Dag 11 – Cruces – 5 km før Teo

Dette blev dagen, hvor Sylvia vrikkede om på foden på vejsiden – ikke mange centimeters forskel, men nok.

Det skulle senere vise sig at det var slemt.

Vi havde sat os som mål, at vi skulle nå til Teo, ca. 14 km før Santiago de Compostela. På den måde kunne vi være i SdC i god tid til at få vores Compostela, inden der kommer alt for mange pilgrimme ind.

Jeg lod “pigerne” vandre alene – lidt bagud. Det er ikke en særlig svær rute, alt taget i betragtning. Da jeg nåede Padrón tænkte jeg, at jeg hellere måtte vente på dem, så jeg fandt en cafe et strategisk sted, lige ved ruten, så jeg kunne se dem, når de kom. Jeg fik bestilt mad og noget drikkelse.

Det tog nærmest 1 time eller lidt mere, før Aviaaja og Sylvia dukkede op. Noget trætte begge to – humøret ikke helt i top. Jeg kan mærke, at energien er ved at være væk hos dem begge. Og det mindede mig om min egen første Camino i 2013, hvor jeg selv havde en del af de dage – “Energiforladt, måske skulle man give op, hvad hvad laver jeg her?…… osv.”

Lidt mad og drikkelse, så blev humøret bedre og vi kom afsted. Lidt kedelig rute, hvor man går meget langs med hovedvejen.

Lisbeth og jeg overnattede i øvrigt i Padrón i 2017, da jeg vandrede fra Lissabon – SdC – Finisterre – Muxia. Det faldt sammen med påsken. Der var stor festivitas på pladsen og jeg fik al den pulpo, man kunne ønske sig.

Vi nåede Cruces, 19 km km før før SdC. Vi fik langs med hovedvejen, nogen gange på selve asfalten og andre gange ved siden af vejen – på gruset.

Pludselig hører jeg et hyl bagude og vender mig om. Sylvia ligger ved siden på vejen. Jeg går tilbage. Hun har smerter, men vi får hende op efter et stykke tid. Hun kan klare at humpe hen til en cafe ikke langt derfra. Vi får sat os ned, køber noget kaffe, for at vurdere, hvor slemt det står til.

Allerede efter et kort stykke tid må vi konstatere, at hun ikke bliver i stand til at vandre de sidste 5 km og vi bliver enige om at finde et sted at overnatte. Jeg Googler overnatningssteder og sørme om der ikke er et sted meget tæt på caféen. Vi går derind og der er dobbeltværelser til 30 €. Vi får bestilt 2 og pigerne får det ene. Det er bedst at Sylvia har noget hjælp. Og så må vi håbe, at benet har det bedre i morgen tidlig.

Stedet er OK til de priser og de laver også mad om aftenen. Samtidig har de en god galisisk gin til fatter her. Jeg trængte til at styrke mig – efter den oplevelse.

Ud over venstre ankel, som hun vrikke om på, så landede Sylvia også efterfølgende på højre knæ og fik en ordentlig hudafskrabning. Et sekunds uopmærksomhed kan ændre alt. Og det sker ofte, når man er lidt træt.

Det viser sig senere, da hun kommer hjem til Tyskland, at Sylvia rent faktisk har brækket benet – heldigvis et rent snit, men det er utroligt at hun har vandret 19 km ind til Santiago med et brækket ben. Det viser, hvor meget en Camino kan påvirke en mentalt som psykisk. Man bliver sej af at vandre.

Derfor er lærdommen på Caminoen – vær tilstede i nuet.