har det i morgen tidlig.

Vejret ser ikke for godt ud i morgen formiddag, siger værtinden. Hun ville tjekke igen. Har aftalt morgenmad kl. 10.00. Ruten er ikke så lang i morgen og er forholdsvis let, så det går nok med en sen afgang.

Dag 1: Skulle egentligt have været afsted, men ….

De madinteresserede skal jo også have lidt. Her på dette hotel kan man lave mad med kokken, læste jeg ved receptionen. Man tager ud og handler sammen og laver mad bagefter. 60€ koster det pro persona, dog uden drikkevarer. Det må jeg prøve en anden god gang.
 
Når jeg er afsted og i øvrigt afsted med fruen, så er det vigtigt for os at prøve den lokale mad og vin. Det var ikke anderledes i går aftes. Fik en god snak med den flinke tjener. De kan jo alle engelsk. Spurgte til hvad han og køkkenet kunne anbefale.
 
Det blev en forret med tynde brødskiver i bunden, pocheret æg og fiskesuppe med grønt, som man hælder over selv. En tunsteak med bund af mos af søde kartofler, aubergigner og gourgetter og tomater som syre. Vist nok birkes strøget over. Det var Chef’s anbefaling. Og det forstår jeg godt. Jeg nød hver en bid.
 
Lokal hvidvin til – her fra Alentejoområdet. Chokoladekage med is til dessert. En kop kaffe til sidst.
 
Alt dette til 54€. En flaske god vin koster 14€. Så kunne jeg heller ikke mere. Jeg sad i øvrigt sådan, at jeg kunne se mod det åbne køkken, hvor der mod loftet hænger 4 skærme, hvorfra man kunne se kokken arbejde, fra 4 forskellige kameraer.
 
Desværre skal jeg spise her igen i aften? Nå jo, jeg skal jo ud at vandre i morgen tidlig, så jeg må vist hellere få noget ordentligt foder- måske lam? Bon appetit
———————–

Det har styrtregnet det meste af dagen. I løbet af eftermiddagen er den aftaget, så jeg håber på tørvejr i morgen tidlig. Det gør jo kun min beslutning om at være en dag mere her i Santiago do Cacem fornuftig, set i bagklogskaben.

Nede og få morgenmad ved 10.00-tiden. Det er internationalt morgenmad og du kan få lavet røræg og stegt bacon, hvis du vil.

Mens jeg spiser, overvejer jeg muligheden for at gå lidt ud og se på byen. Regnen tager til, så det er en let beslutning. Jeg går op på værelset, skriver lidt og ser lidt nyheder på iPad’en. Ellers hører jeg P1 over iPad’en.

Hen på eftermiddagen virker det som om, at jeg med regntøj kan vandre rundt i byen. Jeg skal jo have fundet stedet, hvor vandreruten starter. Og desuden vil jeg gerne købe lidt frugt og nogle karameller eller lignende til at booste kroppen op med kulhydrater, når depoterne virker opbrugt.

Jeg har jo slet ikke trænet, overhovedet, så det er med lidt usikkerhed, at jeg skal afsted. På den anden side har jeg aldrig været nogen træningsnørd og det er jo alligevel gået godt med et par caminoer på omkring og over 800 km. Stædigheden hjælper vist lidt på sagen?

Kommer afsted og vandrer direkte op til den store borg og kirken på en top. Vandringen opad går gennem den historiske bydel. Bydelen er meget velholdt, må jeg sige. Dejligt at være et sted, hvor byens befolkning værner om deres by og dens arkitektur.

Kommer op mod toppen og så ser jeg de første vandreskilte. Går en tur omkring borgen. Den er meget stor, så den må engang for mange år siden nærmest have huset hele byen indenfor murene. Ærgerligt at det regner, ellers kunne jeg godt have brugt mere tid deroppe. Tilsidst vandrer jeg med skiltene for at finde det sted i udkanten af byen, hvor min vandring skal starte i morgen.

Bagefter finder jeg et lille supermarked, hvor jeg køber 1 stort æble, 3 bananer og en pose karameller. Smutter forbi det samme Pastelaria, hvor jeg var i går. Køber et stykke pizza og en øl. Bagefter en kop kaffe og en kage. Der er jo mange dejlige kager hernede.

