I forgårs - i onsdags - regnede vi med kun at skulle gå til Larche, ca. 6 km ned på den anden side af Colle della Maddalena, men sådan blev det ikke. Mere om det senere.
Vi fik som nævnt forleden gratis overnatning. Det var kontoret på et sted, hvor der er skiskole. Natale kendte en person derfra. Flink mand i øvrigt.
Koldt var der, selv om der var varme på, men det kunne ikke varme rummet op, slet ikke stengulvet, hvor vi skulle ligge. , man må jo klare sig.
Inden havde vi fået handlet i et mindre butik, der ligner nogle af de små bygdebutikker, som man ser i Grønland. Een ting var dog forskelligt - pålæg og ost til udskæring. Det laves på stedet, alt efter hvor meget man ønsker. Det kan jeg lide.
Bagefter aftensmad på den bar/restaurant, hvor vi havde opholdt os nogle timer, mens vi ventede. Vi fik den billige middag beregnet til lastbilschauffører. Vi blev ligestillet😊 Det var helt ok, bedre end pilgrimsmad i Spanien.
Hjem og arrangere soveplads på gulvet. Natale kom plastik på, så vores liggeunderlag ikke bliver så beskidte. Børste tænder og så i seng. Meget får man ikke sovet. Denne gang ville jeg sove med tøj på og så bare bruge soveposen som dyne.Mit oppustelige liggeunderlag er så smalt, at hvis man ligger på ryggen, så hænder armene ud over den og ned på det kolde gulv. Så det var ikke nogen god ide. Tidligt på morgenen måtte jeg krybe til korset og lyne soveposen sammen og ligge i den, på den normale måde.
Op ved 8-tiden og gøre klar. Det var hundekoldt i toilet og vask. Så tandbørstning og vand i hoveðet skulle bare overstås. Så kom den flinke mand og gav kaffe og et stykke stort tørkage, nærmere småkage, på skiskolen cafeteria. Vi sagde mange tak og farvel og så var det ellers bare derop ad.
Vi kom til Argentera, ved fælles hjælp. Der mistede jeg dækslet til mit kamera. Gik ellers tilbage til stedet, hvor jeg vidste, jeg havde taget et billede, men niks, kunne ikke finde det.
Kom til de 17 hårnålesving. Det tager sin tid. Vi holdt mange pauser og nød den gode udsigt. Jeg må sige, at min respekt for cykelryttere er blevet større, med og uden doping, efter denne opstigning. Der var en strid modvind nogle af stederne og det må være et helvede at cykle derop.
Efter møje og besvært kom vi op efter svingene og vi holdt en kort pause i læ af en bygning. Opstigningen var ikke slut. Vi måtte til den igen. Natale trækkende og jeg skubbende med min hjemmelavede pilgrimsstok. Der var en strid modvind det sidste stykke. Vi kom forbi Napoleons kilde og selvfølgelig skulle vi have vand derfra.
Derefter var det endelig slut. Vi varkommet op på et stort set fladt stykke. Nej, hvor var det befriende. Skønt!
Vi kom til den rigtige top, 1987 meter over havet. Næsten ved den franske grænse. Her holdt vi pause og spiste Natales lækre sandwich, som han lavede på stedet, sandwichbrød med mortadella, salami, mozzarella og tomat. Af det vi havde købt dagen før.
Vi gik videre og lige før den franske grænse faldt Ughetta uheldigt og slog hovedet ved venstre øje. Det var en høj vejkant hun havde overset, mens vi kiggede på murmeldyr, der vandrede rundt, velvidende, de ikke blev skudt. Hendes telefon og briller overlevede, men det ser ud til, at hun får et blot øje. Meget uheldigt.
Vi kom forbi grænseskiltet og skulle bare til Larche, troede vi. Vejret var fantastisk og det gik bare nedad. Kom til Larche, ingen steder åbne. Videre til Meyronnes, ingen steder åbne. Vi overvejede telt, men i den højde, alt for koldt. Videre 7,3 km længere ned, i håb om åbent hotel - intet. Videre til Jausiers, endelig. Fik 2 værelser, pebre priser, synes vi, men noget skulle vi overnatte i. Vi havde gået sindsygt mange kilometer, det meste nedad, heldigvis. Ankomst efter kl. 20.00. Vi havde været i gang i 11 timer. Vi var færdige.
Uden at gå i bad, ned og spise, mens køkkenet var åbent. Hurtigt mad og så på hovedet i seng. Vi blev enige om at stå sent op og kun gå til de ca. 8 km til Barcelonnette i morgen.
