Dag 41: Farvel til The Funaris – og tilbage til Santiago – med bus!

Vågnede allerede lidt over 6, gik på toilettet, men så kunne jeg lige så godt stå op bagefetr. Tog min rygsæk med ud fra sovesalen og ud i baderummet. Der er hundekoldt derude. Der er kun 1 toilet og 1 bruser, til mændene. Det samme til kvinderne. Jeg kommer i bruseren. Vandet er iskoldt og det ser ikke ud til, at der kommer varmt vand, så jeg beslutter bare at tage det kolde vand. Kan jo efterhånden ikke selv holde min egen gålugt ud mere. Så det er bare under candet og noget sæbe på. Heldigvis kommer der efter 5 minutters tid noget varmt vand, så dagen er reddet. Barbering må vente til Santiago. Kommer i tøjet og begynder at pakke. Erwin er stået op og går i bad. Ughetta kommer også op. Får pakket sovepose, bed bud lagen og resten af mit kluns. De andre er også kommet op. Det er tid til farvel.

Havde håbet at kunne kontrollere farvel i dag, men det sker selvfølgelig ikke, først Isabel, Luca, Chen, Ughetta og så Natali. det er svært, rigtig svært. Natali siger, at han vil vente på mit besøg. Jeg skynder mig at gå, inden Erwin begynder at sige farvel. Det vil gøre det endnu sværere.

Jeg smutter over på den anden side af gaden, hvor der er en cafe åben. Javier sidder derover. Erwin kommer. Han siger, at det altid er svært med disse farveller. Vi sidder lidt i stilhed for at sluge det svære. Får kaffe og lidt brød til. Erwin er lidt utålmodig, virker lidt rastløs, hvorpå cafeejeren siger, tag det roligt. Der er lang tid til bussen og den holder lige overfor, når den kommer. Cafeejeren siger, at på Caminoen har folk tålmodighed, men så snart de når Finisterre, så bliver de stressede, for de skal nå en bus. Hvorpå, vi griner højt. Cafeejeren har selv gået samme Camino, som jeg, fra St.Jean pied de Port.

Der er flere pilgrimme, der skal med, måske 10 stykker i alt. Bussen kommer og vi står i kø for at komme ind. The Funaris og Chen står oppe ved vinduerne i herberget og vinker som gale. Det er dejligt at komme derfra, på den måde. Tak til jer! I har været de mest fantastiske og givende mennesker, på denne Camino. Ingen tvivl om det. Havde ikke været det samme, uden jer.

Vi kommer afsted. Det går faktisk lidt uhyggeligt hurtigt. Vi har jo ikke kørt med et motoriseret køretøj - sådan hedder det vist i færdselsloven - længe. Jeg i 40 dage, Erwin i mange flere. Af med skoene, hygge i bussen. Vi kører langs kysten til hver lille flække. der er fantastisk flot herude. Man burde tage på ferie herude. Man kører tæt på vandet.

På et tidspunkt blunder jeg. Vågner op og Erwin konstaterer, at vi har kørt hurtigt og er i udkanten af Santiago. Kommer til den store busstation, hvor Erwin selvfølgelig møder folk, han har mødt. Vi bliver enige om at vandre de par kilometer ind til byen. Vi spørger en kvinde, som kan engelsk, hvilken vej, vi skulle gå, hvorpå hun siger, at der er langt. Det tager måske en halv time, siger hun.

Erwin og jeg bliver nu alligevel enige om, at den smule vej kan vi vel klare, endnu. Vi har behov for at blive "normale" igen, efter en hektisk bustur. Det er heller ikke noget, vi skal nå.

Vi kommer hen til den plads, hvor Erwins pensionat ligger. Vi smutter ind på en cafe og får en kop kaffe og nogle søde kager, der følger med. Der er stuvende fuldt. Det er utroligt, med den kaffekultur, hernede. Kommer helt sikkert til at savne den gode kaffe, og endnu mere, til den pris. Det koster jo ikke noget, 1 - 1,5 €, for en god Americano. Mælken har jeg droppet for et stykke tid siden, da jeg fik opstød af den. Siden er det gået fint. Ved også godt efter min blodprøve, at jeg ikke har det så godt med komælk.

