Dag 9 – Fra Odeceixe – Lissabon

Havde lidt ondt i hovedet efter gårsdagens hygge. Skulle jo tidligt op, have morgenmad på hotellets restaurant og så vandre ca. 10 minutter til busstoppestedet. Bussen kørte kl. 09.20 og den skal man ikke misse, ellers går der vist 4 timer indtil den næste.

Bussen kom til tiden og der var ikke så mange med, så man havde sit helt eget sæde. Behagelig bustur, selv om det tager næsten 4 timer at komme frem. Stoppede ved busselskabets hovedstation i Lissabon, Sete Rios busstation. Vi ankom lidt over kl. 13.00.

Denne busstation er stort set klods op ad metrostationen Jardim Zoológico. Gik over til den og fandt den metrolinie, jeg skulle med for at komme ind til midtbyen, hvor mit hotel Figueira, centralt beliggende på en stor plads med busser, taxaer og sporvogne, ligger.

Fra denne busstation kan man komme overalt i Portugal med firmaet Rede Expressos og underliggende selskaber. Det er altså den, man skal tage til, hvis man vil hurtigt frem og ikke skal skifte for mange steder.

Var lidt halvtræt, så det blev ikke til meget. Fik taget et bad og hvilet mig lidt. Fik skrevet lidt på hjemmeside,

Gik tidligt ud for at få noget at spise. Først en lille vandretur i området, men der er koldt om aftenen, når solen går ned, så det blev til en simpelt pizza og en øl på en nærliggende cafe. Og så var det hjem og i seng.

I morgen tidlig er det med en shuttlebus til lufthavnen og så er det hjem. Bussen kører fra pladsen foran hotellet.

Jeg kommer tilbage senere til Rota Vicentina og fuldfører resten af ruten ned til det sydvestligste punkt i Portugal. Det er en dejlig rute, dejlige mennesker og god mad og så er det til rimelige priser.

Dag 32 – hjemrejse

Flyet letter kl. 08.55. Vi skal via Barcelona, med en ventetid på ca.3 timer. Alt i alt 7 timers tid om at komme hjem.

Op kl. 06.00, i bad og pakke. Utroligt at tingene kan være i rygsækken, især efter indkøb af ekstra tøj, muslingeskaller og ikke mindst mine vandresko. Jeg skal have mine nye sandaler på hjemad.

Vi besluttede i går at tage en taxa fra Parador, fordi vi gerne ville opleve morgenmaden på hotellet. Det koster trods alt 175€ for en overnatning, endda med rabat, så vi skulle lige havde oplevelsen med.

Morgenrestauranten var overdådig, på alle måder. Som Lisbeth sagde, så kunne D’Angleterre vist godt lægge sig ned. Fornøjelsen blev dog kortvarig. Vi skulle nå vores fly. En anden god gang må planlægningen være bedre, siger Lisbeth, så vi også når at nyde de ting, vi trods alt betaler for. Utroligt hvad hun kræver af Rejsebureauet (mig altså)?

Hotellet er gammelt, kan man se, men det har sjæl. Vi kommer der gerne igen, men ikke for mange dage. Du kan få gode overnatningssteder, der er mere moderne og billigere, i Santiago. Man skal trods kun overnatte der.

Taxaen er til fast pris, 21€ plus lidt drikkepenge. Det er service, synes jeg. Måske skulle man også prøve at gøre noget ved det i København. Så kunne man måske få flere kunder. Metroen er dog en stærk konkurrent.

Det går forholdsvist hurtigt med indtjekning og sikkerhedskontrollen er også hurtig, så vi slapper bare af inden boarding. Køber en enkelt vand.

Kommer afsted 15 min forsinket, men lander til planlagt tid i Barcelona. Kaffe, bocadillo og vand. Det er muligt at sidde udenfor i lufthavnen, på indersiden at bygningerne, hvor rygerne naturligvis kommer ud. Vi finder et sted med sol og lægger os på bænken og slapper af. Lisbeth hører lydbog, mens jeg lytter til musik.

Afsted fra Barcelona til tiden. I skrivende stund sidder jeg i flyet, med under en time til landing i København.

