(Nedenstående er ikke mit værk. Lisbeth har fået lov at være gæsteskribent. Nedladende bemærkninger om kvinder er således på skribentens egen regning, selv om jeg i mit stille sind nok kunne være enig😀)
---------------
Hola (ola), Buen Camino,
Jeg har fået lov til at være gæsteskriver på Peters Camino side. Det er under opsyn og med ret til censur, har han oplyst. Skulle lige prøve om jeg overhoved kan betjene et tastatur efter en kraftig detox, der nu har varet i 5 dage, 1 time og 6 min. Tro mig - havde jeg vist det, så havde jeg smuglet min egen iPad med.
Mobilen har ikke wifi - kom til at drukne den i postevand 1. August og min nærighed forbyder mig at bruge mobilabonnement. Den korte version - Peter styrer!!!
Han har lige som jeg ondt i benene, så jeg har fået lov at skrive om i går - dag 3. Det var en smuk tur gennem skov, lysninger, piplende vandløb, og fuglesang. Åbenbart kender sangfuglene ikke til den danske tradition med at stoppe al fuglefløjt efter St. Hans.
Godt det samme - for hanerne sover over sig og prøver på at få hønsene ud af fjerene, og kørerne løber rundt om benene. Rigeligt med fluer. Har dog ikke adopteret en kæleflue endnu.
Vi gik i går morges uden kaffe og morgenmad fra et meget turistet Triacastela. Det var bare med at komme væk. Vi tog den lange version til Sarria - kan anbefales - er næsten fri for talende "kramper" m/k, der er bange for stilhed. En dejlig tur gennem en eventyrlig skov - mindst et træ, der må have inspireret H.C. Andersen.
På vej ned til Samos - årsagen til at vi tog omvejen - mødte vi Francesco - cubaner bosat i New Hamphire. 3 kg insulin i rygsækken. Havde gået hele vejen fra den franske grænse. Han og familien var flygtet i 1961 og der var ingen tvivl i hans sind, hvordan kommunisterne var.
Og i øvrigt havde nogen stjålet hans køleelement til hans medicin. Hvordan kan man være noget sådant bekendt? Han havde i øvrigt både været i Danmark og Norge og andre steder. En berejst herre, må man sige.
Vi nåede Samos, et meget helligt sted med et kæmpe kloster, smuk klosterhave og røde æbler. Alt var smukt og rent. Da havde vi ifølge Peters sundhedsapp gået 10 km - føltes som mere. Morgenmad - toast, brød, marmelade og chokoladecrossaint- tja, det bliver ikke årets sundhedsferie. Men godt er det.
En amerikansk præst huserede rundt nu for 2. gang. Man møder ham overalt. Han har en kæmpe bodsgang. I lighed med så mange andre burde de tie stille, vende blikket indad og komme ned i kroppen!,
Nå, efter en dejlig pause og naturligvis toiletbesøg - my issue - altid et toilet i passende afstand, gik det videre i skoven op i bjergene og efter flere timer, sokkeluftning, plaster og pauser, nåede vi et lille sted med dejlig tuntærte og tortilla. Knapt så dejligt, men meget autentisk - galisisk folkemusik på højeste styrke.
Efter at have indtaget maden, videre for at hvile ørerne og hovedet. Peter går i passende afstand foran. Jeg har observeret flere mænd med kone og svigermor, der kaster misundelige blikke efter ham😀
Om eftermiddagen nåede vi endeligt frem. Vasketøj blev ordnet, om der blev hvilet ud. Aften gik med at finde et passende sted at spise. Det blev så sent, at vi faktisk ikke var sultne - lidt salat til mig og pulpo ( blæksprutte) til Peter.
Glædede os virkeligt til at komme i seng, for at konstatere, at naboen skulle ringe til familien! Hold nu op, hvor det lød som en skærebrænder. Endte med ørepropper i, efter Peter fik åbnet døren og hamret til det forkerte naboværelse, der heldigvis viste sig at være et depot. Jeg sov godt bagefter.
Ellers var det et pænt værelse og dejligt badeværelse. Det er forholdsvist nyt herberg, hvor der også findes enkeltværelser -Pension-Albergue Puente Ribeira. Kan anbefales.
--------------
(Ansvarshavende redaktør overvejer fortsat gæsteskribentvirksonhed. Det afhænger helt af de fysiske omstændigheder, der påvirker hjernen)
