Dag 12 og 13 – 53 km

De sidste par dage har der bare været så mange opgaver, at der ikke har været tid til at skrive. Derudover manglede der internetforbindelse. Min mobils dataforbindelse virkede ikke på visse strækninger. Adgang til el var også problematisk, så jeg har måttet slukke helt for mobilen, for at kunne ringe i nødstilfælde.

12. vandringsdag i torsdags var fra Barret Sur Meouge, altså ikke helt, da vores relais lå 3 km derfra hos Babeth og Patrick.

Morgenmad på stedet – det havde vi dog valgt. Fik netadgang der, så Ughetta kunne få opdateret sin blog.

Ned ad vejen og så til højre. Og så kan du ellers tro, at det gik opad. Opad. Opad – 10 km med en højdeforskel på ca. 400 meter. Det var fandeme galeme hårdt i den varme. Natale trækkende og jeg skubbende med min stok bagpå. Det tog os ca. 4 timer, sådan cirkus.

Da vi endelig nåede toppen, så holdt vi pause og lagde os fladt ned. Fik noget sandwich, frugt og chokolade plus vand. Jeg også resten af colaen fra i går. Man får en sådan underlig lyst til sodavand under sådan en vandring, men det er måske ikke så mærkeligt.

Ca. 1 times pause og så var det nedad. Mont Ventoux kom endnu mere til syne fra siden. Da vi kom ned lige efter Ferraisierres mødte vi en dame på cykel, der talte italiensk, så der blev snakket. Hende skulle vi åbenbart møde igen, men i Sault dagen efter.

Der drønede åbne sportsvogne forbi i køkørsel. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal synes om alt det ræseri og al dem visen sig frem med, hvor meget man ejer. Herre Gud! Og hvad så? Man får altså et andet forhold til naturen, når man går. Søndagskørsel er sku’ noget, som fanden har opfundet. Man drøner afsted uden at være tilstede.

Nå, ikke flere sure opstød, men jeg mener det ganske alvorligt, hvis du stadig skulle være i tvivl😊

Vi vidste, at vi ingen overnatningsmuligheder havde i Sault. Det er helligdagsferie i Frankrig, så alt er optaget, ikke alene af franskmænd, men også af mange udenlandske cykelturister. Den italiensk talende dame sagde, at der var en campingplads 1 km før Sault og den kom vi frem til. Kontoret lukket, så vi ventede, indtil jeg fik læst et sted, at vi bare kunne stille telt op og komme tilbage ved åbningstid, kl. 18.30. 

Lidt besværligt at sætte telt op. Jorden er meget, meget tør, så du kan dårligt få en pløk i. Det lykkedes til sidst med lidt knofedt.

Registrering og så spise resten af sandwich plus lidt chokolade. Der var ingen steder at spise. Og så var det ellers bare at krybe ned i soveposen. Jeg lå i forteltet på den bare jord på mit underlag. Selv om det er et 3 mandstelt, så er det nærmere til 2 voksne plus et mindre barn.

Vi sov med alt tøjet på. Det skulle vise sig at være en klog disposition. Det var hunde hamrende koldt og jeg vendte og drejede mig mindst 100 gange i løbet af natten. Kvalitetssøvn kunne det overhovedet ikke kaldes. Jeg stod op som den første lidt i 7. Kunne lige så godt, fordi jeg alligevel var vågen af al den kulde. Det er sku’ godt, man er vokset op i Grønland.  Sådan en gang rensdyrjagt i oktober, føj for en kulde om morgenen, når man står op. En gang tandbørstning og vand i hovedet, så var jeg klar. Nøjsomhed lærer man på den måde. Rygsækken var hurtigt pakket. Teltet også.

……. Mere senere om den underlige 13. Dag, det blev meget længere end ønsket.

Nå, så til denne underlige dag – altså i dag.

Som tidligere skrevet, så stod jeg op først – pga. kulden. De andre kom dog op meget hurtigt efter. Vi skulle bare afsted. Vi havde alle frosset og vi var sultne.