Skrigende og grædende småbørn er en del af det at flyve, nu til dags. Men jeg synes altså, at det ofte virker mere som om at det er forældrene, der piner deres små poder, fordi de vil have deres rejselyst dækket. Forældregenerationen nu om dage er rejselystne. De er flasket op med det. Alligevel bør de tænke sig lidt om. De helt små børn, der ikke engang sidder for sig selv, aner ikke en dyt om, hvor de er taget hen. Lidt til venstre for mig har et barn grædt og hylet i over 1,5 time i træk. Heldigvis er der faldet ro over det nu. Moderen render med barnet på midtergangen. Faderen sover, kan jeg se? Hvorfor mon?

Nå, that’s life.

Det bliver lidt spændende at komme hjem. Jeg skal til Nuuk, Grønland, og lave kropsbehandlinger i 3 uger. Rejser om 11 dage. Der skal ordnes tider i bookingsystemet, ligesom vi skal have fundet en løsning på et betalingssystem, så vi ikke skal håndtere kontante betalinger mm.

Onsdag og torsdag skal Lisbeth og jeg på førstehjælpskursus. Bilen skal til service. Vores sommerhuskøb har også sine opgaver. Jeg skal nå at komme til Bornholm og være sammen med 3 gamle studenterkammerater fra forhåbentlig torsdag aften til søndag.

Ja, fodbold skal jeg også lige nå i morgen. Ak, tiden kommer til at flyve, bogstavelig talt.

Efter at have taget metroen og bussen og lige handlet lidt i Lagkagehuset, kan jeg allerede mærke den negative energi og stress. Folk, der cykler meget hurtigt, fordi målet er vigtige end turen.

Jeg overvejer allerede en tur fra Assisi til Rom efter sommeren. Lisbeth mente i
øvrigt i dag, at hvis jeg skulle have min bekymringsrynke i panden gjort solbrændt, så måtte jeg vist tage turen om igen. Den er lidt synlig, når huden strammes?

En fantastisk tur på godt 760 km, den ene halvdel med Ole og den anden med Lisbeth. Begge dele meget gode oplevelser. Man lærer hinanden meget mere at kende, når man vandrer sammen. Lisbeth er vist blevet bidt af det, så hun virker til at ville afsted igen på et tidspunkt. Det er glædeligt.

Tak for denne gang. Jeg vil lægge billedegalleriet ind i løbet af den kommende tid. Skal lige have styr på formater mm, så de ikke kommer til at fylde for meget og gøre hjemmesiden langsommere.

Vi har taget en masse fantastiske billeder, synes vi selv.

Indtil næste gang, jeg eller vi er på farten, må du have det godt!

Dag 31 – tilbage til Santiago

(Skrevet af Lisbeth Møller Jensen)

I ly af mørket forlod vi vores overnatningssted kl 6.15. Det er lunt – 16 grader og selv om det er mørkt, er mågerne aktive – de kan både høres og ses oplyst af gadelygterne.

En hel flok pellegrinos venter foran cafeen med det sigende navn “dag og nat cafeen”. Fatter laver kaffe. Bussen kommer sharp 6.45 og der er ikke gået lang tid, inden man kan høre de første snorkelyde. Folk er trætte og vil gerne hjem, men også vemodige, fordi der skal siges farvel til friheden og goddag til hamsterhjulet.

Næsten 2 timer ind gennem landet og vi ender ved busstationen i Santiago.

En 1/2 times vandring ind til centrum, hvor vi følges med ca 10 pilgrimme på hest – som taget ud af en amerikansk western?.

Vi finder en dejlig cafe i byen. Cafeen oser af ro og bløde jazztoner. Tostados, kaffe og croissants. Vi får tjekket mails og nyheder og opdager, at Paris igen har været under angreb.

Vi skal den sidste nat overnatte på et af de berømte Parador hoteller. De blev etableret i starten af forrige århundrede ofte i historiske bygninger. Franco ville gerne forkæle visse af sine offentlige ansatte. Hotellet i Santiago ligger virkeligt smukt og oser af klasse. Tænker at det må være svært at holde masken, når sådan et par rygsæksrejsende skal indkvarteres – det er jo lige som ikke Pink Floyd eller George Clooney der ankommer?

Efter en kort udpakning igangsættes sandaljagten – det lykkedes. Peters ildelugtende sko ryger på Dumpen. Salat til frokost efterfulgt af en tur på Santiago’s museum for moderne kunst. Vi møder de 2 hollandske damer. De har været i Finisterre og skal til Porto inden turen går hjem til mand og børn. Under frokosten sidder også en ældre gråhåret mand med sin øl. Han har også været ude at vandre. Peter – det er dig om 20 år – siger jeg – du kan klare øllen og gåturen , men er for udmattet til apetizeren – tærte a la galicen style? Peter protesterer ikke?

