Dag 7, 8, 9 og 10

Desværre har der ikke været tid til at få opdateret beretning om de pgl. dage endnu, men jeg lover, at de kommer inden udgangen af maj 2016. Om lidt over en måneds tid. Der har været lidt meget at tage sig af og det bliver ikke lettere, når der er gået en rum tid, hvor man skal udfylde tomrummet. Billederne hjælper dog på hukommelsen, så der skal nok komme noget ud af det, alligevel.

I stedet starter jeg beretningen om min alpetur fra i dag af – se næste indlæg.

Dag 6 – fra Palas De Rei til Arzua

Afsted allerede ved 07.30-tiden. Ingen morgenmad. Vi skulle bare afsted, da der iflg. kortet var 25,5 km til Arzua, vores næste stop.

Der var koldt, som du også kan se på billederne. Kom forbi et brødbageri, der lignede , jeg ved ikke hvad - se billedet.

På vejen kom vi forbi 56 km, hvor jeg fik taget et billede til minde om afdøde Ulrik Josefsen. Ulrik er født i 1956 og han har sendt mig den kammuslingeskal, som jeg havde med på min første Camino. Siden da har den sammen med min koreanske lykketing været med mig, når jeg vandrede. De er nu mine lykkeamuletter. Man bliver vist lidt overtroisk - engang imellem.

Min forkølelse var ikke helt overstået. Jeg led en del. Heldigvis mødte vi Francesco, den amerikanske læge fra forleden dag - i forbindelse med en kaffe- og madpause. Jeg fik 2 grønne piller - se billedet - som jeg skulle tage. Håber de hjælper. Jeg skulle bede om flere, hvis det ikke hjalp.

Op ad dagen blev det et fantastisk vandrevejr. Vi kom til Melide i strålende solskin. Lisbeth kan ikke lide pulpo, så vi fandt et andet sted at spise, hvilket vi bittert fortrød. Det var de ringeste burgere, jeg har fået i mands minde. Næste gang i Melide bliver det altså pulpo. Hvis Lisbeth er med, må hun finde et andet sted:-)

Vi holdt et par pauser undervejs, hvor vi fik kaffe eller øl plus en sandwich. Vejret blev endnu flottere. Strålende solskin. Vejen føltes længere end sidste gang. Det var måske mit skrantende helbred, der gjorde udslaget.

Kom endeligt frem til Arzua, hvor vi med hjælp af Google Maps fandt frem til vores pensionat. Det lå parallelt med hovedgangen. Vi fik indlogeret os - et OK værelse, men lidt koldt, som de fleste steder. Der bliver ikke brugt mange penge på opvarmning.

Fik vasket tøj og taget et bad og bagefter et lille hvil. Gik tidligt ud i byen for at finde et stede at spise. Arzua er ikke den mest spændende by, synes jeg. Fandt et undseeligt sted og vi fik noget enkelt at spise og så skulle vi bare hjem og i seng, så vi kunne få hvilet ud til næste dags vandring.

Sundhedsappen viste 35,04 km med alt det løse, så noget fik vi da gået.

Dag 5 – fra Portomarin til Palas De Rei

I går gik vi – som skrevet – en tur og det blev en rundtur i den centrale del af byen plus en afstikker til det sted, vi skal starte fra i morgen. Så fik vi også lige stukket hovedet ind i den bar, hvor jeg var sammen med Jose og Juan sidste gang, jeg var i byen.

Oprindeligt var det tanken, at vi skulle ind og have en lille forfriskning, men der var bare for meget gang i den og i øvrigt ingen pladser, så vi smuttede videre tilbage til torvet og fandt os en plads udendørs, hvor vi fik serveret en drink og nød udsynet til andre glade pilgrimme og borgere i byen.

Det begyndte at regne på et tidspunkt og lidt koldt blev det, så vi besluttede at tage tilbage til vores pensions cafeteria og spise der i stedet for. Det fik vi og så var det på hovedet i seng.

Værelset var lidt koldt, så det var svært at få tørret tøjet ordentligt. Det må vi råde bod på senere.

Fik noget morgenmad og så var det afsted – sammen med en hel masse andre.

Dag 4 – fra Sarria til Portomarin

Sundhedsappen siger præcist 24,51 km her kl. 15.37. Vel ankommet til Portomarin, men godt brugte.

