Dag 16 – Lisbeth kommer til Porto

Ja, det er jo hviledag i Porto. Ole tager afsted til Lissabon med tog og flyver til København. Lisbeth kommer med fly fra København via Bruxelles med Brussels Airline, kl. 12.05 skulle hun lande.

Som sædvanlig vågner jeg alt for tidligt. Egentlig har jeg brug for at sove igennem. Efter at have forsøgt, vendt og drejet mig utallige gange, så opgiver jeg. Står op, går i bad og skriver på gårsdagens beretning og får den publiceret.

Der er ikke morgenmad i værelsesprisen, så der er ikke nået at nå. Jeg pakker færdigt og tjekker ud. Har allerede betalt i går.

Tanken er at gå ned til vores hotel for den kommende nat, lige ved floden med udsigt til broen, og aflevere rygsækken, finde metroen ud til lufthavnen og tage imod Lisbeth.

Jeg smutter ned og det går nedad. Får afleveret rygsækken, får udleveret en mærkat og jeg skynder mig at finde en metrostation på Google Maps, hvor jeg kan tage direkte til lufthavnen. Det bliver Trindade, jeg skal stige på. Det går selvfølgelig galt, endda 2 gange. Og det går altså opad, hele vejen. Jeg er tørstig. Havde selvfølgelig i går glemt at købe vand med til værelset, så jeg er i vandunderskud. Må ind og købe næsten en liter vand i en cafe.

Efter at have spurgt en person, finder jeg den åndsvage station. Jeg er endda gået forbi den, uden at se indgangen. Får hjælp af en sød ung dame til at købe en billet. Endelig kommer toget, 5 minutter før Lisbeth landet. Vi står som sild i en tønde. Jeg kan ikke få fat få på min iPhone, fordi jeg har brug for at holde fast, for ikke at falde oven i det ældre ægtepar, jeg står lige ved siden af. Plus jeg også skal holde min vandflaske. Pis, tænker jeg. Endelig går der nogen ud og jeg kan få plantet den dertil indrettede et sted, hvor jeg trods alt får lidt støtte. Nu kan jeg hive iPhonen og og får sendt en besked – er forsinket. 5 minutter efter modtager jeg en besked. Står i ankomsthallen? Jeg er 4 stationer væk.

Ankommer endeligt og finder Lisbeth. Vi skal også købe billet til hende og det tager en krig. Først vil den en maskine ikke sælge en billet uden at du har et særligt kort, som du betaler fast til, hvorved du for billigere billetter. Næste maskine, lang kø. Jeg synes at spore en vis utålmodighed hos fruen. Hun har heller ikke været på Camino i 14 dage og indsnuset afslappetheden hernede, selv om folk skam arbejder seriøst. Det har vi set på under 14 dages vandring.

Det er sku’ ikke så underligt at folk bliver stresset i Danmark. Buzzword som effektivit og være på 24/7. Det er det rene vrøvl. Reelt er den danske effektivitet ikke alt for god. Vi taler os selv op. Vi er ganske så enkelt ineffektive, at vi er nødt til at bruge hele dagen på at være på. Tag jer sammen. Nå, det var vist 2. gang, jeg kom til at skrive det, i løbet af en uge.

Nu må jeg altså til at holde op med al den moraliseren eller hvad nu det er. Men der sker altså noget med en, når man vandrer. Tingene bliver klarere, man kommer på afstand af hverdagens trummerum. Det er derfor jeg ikke forstår at det er altid er de samme mennesker, der er på TV og mener det samme. Er det ikke det, man kalder, at gå i ring. Og så vidt jeg ved, så kommer man ikke ud af stedet, når man går i ring. Man skal gå på trapper.