Så er det hjem og skrive / vi skylder jo lidt på blokken.☺️

Dagen slutter med en virkelig dejlig fisk- og skaldyrsstuvning. Sikke en tur – det bliver sikkert ikke den sidste.

Sendt fra min iPhone

Dag 30 – til Muxia

Så nåede vi til det sidste stræk på pilgrimsruten. Efter at have gået mod vest og nået kysten ved Finisterre/Fisterra skulle vi nu nord-øst op langs kysten til Muxia.

Muxia er en del af kysten ved Costa da Morte (dødens kyst). Det spektakulære navn giver lidt sig selv, når man ser de undersøiske rev og oplever stormen, som endnu ikke var aftaget helt, da vi skulle starte om morgenen.

Ifølge turprogrammet udsendt 3 uger før af Peter Schultz’ Rejsebureau – skulle denne dag være en ren skovtur. 21 km sagde planen. Da jeg nævnte det fik jeg at vide, at der vist var sket en fejl – min 31 km? ak endnu en fodsvedende dag.

Vi kom sent af sted, fordi der først var morgenmad 08.30 – kølig og blæsende start og mindst 12 km til første kaffebar.

Gårsdagens tur sad stadig i kroppen, så det gik lidt langsomt. Det er tydeligt, at vi er lidt ufokuserede på strækningen – til gengæld bliver der taget mange billeder.

Der må snart være 100 billeder med galiciske katte og ditto køer, muldyr, får og høns, ligesom den galiciske grøftekant er fuldstændig veldokumenteret.

Det var en smuk tur, meget frodigt, stor variation i naturen og lige netop det sidste stykke er også begrænset, hvad angår kostalde, for der har være nogle dage, hvor slimhinderne virkeligt har været lammede af duften af komøg.

Det blev nogle lange kilometer med varme og støv, pænt store stigninger og ditto nedstigninger. Vindmøller på toppen og store hedestrækninger med lyng. Eukalyptustræer, pinjeskove og vild laurbær. Akeleje i grøftekanten, men næsten ingen vandrere under vejs og kun en kaffebar.

Vi ankom til Muxia sidst på dagen og blev installeret i et fantastisk værelse på toppen af et super moderne Alberque – med elevator og vaskemaskine?

Efter at vi havde fået vasket tøjet gik turen til byens havnefront – hvor vi fik blå- og kammuslinger.

En tur ud af byen ud til klosteret for benediktinermunke. Her er også et kæmpe monument (11 m højt og 400 tons tungt) “A Ferida” af Alberto Bañuelos – en skulptur der symboliserer den skade der skete på havet ved at en stor tanker Prestige – i 2002 slap 66.0000 tons olie ud ved Muxia’s kyst, da skibet brækkede sammen.

Det blev til endnu en flot solnedgang, inden turen gik tilbage til byen.

Aftensmaden – friturestegte grønne peber, knivmuslinger og grillede langustiner.

Tidligt hjem for i morgen skal vi med bussen til Santiago kl 6.45

Dag 29 – til Finisterre/Fisterra

Sidste dag ud til Finisterre/Fisterra. Afgang lige før kl. 08.00, ingen morgenmad.

Meget blæsende, frisk morgen. Windbraker, 56 gram, er på, udenpå fleecen. Den er god til sådanne dage. Fra Patagonia.

Solopgangen er smuk at se på. Vi er højt oppe nu, så der er god udsigt. Vindmøllerne er i fuld aktion.

Fordelen ved gårsdagens ekstra vandring på 3,7 km er, at vi slipper for den lidt energidrænende passage op til Logoso. Det må være en sejtrækker her til morgen for de andre.

Vi ved, at der kun er en cafe på vejen, inden Cee, en havneby ved havet. Har været i cafeen sidste gang, sammen med Erwin, fra Østrig. Cafedamen gør meget ud af at forklare, at det her er altså sidste chance indenfor de næste 15 km. Om vi ikke også skulle have bananer og hvad vi ellers potentielt ville mangle. Vi kunne dø af tørst og sult?

Vi får tostados, kaffe og vand og så en pakke kiks, for syns skyld. Vi havde lidt i forvejen fra i går.