En hurtig gang vask i hovedet og tandbørstning plus toiletbesøg, så var vi klar til at pakke teltet. Det blev klaret forholdsvis hurtigt og Il Carrelino blev også hurtigt pakket. Afsted ind mod Sault. Vi var der i løbet af en halv times tid. Ind mod bymidten for at få lidt kaffe og købe noget brød. Selvfølgelig mødte vi den italienske dame fra dagen før og hun inviterede os på en kop kaffe og et stykke brød. Det var dejligt. De fik snakket deres italienske og jeg ”hørte” på.

Vi kom afsted igen. Vi skulle gå lang den motoriserede vej. Sådan er det, når vi har ”Rullemarie” på slæb. Kunne se fra lang afstand, at vejen gik opad på et tidspunkt. Da vi kommer hen mod opstigningen går der så en anden vej mod venstre, mod Monieux.

Det er jo sådan, at vores dertil indrettede hjerne eller er det vores krop, elsker at finde den letteste løsning. Vores overlevelsesinstinkt eller overspringshandlingsinstinkt, kært barn har mange navne, fortæller os, at vi skal gå til venstre. Det ser jo meget lettere ud.

God dag, mand, økseskaft! Vi skulle blive klogere. Igen.

Det var let nok i starten. Det kørte derudad, men på et tidspunkt forsvinder letheden og vi må opad igen. Det blev bare ved. Vi svedte som sindsy
ge op ad. Det viser sig jo, at vi har taget vejen, hvor vi går langs med nogle megahøje kløfter og man skal i hvert fald ikke tænke på at kigge ned, hvis man har højdeskærk – som mig.

Vi kommer til toppen – med udsigtspost og det hele. Alle skal åbenbart være her, men vi får en alligevel bordplads, hvor vi kan spise lidt af den mad, som vi har købt. Natale står for sandwichdelen, som sædvanlig. Vi nyder pausen, i sikker forvisning om, at det jo går nedad det meste af vejen. Piece of cake.

Off, we go. Nedad, nedad. Vejen er hugget ind i klippevæggen og efter en halv times tid siger min krop til mig, at jeg har været her før. Kommer i tanke om det. Yes, Lisbeth og jeg har engang kørt en tur herop sammen med Lisbeths forældre – i 2004 eller 2005. Det var mig der kørte. Der så jeg bare intet som helst, fordi min fulde koncentration lå på vejbanen. Nu har piben fået en anden lyd. Det gik bare nedad og der var langt ned til køftebunden. Ingen jordisk chance for overlevelse, hvis man først begynder at falde.

Vi går og går. Vejen snor sig ind og ud. Der er ingen muligheder for shortcuts. Der er kun denne ene vej og den er lang. Solen står højt på himlen, det havde bager. Jeg går lidt foran de andre for nu skal jeg bare ned. Er sur over mig selv, at jeg ikke insisterede på at følge den ”normale” rute – hovedvejen fra Sault til Villes-Sur-Auzon. Der er ingen steder at f en forfriskning, så langt øjet rækker, men pludselig efter at have rundet et bjerg, dukker der et undseeligt hus op, som åbenbart sælger sodavand m.m. Vi får tanket op. Hold da op, hvor colaen smagte godt. Det var som at komme i himmerrige.

Vi holder en lille pause, men så skal vi videre. Vi har totalt fejlbedømt afstanden, er vi enige om. Vi må skynde os lidt, hvis vi ikke skal være fremme alt for sent.

På et tidspunkt kommer vi til bunden – i hvert fald på denne strækning – efter – jeg ved ikke hvor mange kilometer. Så går det lidt opad og vi kommer ind på vinmarker. Der er håb forude, men som sædvanlig er optimismen for stor. Der er længere end vi tror. På et tidspunkt er Ughetta lige ved at give op. Hun får det decideret dårligt. Vi overvejer på et tidspunkt at en bil til hende – ved at blaffe. Det er forståeligt, hun har det sådan. Jeg er også på opgivelsens rand. Vi er alle hamrende trætte. Vi må snart have vandret omkring 35 km, men vel at mærke kilometer, der har gået op og ned.