Vi tog afsted i morges lidt over 8, efter at have fået morgenmad på vores pension. Det var med i værelsesprisen.

Det var tusmørke, da vi gik op ad gågaden, hvor de fleste pilgrimme bor og spiser og det er også vejen ud af byen. Mange sad og spiste morgenmad. Det føltes lidt crowded, da vi kom ud af byen. Der er mange som starter i Sarria, fordi det ligger over 100 km fra Santiago og det berettiger til et Compostela.

Undervejs konstaterede vi mange, som gik med små rygsække. Det er åbenbart blevet en hel industri med at fragte folks baggage og mange firmaer arrangerer pilgrimsrejser, kan vi se. Blandt andet var der et helt hold fra Irland. De var svære ikke at se, med deres grønne trøjer. Der er mange amerikanere på ruten. Som nævnt forleden, lidt for anmassende og snakkende - hele tiden.

Apropos snakkende, så har jeg altså svært ved at forstå, at folk går en Camino og snakker stort set hele vejen. Det må de naturligvis selv om, men for os andre, der gerne vil nå lidt længere ind til os selv og også nyde naturen, er denne konstante snakken, noget forstyrrende. Det er en udfordring, som man må kæmpe med sig selv og det er måske meget godt, at blive lidt presset - på sin holdninger og vel også sin egoisme. Caminoen udfordrer dig altid og sådan må man tage den, hvis man skal gå den.

Camino Frances virker til at være meget turistet, hvis jeg må bruge det udtryk. I hvert fald på denne tid af året. Jeg gik den samme strækning over en måned senere end nu, for 2 år siden og der virkede den ikke overrendt. Min konklusion er, at denne rute er blevet for meget, for mig, så det er slut med Camino Frances. Næste gang bliver det Primitivo eller del Norte, som dog støder sammen med Camino Frances til sidst, men det er OK.

Et sted på en mur læste jeg, at der var skrevet, at det må være slut med tourigrinos. Så jeg er åbenbart ikke den eneste, der tænker sådan. Jeg hørte det også fra Anders, hvis kæreste, Lolita, har gået ruten for ikke så længe siden. Anders går jeg på Body-SDS uddannelsen sammen med. Lolita synes, at det var for kommercielt, så hun ville gå een af de andre mere primitive ruter, som ikke er overrendt.

Nå, nok om det negative. Vi mødte en sød koreansk/austrailer på vores vandring i dag. Han havde gået helt fra St. Jean Pied de Port. I dag var det dag 32. Han sagde, at jo længere han gik, jo langsommere gik han. Så han er vist kommet i rigtig caminomode. Han var halv koreaner og halv australier, havde boet i Australien i 26 år . Spurgte ind til om han havde dobbelt statsborgerskab, men det kunne man ikke have i Korea, så han var australsk statsborger, men måske ville de lave reglerne om. Vi fortalte, at man i Danmark netop har gjort det muligt at have dobbelt statsborgerskab. Han skulle til Paris på næste søndag og holde nogle dages ferie. På vejen hjem til Australien skulle han forbi Korea og besøge noget familie.

Undervejs mødte vi også en kvinde, der var stærkt handikappet, men som gik Caminoen. Hun havde en hjælper med, der kørte med hendes rullestol, men hun gik selv på alle de besværlige veje. Det var meget rørende at se. Sikken en stærk vilje, der ligger bag. Hatten af for det. Caminoen åbner dine øjne for menneskers styrke.

Mod slutningen af dagens vandring havde jeg fået nok. Havde ondt i fødder og skinneben og det går altså nedad mod Portomarin. Så fanden tog ved mig - undskyld udtrykket- og så gik jeg bare fra alt og alle og løb ned ad nedstigningerne. Nu ville jeg bare i mål. Over den lange bro og der skal man ikke lide af højdeskræk og det gør jeg. Så det bare med at koncentrere sig og se ligeud. Endelig over og selvfølgelig er der en lang trappe, man skal op ad, når man er mest træt. Kom op, af med rygsækken og så vente på Lisbeth.