Og så tilbage til det virkelige liv. Lisbeth har været i Porto for 31 år siden, regnede hun ud. Så jeg havde åbenbart fået mig en guide – en portvinsguide, viste det sig. Vi kommer af ved Trindade og går til Katedralen, hvor Lisbeth får sit 1. stempel. Jeg finder en vej til hotellet via en hulens masse trapper, så jeg var lige ved at være bange for, at hun ville sige stop. Havde vi bare gået til højre nede ved domkirken og til højre igen, så kunne vi have spadseret stille og roligt, men så lærte vi noget, igen?

Vi kommer på hotellet, får vores værelse og så ned for at få lidt frokost. Vi er sultne begge to. Får tunsalat, hvidvin og vand til. Bagefter en vandretur over på den anden side af floden, hvor portvinsfirmaerne holder til, som Lisbeth siger. Vi kommer over via den nederste brosektion, hvor biler og gående kan komme over. I den øverste kan kun metroen og gående komme over.

Der er stegende varmt. Vi kommer helt ned til enden af portvingaden, hvor en tovbane går op til broen øverste sektion. Lisbeth får købt billetter uden at spørge mig. Højdeskræk lider jeg af. Vi kommer ind i en kabine, helt alene. Det er overhovedet ikke særlig sjovt at køre på en bane, hvor ens liv afhænger af kun en wire. Får sagt i farten, at hvis lortet falder ned, så håber jeg at det bliver i en portvinstønde. Lisbeth mente, det vist ikke ville hjælpe meget, for Obelix faldt i den som barn og åbenbart var det for sent for mig?

Vi kommer frem i live. Lisbeth mener at huske, at de gode portvinshuse ligger højere oppe, så vi går opad i heden. Det bliver en rigtig lang tur, før vi kommer til Taylor’s flotte sted, hvor man kan smage på deres udvalg. Jeg skal hilse og sige, at deres Vintage 2009, kanonårgangen åbenbart, smager helt fantastisk. Der var dyrene udgaver at smage på, men en vanvittig varm dag passer bare ikke til for meget portvin. Vi går nedad og finder en meget lille producent, som ikke eksporterer og får smagt 2 forskellige udgaver.

Så var vi klar til en lur og vi går tilbage til værelset. Vågner ved 19.30-tiden og gider egentlig ikke at gå ud, men mad skal vi have. Det får vi nede ved havnefronten, optrækkeri, men det er ikke værd at skrive om.

Vi smutter hurtigt hjem og i seng. Vi vil gerne afsted ved 8-tiden i morgen.

Dag 15 – ankomst til Porto

Stået op lidt i syv. Vejret er fantastisk dejligt, ligesom i går. Håber dog ikke, at det bliver så varmt.

Det er jo ikke hver morgen, man går i bad igen om morgenen. Man har jo lige taget bad ved ankomst i går eftermiddags, men i dag gjorde jeg, ligesom jeg også gjorde det i går. Har tid til det. Man holder jo op med sådan at lugte, så et bad om dagen er rigeligt. Alt bliver jo svedt ud og mine merinouldtrøjer er kanongode. Absolut anbefalelsesværdigt at bruge merinouldtrøjer til vandringer.

Vi snakkede om i går til aftensmaden, at vi prøver i første omgang at gå på hovedvejen. Bliver det uudholdeligt, smutter vi på vandringsruten. Vi slipper for mange højdemetre og en del kilometre. Ole skal også helst nå at vaske tøj i en vaskemaskine. Det skal jeg også.

Vi starter sharp kl. 08.00, lige om lidt. Det blev så 08.25, fordi vi lige skulle have morgenmad. Det troede jeg ellers ikke var med i værelsesprisen, men det var det.

Du hører mere, senere på dagen.

Vi sidder nu på en cafe 6,34 km fra vores start. Får kaffe og vand. Har gået hele vejen på hovedvej N-1. Der er fortov hele vejen. Derfor har vi besluttet at fortsætte at vandre samme vej og tager ikke ind på den almindelige rute. Det giver mindst 3 km mere, plus nedstigning og opstigning. Klosteret må vi se en anden god gang.

