Hjem fra Mallorca

Fik lov at sove længe. Det var dejligt. Skal først med flyet her til aften.

Jose henter mig ved 12-tiden. Så kører han mig lidt rundt i området og viser mig en bar, som han kender godt. Vi kommer derind og får en øl. Og snakken går i denne meget lokale bar, som sædvanligt.

Bagefter kører vi over og henter Christine på hendes arbejdsplads, Joses bedre halvdel og så kører vi over til Juan på hans arbejdsplads, så jeg kan få sagt farvel. Bagefter skal vi have lidt frokost og det gør Jose, Christine og jeg et nærliggende sted, de kender.

Efter at have kørt Christine tilbage på hendes arbejde, så kører Jose mig til lufthavnen og vi får sagt farvel. Jeg tjekker ind. Joses datter, i skrivende stund glemt hendes navn og som lever sammen med Angel, vi vandrede med, arbejder i lufthavnen og hende får jeg hilst på. Jeg får et ordentligt kram og et stort smil. Hun har åbenbart hørt en del om mig.

Jeg får mig lidt at spise og så er det ud til mit SAS fly og hjemad. Det har været et dejligt gensyn med brødrene. Håber at komme til at vandre med dem igen en dag og naturligvis står et besøg igen på tapetet. Mallorca er et flot sted. Der er basis for en vandring i bjergene også.

Pain in the ass – for nu at være ærlig

Er nu kommet hjem på hotellet. Sidder og skriver, efter jeg har fået lidt mad, nok min sidste aftensmad, her i området, for denne gang.

Var totalt færdig, helt og aldeles, da vi kom hjem fra Lluc. Jeg kunne ikke gå, da jeg kom til til Lluc og orkede ganske simpelthen ikke at tage bus til Pollenca og videre med tog derfra, selv om det var gratis. Foreslog Jose, at jeg betalte en taxi hele vejen til Palma, så vi kunne hente hans bil, og prisen var overkommelig, når man tænker på, hvor bjergrigt det er. Til gengæld betalte Jose for noget spisning og fadøl, da vi sad og slappede af efter vandringen.

I øvrigt faldt der 2 personer fra i løbet af det sidste døgn. Vi skulle have været fem. Jose og jeg var enige om, at de nok ikke turde alligevel.

------------------

Jose kom og hentede mig ved 21-tiden i går aftes og vi kørte ind til byen for at hente hans svigersøn, Angel, som han er meget glad for. Det har sat en stopper for hans datter, der havde krudt i røven, som han sagde. Jeg påstod, at datteren måtte ligne ham, derfor, og så griner han bare. Vi kørte bagefter ind tæt ved banegården for at finde en parkeringsplads, hvor vi skulle hente bilen, når vi kom med toget, hvilket vi altså ikke gjorde alligevel.

Spadserede en forholdsvis kort tur til afgangsstedet, hvor vi skulle skrives ind og have et turpas, eller hvad det nu hedder, som skulle stemples 4 gange på vejen. Det skulle bruges til at få et bevis på, at vi havde gået turen.

Der stod en hulens masse mennesker, der skulle skrives ind, så vi overvejede at vente, men mente, at det nok var bedre at få det overstået, inden vi skulle have en bocadillo og et glas øl. Jose fik vist møvet sig lidt ind, så det kun tog omkring 25 minutters tid. Der var underholdning på stedet. Folk var i godt humør. Det er man vist altid, inden man starter. Optimist skal man være, ellers kan man lige så godt blive hjemme.

Vi kom afsted, med en bil forrest, der skulle følge os et stykke vej. Det var ligesom i Tour de France, hvor Prudhomme i den røde bil kører med det første stykke, inden han frigiver løbet. Der var politi og afspæringer hele vejen, så den ene halvdel af vejen var reserveret os vandrere. Godt arrangeret.

Folk starter typisk som skudt ud af en kanon. Det hævner sig senere. Det gjorde vi andre vist også. I hvert fald mig. Vi havde en fart på næste 7 km i timen og det skal man altså ikke lægge ud med. For mit vedkommende sænkede jeg derfor farten lidt efter et stykke tid, og sagde til de andre, at de bare skulle gå. Det er altså bedst at finde sin egen rytme.

Der var en masse mennesker, især mange unge, der gik i flok. De havde det hyggeligt, kunne man høre, snakkede hele tiden og havde samtidig musik med. Det er godt nok utroligt, hvor meget spaniere kan snakke. Og så så hurtigt. Det er et snakkende folkefærd. Det kan de ikke komme udenom.