Jeg var lidt spændt på, hvordan hun havde det. Hun lignede een, der absolut ikke havde lyst til trappen, men hun er jo viljestærk, så selvfølgelig klarede hun også den. Vi tog en pause, inden vi gik videre til vore overnatningssted, Pension Portomino. Vi fik vores værelse og kastede os på sengen, men jeg måtte op og i bad og i gang med at skrive dagens beretning. Ellers kommer jeg for meget bagud.

Så jeg har siddet og nydt et glas vin i pensionatets cafeteria, samtidig med jeg har skrevet. Lisbeth er nu lige kommet ned. Hun humper lidt, men vi skal nok være klar til i morgen. Jeg har måttet komme 2 styk Compeed på begge fødder, ellers går det galt.

I modsætning til i går, så vil vi spise tidligt i dag, så vi kan få så meget søvn og hvile som muligt. Kroppen trænger til restitution.

Vi smutter ind til torvet og ser os omkring. Jeg er blevet meget glad for spansk vermouth. Måske skal jeg havde en sådan een, mens jeg bare slapper af og ser på livet omkring mig.

Vi ses i morgen.

Dag 3 – til Sarria (gæsteskribent)

(Nedenstående er ikke mit værk. Lisbeth har fået lov at være gæsteskribent. Nedladende bemærkninger om kvinder er således på skribentens egen regning,  selv om jeg i mit stille sind nok kunne være enig😀)

---------------

Hola (ola), Buen Camino,
Jeg har fået lov til at være gæsteskriver på Peters Camino side. Det er under opsyn og med ret til censur, har han oplyst. Skulle lige prøve om jeg overhoved kan betjene et tastatur efter en kraftig detox, der nu har varet i 5 dage, 1 time og 6 min. Tro mig - havde jeg vist det, så havde jeg smuglet min egen iPad med.

Mobilen har ikke wifi - kom til at drukne den i postevand 1. August og min nærighed forbyder mig at bruge mobilabonnement. Den korte version - Peter styrer!!!

Han har lige som jeg ondt i benene, så jeg har fået lov at skrive om i går - dag 3. Det var en smuk tur gennem skov, lysninger, piplende vandløb, og fuglesang. Åbenbart kender sangfuglene ikke til den danske tradition med at stoppe al fuglefløjt efter St. Hans.

Godt det samme - for hanerne sover over sig og prøver på at få hønsene ud af fjerene, og kørerne løber rundt om benene. Rigeligt med fluer. Har dog ikke adopteret en kæleflue endnu.

Vi gik i går morges uden kaffe og morgenmad fra et meget turistet Triacastela. Det var bare med at komme væk. Vi tog den lange version til Sarria - kan anbefales - er næsten fri for talende "kramper" m/k, der er bange for stilhed. En dejlig tur gennem en eventyrlig skov - mindst et træ, der må have inspireret H.C. Andersen.

På vej ned til Samos - årsagen til at vi tog omvejen - mødte vi Francesco - cubaner bosat i New Hamphire. 3 kg insulin i rygsækken. Havde gået hele vejen fra den franske grænse. Han og familien var flygtet i 1961 og der var ingen tvivl i hans sind, hvordan kommunisterne var.

Og i øvrigt havde nogen stjålet hans køleelement til hans medicin. Hvordan kan man være noget sådant bekendt? Han havde i øvrigt både været i Danmark og Norge og andre steder. En berejst herre, må man sige.

Vi nåede Samos, et meget helligt sted med et kæmpe kloster, smuk klosterhave og røde æbler. Alt var smukt og rent. Da havde vi ifølge Peters sundhedsapp gået 10 km - føltes som mere. Morgenmad - toast, brød, marmelade og chokoladecrossaint- tja, det bliver ikke årets sundhedsferie. Men godt er det.

En amerikansk præst huserede rundt nu for 2. gang. Man møder ham overalt. Han har en kæmpe bodsgang. I lighed med så mange andre burde de tie stille, vende blikket indad og komme ned i kroppen!,

Nå, efter en dejlig pause og naturligvis toiletbesøg - my issue - altid et toilet i passende afstand, gik det videre i skoven op i bjergene og efter flere timer, sokkeluftning, plaster og pauser, nåede vi et lille sted med dejlig tuntærte og tortilla. Knapt så dejligt, men meget autentisk - galisisk folkemusik på højeste styrke.