Erwin går med mig mod mit hotel, så han ved, hvor han skal gå i morgen tidlig. Vi mødes på hotellet og tager en taxi. Vi går altså ikke 2 kilometer eller mere for at spare et par kroner i morgen tidlig. Vi skal med samme fly mod Barcelona kl. 09.00, så vi vil gerne være lufthavnen, senest kl. 07.30. Der er vist 12 km derud.

Erwin vil gerne til messe kl. 19.30, så det aftaler vi at gøre sammen. Mødes ved domkirken ved 7-tiden. Bagefter smutter vi på tapasbar og får noget let mad og så på hovedet i seng. Skal gerne op senest kl. 06.00.

Jeg får mit værelse og vasket noget tøj.  Skriver på hjemmesiden og så ud og købe lidt gaver og få noget mad.

Gik ind et sted, tæt på hotellet, hvor jeg selv kunne vælge, hvad jeg ville spise. Hertil et par gode glas hvidvin og så hjem igen på hotellet og skrive videre. Nu er jeg næsten færdig med at opdatere. Billeder fra de sidste 4-5 dage kommer på i aften, når jeg er tilbage fra messe og mad.

Skal også have pakket min rygsæk, så den er helt klar til i morgen tidlig, men det gør jeg senere i aften, når tøjet er tørt

I dag er min afdøde mosters fødselsdag. Hun døde her i maj måned, 88 år gammel, i Qaqortoq. Jeg holdt utroligt meget af hende, hun var min reservemor og har været det hele livet. Ikke kun overfor mig, men overfor mange andre. Hun var en krumtap i manges liv. Har tænkt på hende, også under min vandring i går, og håber hun har det godt, hvor hun er. Det fortjener hun, om nogen.

Erwin og jeg har som aftalt været til messe. Vi mødtes sharp kl. 19.00, en halv time før deroppe. Han tog mig med igennem katedralen, op til hvor Jesusfiguren bagved alteret er og han holdt om den med meget stor følelse, kunne jeg mærke. Jeg gjorde det samme, af ukendte årsager. Meget højtideligt, under alle omstændigheder. Bagefter ned til krypten, hvor Jacobs jordiske rester er, siger legenden. Også en dejlig ting. Det føles godt at gøre disse ting, sammen med Erwin. Han er ærlig om det og har faktisk ret i meget af det, han siger. Ethvert menneske har behov for at have et udgangspunkt for sit liv. Det kan være, hvad som helst. Bare man ikke sejler rundt, so to speak.

Vi har det godt under messen, selv om alt foregår på spansk. Mod slutningen kommer en salme, jeg også kender på grønlandsk. Erwin kender den også, så vi nynner med for fuld hals. Kirkesangeren har i øvrigt en fantastisk smuk stemme, selvfølgelig via mikrofon og det hele.

Vi tager på restaurant, da tapasbaren er lukket i aften Får det mest fantastiske kød, vi har fået og god vin. Hygger os og får snakket på bedste beskub, hvordan vi har haft det på Caminoen.

Bagefter følger jeg Erwin hjem. Vi får en enkelt øl lige ved siden af og jeg smutter på hotellet. Vi ses kl. 07.00 ved mit hotel i morgen.

Dag 40: Verdens ende – Fisterra/Finisterre

(Olveiroa - Fisterra, 35 km)

Lige nu sidder jeg i Cee i en cafe og nyder en kold øl sammen med Erwin. Vi er ved havet. Fantastisk, da vi kom ud til udsigten på toppen. Har fået taget nogle billeder deroppe, som kommer i senere. Erwin og jeg skiftedes til at tage billeder af hinanden. Vi er nu kun 13 km fra byen Finisterre og 16 km fra Verdens ende. Vi ankommer der om ca. 3-4 timer. Alt udmåles i tid efterhånden, ikke i kilometer. Man ved, hvor meget man kan gå i timen.