Afgang, over vejen og så er det ellers skov eller åbent landskab. Smuk, smukkere, smukkest. Så kan det vist ikke siges tydligere. Strækningen fra Santiago, hvis jeg må være så fri, det smukkeste, jeg har set. Nu har jeg heller ikke set det hele, men her får du på 3 dage natur i mange variationet. Det er det, der gør denne strækning særegen.

Vi har heldigvis vinden i ryggen, så jeg tager hætten på, så er nakken beskyttet. Der er fralandsvind, så at sige.

Det værste er varme og kulde på en gang. En sol, der skinner ubønhørligt, og en vind, der afkøler. Det skal man passe på med.

Vi tager det stille og roligt. Bliver overhalet. Vi har tid nok. Solnedgangen i Finisterre/Fisterra er først ved 21.30-tiden. Vinden tager til, som vi kommer nærmere kysten.

Og pludselig er havet synligt, tydeligt. Flot, men også skræmmende. Man kan se skummet i bølgerne, så der er gang i den.

Kommer ud til toppen, hvor man endeligt kan se “Verdens ende” tydeligt. Får taget billeder af hinanden. Skynder os videre, da det blæser for meget.

Sidste gang, jeg var her, var nedstigningen til Cee, lidt af et mareridt. Det havde jeg forberedt Lisbeth på. Hvad er der så sket i mellemtiden?

De har fixet det hele, og gjort det til en vandresti. Ikke at det er let at gå det. Nej, der er grus og småsten på, så man skal stadig hele tiden passe på. Og det er stadig stejlt.

Ved nedstigninger skal man ikke sætte hælen i først, hellere forfoden. Det er min erfaring. Hvis man sætter hælen i først, så risikerer man at ryge på røven. Forfoden eller det meste af den, vægten på – så er risikoen mindre.

Vi kommer langt om længe ned til Cee. Må jo vente på fruen, der ikke kan lide at gå nedad. Hun er til gengæld god opad. På et tidspunkt, for 5-6 dage siden, mente hun, at hun skulle have den prikkede bjergtrøje, blot fordi hun nåede op først. Når hun siger sådan noget, så må hun trods alt have fulgt lidt med i sport, herunder Tour de France, selv om det er under hendes værdighed at indrømme det?

Sagde til hende, så er det nok fordi hun er dopet, som Richard Virengue. Siden da kaldte jeg hende bare Virengue, når hun skulle blære sig. Sjovt nok mødte vi ud af en hulens masse cykelryttere, enten på almindelige cykler eller mountainbikes, med den prikkede bjergtrøje umiddelbart efter, hun havde sagt det. Tilfældighed?

Vi kommer ned til Cee, deler en bocadillo med serrano og ost. Får os en fadøl, Estrella Galicia, forstås?

Da vi er kommet afsted igen, så siger Lisbeth, at hun godt kan mærke øllen. En lille? Indrømmet, havde det på samme måde. Det er ikke godt at drikke alkohol i sådan en varme. Det går lige op i knolden. Det bliver heldigvis overstået forholdsvis hurtigt. Brændt ud!

Vi er lidt trætte, og varmen hjælper til. Hvornår er den strand, du lovede, kommer det fra fruen. “Den kommer til dig”, siger den mere erfarne pilgrim. Eller kæphøjede.

Den kom. Af med skoene og vandre langs og i vandet. Lækkert. Fik samlet en del skaller op. Min fætter Bent Ole, der døde alt for tidligt sidste år, skal have en på sin grav i Qaqortoq. Lisbeths far, der også døde alt for tidligt i januar i år, skal have en. Mine døtre og mine børnebørn skal have en, allesammen. Med den venlige opfordring selv at vandre og hente en kammuslingeskal og lægge den ved siden af den, de har fået af mig og give dem begge videre til fremtidige generationer, så der skabes en historie.

Vi kom frem til vores temahotel, forholdsvist nyt. Flot pg pænt, med kun 7 værelser. I gen lavanderia i byen – lukket for 14 dage siden – så det blev håndvask.

Et dejlig pizza ved havnen. Bagefter afslapning, inden 3,5 km gåtur til Faro, verdens ende, for at se solnedgangen. Det skal opleves.

Hjemad i det tiltagende tusmørke. En let lille anretning med pate og hvidvin bagefter. Og så hjem i seng til morgendagens sidste rute, for denne gang.

