(Olveiroa - Fisterra, 35 km)
Lige nu sidder jeg i Cee i en cafe og nyder en kold øl sammen med Erwin. Vi er ved havet. Fantastisk, da vi kom ud til udsigten på toppen. Har fået taget nogle billeder deroppe, som kommer i senere. Erwin og jeg skiftedes til at tage billeder af hinanden. Vi er nu kun 13 km fra byen Finisterre og 16 km fra Verdens ende. Vi ankommer der om ca. 3-4 timer. Alt udmåles i tid efterhånden, ikke i kilometer. Man ved, hvor meget man kan gå i timen.
Det har indtil nu været en forholdsvis god rute, bortset fra nedstigningen her til Cee, som kræver, at man er fuld opmærksom på hvert et skridt, ellers kan det hurtigt slutte.
Vi vågnede alle kl. 06.30. Det blev vi enige om igår. Vi ville starte senest kl. 07.30, så vi har lidt at give af sidst på dagen, hvis ruten skulle vise sig at være svær. Morgenkaffe i samme cafe/restaurant, hvor vi spiste i går aftes. Det var mørkt, da vi tog afsted, så vi gik med vores pandelamper i ca. 45-50 minutter.
Det er vist en lidt mærkelig dag for os alle, sidste dag. For Erwin må det være meget specielt, efter snart 2.700 - 2.800 km.
Efter lidt over 5 km en sidste cafe inden dette sted, vi sidder lige nu. Fik en espresso, købte en banan og chokolade. På vejen en pause med The Funaris, hvor jeg spiste bananen og lidt chokolade og drak noget vand.
Naturen er meget anderledes nu. Der er meget blæst her og det kan ses på vegetationen. Dre minder faktisk meget om Sydgrønland, hvor der efterhånden er en masse fyrretræer.
The Funaris og Cren er lige kommet ind i cafeen. Vi går videre om lidt. Måske frokost i næste by om 2 km. Skriver mere senere, når vi når verdens ende.
-----------
Chen, Erwin og jeg går videre, mens The Funaris bliver siddende og får en bocadillo. Vi andre vil vente til senere med at spise. Vi bliver slæbt igennem Cee og videre til næste by, der går ud i et med den, på en måde, så vi føler, at vi faktisk går langt længere end nødvendigt. Sådan er ruten altså tilrettelagt. Der virker ikke altid logisk, men det handler Caminoen heller ikke om. Så kan man lige så godt blive hjemme, hvis man alene vil bruge sin rationalitet på Caminoen. Tranguillo.
Nå, endelig lidt opad ad en meget, meget smal sti. Vi kommer til en forstad længere oppe og vandrer igennem den. På et tidspunkt skal vi krydse en vej. Jeg går forrest. Ser en hvid bil holde overfor. Tænker, at pågældende nok kører på et eller andet tidspunkt, men den holder stille. Nå, det kan jeg jo ikke vente på, så jeg krydser vejen, kigger op mod denne underlige bilist, der ikke kører, kigger ned igen og op igen og pludselig stiger en mand ud af bilen og jeg genkender ham. Det er Natali. Jeg løber hen til ham af glæde og giver ham den største krammer. Den gamle ræv havde sku taget fusen på os. De andre 10-15 meter bagude opdager det og vi bryder alle ud i vild jubel af glæde. Store krammere til alle. Han fortæller, at han er lige kommet. Familien har fundet ud af, at det bedre kan betale sig for dem, at han henter dem i bilen, end de tager bussen. Men han ville også gerne sige farvel til caminovennerne. Så vi får denne her: "You didn't think, that I would come to Finisterre to say goodbye to my friends" - sagt på en måde, som kun Natali kan sige set og så køre sin pegefinger fra side til side for hver ord. Sikken en glædelig overraskelse.
Senere på dagen påstår han, at det ikke var meningen, at han ville overraske os på den måde. Han ville sidde på herberget, når vi kom ind. Han havde kørt på vores vej, fordi han ville spørge familien, om han skulle tage deres rygsække med, når de kom den vej, men det var os, der kom først. Da jeg så kommer over krydset, kigger op og og kigger ned igen, men hurtigt kigger op igen, med store øjne, siger han, så var han nødt til at gå ud af bilen, nu hvor han er blevet opdaget. Jeg kan helt ærligt sige, at sådan husker jeg det ikke. I mit hovede sad Natilie 180 km fra Finisterre, og havde derfor ingen fantasiforestilling om, at han kunne være her. Men jeg tror, at han troede, at jeg havde opdaget ham, men det havde jeg ikke, helt ærligt. Uanset, så var der bare så fantastisk, at han var der, så vi fik nye kræfter til at klare de sidste kilometre, 12-14 stykker, vel.