Det har indtil nu været en forholdsvis god rute, bortset fra nedstigningen her til Cee, som kræver, at man er fuld opmærksom på hvert et skridt, ellers kan det hurtigt slutte.

Vi vågnede alle kl. 06.30. Det blev vi enige om igår. Vi ville starte senest kl. 07.30, så vi har lidt at give af sidst på dagen, hvis ruten skulle vise sig at være svær. Morgenkaffe i samme cafe/restaurant, hvor vi spiste i går aftes. Det var mørkt, da vi tog afsted, så vi gik med vores pandelamper i ca. 45-50 minutter.

Det er vist en lidt mærkelig dag for os alle, sidste dag. For Erwin må det være meget specielt, efter snart 2.700 - 2.800 km.

Efter lidt over 5 km en sidste cafe inden dette sted, vi sidder lige nu. Fik en espresso, købte en banan og chokolade. På vejen en pause med The Funaris, hvor jeg spiste bananen og lidt chokolade og drak noget vand.

Naturen er meget anderledes nu. Der er meget blæst her og det kan ses på vegetationen. Dre minder faktisk meget om Sydgrønland, hvor der efterhånden er en masse fyrretræer.

The Funaris og Cren er lige kommet ind i cafeen. Vi går videre om lidt. Måske frokost i næste by om 2 km. Skriver mere senere, når vi når verdens ende.
-----------

Chen, Erwin og jeg går videre, mens The Funaris bliver siddende og får en bocadillo. Vi andre vil vente til senere med at spise. Vi bliver slæbt igennem Cee og videre til næste by, der går ud i et med den, på en måde, så vi føler, at vi faktisk går langt længere end nødvendigt. Sådan er ruten altså tilrettelagt. Der virker ikke altid logisk, men det handler Caminoen heller ikke om. Så kan man lige så godt blive hjemme, hvis man alene vil bruge sin rationalitet på Caminoen. Tranguillo.

Nå, endelig lidt opad ad en meget, meget smal sti. Vi kommer til en forstad længere oppe og vandrer igennem den. På et tidspunkt skal vi krydse en vej. Jeg går forrest. Ser en hvid bil holde overfor. Tænker, at pågældende nok kører på et eller andet tidspunkt, men den holder stille. Nå, det kan jeg jo ikke vente på, så jeg krydser vejen, kigger op mod denne underlige bilist, der ikke kører, kigger ned igen og op igen og pludselig stiger en mand ud af bilen og jeg genkender ham. Det er Natali. Jeg løber hen til ham af glæde og giver ham den største krammer. Den gamle ræv havde sku taget fusen på os. De andre 10-15 meter bagude opdager det og vi bryder alle ud i vild jubel af glæde. Store krammere til alle. Han fortæller, at han er lige kommet. Familien har fundet ud af, at det bedre kan betale sig for dem, at han henter dem i bilen, end de tager bussen. Men han ville også gerne sige farvel til caminovennerne. Så vi får denne her: "You didn't think, that I would come to Finisterre to say goodbye to my friends" - sagt på en måde, som kun Natali kan sige set og så køre sin pegefinger fra side til side for hver ord. Sikken en glædelig overraskelse.

Senere på dagen påstår han, at det ikke var meningen, at han ville overraske os på den måde. Han ville sidde på herberget, når vi kom ind. Han havde kørt på vores vej, fordi han ville spørge familien, om han skulle tage deres rygsække med, når de kom den vej, men det var os, der kom først. Da jeg så kommer over krydset, kigger op og og kigger ned igen, men hurtigt kigger op igen, med store øjne, siger han, så var han nødt til at gå ud af bilen, nu hvor han er blevet opdaget. Jeg kan helt ærligt sige, at sådan husker jeg det ikke. I mit hovede sad Natilie 180 km fra Finisterre, og havde derfor ingen fantasiforestilling om, at han kunne være her. Men jeg tror, at han troede, at jeg havde opdaget ham, men det havde jeg ikke, helt ærligt. Uanset, så var der bare så fantastisk, at han var der, så vi fik nye kræfter til at klare de sidste kilometre, 12-14 stykker, vel.