Dag 28 – til Logoso

Dette var en af de dage, hvor autopiloten bliver sat til de sidste 10 km. Hjernen koblet ud, så trætheden ikke mærkes – benene kører som en maskine, en velsmurt maskine.

Jeg kan stadig undres over, at man kan få sin krop til det.

Det var en lang dag. 38 km, blev det til. Vi startede allerede kl. 07.30, fordi vi vidste, at det ville blive en lang dag. Morgenmad på hotellet. Et andet pilgrimspar sad og spiste. Kaffen smagte ikke af noget, så vi glædede os allerede til den første cafe, som skulle vise sig fårst at være efter 13-14 km.

Jeg har jo gået ruten før, så jeg kendte vejen ud af byen. Til venstre ned mod broen og det kommunale herberg, hvor jeg sidst overnattede og lavede mad til de 10-12 pilgrimme, vi var dengang. Det var den 23. November, 2013, så der vandrer ikke mange på det tidspunkt. Koldt er det jo også sidst på året.

Vi finder ruten ind til skoven og de første vi støder på er et hippiepar, tyskere viste det sig senere, plus et styk mandlig vedhæng. Ham så vi dog ikke senere sammen med parret. De gik dæleme hurtigt. Vi stødte ind i dem flere gange, søde og venlige unge mennesker. At de kan vandre i det tøj, de har på, kan undre. Man må altså svede gudsjammerligt meget, når man er fuldstændig dækket til fra top til bund, af vist et styk klæde, tungt, så det ud. Forstår godt, at manden tog overdelen ned og sad i bar overkrop, da vi stoppede ved en bar senere.

Lidt over halvdelen af dagens strækning er på asfaltvej. Det er utroligt, hvor glad jeg er blevet for at vandre på asfalt, men det skyldes ene og alene mine nye fantastiske vandresko fra Hanwag. Man går godt på hårdt underlag i disse sko. Og endnu overhovedet ingen vabler eller noget, efter 660 km – 7-9-13.

Efter den første smukke skovstrækning går vi stort set kun på asfalt hen til den første cafe i Vilaserio. På vejen, der ser ud til at være nyasfalteret, er der afmærkninger efter bestemte intervaller. Jeg siger til Lisbeth, at Vuelta Espana må have kørt på denne strækning sidste år. De kører jo i området. Så det blev vi enige om, efterhånden som mærkerne blev ved.

Vores manglende gode morgenkaffe er efterhånden ved at sætte sine spor. Agent Cooper fra Twin Peak: Damn good coffee.. – er på spil. Endelig kommer vi til den cafe, hvor Erwin og jeg sidste gang også fik både tostados og kaffe. Det var udvidet og på alle måder moderniseret. Og nye toiletter. Flot, flot. Vi fik kaffe, kage og vand. Naturligvis også stempel. “Las Vegas” kom ind i cafeen med en følgesvend, som hun givet vis har mødt i vandrehjemmet.

Vejret er skønt. Videre ad asfalt et pænt stykke, så ind i skov igen og asfalt. Vi er også kommet til område med køer, så lugten slipper vi ikke for. Landligt er det. Forsøger at undgå klatterne på vejene. Køerne bliver jo ledt ud til græsning og hjem igen til malkning, vist flere gange om dagen, så kolorten er en naturlig del af pilgrimsruten.

Jeg husker denne strækning fra sidste gang. Eller rettere sagt – min krop husker den. Jeg følte mig i den grad snydt. Et sted bliver man ledt op til en lille flække, hvor der efter min mening intet interessant er at se, hvorefter man bliver ledt direkte 90 grader til højre. Man opdager, at man kunne have sparet mindst 1-2 km. Denne gang lader jeg mig ikke snyde?. Vi følger hovedvejen, med det resultat, at vi kommer foran alle dem, der har overhalet os og først ser dem igen meget senere. Lidt privat initiativ må man godt tage. En pilgrim skal være forandringsparat.

Der dukker et flot syn op – en sø dukker op. Det er flot mellem træerne og farven giver også lidt kulør på denne efterhånden meget varme dag, med alt for få cafeer.

Jeg husker den sidste strækning mod Olveiroa som et langt ondt år, sidste gang. Det føltes som om, at det blev ved. Tror man er kommet til byen, men nej – det er kun broen, og der er stadig 2 km endnu og vi skal længere end det i dag. Der er kommet en helt ny cafe ved broen, meget flot. Vist også overnatning, så det ud til. Kaffe, bocadillo til os begge og øl til mig plus stempler.