Langt om længe kommer vi til bykanten og vi passerer en campingplads. Jeg går lidt foran og finder turistkontoret, men der er lukket. Finder nogle telefonnumre, som vi kunne prøve at ringe til – for vernatning. Finder en bar et passende sted, så jeg kunne se de andre komme gående. Får købt en øl og vand. De andre kommer og de får noget at drikke også.

Vi spørger tjeneren om han kender nogle overnatningssteder og han fortæller om et tæt på. Der går Natale og jeg hen, men de har desværre ikke nogen værelser. De er flinke og ringer til deres kolleger, men der er ingen held.

Villes-sur-Auzon er en meget populær by for cykelturi ster og man skulle tro englændere. Det er i ferieperioden, så vi har ikke en chance, ej heller via Booking.com eller andre. Vi bliver enige om, at noget mad skal vi have, under alle omstændigheder. Vi findier et sted, hvor vi kan få en ordentlig bøf. Så må vi under middagen prøve at finde et sted.

Det gør jeg også via Booking.com, men et sted 25 km væk, men det er så det, vi gør. Jeg får bestilt og vi får fat på en taxa på den bar, som vi sad i, da vi kom til byen. Vi får aftalt en fast pris på 55 €, og vi kører i mørke mod det hotel på landet, som vi skulle hen til. Taxacchaufføren farer vil, men endelig finder vi det. Ingen reagerer ude ved porten. Der er ikke en levende sjæl på stedet.

Gode råd er dyre. Taxachaufføren siger, at der er en campingplads i byen, Mallemort-du-Comtat. Vi kommer derhen, men porten er låst. I et lille hus bag porten er der lys og chaufføren får fat i en ung gut, der sidder derinde. Givetvis vagten på campingspladsen. Efter lidt parlamentaren, så får vi lov at komme ind på campingspladsen og sætte vores telt op. Alt foregår i bælgravende mærke, kun med pandelamper. Man blive taknemmelig over, at man har husket at tage den med. Pandelamper er et must på en vandring. Man ved aldrig, hvornår man får brug for den.

Vi forsøger at være så stille som mulige. Der er andre på campingspladsen, men mest folk, der har lejet en hytte. Vi får rejst teltet. Bagefter finder vi bad og toiletter i fællesskab. Børstet tænder og hvad vi ellers skal lave hver især og så er det på hovedet i seng. Den længste og mest sindsoprivende dag, jeg har været udsat for, på en vandring. Hernede i Rhonedalens område er det heldigvis varmere end i går aftes. Det er underligt så få hundrede meter kan gøre en forskel, men sådan er det. Vi falder endeligt til ro. Vores sidste nattesøvn sammen på denne vandring. I morgen skilles vores veje. Det bliver ikke sjovt.

Dag 11 – til Sederon

I går fik vi gået 3 km mere end planlagt. Til gengæld sparer vi dem i dag.

Sov rigtigt godt i værelse med 3 senge. Dobbeltsengen i et andet værelse fik Natale og Ughetta.

Vågnede allerede ved 06.30-tiden. Kiggede lidt på muligheder for overnatning til i morgen, torsdag. Det ser ikke godt ud, men vi må som man altid gør på en Camino sætte sin lid til, at der dukker noget op. Teltet har vi som bødberedskab, men vi er lidt højt oppe og som tidligere beskrevet stadig for koldt on natten.

Lækker, lækker morgenmad. Hjemmelavede marmelader af figner, grønne tomater og abrikoser. Brød, smør, skinke og lækre små kager samt kaffe/the. På toppen af kransekagen var der fint udskåret frisk frugt i små patentglas. Ham Patrick er altså god til detaljerne. Der er kræset om tingene, kan man mærke.

Vi fik skramlet vores kontanter sammen og fik betalt regningen. Kunne desværre ikke betale med kort, men det gik. Heldigvis er der en hæveautomat i Sederon, så der skal hæves penge, så jeg ikke kommer i samme situation de kommende dage. Prisen var 58€ pr. person, halvpension. Det er ef fund for de penge med den fantastiske middag, vi fik i går, inkl. aperitif, vin og digistif. Og så den herlige morgenmad, som jeg lige har beskrevet.