Natali tilbød at tage vores rygsække med i bilen, men som ægte pilgrimme, sagde vi pænt, nej tak. Vi bærer vores byrde til enden. Det viser sig jo, at de andre Funaris selvfølgelig godt vidste, at han kom, men ikke et ord til os andre, de listige italienere:-). De øvrige Funaris havde også sagt nej tak, inkl. konen. Sådan skal det være! Ingen oversåringshandlinger:-)

Vi smuttede videre i det dejlige solskinsvejr og kom helt ned til vandet, hvor vi gik det meste ved vejsiden. Efterhånden trængte vi til en pause. Vi var sultne og Chen og jeg havde ondt i fødderne. Endelig langt om længe fandt vi en bar i en by før Finisterre. Åbenbart havde Natali set Erwin røde jakke, da han smuttede ind, så Natali kom ind og vi delte en vicadillo. En cola og et glas rødvin til mig. En cola til ham.

Vi gik videre og trætheden meldte sig, men vi kom ned til den store strand og besluttede at gå på den hele vejen til Finisterre/Fisterra. Det var godt, vi gjorde det. Der var et hav afmuslingeskaller på starnsbredden. jeg fik samlet 3 op, mens de 2 andre, mange flere. Det var godt at gå på stranden. Som Chen sagde - den bedste vej at gå på i hele Caminoen, hvorpå jeg konstaterede, at på Caminoen kommer det gode altid til sidst, efter smerten.

Op fra stranden og ind i byen og spørge os frem til det kmmunale herberg, som vi var enige om at overnatte. Der er en del andre herberger i Byen. Chen kan noget spansk, så det gik fint. Vi fandt det og fik vores stempel og fik et nyt bevis for, at vi havde gået ud til til Verdens Ende. Jeg må se at få dem indrammet på et tidspunkt. 6€ for overnatning. Hospitalera siger, at vi skal skynde os, hvis vi skal nå solnedgangen. Der er ca. 3,7 km derud. The Funaris er ikeke kommet endnu. De er ca. 30 minutter bagud, siger Natali, så vi beslutter os for at gå derud, Erwin, Chen og jeg og så venter vi på dem derude.

Vi drøner derudad. Vil for alt i verden nå den solnedgang. Har fået min sten med fra Grønland, den største af de 2, jeg fik af Batse plus et par af de tynde sokker, jeg har gået i. Traditionen siger, at man skal brænde noget.

Vi kommer frem, før solen går ned. Der er hundekoldt derude. Det blæser, men folk er derude, inkl. drikkevarer. Vi møder også Jean Noel. Han bliver glad, da han ser os. Vi får taget billeder af hinanden, prøver at sætte ild til strømperne, men blæsten er for stærk, kun lidt bliver der brændt. I stedet hænger de nu på masten derude, sammen med andet tøj. Stenen får jeg kylet ud i havet, og alle mine dårligdomme skule gerne være røget med. Et stykke af Grønland ligger nu for foden af Verdens Ende.

De andre kommer halsende, inkl. Natali, der ville gå de sidste kilometre. Det bliver et dejligt møde. The Funaris har taget øl og lækre chokoladestykker med. De tænker også på alt. Selv om det blæser og er hundekoldt skåler vi alle og nyder øjeblikket. Det er en sejr for os alle, så vi er vist alle lidt euforiske. Det er også fortjent, synes jeg.

Vi er nødt til at gå hjem. Det bliver pludselig meget mørkt og vi går derfor tilbage til Fisterra i bælgravende mørke, bortset fra erwin, der selvfølgelig har husket sin pandelampe. Ja, man lærer noget, når man har gået omkring de 2.800 km.