Efter ca 7-8 km kom vi ud af bymæssig bebyggelse og det blev bælgravende mørkt, så jeg måtte have fat i min pandelampe. Selv om vi var mange, så havde de fleste ingen pandelamper eller lommelygter med. Vi gik dog hele tiden på alfalterede gode veje, så man kunne ikke komme til skade, på den måde.

Der var frivillige, politi og ambulancer hele vejen, der fulgte med, for at hjælpe folk, hvis de havde brug for det. Det må jeg sige, at alle sejl var sat ind for at intet skulle gå galt. Om morgenen, da det blev lyst, og vi var i gang med opstigningen, fløj der også hele tiden en helikopter rundt, for at se, om nogen havde brug for hjælp.

Vi kunne få vand og frugt ved udvalgte steder på hele ruten. Sågar en yoghurt drik. Så man kunne godt have klaret sig med ikke at have noget med, overhovedet, hvilket også mange gjorde. Selv cafeer og barer holdt åben hele natten. Jeg gik med en forholdsvis stor rygsæk, med fleecejakke og min lette jakke fra Caminoen. Det var slet ikke nødvendigt. Det er på intet tidspunkt koldt. En meget lille rygsæk med måske Compeed og en ekstra t-shirt til næste morgen og så for en sikkerheds skyld lidt vand, er rigeligt at have med. Jeg kunne have sparet mig alle bekymringer. Det er trods alt ikke en Caminotur, over mange etaper.

Jeg mødte ikke gutterne det første sted, hvor vi kunne få vand, ca. 12 km efter start, men mødte dem næste sted, i Binissalem, hvor vi skulle have stemplet vores turpas. Jose havde brug for noget Compeed på fodsålen, så han fik begge mine. Jeg havde 2 par sko med og 4 par sokker - til at skifte med. Ikke vandresko. Det var sådan set OK, men et par gode vandresandaler have også gjort det, så fødderne havde fået mere luft. Mine bliver i hvert fald meget, meget varme.

Efter ca. 20 km begyndte min venstre hofte at gøre ondt. Prøvede på bedste beskub at massere og lave nogle øvelser, men lige lidt hjalp det. Det gjorde ondt for hvert skridt og jeg begyndte at frygte det værste. Det er også meget hårdt at gå på asfalt eller beton hele tiden. Det er kun ved stigningen mod LLuc, hvor der kommer stenede vandrestier, men hulens besværlige at gå på, så jeg valgte den fra, da jeg var nået 2/3 af vejen op og gik bare på vejen.

Efter ca. 30 km begyndte min højre hofte at gøre ondt også. Nu havde jeg det virkelig skidt og overvejede at stoppe i Selva, sidste stemplingssted, før Lluc. Vi fik lidt cafe og et stykke banan og lidt slik. Jose tog hen og spurgte, hvor langt der var tilbage. 12 km, sagde han, så blev jeg enig med mig selv om at forsøge. 3 timer eller deromkring ville det nok tage og det kom til at passe.

Vi startede igen ved 6-tiden og solen var ved at tage magten, så det blev lysere og humøret lidt bedre. Vi tog det ganske stille og roligt. Efter ca. 5 km begyndet opstigningen og det går var opad, opad og opad. Ingen kære mor. Stilheden havde bredt sig i flokken. De fysiske anstrengelser var begyndt at indvirke på folks lyst til at tale hele tiden. På vej op tænkte jeg kun et skridt ad gangen. Mine nye vandrestave var virkelig til stor hjælp. Kunne se på andre, at de også kunne tænke sig nogen. Nogle fandt et stor gren og gik med den.

Det var utroligt, hvordan folk led. Alligevel bliver de ved. Jeg tager det som et udtryk for folks viljestyrke. Det er ikke for tøsedrenge, uanset at man ikke har oppakning med. 48 km er altså lang vej. Vi der ikke havde det så godt fulgtes stort set hele vejen op. Det var lige som på Caminoen - først overhaler man nogen og så overhaler de een bagefter. Slutresulatet er, at man kommer frem samtidig.

Endelig langt om længe kom den tankstation, jeg havde set dagen før og som jeg vidste var det højeste punkt, vi skulle op på, før det gik nedad mod Lluc. nede ved foden af bjerget står der ved stien, hvor lang tid det tager at komme til Lluc, ikke med afstand. Ja, det er godt med dem. Det gælder folk, der går 6 km i timen. Det var de længste 2 timer, jeg har gået, skal jeg hilse og sige. Og når man så fandt et nyt skilt, hvor der stod 1 time og 35 minutter, så faldt humøret en smule, for man havde lige brugt 45 minutter for at gå "25 minutter". Senere skete det samme. På toppen står der 25 minutter til Lluc. Selv om det går nedad, så er det virkelig pain in the ass at gå det sidste stykke, fordi det går nedad og man er virkelig bare så træt. Endnu engang måtte jeg have en snak med Vorherre.

