Monasterio Lluc 2014

Ja, i morgen er det afrejse til Palma de Mallorca, for at vandre på den 48 km lange pilgrimsrute fra Palme til klosteret i Lluc. Det er en aftale, som the Mallorca Brothers, Jose og Juan, og jeg lavede under vores Camino i november 2013. Vi havde det så godt sammen, at vi mente, at det burde vi gentage, så vi besluttede os for denne eendagsvandring - eller rettere sagt natvandring, som vi alle havde tid til.

Vandringen foretages hvert år den første lørdag i august.

Flybilletten blev bestilt tilbage i marts og et hotel, på anbefaling af Jose,  i april, så logistikken var på plads for flere måneder siden.

Mine vandrestave fra min Camino er desværre blevet væk, så jeg har måttet investere i et par nye Gabel-stave fra Bjergkæden. Glemte dem på vores parkeringsplads, da jeg skulle have en helt masse med hjem fra parkeringspladsen og stillede dem op ved siden af bilen, mens jeg tog alt det andet. I min alder skal man ikke satse på at huske alt, men i stedet foretage sine forholdsregler, så sådan noget ikke sker. Det skete - sådan kan det gå, men det skal man ikke græde over for længe, erfaring fra Caminoen, ellers kan man få rigeligt at "slæbe" på. Det er trods alt kun ting.

I samme åndedrag som købet af nye stave fik jeg købt en dagtursrygsæk fra Deuter, 22 liter. Ganske god rygsæk, som jeg kan bruge dagligt, når jeg skal på indkøb på cykel, til Body-SDS m.m. Den har rygventilation, som jeg ønskede. Almindelige rygsække sveder man bare for meget af på ryggen. Fruen mente i øvrigt også med et smil, at det var så længe siden, at jeg havde været i Bjergkæden for at se på udstyr, så jeg måtte have abstinenser. Det var jeg helt enig i 😉

Jeg skal bo 5 km uden for Palma by, ikke langt fra de 2 brødres hjem. Jose har skrevet, at han kommer og henter mig i lufthavnen i morgen. Skal flyve kl. 08.00 og er dernede, efter schedule, kl. 11.05, men nok tidligere. Sådan er det efter min erfaring på ruterne ned sydpå i Europa. Glæder mig rigtig meget til at se mine gode vandringsfæller. Vi har det godt og sjovt sammen.

Som gaver medbringer jeg en flot kasse fra Johan Bülow til hver, bestående af 4 glas lakrids og chokolade, og ved siden af en Skovbær Eddike, som gave - alle sammen danske produkter. Eddiken er god til desserter og vildt, står der. Har prøvet den til det første og det var rigtigt godt.

Vi starter vandringen på lørdag kl. 23.00 fra Palma og går hele natten. Jeg er spændt på, hvor meget tid, vi skal bruge. Jeg er ikke i den bedste træning, kan jeg lige så godt sige. Det er kun blevet til sporadisk træning. Brødrene har givet vis trænet en del. Skal dog nok komme igennem. Er ikke urolig over det. Vi tager forventeligt 10 km ad gangen, som passer med forplejning af drikkevarer og mad.

Jeg vil skrive om mine oplevelser de kommende dage, inkl. billeder. Det skal blive spændende. Håber meget, at vi kommer til at spise noget pulpo. Det burde man spise mindst een gang om ugen, uhm!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.