Natali tilbød at tage vores rygsække med i bilen, men som ægte pilgrimme, sagde vi pænt, nej tak. Vi bærer vores byrde til enden. Det viser sig jo, at de andre Funaris selvfølgelig godt vidste, at han kom, men ikke et ord til os andre, de listige italienere:-). De øvrige Funaris havde også sagt nej tak, inkl. konen. Sådan skal det være! Ingen oversåringshandlinger:-)
Vi smuttede videre i det dejlige solskinsvejr og kom helt ned til vandet, hvor vi gik det meste ved vejsiden. Efterhånden trængte vi til en pause. Vi var sultne og Chen og jeg havde ondt i fødderne. Endelig langt om længe fandt vi en bar i en by før Finisterre. Åbenbart havde Natali set Erwin røde jakke, da han smuttede ind, så Natali kom ind og vi delte en vicadillo. En cola og et glas rødvin til mig. En cola til ham.
Vi gik videre og trætheden meldte sig, men vi kom ned til den store strand og besluttede at gå på den hele vejen til Finisterre/Fisterra. Det var godt, vi gjorde det. Der var et hav afmuslingeskaller på starnsbredden. jeg fik samlet 3 op, mens de 2 andre, mange flere. Det var godt at gå på stranden. Som Chen sagde - den bedste vej at gå på i hele Caminoen, hvorpå jeg konstaterede, at på Caminoen kommer det gode altid til sidst, efter smerten.
Op fra stranden og ind i byen og spørge os frem til det kmmunale herberg, som vi var enige om at overnatte. Der er en del andre herberger i Byen. Chen kan noget spansk, så det gik fint. Vi fandt det og fik vores stempel og fik et nyt bevis for, at vi havde gået ud til til Verdens Ende. Jeg må se at få dem indrammet på et tidspunkt. 6€ for overnatning. Hospitalera siger, at vi skal skynde os, hvis vi skal nå solnedgangen. Der er ca. 3,7 km derud. The Funaris er ikeke kommet endnu. De er ca. 30 minutter bagud, siger Natali, så vi beslutter os for at gå derud, Erwin, Chen og jeg og så venter vi på dem derude.
Vi drøner derudad. Vil for alt i verden nå den solnedgang. Har fået min sten med fra Grønland, den største af de 2, jeg fik af Batse plus et par af de tynde sokker, jeg har gået i. Traditionen siger, at man skal brænde noget.
Vi kommer frem, før solen går ned. Der er hundekoldt derude. Det blæser, men folk er derude, inkl. drikkevarer. Vi møder også Jean Noel. Han bliver glad, da han ser os. Vi får taget billeder af hinanden, prøver at sætte ild til strømperne, men blæsten er for stærk, kun lidt bliver der brændt. I stedet hænger de nu på masten derude, sammen med andet tøj. Stenen får jeg kylet ud i havet, og alle mine dårligdomme skule gerne være røget med. Et stykke af Grønland ligger nu for foden af Verdens Ende.
De andre kommer halsende, inkl. Natali, der ville gå de sidste kilometre. Det bliver et dejligt møde. The Funaris har taget øl og lækre chokoladestykker med. De tænker også på alt. Selv om det blæser og er hundekoldt skåler vi alle og nyder øjeblikket. Det er en sejr for os alle, så vi er vist alle lidt euforiske. Det er også fortjent, synes jeg.
Vi er nødt til at gå hjem. Det bliver pludselig meget mørkt og vi går derfor tilbage til Fisterra i bælgravende mørke, bortset fra erwin, der selvfølgelig har husket sin pandelampe. Ja, man lærer noget, når man har gået omkring de 2.800 km.
På vejen hjem beslutter jeg mig for at give middag til alle, altså menu del dia. Det aftaler jeg med Natali, da vi går sammen tilbage. ingen af os kan nå i bad inden middag, så vi lugter af gåtur. Jeg gør i hvert fald, men vi overlever. Vi fik anbefalet en restaurant, men serveringen og vinen var ikke god, men vi fik da mad og skålet og hyldet hver og een af os, hver for sig. Jean Noel og javier, var også med, altså 9 i alt.
Natali mener, at når nu jeg har betalt for middagen, så skal vi på bar og have brandy, så det gør vi efter middagen. Det bliver hyggeligt. Alle vil give omgang. Vi får både brandy og øl. Det viser sig, at Javier har et herberg på Camino del Norte, så vi ender såmænd nok igen på en Camino. Erwin er ikke afvisende og selv Natali, der ellers har svoret: "I will never walk another kilometer more in my life", er ikke helt afvisende for en anden god gang. Det bliver en dejlig glad afslutning. Vi får noget at drikke, men ingen bliver berusede.
På hovedet i seng bagefter, uden bad. Det må vi tage i morgen tidlig. Vi skal op senest kl. 07.00, for at Erwin og jeg skal nå vores bus til Santiago kl. 08.20. Vi skal lige i bad og så kaffe inden afgang.