Frem, kom jeg da. Busserne var allerede begyndt at køre folk afsted til Pollenca og bagefter til Inca, hvorfra man tager toget. Der er kun 3 veje fra og til Lluc og den ene bruges af vandrerne, så der kan man ikke køre med busser eller biler, mens vandringen er i gang. Den anden går til Soller og som er på 31 km, bjergvej og det tager en krig, hvis man skulle det. Det fandt jeg ud af i går. Derfor har man valgt at køre vandrerne med busser til Inca via Pollenca, selv om det er en omvej. Al transport er gratis på vejen hjem.

Jeg fik mit stempel og bagefter mit diplom. Jeg var så træt, at jeg dårligt kunne gå, så jeg misforstod den unge dame. Troede hun spurgte mig om min alder, så jeg sagde 60 (sixty på engelsk), hvorefter hun noterede det. Det var sku' ankomsttidspunktet, fandt jeg ud af bagefter, da jeg havde kigget nærmere på det. Hun havde skrevet 06:00 🙂 Min ankomst var 09.20. Overvejede i første omgang at bede om et nyt, men det ville alligevel være sjovt at have et bevis på, at jeg er kommet frem før Jose, altså gået 48 km på kun 7 timer. De andre grinede højt, da de så det, så det bliver, som det er

------------------

Efter jeg var kørt hjem efter ankomst til Palma, så kom jeg i bad og så på hovedet i seng, indtil jeg vågnede og gjorde mig klar til at gå ud ved vandet og finde en restaurant. Noget skulle jeg have at spise.

Fandt en udendørs restaurant, som jeg havde gået forbi nogle gange, som så ud til at have noget godt mad. Fik et 2 mands bord. Der er ikke noget mere kedeligt end at sidde alene og spise. Sådan har jeg det i hvert fald. Så jeg tænkte, så nu skal jeg have det godt. Synes nok også, at jeg fortjente det, efter dagens dont. Først et glas cava og en flaske brusevand. Og lidt brød med aioli. Så stegt kalvelever og hertil en lille flaske Rioja rødvin. Vinen var for varm, så den kom i noget isvand. Til sidst cafe solo og en brandy. Så var jeg klar til at sove. Og i morgen tidlig er det hjem med flyet efter et dejligt gensyn til mine gamle Caminovenner.

Så sker det i dag – vandring til Monasteri de Lluc

Puha, puha - det bliver vist en hård tur. Er lige kommet tilbage for 1,5 time siden efter en køretur til den nordlige del af øen, men også til Klosteret i Lluc, vores endestation, når vi engang kommer der i løbet af i morgen. Det ligger i et bjergrigt område, så jeg er meget spændt på ruten. Det er samtidig bælgravende mørkt her sydpå, så vi må se, hvor meget vi skal bruge vores pandelamper. I brug kommer de nok, under alle omstændigheder.

Sov længe i dag. Ville hvile mig så meget som muligt til nattens strabadser. Kom først rigtig op ved 11-tiden, tog det helt roligt, i bad og så spise lidt frugt, inden jeg tog bilen og kørte afsted. Da jeg havde været i den østlige del af øen, ville jeg se noget af den vestlige del, som er mere bjergrigt. Kørte til Inca og så videre op til Alcudia og videre til Port de Pollenca, i den nordlige del af øen, i Pollenca Bugten. Der er dejligt flot og roligt nordpå. Gode cykelstier langs vandet, kunne jeg se.

Videre af bjergveje til Lluc, hvor jeg blot kom og så vores ankomststed og så kørte igen. Jeg ville videre til Soller ad bjergvejene, så jeg også fik set den del. 4-5 km efter Lluc var der en restaurant på bjerget, hvor der åbenbart kommer mange vandrere. Her stoppede jeg og fik en salat og noget kylling og en cola. Bagefter en cafe solo og så videre.

Det føles lidt langt, når man kører på bjergveje. Som Jose sagde forleden - her på Mallorca er 50 km længere end andre steder 😉 . Ja, alt er jo relativt - eller? Kom til Soller og så videre hjemad. Nu havde jeg faktisk lidt travlt, hvis jeg også skulle nå at opdatere her og der, inkl. billeder og måske få slappet en smule af, inden jeg bliver hentet her på hotellet.

Herfra kører vi til Palma, hvor vores tur starter. Jose har forhåndsreserveret, men vi skal betale 3€ for at deltage. Vi bliver 5 i alt, inkl. Jose's svigersøn m.fl. Juan kan, som nævnt forleden, ikke deltage, da han er nødt til at arbejde. Ærgerligt, da han er en fantastisk fyr at vandre sammen med. Det må blive en anden god gang.