Slapper igen af på værelset, en lille lur, så er det ned og spise. Skal ikke have så meget mad som i går, så jeg springer oliven og brød over. Får en forret af aubergigner, tomater og mozarella, bagt i ovn, så osten smelter. Let og dejlig. På anbefaling af kokken en sammenkogt ret med lam. Smager dejligt. Tilsidst et stykke ægbudding og is. Kaffe. Jeg nyder den sidste del af min vin ved ildstedet. Læser lidt i min bog.

Så er det på hovedet i seng. Skal gerne afsted senest kl. 09.00.

Rejsedag – fly, bus – så kom jeg til Santiago do Cacem

Skal med flyet kl. 06.10 til Lissabon, med TAP. Senest tjek ind er 1 time før. Så jeg skulle tidligt op.

På afrejsedage har min krop det sådan, at den vågner i god tid før det tidspunkt vækkeuret er sat til. Det skyldes nok en misset rejse i mine yngre dage.

Samtidig havde jeg igen den oplevelse, at tingene kommer til dig, når bare jeg slipper kontrollen. Oplevelsen fik jeg, da jeg vågnede for tidligt.

Siden vi kom hjem fra en bilferie i Frankrig i begyndelsen af november, har jeg ikke kunnet finde mine solbriller, med glidende overgang. Har ledt alle vegne. Skuffer, tasker, rygsække er gennemrodet flere gange med flere frustrationer til følge. Selv fruen har – altså usagt – fået skylden for, at de er væk?.

Jeg har kun et par normale briller og et par solbriller, med glidende overgang. Det er konsekvensen, når ens styrke skifter til nedadgående med alderen og til de priser. Jeg har brug for mine solbriller, hvis der skulle ske noget med mine normale briller under en vandring.

Vågner som sagt for tidligt og det første bevidstheden siger til mig er, at mine solbriller ligger i armstøtten mellem forsæderne i vores Citroen C3. Det eneste sted, jeg ikke har tjekket. Bilen har vi arvet efter svigerfar, så jeg er stadig ikke helt hjemmevant i den, for alle dens gemmesteder.

Lisbeth har tilbudt at køre mig til lufthavnen. Vi bor kun 13-15 minutters kørsel derfra, uden morgentrafik. Så vi tjekker armstøtten.

Yes, du har allerede gættet det. De lå der, selvfølgelig.

Ak, ja, vi mennesker vil så gerne styre alting, fordi vi er bange for at miste kontrollen. Og vi bliver ved med at vende tilbage til disse reptilhjerneinstruktioner, uanset at vi har haft oplevelser, der fortæller os noget andet. Min første Camino i 2013 lærte mig, at hvis jeg bare giver slip, så får jeg den hjælp, jeg har brug for. Og jeg har brugt det “kneb” mange gange siden og alligevel falder jeg i hele tiden.

Vi er kun mennesker og vi skal lære hele livet. Jeg fik mine solbriller.

Det gode ved at rejse tidligt fra Københavns Lufthavn er hurtig ekspedition og hurtigt gennem security, max 15 min det hele. Kaffe og bolle i Lagkagehuset, vand i kiosken og så til gate, som også går hurtigt. Vi var 62 passagerer, hørte jeg en steward sige. Forbi deicing, fordi det er omkring 0 grader. Afsted lidt forsinket. TAP er en godt selskab at flyve med. Man får morgenmad og god service af behagelige mennesker. Jeg blunder en del af tiden, men får også læst lidt weekendens aviser.

Vi ankommer til tiden, kl. 08.50 – danske tid 09.50. Portugal har samme tidszone som Storbritanien. Fat i rygsæk, ned til metroen og så afsted til Metro Oriente, kun 3 stop fra lufthavnen, hvorfra bus 562 skulle gå fra mod Setubal. Flink mand hjælper mig med metrobillet, koster 1,95€.