På vejen til cafeen er de i gang med en ny gravplads, muret op. Den gamle længere inde må ved at være fyldt op. Lisbeth og jeg snakker om, at sådan burde man også gøre i Grønland. Bygge plads til kisterne opad, så de var klar. Og man ikke skulle i gang med den frosne jord.

Jeg husker tydeligt min egen mors begravelse, februar 1997. De havde ikke gjort hullet stort nok, så de måtte i gang med maskiner og det hele. Imens var vi andre ved at dø af kulde. Nå, dette blot en ide. Der er heller ikke for meget ord at tage af.

Varmen er ulidelig. Vi kommer endeligt til byen, men vi skal 3,7 km længere frem. Nogle italienske pilgrimme, 2 mænd, som vi har mødt flere gange, tager sig til hovedet, da vi går videre. Forståeligt. Det har været en lang etape i forvejen.

De sidste kilometer er op og ned gennem barsk landskab og skov. Vindmøller overalt. De sidste par kilometer, hvor der er en stejl stigning, er ren overlevelse. 100 meter ad gangen. Endeligt oppe, men de sidste 800-900 meter føles som en uendelighed. Den lille by O Logoso dukker op. Heldigvis er overnatningsstedet det første, man støder ind i.

Der er allerede nogle andre der, bl.a. far og søn, der bor i England, men oprindeligt kommer fra Mexico. Lisbeth har åbenbart snakket med dem før. Sønnen er fyldt 15 år og så er det åbenbart tradition, at far og søn gør noget som denne vandring. Det burde alle gøre. Smuk tradition.

Sønnen er interesseret i fodbold, så det får vi en snak om. Han holder med Southhampton og jeg får indsparket Pierre-Emilie Højberg, nummer 23. Det ved han⚽️ Han ville gerne se CL-kampen i aften, men det kræver, at man går til en restaurant, 500 meter derfra og tilbage igen. Konstaterede dagen efter, at de havde droppet ideen. Kilometerne sidder i benene.

Vi får pilgrimsmenu i cafeen, der også ejer pensionatet, vi bor på. Vi er vel 9-10 pilgrimme på stedet. Kold rødvin til. Til gengæld billig og næsten som saftevand. Det er OK. Vi skal jo op tidligt igen i morgen.

Dag 27 – til Negreira

(Skrevet af Lisbeth Møller Jensen)

Så starter 3. og sidste etape – turen ud til kysten. Der er 4 dages vandring ud til Finisterre (verdens ende) og videre til Muxia….” og næste gang går jeg også tilbage til Santiago”, sagde Peter i morges.

For denne gang bliver det med bussen hjem fredag.

Vi startede tidligt fra Santiago og nød dermed godt af de rengjorte og mennesketomme gader. Man oplever byen på en anden måde end som i går, hvor man uværgeligt kommer til at føle for de stakkel indbyggere, der bor i dette mylder af turister, vandrere, vandre”bumser”, støv, støj.

En kølig morgen med opstigende sol og morgendis.

På vej ud mødte vi den første vandringsdame – Las Vegas, Nevada, talte både engelsk, spansk og tysk viste det sig i løbet af de gange, vi stødte på hende.

Første gang i et skovbryn, hvor en lille trind mand havde opført en skovcafe i det fri. Vi nåede lige at få kaffe og sandwich, så kom en mørkeblå bil og ud steg to betjente. Der skulle ikke meget spansk til at forstå, at han ikke havde licens til at stå der. Bøde på stedet, og så skulle der pakkes sammen. Det hele foregik stille og roligt og de så faktisk ud til at være lidt kede af at skulle give ham bøden.

Vi mødte den spanske familiefar fra dagen før, der forklarede, at han skulle gå sidste del uden konen og børnene – som ellers ret sejt var kommet i mål i går.

Så nåede vi dagens bjergetape og den skal bare dø, besejres, elimineres. Åbenbart meget overbevisende for alle fik baghjul☺️

Jeg er bedst til opstigninger og har svært ved nedstigninger.

Varmt, men dejligt – kun ganske få vandrere, flot natur, og nogle af byerne har klart et keltisk look.