Jeg kan kun på det kraftigste anbefale Babeth og Patricks Relais/Gite. Den har kun været åben i 14 dage. Hjemmesiden er:

www.lerelaisdelameouge.com

Vejret igen helt exceptionelt. Skyfrit, meget varm, så bukserne er lavet om til shorts, solcreme på ansigt og arme. Vi holder lige p.t. pause på en time. Der er 6,8 km tilbage til Sederon. Vi er der om et par timer. På vejen har vi fået en nkelt kop espresso, det eneste sted, der har været åbent. Tjeneren kom fra Argentina og da jeg nævnte Messi, blv han helt glad. Så lidt skal der til engang imellem. Helt tosset er det ikke at kunne lidt om fodboldspillere. Det kunne kvinder godt lære lidt af, især hvis de vil fat i nogle mandfolk😂

Spøg til side. Jeg er ved at være i vandreform. Min hævelse i højre skinneben er meget aftagende nu. Krop og hjerne er på samme sted. Jeg går, bare går, uden at tænke på, hvornår det skal slutte. Det er meget befriende ikke hele tiden at skulle måle og veje noget, og drage konklusioner.

Sidder nu og kigger på mine vandringsfæller, der skal være på farten i endnu 5,5 måned, måske lidt mere, afhængig af, hvordan det går. Det bliver godt nok en hård nød, men de er viljestærke, så de skal nok klare den. Jeg gruer dog lidt for situationen, når næsen skal vendes hjem. Det må føles langt. Sådan ville jeg selv tænke. Vi må se til den tid.

...... Mere senere ved ankomst........

Er vel ankommet til vores overnatning Hotel Gite la Serpolet. En lille lejlighed med terrasse. Ikke boget at råbe hurra for, men det er OK. Vi skal jo bare slappe af og  sove.

Ruten har været dejlig, næsten ingen biler. Fuglefløjt og stilhed.

Det er hamrende varmt, og det bliver ikke koldere i morgen, siger vejrudsigten. Varmen er dejlig, men at have solen lige i knolden timevis, det kan godt blice lidt træls.

Natale og jeg har været nede og handle. Vi spiser brød, pålæg og frugt. Masser af vand har vi købt. Der er ingen steder at handle i morgen. Ingen steder at sove, men det må vi se.

Foreløbig skal vi lige have lidt mad. Vi har ikke fået frokost. Og så skal vi altså bare slappe af og tidligt i seng.

Fødselsdag – 70 år

Natale har fødselsdag i dag. Stort tillykke til ham??

Han bliver 70 år, still going strong, bogstaveligt. Det skal naturligvis fejres. Vores logi i aften i Barret-Sur-Meouge har lovet at lave en kage, så jeg håber, vi kan fejre ham på behørig vis. Vil også købe en rigtig god vin, hvis vi kan det.

Han mener selv, at han endnu ikke er fyldt 70 år endnu, fordi han først er født omkring kl. 21.00 om aftenen. Så han kan vel med god ret fortsat påberåbe sig “ungdom” endnu – i nogle timer?

Ian Curtis, Australien, som vi mødet på vores fælles Camino 2013, har også fødselsdag i dag. Vi har sendt ham en mail med billede her til morgen, hvor vi lykønsker ham. Det var faktisk Ian, der gjorde mig opmærksom på Natales fødselsdag via en mail for et par uger siden.

Vi fik dejlig morgenmad i morgen, lækkert brød, smør, 2 slags marmelade, honning, juice og dejlig kaffe. Det var billig overvatning inkl. morgenmad til 64 €. Den ansvarlige på campingpladsen, en kvinde der godt kunne lide at pynte sig, kunne man se, var meget hjælpsom, så det var en positiv oplevelse at være på den plads, selv om der ikke var mange der.

Vi har kort rute i dag, 16 km. Sidder lige nu i frokostpausen og skriver. Denne dag har været den roligste dag, hvad angår biler. Vi er ligenu i Gorges de la Meouge, utrolig flot natur. Vi går op ad en dal, der snor sig hele vejen. Før dalen også meget flot gårute. Skøn dag indtil nu. Vi smutter nu. Blæsten tager lidt til og vi vil gerne være fremme, hvis det skulle begynde at regne. Vi ses igen senere.