Efter at have indtaget maden, videre for at hvile ørerne og hovedet. Peter går i passende afstand foran. Jeg har observeret flere mænd med kone og svigermor, der kaster misundelige blikke efter ham😀

Om eftermiddagen nåede vi endeligt frem. Vasketøj blev ordnet, om der blev hvilet ud. Aften gik med at finde et passende sted at spise. Det blev så sent, at vi faktisk ikke var sultne - lidt salat til mig og pulpo ( blæksprutte) til Peter.

Glædede os virkeligt til at komme i seng, for at konstatere, at naboen skulle ringe til familien! Hold nu op, hvor det lød som en skærebrænder. Endte med ørepropper i, efter Peter fik åbnet døren og hamret til det forkerte naboværelse, der heldigvis viste sig at være et depot. Jeg sov godt bagefter.

Ellers var det et pænt værelse og dejligt badeværelse. Det er forholdsvist nyt herberg, hvor der også findes enkeltværelser -Pension-Albergue Puente Ribeira. Kan anbefales.

--------------

(Ansvarshavende redaktør overvejer fortsat gæsteskribentvirksonhed. Det afhænger helt af de fysiske omstændigheder, der påvirker hjernen)

Dag 2 – Smuk, men hård dag

Sundhedsappen sagde 35,72 km, da vi var kommet til vores overnatningssted Albergue Xacobeo i Triacastela. Først op til toppen af O'Cebreiro og ned igen til tilsvarende niveau. Det var koldt i morges. Vi startede præcist kl. 07.54 og var på toppen ca. 2,5 time efter.

Vejret har været fantastisk. Solen har været med os, siden den kom op. Vi er meget trætte, ømme i skuldre og omkring hoften. Har været i bad og givet hinanden lidt kropsbehandling, så de ømme muskler forhåbentlig restituerer lidt hurtigere.

Lige nu er trætheden lidt for overvældende, så jeg holder lige med skriveriet. Har ellers en del historier at fortælle. Lisbeth er ophavskvinde til flere af dem. Hvis jeg bliver mere frisk i løbet af aftenen - måske efter lidt vin😊, så skriver jeg mere. Ellers bliver det i morgen, hvor ruten er mere menneskelig.

------------

(nedenstånde sidder jeg hjemme i Danmark og skriver på. Har simpelthen ikke haft tid eller kræfter til at gøre det før, så det bliver efter bedste beskub - efter hukommelsen)

Opstigningen var lettere end jeg husker fra sidst. Tror grundlæggende, at min grundform er bedre end den var sidste gang og desuden er det jo kun dag 2 på vores vandring. Kroppen har ikke været udsat for 3,5 uges hård vandring.

Lisbeth var lidt mærket af opstigningen, synes jeg at bemærke. Hun synes vist nok, at jeg gik lidt for hurtigt. Jeg har det med at gå hurtigt opad. Hun er dog ikke typen, der brokker sig. Hun går det tempo, hun synes, hun kan og skal. Og det er den rigtige indstilling. Altid følge det tempo, der passer til een. Ellers går man død, hvis man skal følge andres tempo. Det kender alle løbere, vandrere - ja, alle sportsfolk.

Nå, vi kommer op gennem skoven og så er den stejleste stigning overstået og resten af tiden mod toppen foregår med udsigt. Resten af vejen er stort set også på asfalt, så det er noget lettere at gå op ad end gennem skoven, hvor man skal se sig for, når man sætter foden. Man kan let snuble eller glide på nedfaldne våde blade.

I La Faba får vi os en kop kaffe og vand. Sidder udenfor. Det er lidt koldt, når man ikke sidder i solen. Vi går videre mod toppen og bliver overhalet af flere cyklister og nogle vandrere, bl.a. 3 tyske mænd, som vi også stødte på i går. De er vist på mandetur, uden koner. Det kan man jo godt forstå - at det kan være nødvendigt:-). That's life. De er dog ihærdige vandrere.

Det er et smuk syn - at gå op mod toppen. Specielt på sådan en solskinsdag, selv om det blæser og er koldt. Vi får taget en del billeder. Længere nede kan du se nogle billeder af opstigningen.