På vejen hjem beslutter jeg mig for at give middag til alle, altså menu del dia. Det aftaler jeg med Natali, da vi går sammen tilbage. ingen af os kan nå i bad inden middag, så vi lugter af gåtur. Jeg gør i hvert fald, men vi overlever. Vi fik anbefalet en restaurant, men serveringen og vinen var ikke god, men vi fik da mad og skålet og hyldet hver og een af os, hver for sig. Jean Noel og javier, var også med, altså 9 i alt.

Natali mener, at når nu jeg har betalt for middagen, så skal vi på bar og have brandy, så det gør vi efter middagen. Det bliver hyggeligt. Alle vil give omgang. Vi får både brandy og øl. Det viser sig, at Javier har et herberg på Camino del Norte, så vi ender såmænd nok igen på en Camino. Erwin er ikke afvisende og selv Natali, der ellers har svoret: "I will never walk another kilometer more in my life", er ikke helt afvisende for en anden god gang. Det bliver en dejlig glad afslutning. Vi får noget at drikke, men ingen bliver berusede.

På hovedet i seng bagefter, uden bad. Det må vi tage i morgen tidlig. Vi skal op senest kl. 07.00, for at Erwin og jeg skal nå vores bus til Santiago kl. 08.20. Vi skal lige i bad og så kaffe inden afgang.

Dag 39: Lang dag

(Negreira - Olveiroa, 33,4 km)

Det er en lang vandring i dag. Flere er i tvivl om de står distancen, men de vil prøve. Vi står alle op ved 7-tiden og kommer afsted lidt over 8.

Erwin og jeg går sammen og det er dejlig skovterræn et godt stykke. Der er noget skønt ved at gå i skove, intet mindre. Jeg kommer op i god speed og går for mig selv. Der er ingen barer i miles omkreds. Jeg har ikke fået morgenmad. Føler at det er OK, men fødderne begynder ar smerte, da der endeligt efter ca. 3 timers vandring dukker en cafe op, hvor ondrei og Jean Noel, der er smuttet før os, sidder. jeg får mig en kop kaffe og ristet brød med smør og marmelade. Det er den bedste, jeg har fået på ruren. Erwin kommer ind og han køber en bocadillo med varmede pølser på. Det dufter godt. Jeg beslutter også at købe en bocadillo med skinke og os, varm plus en øl. Det er søndag, så der er ingen supermarkeder åbent, så jeg kunne lige så godt tanke op. Det blev måske lidt meget.

Luca, Isabel og Chen kommer også til. Vi får kigget lidt ekstra på resten af ruten. Vi kommer i gang igen. jeg smutter fra de andre. Føler jeg er nødt til at gå lidt hurtigere, fordi jeg ved, at smerterne i fødderne får jeg på et vist tidspunkt, efter et antal kilometer og så kan jeg lide så godt gøre smerteprocessen kortere, ved at gå hurtigt. Men efterhånden tager smerterne til og jeg må sætter farten betydeligt ned og Ughetta kommer op til mig i en mindre landsby, hvor der er en bar. Det gør Javier også. Heldigvis vil Ughetta og de andre have deres frokost her, så jeg kunne tage en tiltrængt pause også. Får mig en kop kaffe og en cola og skifter sokker og indlæg.

Erwin, Chen og jeg går videre. Der er 14 - 15 kilometer til mål. Vi går i et moderat tempo. Vi nærmest spadserer de næste 12 km. Vi kommer forbi en stor sø. Der er flot og vi tror, at der snart er en bar, hvor vi kan sidde lidt ned. Vi skulle blive klogere. baren var lukket, så der skulle kæmpes hele vejen til Olveiroa, med edder og forbandelser på grønlandsk, dansk og engelsk, at nu skulle .............. Frem kom jeg da, men de sidste 2 kilometer gik jeg som en sindsyg, for at få det overstået. Endelig fremme. Ondrei sidder i en stor cafe og vinker til mig. Går derind og køber 2 øl, een til os hver. Dejligt at være fremme og kan slappe af. Dette er næstsidste etape.