Jeg var så træt, at jeg ikke orkede at gå i bad.
----------------
I går op kl. 08.30 og i bad. Bagefter ned til morgenmad. Jeg spiste meget. Afsted ved 10-tiden, efter at have betalt sindsygt meget for overnatningen. Det er optrækkeri og det var vi meget enige om.
Vejret var skønt. Vi tog det roligt, da vi alle var mærkede af gårsdagen. Vi skulle ikke gå mange km. Det havde vi besluttet. Vi ville overnatte i Barcelonnette. Kom ind til byen i strålende solskin.
Fandt turistkontoret for at få lidt hjælp til billigere overnatninger på vores rute. De foreslog at vi kunne ringe til kommunerne og spørge. Men så skal vi til at finde ud af numre o.m.a. Det har vi ikke så meget tid til og det atvgøre sig forståelig er også en anden ting. Natale kan med sit skolefransk en del, men noget andet er via telefon. Ansigt til ansigt er det trods alt lidt lettere.
Jeg kiggede via booking.com og fandt et forholdsvis billigt hotel her i Barcelonnette. Vi besluttede at sidde lidt ved torvet, i det gode vejr, og få kaffe, orangina og en lille øl til mig. Da vi så endeligt besluttede at gå på hotellet, der åbenbart lå meget tæt på, var receptionen først åben kl. 17.00. Vente.
I mellemtiden gik Natale og jeg hen for at finde et sted, hvor Ughetta kunne få en kombineret tale- og datakort. Det skulle vise sig at være mere besværligt end godt er. Langt om længe ved involvering af 3-4 forskellige personer fra 2 forretninger lykkedes det. Det er ikke let i Frankrig, i hvert i de mindre steder, hvor telefonselskaberne ikke selv har forretninger.
Vi kom på hotellet og indlogerede os. Ejeren kunne engelsk, no problem. Vi var enige om, at vi ikke gad gå ud og spise. Vi ville blive på hotellet og spise brød og pålæg, så det gjorde vi. Og så var det ellers i seng, selv om jeg så lidt fodboldkamp med Liverpool, som er mit engelske favorithold. Vi tabte desværre med et mål i overtiden. Dumt.
------------
I dag havde vi aftalt at gå kl. 09.00, men vi skulle lige havde kaffe og et stykke brød inden, så klokken var 09.20, da vi traskede afsted.
Vejret var strålende, som det har været de andre dage. Der var nogle få stigninger, der ikke var værd at tale om. Det var mere al den bilkørsel, hvor man konstant skal være opmærksom, hvis man vil have sit liv kært.
Desværre faldt Ughetta igen, denne gang igen på samme måde, uopmærksom og en høj kant. Denne gang røg hendes briller, men heldigvis ikke noget andet. Vi lavede joke med, at det jo burde have været mig.
De sidste km til Le Lauzet-Ubaye var trættende. Det gik opad og vejene var ensrettede og adskilte langt stykke. Omgivelserne var dog rigtige flotte, som sædvanligt, fristes jeg til at sige.
Alle de biler, der kører. Og de kører hurtigt. Man tænker jo sit, når man går der med livet som indsats langs vejen. Vi kan kun gå der af hensyn til Il Carellino. Man kommer til at tænke på, hvad der foregår i hovedet på folk. Hvad er det, man skal nå? Sangen "Nowhere Man" med Beatles dukkede op i hovedet og jeg sang den. Teksten meget rammende om min stemning lige der.
Trætte kom vi frem til vores overnatning. En typisk fransk landevejskro, ikke for godt vedligeholdt, men dog OK. Krofatter var åbenbart italianer, så der blev snakket højt og længe, før vi fik vores værelser. Så kunne jeg nå en pastis. Det trængte jeg til. Et stort værelse til Ughetta og Natale og et mindre till mig.
Vi kom i bad og vasket tøj og så var der lidt 1 times tid til afslapning og skrivning til vores respektive hjemmesider/blogge.
Ned og få noget aftensmad. Natale kan lide kød og helst bistecca, så det fik vi. Ikke videre godt. Den ko kunne godt have hængt noget længere tid. Ingen grønsager. Dessert fik vi. Lidt vin til maden også. Natale og jeg prøvede bagefter at planlægge lidt resten af turen over Alperne. Fik en digistif til at klare hjernen😉
Fik betalt for overnatningen, uden regning. Vi fik en god pris for værelser og mad. Italiensk facon😂.
Op og i seng