Vi nåede målet tidligt – og fik en sen frokost på en meget hyggelig restaurant ved floden. Vi fik også provianteret til i morgen. Det bliver en meget lang tur – 35-40 km.

Men det gode er jo, at når man er mentalt forberedt, kan man håndtere det. Det svære er overraskelserne – og her kan det forhold, at man misser en cafe og dermed skal gå yderligere km uden proviantering sætte gang i reptilhjernen.

Selv om man logisk ved at man hverken dør af sult eller tørst. ?

Dag 26 – Santiago de Compostela

Der var fest i gaden til jeg ved ikke hvad. Vinduerne var lukkede , men lige lidt hjalp det. Støjen eller larmen kunne ikke holdes ude. Der er ikke noget at værre at hære på musik, som man alligevel ikke kan høre rigtigt.

Lisbeth tog ørepropper på, og i skrivende stund siger hun, at det hjalp ikke em fløjtende fis – ordret. Ej heller på min snorken, siger hun. Det var virkelig højt de første 3 timer, gentager hun?

Jeg selv forsøgte at høre en lydbog med Paul Gilbert, Medfølelse og Mindfulness. En meget spændende bog, der handler om vore reptilhjerne og så frontallappen, evolutionen, vores krop, der egentlig er født til at være i vand m.m. Meget spændende emne, fordi den også beskæftiger sig med nogle af de ting, jeg selv tester mig af på, når jeg vandrer, men også i hverdagen.

Jeg faldt i søvn, vågnede igen til lyden af musik. Bandet havde åbenbart skiftet i løbet af aftenen/natten. Mere lydbog. Ved 3-tiden vågner jeg og kan bare ikke falde i søvn igen, så der lytter jeg vel mindst en time.

Klokken lidt over 7 vågner vi og vi gør os klar. Ingen morgenmad med i prisen, men Lisbeth får en kop og et eller andet, mens hun venter på mig.

Kommer afsted lidt over 8. Det er lidt køligt, at fleecen og de lange bukser er på, men kommer dog af efter et par timer. Vi overhaler nogen og bliver overhalet af andre.

Først efter et par timer og næsten 10 km får jeg noget at spise og kaffe. Vi deler en bocadillo med skinke og ost plus en kage. Det faldt på et tørt sted.

Ruten er sådan set meget god, bortset fra at den går over og tilbage igen over hovedvejen, flere gange. Og ca. 1 km går vi på selve hovedvejen og det er aldrig sjovt. Der er jo altid nogen, der kører som sindsyge. Påske formiddag☹️

Vi holder pause et enkelt sted mere til en kop kaffe og noget vand. De sidste 7-8 kilometre er jo nærmest forstad til Santiago de Compostela. Pæne haver, ruiner, dyr, alt i en pærevælling. De lokale her hilser mere, synes jeg.

Tror Lisbeth blev træt af mig til sidst. Jeg gik vist lidt for hurtigt. Ville jo bare ind så hurtigt som muligt, så vi ikke skulle stå i kø i alt for lang tid til vores pilgrimsbevis. Der er jo mange, som bare går de sidste 100 km for at få et bevis. Og sådan var det også i dag plus turisterne, der får bragt deres baggage.

Fred være med det. Folk får frisk luft og selv uden rygsæk får de vabler i fødderne, fordi de ikke er vant til at vandre og måske og går i de forkerte sko.

Da vi sidder og får lidt frokost på den gade, hvor pilgrimskontoret ligger, så vi folk komme humpende ind, nærmest kravlende. Hatten af for det?

Man kan købe sig et ekstra bevis, hvor ens kilometre står på. Sådan et havde Lisbeth sørme fået eller rettere sagt købt. Synes måske, at det er lige blæret nok. Hun har jo kun vandret sølle 280 km. På vejen hjem her til Pension Rua Nova, kl. 21.00, hørte jeg lige en ung amerikaner, der fik nævnt 218 km, til en tjener. Og lød som om at det var altså rigtig meget. Ret skal være ret, alt er relativt. Man skal jo starte i det små, med det man kan magte.

Problemet for mig er, at hvis det ikke er udfordrende nok, så har det ingen interesse. Der skal være noget på spil. Det gælder liv eller død. Det er i disse momenter, jeg lærer mest. Andre har et andet niveau. Og sådan skal det være.

Vi mødte vores unge litauiske kærester lige uden for pilgrimskontoret, ligesom vi mødte det unge koreanske par og danskerne fra Løkken på selve katedralpladsen. Jo, man møder masser af vandrefæller, når først man er i byen.