Vi kommer op til O'Cebreiro. Jeg kan se på et billede, jeg har taget med min iPhone, at vi er ankommet til toppen kl. 09.29. Det har altså taget os ca 1,5 time at gå ca. 7 km fra Las Herrerias, inkl. en kort kaffepause. Det er ikke så dårligt.

Der er en meget kraftig vind deroppe, så det kniber med at motivationen til at vandre rundt i den lille - lidt turistede by. Vi går ind på en bar og jeg får bestilt en tortilla til os hver, kaffe og vand, mens Lisbeth smutter for at købe nogle postkort ved siden af, som hun vil sende hjem til sin far, moster og arbejdsplads. Jeg er slet ikke til den slags. Har altid været umådelig dårlig til at sende brev eller postkort. Underligt, når jeg nu godt selv kan lide at få et. Ja, vi mennesker er nogle underlige sammensatte modsætninger.

Vi får spist og vandrer hurtigt videre - nedad. Der er jo en lang dag, så det gælder om at udnytte tiden, så godt som muligt. Mig forrest og Lisbeth bagefter i hendes tempo. Vi går langs med vejen, med bilerne susende forbi. Først da vi kommer til den næste flække opdager jeg, at der faktisk dukker nogle vandrere op blandt nogle træer, så der findes åbenbart en alternativ rute fra toppen.

På vejen støder vi på et ægtepar og en svigermor, altså lokale, som går den modsatte vejen. Som Lisbeth sagde lidt senere, så det ud til, at manden var lidt misundelig på mig - mig forrest og så hende bagved. Nej, han måtte trækkes med både konen og svigermor:-) Det er altså ikke min joke, men Lisbeths - forstås! Jeg kunne vist også have fyret den af - helt ærligt.

Vi kommer væk fra vejen og går gennem en skov og senere mindre veje. Mange steder på Caminoen er det sådan, at man undrer sig over, hvorfor det skal gå nedad, når man nu ved, at man skal op senere. Sådan er det også her. Det bliver lidt stejlt, lige inden man kommer op på plateauet, hvor der stort set er fladt et rigtigt langt stykke. Solen er nu ved at få lidt magt, så vi må af med overtøj og fleece.

Ligesom vi kommer op, så er der en cafe og der sidder mange trætte og højrøstede mennesker. Det gider vi godt nok ikke. Så vi går videre og satser på noget senere. Det koster ca. 5 km vandring mere, inden vi får en bocadillo. Jeg får dog et glas øl og Lisbeth noget vand inden i Hospital de Condesa - samme sted, hvor jeg sidst fik et glas vin - eller var det 2?

Som jeg sagde til Lisbeth. Nu er vi kommet til koland, så der er kolorte over det hele og hvert skridt skal tages med omtanke. Ellers også skal vandreskoene vaskes grundigt, når vi kommer frem. På vejen skifter jeg vandreskoene til min Barefoot sko. Det føles godt, men jeg skulle komme til at fortryde det senere. Vi venstre storetå er efter hjemkomst stadig helt blå og den ryger vel på et eller andet tidspunkt. Sidste år røg den også - efter min 48 km's vandretur over en nat på Mallorca. Så er der gang i negleudskiftningen - her på mine ældre dage.

På det sidste stykke inden Biduedo, mærker jeg et stik i den ene fod. Det virker altså underligt. Jeg træder meget varsomt de sidste par hundrede meter. Da vi kommer frem og jeg vil tage skoen af, kan jeg ikke det. Der sidder et eller andet og stikker kraftigt på fodsolen og tager fat i strømpen. Får en mistanke om at jeg måske er trådt på et eller andet spidst. Jeg kigger på fodsolen og kan se et stykke metal, der stikker ud. Den sidder skråt fast på sålen. Da jeg hiver den ud, viser den sig at være på ca. 5 cm.

Jeg får lidt sved på panden. Er bange for om den har stukket hul på min fod, så jeg skal til at rense den og komme jod og alt muligt på. Det har den heldigvis ikke. Resten af turen beslutter jeg mig for kun at gå med mine vandresko, der har så hård en sål. Så tager jeg barefoot skoene på, når vi er kommet frem.