Jeg får gået op til den forkerte side, da jeg kommer op fra Metroen, men finder hurtigt stedet, hvor busserne holder. Efter lidt spørgen hos 2 buschauffører finder jeg stoppestedet, hvorfra bus 562 mod Setubal går. Afgang hver time 15 minutter over. Jeg kan nå kl. 10.15. Går lidt rundt for at holde varmen, helt varmt er det ikke, selv om der er sol. Bliver lidt bekymret for, om jeg har taget tøj nok med.

Bussen holder der i forvejen, åbenbart. Det finder jeg ud af, da chaufføren kommer. 4€ koster turen. Metro Oriente er ikke langt fra Vasco da Gama broen, som vi skal over. I øvrigt tæt på det hotel, hvor jeg boede marts sidste år, da jeg skulle afsted på Camino Portuguese. Smukt køretur over og i øvrigt resten af vejen, ingen stop. Tager ca. 35 minutter og vi er ved busterminalen i Setubal. Jeg spørger straks en person i en luge, hvornår der går en bus mod Santiago do Cacem. Kl. 12.45 får jeg at vide samt en henvisning til, hvor jeg kan købe en billet. Billetluge nummer 1. Billetten koster 12,50€. Ventetiden bruger jeg på en cafe, hvor jeg får lov til at lade min mobiltelefon op. Og samtidig finder jeg et overnatningssted via booking.com. Finder Santiago Hotel Cooking & Nature, til lige under 70€.

Afgang til tiden. Det er en expressbus. Det tager ca. 1 time 15 min at køre, uden stop. Man bliver sat af i busterminalen i Santiago do Cacem. Byen er kuperet og ser meget spændende ud.

Googler mit hotel. Det går selvfølgelig galt, da jeg har slået alle mulige apps mm fra, for at spare på strømmen. Til sidst lykkedes det. Det var kun en lille omvej.

Kommer til mit flotte hotel, der viste sig at være genåbnet for 6 måneder siden efter en renovering.

Jeg får mit værelse og så skal jeg sove. Har været vågen siden kl. 02.00. Vågner ved 18-tiden og beslutter mig for at blive en dag mere i byen. Jeg er træt og trænger til at sove igennem. Går ned i receptionen og får det på plads.

Bagefter vandrer jeg lidt i byen. Det er allerede blevet mørkt. Finder Et pastelaria, hvor jeg kan købe noget vand og nyder en lille øl.

Tilbage på hotellet og skrive lidt. Ned og spise kl. 20.00. Fantastisk mad, anbefalet af tjener og kok. Traditionel portugisisk forret med ristet brød, pocheret æg og fiskesuppe til, tunsteaks til hovedret og chokolade til dessert. Lokal hvidvin til. Er jo i Alentejo-området.

Så er det i seng. Forsøger at se lidt fjernsyn, og det ser ud som om at de fleste kanaler handler om en fodboldtræners opførsel. Jeg mindes en tidligere portugisisk fodboldspiller med samme efternavn. Det må være ham. Jeg må spørge tjeneren i morgen.

Rota Vicentina 2018

En meget hurtig beslutning. Rutekort og guidebog købt via nettet på:

www.rotavicentina.com

Fik kort og bog i forgårs. Billetten til Lissabon er købt i dag fredag, med afgang på mandag den 8. januar kl. 06.10.

Jeg har slet ikke trænet. Tværtimod har jeg haft gips på højre hånd i næsten 5 uger, så kroppen er slet ikke i træning til en vandring. Det bliver spændende at prøve. Bliver det problematisk, så holder jeg en pause.

Det er ikke meningen, at jeg skal nå hele ruten denne gang, men jeg trænger til at komme ud i naturen og få lidt energi og kontakt igen.

I morgen henter jeg rygsæk i kælderen og pakker den. Der skal måske lange lette underhylere med. Man ved aldrig.

Har kun kort studeret mulige busruter videre fra Lissabon. Helt let er det ikke, kan jeg se. Må skifte i Setubal, hvorfra der kun går bus 4 gange til Santiago do Cacem fra Sebutal. Må tage det, som det kommer.

I Portugal fungerer internettet betydeligt bedre end i Spanien, så jeg satser på at skrive daglige korte indlæg om min dag. Hvis jeg ikke når det, så når jeg det ikke. I stedet gemmer jeg så nogle noter til senere.