Santiago de Compostela, gammel universitetsby, summer af liv, helt bogstaveligt. Den har et internationalt snit, på sin måde, fordi så mange mennesker fra alverdens lande kommer hertil, enten som pilgrimme eller som turister.

Vi fik nydt, denne gang en vermut, på et torv og bagefter pinchos og glas vin. En lille is og så en godnat, fadøl efter befaling fra fruen. Man retter ind og slår skoene sammen?.

Godnat. I morgen tidlig er starten til verdens ende, Finisterre/Fisterra.

Dag 25 – til Padron

En relativ kort tur på ca 20 km gennem skov – skyggefuldt, sol, lette skyer og masser af blomster i grøftekanten. Både vilde primula og vebena.

Vi startede først med morgenmad kl 8 – det er rene pensionisttider, men nu var det også et spahotel for de på 85+.

Og vi havde haft en hård aften efter Peters opfattelse. Jeg gik en tur i den botaniske have, der blev afløst af vild natur langs en flod. Tilbage til byen og ind i kirken.

Tekstede Peter om at komme til gudstjeneste. Processionen starter alligevel ikke før tjenesten er overstået. Der var fuldt hus også på ståpladserne.

1 time og 20 minutter, men så blev der også både kysset på kors og budt på brød og vin. Mange stående seancer af flere minutters varighed.

Tænker at blot man er stærk i troen holder MAN sig oprejst. Men verden er af lave og den katolske tro under pres. I hvertfald holdt folk ikke længe ud, men satte sig. Efter sådan en tur har man en god jordforbindelse☺️

Det hele sluttede med at Jesus i en glaskiste blev ført ud af kirken af byens fine damer og yndige jomfruer.

Peter nedlagde en protestant mod at gå i procession. Nu var det nok / tid til at spise og drikke. Fik den største vermouth ?det var for meget og efter halvdelen var det i hvertfald nok.

Lørdag morgen – nu har jeg været af sted mere end en uge. Tidsfornemmelse, forhold til kalender, e-mail, politik, aviser og vejret i Danmark er nu uendeligt ligegyldigt. Rejsen har dermed ramt sit formål at nulstille hjernen. Dejligt?

Så nu handler det kun om at være. Det går relativt stille fremad – jeg har et knæproblem i højre, som om lårbenet er blevet drejet den ene vej og underbenet den anden vej. Det eneste jeg har kæmpet med er sengene og den sydlandske opredning. Hvis man ikke får løsnet hele vejen rundt er det som at være en plukket blomst lagt i pres mellem store tykke bøger? Måske det er det, der er sket.

Intet sindsoprivende under turen. Mødte vores hollandske damer, der stadig taler om, hvor dejligt det er at slippe for mand og børn. Lidt bekymrende, når de har været væk så længe.

Mødte en kineser, født i Hongkong, bosat i Australien. Hun havde undret sig over, at så få gik Caminoen. Først efter 4 dage opdagede hun, at alle andre starter før kl 10- en helt anden oplevelse?

Hun og mange som hende får transporteret bagagen fra sted til sted.

Vi er nu fremme og lige om lidt får vi kaffe – ud over alt det andet er kaffen i sig selv alle anstrengelser værd. Ligesom en tynd filterkaffe kan være en skuffelse, er en cafe solo eller con leche hele turen værd. Vi gik og snakkede om twin peaks – a damm good cup of coffee – og endelig kom det agent Cooper / Introen til en kaffepause.

På vej til hotel Rivera – et hotel, der oser af konservative værdier, rigdom (men ikke noget man flasher) god stil og en verden før iPhone og selvcentrering – kom vi forbi et kæmpe Tivoli – festplads med en lang gade, hvor man sad ved langborde og fik store humpler godt brød, vin i skåle, stegt pølse, svin og pulpo. Det blev frokosten kl 16. Dejligt og fedtet og en skræk for de fedt-, protein- og kulhydratforskrækkede. En kæmpe fest, hvor alle slappede af og nød påskelørdag med hele familien uden at skulle stå i køkkenet.

Peter elsker rent tøj – så vi har tilbragt lidt tid på vaskeri “el camino se illvsra mejor si tu rioa eata limpis” (galisisk, vist nok)- “turen bliver bedre, hvis dit tøj er rent”?