Bagefter kommer Erwin til cafeen og han får sig også en øl. Jeg smutter op til det kommunale herberg, hvor vi alle indlogerer os i samme rum. Folk kommer dryssende efterhånden. Der er lidt koldt i rummet, men vi må klare os med den eneste opvarmer, af el. Badeværelset har direkte åbing til det fri, så det er en kold omgang bad, man får. Hurtigt i tøjet og slappe lidt af. Skrive lidt, indtil hospitalero kommer og vi kan få skrevet os ind, få et stempel og betale.

Bagefter går Chen, Erwin, Jean Noel og jeg ned til cafeen og bestiller menu del dia. Jean Noel, franskmand, som han er, spørger om vi vil have en apperitif. Han vil have en whisky, det kan han lide. Jeg får en anis med vand og Erwin en øl. Middagen er udemærket. Suppe til forret og grillede svinekoteller til hovedret. Is til dessert. Hyggelig middag, der sluttes af med en enkelt brandy.

The Funaris dukker op på et tidspunkt, men skal ikke have middag, da de har spist en stor frokost. Hun noget kaffe og varm mælk til Ughetta.

Vi kommer i seng i god tid. Folk hyggesnakker, inden lyset slukkes kl. 22. Det gør Ughetta. Hun er lederen i flokken, hvad det angår, også med at tysse lidt på os, på en pæn måde, om morgenen, så vi ikke forstyrrer for meget, hvis nogen stadig sover.

Vi er vist alle meget spændte på morgendagen. Sidste dag - til verdens ende - slut for Caminoen. Mærkelig tanke.

Dag 38: Første dag til Finisterre

(Santiago de Compostela - Negreira, 21 km)

Det har været en fantastisk dejlig gåtur. Mere senere, da jeg har haft travlt med at lave mad. Det var dog hårdt at komme i gang. Solskinsvejr hele vejen.
------------
Pga skriveri falder jeg først i søvn ved 1-tiden og har ikke sat alarm på. Vågner lidt over 6, men synes det er for tidligt, så jeg slumrer ind igen, med det resultat, at jeg først vågner lige over halvotte. Jeg kan ikke nå det aftalte mødetidspunkt, kl. 8, ved pladsen foran domkirken. Hurtigt i bad, få pakket min rygsæk inkl. soveposen, som jeg havde sendt. Mine 2 postpakker vil jeg lade blive på hotellet, indtil jeg er tilbage fra Finisterre/Fisterra, hvor jeg skal have pakket det hele om.

Ned og få lidt morgenmad, hurtigt, betalt med regning og afleveret de 2 kasser til opbevaring og så afsted. Det er en råkold morgen, frisk. Drøner ned mod domkirken og er der vel omkring kvart i ni. Selvfølgelig er The Funaris og Erwin taget afsted. Jeg skynder mig afsted. Det føles godt at komme ud af byen og vandre igen.

Det viser sig, at Natali havde ventet på mig på pladsen for at sige farvel. Han havde lagt sine planer om, så han i stedet for at tage til Finisterre i 3 dage, kører med bus op til, hvor Isabel og Luca bor. Det er ca. 100 km nord fir Santiago. Ughetta, Natalis kone, tager med Isabel og Luca, forventeligt direkte fra Finisterre, hjem, hvorfra de flyver hjem den 29. Fik senere på dagen snakket med Natali i telefon, og vi har aftalt, at jeg kommer på besøg til foråret, i Cuneo.

Efter 5-6 km kommer jeg op til Cren, den israelske pige, som det viser sig, at jeg oprindeligt startede sammen med i St Jean Pied de Port. Vi kunne se det på billedet, jeg tog ved morgenmaden første dag, at hun var der. Men alt var jo så nyt dengang, at jeg kun husker dem, som jeg snakkede med.