Vi får vores bocadillo og et glas vin til mig og en øl til Lisbeth - i Biduedo. Vejret er skønt og nu går det kun nedad. Det er imidlertid hårdt. Det er hårdt for skinnebenene. Vi kan se Triacastela langt nede i dalen. Utroligt som man altid bliver snydt af afstandene. Man vandrer og vandrer og det føles, som om, at man ikke kommer nogen vegne. Nå, så må man tilbage til nuet.

Noget af vejen løber jeg ned. Det føles lidt lettere. Lisbeth mener, at der er noget galt  i hovedet og det er der nok også. Vi støder på køer og må passe på ikke at blive fanget af en kohorn. De er altså tæt på. Selv om det er malkekøer, så har de altså horn hernede.

Langt om længe kommer vi ned til byen og vi finder vores pension, Complexo Xacobeo - inde midt i byen. Det er vist en større virksomhed, med restauranter og overnatningssteder. Vi har behov for et hvil, inden vi overhovedet skal i bad og have vasket tøjet. Vi er enige om at spise tidligt, så vi kan komme tidligt i seng. Maden er ikke værd at skrive om. Vi får en menu del dia på stedets restaurant, tæt på og vi går så hurtigt hjem, som vi kan. På hovedet i seng. Det har været en rigtig lang dag og vi er mere påvirkede fysisk - end vi troede, vi ville være.

Dag 1 – Nu starter vi

I dag er det Dag 1 på selve vores udvalgte Camino strækning. Vi er klar - til Las Herrerias. Har valgt at vandre på stien på bjerget, i stedet for at tage den kortere rute langs motor- og hovedvej. Den sidste er godt nok kedelig, erfarede jeg sidst. Da det er første dag, regner jeg med, at det ikke gør så meget, at vi går lidt længere.

Vi smutter ned til morgenmad om lidt og starter først ved 08.30-tiden. Der er godt nok mørkt og lidt koldt, 6 grader. Tror hjernen spiller mig et puds. Den husker det ikke på den måde, men sådan var det også sidste. Sikkert mørkere.

Du hører mere senere på dagen.

-----------

Vi fik den sædvanlige spanske morgenmad med ristet brød, smør og marmelade - kaffe og juice. Det er faktisk også nok til mig. Min mave får det i hvert fald altid bedre, når jeg kommer ned til syden. Lur mig om det ikke sker igen. Om det er maden eller fordi jeg slapper mere af, er jeg ikke helt afklaret med. Måske begge dele.

Nå, vi kom alligevel ikke over bjerget, da der stod på vejen, at man ikke burde tage den. Godt det samme, da der var tåget og det var faktisk også hundekoldt, så vi måtte have jakke på og vanter på. Lisbeth havde også hue på. Vejrudsigten sagde sol og 22 grader, så det trøstede vi os med, ville komme.

Ruten langs vejene er slet og ret kedelig. Man må abstrahere. Man forsøger at indstille hovedet til blot at være lige her, skridt for skridt, i stedet for at fokusere på noget bedre - underforstået - et andet sted. Jeg har tænkt meget på, hvordan jeg ville reagere her på min 2. Camino. Det går faktisk meget godt - med at være i nuet.

Vi startede med at gå lidt hurtigt. Vi blev nok grebet af andres hastighed. Efter et stykke tid fandt vi dog vores rytme, lidt langsommere. Vi vandrede ca. 9,5 km inden vi stoppede og fik os en kop kaffe. Faktisk samme sted, hvor jeg sidste gang også fik en kop kaffe. Her skiftede jeg strømper og sko. Kunne mærke lidt på min venstre fod, så jeg ville prøve mine Merrell sko, der er lette. Det gik faktisk over al forventning. Resten af vejen havde jeg dem på. I morgen prøver jeg at starte med dem på også. Så må vi se, om de kan bruges op ad O'Cebreiro.

Der var forholdsvis mange pilgrimme på vejen, i hvert fald i forhold til sidste gang. Det handlede derfor ikke så meget om selv at finde vejen. Man fulgte bare efter de andre.

Efter ca. 15,5 km kom vi til Vega de Valcarce, hvor vi satte os ned og fik en lille fadøl, i solen. Solen var dukket op, så vi skulle af med al overtøjet og sågar zippe de nederste dele af bukserne. Skønt at få varmen og sidde i solen. Vi kunne være blevet siddende.