————–

Vi kom afsted. Der var kun 5,6 km tilbage, troede vi. Med en lille pause nåede vi frem til Barret-Sur-Meouge. Selvfølgelig var der ikke forbindelse på min telefon. Det kan være lidt problematisk de små steder og især i disse bjergrige områder. Eller også har mit telefonselskab bare ikke lavet aftaler til de fjernere egne.

Ughettas telefon virker, fordi hun har fået et Orange simkort. Fik ringet til værterne på vores overnatning. Vi skulle gå 3 km mere. Ikke verdens mest opmuntrerende oplysning, men jeg havde det nu nok på fornemmelsen. Mit franske er sku’ ikke godt nok. Kunne jo bare have brugt google translate. Man lærer hele tiden.

Vi fortryder ikke de ekstra 3 km. Er kommet til det lækreste sted, vi indtil nu har været på. Det er en Gite, der er helt ny, og hvor der åbenbart kun har været 4 gæster før os.

Har fået vasket tøj og hængt det udenfor.

Middagen er kl. 19.00.

—————

Vi blev hentet til middagen, der åbenbart skulle foregå i privaten. Vi blev budt på aperitif i den overdækkede terrasse, hvor værtsparret, der hedder Babeth og Patrick, selv var med. Vi fik en god snak om mange ring, herunder hvornår de var startet  på projektet. Det var 2 år siden, og Patrick har stort lavet det hele selv.

Vi kom ind i deres private stuen/køkken/alrum. Sikken et køkken. Et ægte fransk landkøkken, sådan et, jeg altid har ønsket mig. Billederne komme på senere, når der bliver mere tid.

Forretten bestod af diverse delikatesser af egen fremstilling, pølser af gris, af kanin, pate, artiskok, oliven fra Nyons og brød til, selvfølgelig. Rødvin fra Luberon – god!

Hovedretten af pasta med sauce af røget flæsk samt gedeost, hård gedeost. Det er sådan, man gør det her, i stedet for af parmiggiano, som i Italien.

Desserten var hjemmelavet kage med æbler. Føj, hvor den smagte godt. De havde kommet et lys på, som Natale skulle puste ud og så sang vi en fødselsdagssang.

Det er åbenbart Patrick, der er kokken i huset. Spurgte ham, hvilke opskrifter han brugte. Opskrifterne er nedarvet fra familien. Så mine henvisninger til Paul Bocuse kogebøger kan godt lægge sig hen, hvor pebret gror?

Til sidst fik vi en kaffe og en digistif, af Limoncello, selvfølgelig. En af Patricks bedstefædre er italianer.

En dejlig aften, en dejlig fødselsdag, en dejlig flot gåtur. Kommer til at sove godt.

Ruten i morgen er forholdsvis flad, men dagen efter bliver hårdt arbejde og vi har ingen steder at sove på torsdag og det er stadig for koldt at sove i telt, kan vi mærke.

Sov godt!

28,2 km fra Tallard til Laragne-Monteglin

Inden der bliver for langt mellem dagene, må jeg hellere se at få skrevet om i dag. De forrige dage må vente. Er dog næsten færdig med dem.
Faldt sent i søvn i aftes, ved 24-tiden, fordi jeg skulle lede efter overnatningssteder til de kommende 4 dage. Det er stadig for koldt at sove i telt, synes vi.
Hvis ikke vi kunne finde overnatning var det mulighed for ændre rute over Serres og til Nyons. Den rute havde overnatningsmuligheder.
Heldigvis fandt jeg et sted her i Laragne-Monteglin, campingplads, der også har værelser. Et værelse til 3.
Fandt også et sted i Sederon. Vi skal bruge 4 overnatninger på tværs over det sidste stykke af alperne inden vi kommer til Ventoux området.  Ved at kigge på ruten via Google Maps fandt jeg en Chambre d'Hotes, som jeg skrev til. Fik et værelse til 3, så nu mangler vi kun den sidste overnatning på torsdag i Sault eller omegn, inden nedstigningen til Mormoiron fredag.