Senere kommer jeg op til de andre. Vejret er skønt, solen skinner. Erwin og jeg får en øl på en bar og går videre sammen. Selv om det er en forholdsvis kort vandretur, så er det lidt hårdt at komme igang. Det gode vejr holder humøret oppe. Landskabet er dejligt at vandre i, varierende, uden de store anstrengelser.

Erwin og jeg følges det sidste stykke med en franskmand, Jean Noel, opkaldet efter sin fars og mors fornavne. Vi finder en bar og venter på The Funaris. De dukker op og vi beslutter at gå til herberget for at se, hvordan køkkenet ser ud, inden vi smutter på supermarkedet og handler ind. Jeg vil lave mad i aften til dem, der vil have. Udover de 3 Funaris, Erwin og Chen, er der Jean Noel, Andrei fra Tjekkiet, en spanier, Javier, der er startet i Zamora.

De vil alle gerne spise med, så Luca, isabel, Chen og jeg tager til supermarkedet og handler. Jeg vil lave en gryde med lam, kartofler og en masse grønsager. Køber 3 små lammebove, som slagter hakker i passende stykker til en gryderet. Køber løg, 2 hele jvidløg, rød og grøn peber, timian, peber, gourgetter, kartofler og så en liter hvidvin i pap til maden samt en billig hvidvinseddike. Vi køber et glas pate og små ristede brødstykker til en lille appetizer plus noget færdigt puddingagtigt til dessert. Det betaler jeg. De andre køber vin, øl og et eller andet galicisk specialitet, en slags gullig likør, efter aftale med de øvrige pilgrimme. De drikker åbenbart meget af likøren her, har jeg set. Et par gode brød, huskede vi også. Ingen kan spise noget hernede uden brød.

Vi kommer hjem og jeg går straks i gang med at gøre kød og grønsager klar, inden jeg begynder på selve stegningen. Må bruge min lille lommekniv, da der ikke er nogen ordentlige knive i køkkenet. Vi kan heldigvis skrabe en tallerken, kniv og gaffel til hver. De andre vasker alt op inden det bliver stillet på bordet og laver appetizerne. Jeg kommer i gang med at brune kødet med det olivenolie, som Chen bringer med sig i rygsækken.

Der begynder efterhånden at brede sig en dejlig duft i køkken og spiserummet. Det kan mærkes på folk. Jeg har sagt kl. 19.30 vedrørende hovedretten. Lammestykkerne skal være møre, ellers falder retten fra hinanden. De bliver også møre.

Vi får vores appetizer, vi får vin og snakken går. Jeg laver portionsservering. Det bliver en meget vellykket middag. Alle får 2 gange og alt bliver spist op. Ros for madlavningen får jeg også, udover retten til at sidde for bordenden og styre tropperne. Luca skynder sig ned inden supermarkedets luketid og køber 2 flasker vin mere. De bliver også drukket, inden alle kryber til køjs ved 22-tiden. Dejlig hyggelig aften, hvor folk bliver rystet sammen og vi lærer nye folk at kende. Den ene af koreanerne spiser også med. Den anden sagde pænt nej tak.

Ondrei, tjekken, har netop afsluttet sin uddannelse, i skovbrug. Han er startet i Narbonne i Frankrig og er virkelig rar at snakke med. Han fortæller en del om sin spændende Camino i Frankrig. Der er ikke herberger mange steder, så man er henvist til folks velvillighed. Han har også sovet i naturen og i lader, men som han sagde - på Caminoen dukker der altid en løsning op, når man har brug for den. Han var blevet inviteret af alle mulige slags mennesker til overnatning og spisning. Vi har udvekslet mailadresser. Hans Camino er åbenbart finansieret delvist af en flok mennesker, som han skal holde foredrag for, når han kommer hjem den 10. december. Han bliver hernede lidt længere. I øvrigt fortalte han, at han havde fravalgt religionen for 12 år siden, men han havde tilvalgt den igen, hvorpå han ville gå Caminoen. Interessant.