Pause her 13,5 km før Porto. Kaffe til os begge og 1 cola til mig. Det er een stor lang forstad til Porto, vi går på. Havet ses til venstre. Straks kom en Lis Sørensen sang op i mit hovede: “Havet er ………”, nå, ja, man skal jo også synge engang imellem?

Det har været noget af en indrejse til Porto. Slet ikke det triumftog, som gamle hærførere må have følt. Tværtimod bandede og svovlede jeg på vej ind, fordi der selvfølgelig ikke dukkede en cafe op, nu hvor man havde mest brug for en. Der er sku’ flere cafeer og barer på landet end der er på vej ind til byen. Nå, men så fik jeg bandet af djævelen og alle hans gerninger. Det er efterhånden et ritual. Og Gud sidder sikkert deroppe og griner? Nu er ham fjolset igen afsted og han lærer det aldrig.

Vi får en øl eller 2, så tager vi den sidste stræk, der viser sig at være næsten 6 km. Det føltes som et ondt år, at gå den denne lange avenida, som til sidst går ud i en bro, hvor man kan spadsere over. Sporvognene kører der også.

Et imponerende syn, må jeg sige. Porto ligger på nogle knolde og der er enormt bakket. Portvinshusene ligger dernede ved flodkanten, kan man se. Vi skal bo på et hotel dernede i nærheden i morgen, når Lisbeth kommer. Kvaliteten har fået et nøk opad, når nu hun kommer?

Vi kommer til domkirken og får vores stempel. Får en sød kvinde til at tage et billede af os begge 2. Dem er der ikke mange af fra turen. Det er mest enkeltbilleder af os hver især.

Bagefter nyde et godt glas hvidvin. Så op mod hotellet. Ole’s er et IBIS hotel ikke langt fra mit, Moov, der er et design hotel. Ved ikke hvorfor jeg tit finder sådanne nogen. Jeg følger Ole op til hans hotel. Hans telefon er gået død, så Google Maps fungerer ikke.

Vi aftaler at skrives ved om mødetidspunkt. På vejen til hotellet får jeg købt 2 t-shirts til 5€ stykket plus en poloshirt til 12,95. Det er jo lige til at holde ud.

I bad og vaske tøj. Tager mig en lur. Er lidt træt. Vi mødes kl. 20.00 og finder et spisested ikke langt væk. Vi sidder udendørs. Egentlig ville vi bare have starter der og et glas vin, men ender med at blive der, fordi de starters vi fik, smagte fantastisk godt og det virker til at være et sted med kvalitet.
Vi får bestilt grillede blæksprutter, begge to. Det er de bedste blæksprutter, vi begge indtil nu har fået. Det var kræs. Vores franske naboer, som vi kommunikerede med via vores bedste skolefransk, syntes godt om vires glæde over blæksprutterne. Så jeg tror, at fruen insisterede på, at de kommer igen i morgen og spiser blæksprutter. De boede i øvrigt i den midterste del af Frankrig, Massif Central, må det være. Ikke så hulens langt fra Laguiole, som er det eneste sted jeg lige husker og fik sagt. Bare fordi jeg har købt knive og gafler der engang, hvor Lisbeth og jeg kørte Frankrig tyndt på en ferie.

Kaffe og avec og vi smutter mod Oles hotel, hvor vi lige får en godnatøl lige overfor. Får sagt tak for den dejlige vandring og sagt farvel. Dt er sku’ lidt vemodigt, men det kan være, at der kan blive en anden god gang. Har sagt til Ole, at hvis han vil tage kystruten, når han skal færdiggøre Caminho Portugues, så er jeg den, der tager med.

Ole tager med toget til Lissabon i morgen og videre med fly til København, hvor Jette venter. Hun glæder sig nok til han kommer.

Til gengæld kommer Lisbeth i morgen fra København. Skal hente hende i lufthavnen. Tror hun glæder sig til at vandre. Det bliver spændende at se, hvor god træning hun er i.