Vejret har været fantastisk i dag. Vejstrækningen kedelig indtil vi kom til Laragne-Monteglin, fordi vi gik på meget trafikeret hovedvej. Da vi drejede væk fra hovedvejen gik vi i ferskenland, så at sige. Ferskentræer i lange baner. Tror simpelthen at denne dal må være Frankrigs frugtkammer.

Da vi drejede væk fra hovedvejen startede den reelle vandring tværs over Alperne. De sidste par dage er gået med at vandre i sydlig/sydvestlig retning.

Vi fik købt brød og vand i La Saulce, 4 km fra vores start. Ingen supermarked åbent. Mærkeligt, selv om det skulle være åbent. Sikkert pga. 1. maj i går. Så vi måtte klare os med det sidste stykke Comte, brød, et æble, nogle nødder. Det smagte også ganske godt. Det gør alt jo i naturen.

Morgenmaden var i øvrigt ganske god. Der var selvbetjening med alt muligt. Jeg spiser ganske meget om morgenen på denne vandring, modsat mine tidligere vandringer. Ved ikke om det har noget at gøre med, at jeg er holdt op med mine piller mod Colitis Ulcerosa. Har ikke taget piller i 14 dage nu.

Er ikke stoppet sådan bare ud af det blå. Først efter en kur med probiotika og andre gode ting, som Torunn Laksafoss, min lærer fra anatomi, fysiologi og sygdomslære, har lavet til mig. Mit immunforsvar er simpelthen blevet bombarderet og hjulpet på vej. Kuren var på 2 måneder, inden stoppet med pillerne. Probiotika tager jeg stadig een gang om dagen. Det tror jeg, jeg fortsætter med et stykke tid endnu, udover de 30 dage, jeg er blevet anbefalet. Det er bare godt for mit tarmsystem, kan jeg mærke. Et ordentligt skyd af tarmbakterier.

Torunn er biopat, udover at cære cand.scient i biokemi. Hun findes på:

www.likam.dk
Nå, det var et lille sidespring, men vigtigt for mange mennesker, der har tarmproblemer eller lidelser, der kan relateres til fordøjelsessystemet, hvilket meget kan. Mine forstoppelsesproblemer omkring bihuler, eustatisk rør er næsten væk, min mindre asmatiske pillebivirkning (som jeg mener det er) er også. Jeg tager i hvert fald ikke næsespray og inhalerer mere noget for disse symptomer. Gør noget ved dine fordøjelsesproblemer!

Vejen er begyndt at gå op ad, kan vi mærke. Luca, sønnen til Natale og Ughetta, har i dag sendt os højderne for vde kommende dag og det bliver ikke nogen fornøjelsestur, kan vi se. Forskellen er helt op på 500 meter og det er altså meget, når vi skal have Il Carrellino med. Og det er ikke bare opad. Det er op og ned, op og ned.

Aftensmaden bestod af pizza, vand og glas rødvin, som vi indtog her i byen. Nyt flot moderne sted. Puzzaerne var fantastisk gode, ligesom husets vin. I tilgift fik jeg en digistif, deres egen hjemmelavede med appelsinskaller, kanel, vist også citroskaller og noget mere, som ueg ikke husker. Smagsnuancerne var vildt fremtrædende, på den gode måde.

På hovedet i seng, da vi var gået de 700 meter tilbage til vores værelse på campingpladsen. Vi var eller ikke meget for at gå 1,4 km mere, men det skulle vi, hvis vi skulle have mad. Campingpladsens restaurant er ikke åbent endnu.

Hård dag i forgårs – meget endda!

I forgårs - i onsdags - regnede vi med kun at skulle gå til Larche, ca. 6 km ned på den anden side af Colle della Maddalena, men sådan blev det ikke. Mere om det senere.

Vi fik som nævnt forleden gratis overnatning. Det var kontoret på et sted, hvor der er skiskole. Natale kendte en person derfra. Flink mand i øvrigt.

Koldt var der, selv om der var varme på, men det kunne ikke varme rummet op, slet ikke stengulvet, hvor vi skulle ligge. , man må jo klare sig.

Inden havde vi fået handlet i et mindre butik, der ligner nogle af de små bygdebutikker, som man ser i Grønland. Een ting var dog forskelligt - pålæg og ost til udskæring. Det laves på stedet, alt efter hvor meget man ønsker. Det kan jeg lide.