Klokken var kun lidt over 12, så vi besluttede at spise frokost næste by. Imidlertid fik vi gået så meget, så vi faktisk ankom til vores overnatningssted uden at få noget mad. Vi fik vores værelse og lagde vores rygsække, hvorefter vi vandrede ned til byen for at få lidt mad. Mødte en enlig amerikansk mand, som vi vekslede nogle ord med. Han skulle også bo i byen.  Lisbeth legede fotograf med hans kamera, da han gerne ville have et foto af sig selv.

Vi fandt en lille lokal bar, købte en bocadillo med salami og et glas rødvin. Kold, forstås. Lokal vin, ganske udmærket. Sad sammen med et par spanske mænd, der vist ikke gik Camino, men blot var på en lokal vandretur. De skulle dog op på bjerget. (Vi mødte dem dog nogle dage senere, så de var faktisk på Caminovandring, men den lette udgave - med baggagen kørt fra sted til sted)

Vi vandrede lidt videre - efter maden, så vi kunne se, hvor vi skulle gå i morgen. På tilbagevejen en kop dejlig kaffe - i solen. Bagefter hjem og vaske tøj og jeg fik en lur. Kunne trods alt godt mærke den første vandringsmand lidt. Lisbeth sad ude og nød solen på vores ovarnatningsted, Paraiso del Bierzo, i Las Herrerias.

Vi er her i øvrigt igen sammen med de amerikanere, som også overnattede samme sted sidste nat. Tror at de rejser via en arrangeret rejse. Amerikanere snakker rigtig meget og man kan faktisk godt få lidt for meget af dem. De er højrøstede, men disse 3 er nu meget rolige. De snakker om evt at tage med hest op ad bjerget. Det kan man faktisk godt her fra byen. Vi mødte hestene på vores vandring i dag, på vej tilbage fra bjerget, altså uden ryttere, med kun en mand til at styre flokken. Utroligt, hvor god han var til det.

Lige nu sidder jeg uden for, mens jeg skriver og nyder en spansk vermouth. Den smager godt. Lærte den at kende, da jeg var i Lleida i påsken sammen med Jens Egede Bjarnholt. 2 € for et stort glas. Billigere kan det ikke blive.

Nå, det er ved at blive koldt og må ind. Solen er ved at forsvinde bag bjergene. Der er meget smukt, lige der hvor jeg sidder, til lyden af kobjælder.

Sundhedsappen siger 28,57 km for i dag, inkl. det løse. Det er en sjat mere end, hvad rutebeskrivelsen siger.

Det bliver en spændende dag i morgen, over 30 km. Håber bentøjet holder til strabadserne. Vi høres ved.

Kommet til Villafranca

I går gik flyveturen planmæssigt og stille og roligt.

Da vi havde sat os i flyet kom der en dame, som virkede bekendt og jeg sagde til Lisbeth, at jeg tror, at det er Franklins søster. Franklin var min chef, da jeg for millioner af år siden, arbejdede på skattekontoret i Qaqortoq, min fødeby.

Hun sad skråt bagved os og på et tidspunkt kiggede hun og så lidt undrende ud, som vi gør, hvis vi støder på een, der virker bekendt og hvor vi alligevel er lidt usikre.

Det bliver dog afklaret, da hun kommer over til os, da vi venter på vores rygsække. Det var Franklins søster, Nanna. Der blev krammet og spurgt ind til, hvad vi hver især skulle i Madrid. Nanna skulle besøge sin søn, Frederik og børnebørn, der bor i Madrid og det har sønnen i øvrigt gjort i 7 års tid. Hans, hendes mand, ville følge efter om en uges tid. Fik heldigvis lejlighed til at hilse på Frederik, som jeg engang har mødt til en jobmesse for grønlandske studerende. Jeg har i øvrigt også engang været til middag hos Nanna og Hans i Sisimiut sammen med Franklin, hvor vi holdt et skatteinspektørkursus, da jeg var vicedirektør i Skattedirektoratet.

Verden er lille, må jeg endnu engang konstatere.

Vi forsøgte at finde en transitbus til hotellet, men opgav og tog en taxa til hotellet i stedet for. Der var ikke langt og Lisbeth syntes, at det var optrækkeri at betale 20€ for den korte tur. Det har hun nu nok ret i.