Der er stinkende varmt - undskyld udtrykket, men lige i dag er der en fugtig, kvalmende varme. Jeg sidder her med bar overkrop inde i værelset, da jeg ikke kan sidde ude og sveden driver af mig. Godt vi skal gå i nat. Min nye rygsæk er pakket med ekstra sokker, merinouldtrøje og min barefoot sko fra Merrell. De bliver gode at gå med, når der er fladt og ingen sten. Batterier til fotoapparat, mobil, Garminur og GoPro'en er ved at være helt klar, så om 15 minutters tid skal jeg have sveden skyllet af og gjort mig klar.

Jose henter mig kl. 21.00, har han lige skrevet på sms. Jose mener, at jeg bør spise noget pasta inden. Det skrev han på sms tidligere i dag. Er ikke helt sikker på alvoren i det. Måske snupper jeg bare en sandwich. Spændingen stiger, sjovt nok. Det er føles ligesom dengang, da jeg skulle starte på den første strækning på  Caminoen. Man mister lysten til mad.

Jeg håber at være tilbage på hotellet senest kl. 15.00 i morgen søndag eftermiddag, gerne før, men man skal også være realistisk. Så snart energien er til det, får du både de gode og dårlige historier fra nattens vandring. Forhåbentlig flest gode. Vi ses.

Stille og rolig dag – på besøg

Stod op ved 9-tiden, hurtigt i bad og så ned og få lidt morgenmad, inden biludlejningsfirmaet ville komme og hente mig kl. 10.00. De var der på slaget 10.00 og vi kørte, ikke så langt, hen til kontoret. Betalte og fik min Fiat Panda - passende størrelse bil, når man skal færdes her på de forholdsvis små veje.

Hentede lige nogle ting og vand på hotellet, så kørte jeg afsted op til det hus, hvor Lotte og børnene opholder. Lotte er min gamle kollega fra Selvstyret og gode veninde. Hun er een af dem, som jeg også har øvet mig på med min Body-SDS. Hun kom desværre til meget alvorligt skade med sit knæ, så hun har brug for noget genoptræning. Huset ligger i den nordøstlige del af øen.

Jeg havde kun et simpelt kort med, men det gik, også med at finde huset, selv om det var snørklede bjergveje. Havde ladet min gps blive hjemme. Det var dumt. Der var heldigvis et kort over vejene, ved indgangen til byen.

Dejligt at mødes. Lottes svigerinde, Gitte, var der også. Vi fik alle en hyggelig snak over et par kopper kaffe om alt muligt, herunder også min Caminotur i efteråret, som de var meget interesseret i at høre om.

Bagefter en meget lækker frokost, nydt ude på verandaen. Skønt. Så var der dømt lidt afslapning og jeg fik læst Politikens bog om Mallorca m.m., da jeg af uforklarlige årsager ikke fik købt een i lufthavnen. Eller også er der en naturlig forklaring😄.

Husets beboere vil en tur til Arta og det passede med, at jeg også kunne smutte med, da det var på vejen hjem. Gitte mente, at vi skulle smage en fantastisk gin og tonic, man kunne få på hotellet, så der gik vi hen. Du kan se nogle billeder af den forneden. Hotellet er i øvrigt fantastisk flot, meget originalt og hyggeligt og virker hen undseeligt ude fra gaden.

Efter sådan en drink er man nødt til at brænde den af, før man kan køre, så vi gik en tur i byen, hvor der åbenbart var en slags byfest. Der blev spillet sækkepiber. Underligt at det også er her, ligesom i Galicien, men de skotter har sku' nok også hærget her engang.

Hyggelig lille by, virker slet ikke turistet. Det er det gode ved Mallorca. Der er en god og delikat balance mellem turismen og det lokale. Visse steder er selvfølgelig ikke til at holde ud, men der er sket meget siden jeg var her i 1977 for første og eneste gang - indtil nu, hvor det kun handlede om een ting, grisefester og druk og så brænde det af på stranden dagen efter. Op på hesten igen om aftenen. Sådan er det også for de unge fra Tyskland, fortrinsvis, og hollændere. Det hører sig til. Vi andre var ikke et hak bedre.

Kom hjem ved 20-tiden. Var lidt længe om at finde området, da jeg for vild, men heldigvis er lufthavnen et godt pejlemærke.

Ved 21-tiden tog jeg ud for at finde noget at spise. Det skulle være noget let noget. Har fået så meget at spise de seneste dage, så jeg føler mig overmæt. Det blev en pizza, Margarita, 2 glas rødvin og en flaske vand. Bagefter en cafe solo og et glas brandy. Så hjem på hovedet i seng. Der skal hviles ud til morgendagens vandring.