Bagefter aftensmad på den bar/restaurant, hvor vi havde opholdt os nogle timer, mens vi ventede. Vi fik den billige middag beregnet til lastbilschauffører. Vi blev ligestillet😊 Det var helt ok, bedre end pilgrimsmad i Spanien.

Hjem og arrangere soveplads på gulvet. Natale kom plastik på, så vores liggeunderlag ikke bliver så beskidte. Børste tænder og så i seng. Meget får man ikke sovet. Denne gang ville jeg sove med tøj på og så bare bruge soveposen som dyne.Mit oppustelige liggeunderlag er så smalt, at hvis man ligger på ryggen, så hænder armene ud over den og ned på det kolde gulv. Så det var ikke nogen god ide. Tidligt på morgenen måtte jeg krybe til korset og lyne soveposen sammen og ligge i den, på den normale måde.

Op ved 8-tiden og gøre klar. Det var hundekoldt i toilet og vask. Så tandbørstning og vand i hoveðet skulle bare overstås. Så kom den flinke mand og gav kaffe og et stykke stort tørkage, nærmere småkage, på skiskolen cafeteria. Vi sagde mange tak og farvel og så var det ellers bare derop ad.

Vi kom til Argentera, ved fælles hjælp. Der mistede jeg dækslet til mit kamera. Gik ellers tilbage til stedet, hvor jeg vidste, jeg havde taget et billede, men niks, kunne ikke finde det.

Kom til de 17 hårnålesving. Det tager sin tid. Vi holdt mange pauser og nød den gode udsigt. Jeg må sige, at min respekt for cykelryttere er blevet større, med og uden doping, efter denne opstigning. Der var en strid modvind nogle af stederne og det må være et helvede at cykle derop.

Efter møje og besvært kom vi op efter svingene og vi holdt en kort pause i læ af en bygning. Opstigningen var ikke slut. Vi måtte til den igen. Natale trækkende og jeg skubbende med min hjemmelavede pilgrimsstok. Der var en strid modvind det sidste stykke. Vi kom forbi Napoleons kilde og selvfølgelig skulle vi have vand derfra.

Derefter var det endelig slut. Vi varkommet op på et stort set fladt stykke. Nej, hvor var det befriende. Skønt!

Vi kom til den rigtige top, 1987 meter over havet. Næsten ved den franske grænse. Her holdt vi pause og spiste Natales lækre sandwich, som han lavede på stedet, sandwichbrød med mortadella, salami, mozzarella og tomat. Af det vi havde købt dagen før.

Vi gik videre og lige før den franske grænse faldt Ughetta uheldigt og slog hovedet ved venstre øje. Det var en høj vejkant hun havde overset, mens vi kiggede på murmeldyr, der vandrede rundt, velvidende, de ikke blev skudt. Hendes telefon og briller overlevede, men det ser ud til, at hun får et blot øje. Meget uheldigt.

Vi kom forbi grænseskiltet og skulle bare til Larche, troede vi. Vejret var fantastisk og det gik bare nedad. Kom til Larche, ingen steder åbne. Videre til Meyronnes, ingen steder åbne. Vi overvejede telt, men i den højde, alt for koldt. Videre 7,3 km længere ned, i håb om åbent hotel - intet. Videre til Jausiers, endelig. Fik 2 værelser, pebre priser, synes vi, men noget skulle vi overnatte i. Vi havde gået sindsygt mange kilometer, det meste nedad, heldigvis. Ankomst efter kl. 20.00. Vi havde været i gang i 11 timer. Vi var færdige.

Uden at gå i bad, ned og spise, mens køkkenet var åbent. Hurtigt mad og så på hovedet i seng. Vi blev enige om at stå sent op og kun gå til de ca. 8 km til Barcelonnette i morgen.

Jeg var så træt, at jeg ikke orkede at gå i bad.

----------------

I går op kl. 08.30 og i bad. Bagefter ned til morgenmad. Jeg spiste meget. Afsted ved 10-tiden, efter at have betalt sindsygt meget for overnatningen. Det er optrækkeri og det var vi meget enige om.