Vi kom ind og fik vores værelse, der desværre var et rygerværelse, men vi kunne ikke få et andet, da der var fuldt booket. Vi klarede det ved at sove med åbne vinduer og det var meget godt. Vi fik i hvert fald en nats søvn.

Op kl. 07.00, i bad og så afsted med shuttlebus til lufthavnen, hvorfra vores bus skulle køre. Der gik lidt misforståelse i den , men med sædvanlig spansk hjælpsomhed fik vi afklaret, at vores rigtige bus til Villafranca afgår fra den centrale busstation, så vi skulle med en anden bus nu og så skifte inde i byen.

Lige nu, mens jeg skriver, så sidder jeg i en fyldt bus. Vi har kørt ca. 1 time og 20 minutter. Der er meget fladt, der hvor vi kører, men heldigvis kan jeg se bjerge i det fjerne, så det skal nok naturmæssigt blive mere interessant senere.

Uanset, så føles det som at komme hjem igen. Jeg bliver altså mere rolig af at komme til Spanien og for den sags skyld Italien og Frankrig. Jeg bliver mere og mere overbevist om, at jeg har levet ved Middelhavet i et tidligere liv. Så kan du tygge lidt på den, hvis du ikke tror på den slags.

Vi forventer at ankomme til Villafranca del Bierzo kl. 16.05. Det gør vi nok. Vi kørte i hvert fald til planlagt afgang. Det virker til, at der er styr på det.

Det ser ud til, at der er andre med i bussen, som også er på vej til Caminoen. Det får vi nok afklaret, når vi når frem.

---------------

Vi er vel ankommet til Villafranca del Bierzo. Var forbi Astorga og Ponferadda, begge byer, som jeg sidst overnattede i.

Har fået fået dejlige værelse på La Puerta del Perdon. Det er det dejligste lille hostal, lige som man kommer ind til byen på Caminovejen. Værelserne er indviduelt indrettede og har deres egne navne. Som sidst en dejlig velkomst af værten. Middagen er kl. 20.00 og hvis den bliver lige så god som sidst, så har vi noget af glæde os til.

Vi smutter en tur til byen nu og sonderer lidt, får en kop kaffe eller et glas øl.

Mest af alt glæder  vi os til at komme ud og vandre i morgen, efter at have siddet i fly og bus i 1 døgn efterhånden.

Billeder kommer lidt senere, når jeg har fået styr på at bruge iPad'en til indlæg på hjemmesiden.

----------------

Middagen på vores hostal var fantastisk, ligesom sidst. Oksehalespecialiten, som bedstemor laver den. Udsøgt lokal vin, som værten anbefalede. Vi kom i seng i god tid. Lidt trætte efter dagens bustur.

I morgen er det afsted

I morgen er det afsted. Vi har pakket rygsækkene og tager afsted, så snart dagens dont er overstået i morgen. Min rygsæk kommer til at veje omkring 7 kg og Lisbeths 5 kg. Altså uden mad og drikkelse. Det regner vi med er OK på en 8 dages vandring.

Objektiverne med zoom til kameraet er fravalgt pga. vægten. Billederne er også lettere at arbejde med til hjemmesider, når motiverne ikke er for tæt på. Sidst fik jeg ødelagt et kamera pga. meget kraftig regn i 5 timer, så denne gang bliver den pakket ordentligt ind og der bliver ikke noget med at tage billeder i regnvejr.

Alle papirer er printet og lagt i sirlig orden, så de ryger ud, så snart de er brugt. V tager kun Michellins mineguide til Camino Frances med. Hvis det går helt galt, så har jeg den også på min telefon, men kan kun bruge den, når vi har wifi, da jeg ikke vil købe et datakort for de få dage, vi er afsted. Jeg overvejer dog at flytte til 3 Mobile, fordi man kan bruge sin telefon og data i efterhånden mange lande - Like Home.

Vi flyver til Madrid kl. 18.55 og videre onsdag med bus fra Baraja kl. 09.35. Vi har fundet et hotel tæt på lufthavnen, der er til at betale og vi overnatter der også på tilbagevejen.

Det er ikke til at beskrive, hvor meget jeg glæder mig til at komme afsted. Følelsen af at mærke en frihed - i ordets bedste betydning.

Jeg forventer at skrive noget hver dag, inkl. nogle billeder.