Vejret var skønt. Vi tog det roligt, da vi alle var mærkede af gårsdagen. Vi skulle ikke gå mange km. Det havde vi besluttet. Vi ville overnatte i Barcelonnette. Kom ind til byen i strålende solskin.

Fandt turistkontoret for at få lidt hjælp til billigere overnatninger på vores rute. De foreslog at vi kunne ringe til kommunerne og spørge. Men så skal vi til at finde ud af numre o.m.a. Det har vi ikke så meget tid til og det atvgøre sig forståelig er også en anden ting. Natale kan med sit skolefransk en del, men noget andet er via telefon. Ansigt til ansigt er det trods alt lidt lettere.
Jeg kiggede via booking.com og fandt et forholdsvis billigt hotel her i Barcelonnette. Vi besluttede at sidde lidt ved torvet, i det gode vejr, og få kaffe, orangina og en lille øl til mig. Da vi så endeligt besluttede at gå på hotellet, der åbenbart lå meget tæt på, var receptionen først åben kl. 17.00. Vente.

I mellemtiden gik Natale og jeg hen for at finde et sted, hvor Ughetta kunne få en kombineret tale- og datakort. Det skulle vise sig at være mere besværligt end godt er. Langt om længe ved involvering af 3-4 forskellige personer fra 2 forretninger lykkedes det. Det er ikke let i Frankrig, i hvert i de mindre steder, hvor telefonselskaberne ikke selv har forretninger.
Vi kom på hotellet og indlogerede os. Ejeren kunne engelsk, no problem. Vi var enige om, at vi ikke gad gå ud og spise. Vi ville blive på hotellet og spise brød og pålæg, så det gjorde vi. Og så var det ellers i seng, selv om jeg så lidt fodboldkamp med Liverpool, som er mit engelske favorithold. Vi tabte desværre med et mål i overtiden. Dumt.
------------
I dag havde vi aftalt at gå kl. 09.00, men vi skulle lige havde kaffe og et stykke brød inden, så klokken var 09.20, da vi traskede afsted.
Vejret var strålende, som det har været de andre dage. Der var nogle få stigninger, der ikke var værd at tale om. Det var mere al den bilkørsel, hvor man konstant skal være opmærksom, hvis man vil have sit liv kært.
Desværre faldt Ughetta igen, denne gang igen på samme måde, uopmærksom og en høj kant. Denne gang røg hendes briller, men heldigvis ikke noget andet. Vi lavede joke med, at det jo burde have været mig.
De sidste km til Le Lauzet-Ubaye var trættende. Det gik opad og vejene var ensrettede og adskilte langt stykke. Omgivelserne var dog rigtige flotte, som sædvanligt, fristes jeg til at sige.

Alle de biler, der kører. Og de kører hurtigt. Man tænker jo sit, når man går der med livet som indsats langs vejen. Vi kan kun gå der af hensyn til Il Carellino. Man kommer til at tænke på, hvad der foregår i hovedet på folk. Hvad er det, man skal nå? Sangen "Nowhere Man" med Beatles dukkede op i hovedet og jeg sang den. Teksten meget rammende om min stemning lige der.

Trætte kom vi frem til vores overnatning. En typisk fransk landevejskro, ikke for godt vedligeholdt, men dog OK. Krofatter var åbenbart italianer, så der blev snakket højt og længe, før vi fik vores værelser. Så kunne jeg nå en pastis. Det trængte jeg til. Et stort værelse til Ughetta og Natale og et mindre till mig.

Vi kom i bad og vasket tøj og så var der lidt 1 times tid til afslapning og skrivning til vores respektive hjemmesider/blogge.

Ned og få noget aftensmad. Natale kan lide kød og helst bistecca, så det fik vi. Ikke videre godt. Den ko kunne godt have hængt noget længere tid. Ingen grønsager. Dessert fik vi. Lidt vin til maden også. Natale og jeg prøvede bagefter at planlægge lidt resten af turen over Alperne. Fik en digistif til at klare hjernen😉 

Fik betalt for overnatningen, uden regning. Vi fik en god pris for værelser og mad. Italiensk facon😂.

Op og i seng