Dag 4 – fra Sarria til Portomarin

Sundhedsappen siger præcist 24,51 km her kl. 15.37. Vel ankommet til Portomarin, men godt brugte.

Vi tog afsted i morges lidt over 8, efter at have fået morgenmad på vores pension. Det var med i værelsesprisen.

Det var tusmørke, da vi gik op ad gågaden, hvor de fleste pilgrimme bor og spiser og det er også vejen ud af byen. Mange sad og spiste morgenmad. Det føltes lidt crowded, da vi kom ud af byen. Der er mange som starter i Sarria, fordi det ligger over 100 km fra Santiago og det berettiger til et Compostela.

Undervejs konstaterede vi mange, som gik med små rygsække. Det er åbenbart blevet en hel industri med at fragte folks baggage og mange firmaer arrangerer pilgrimsrejser, kan vi se. Blandt andet var der et helt hold fra Irland. De var svære ikke at se, med deres grønne trøjer. Der er mange amerikanere på ruten. Som nævnt forleden, lidt for anmassende og snakkende - hele tiden.

Apropos snakkende, så har jeg altså svært ved at forstå, at folk går en Camino og snakker stort set hele vejen. Det må de naturligvis selv om, men for os andre, der gerne vil nå lidt længere ind til os selv og også nyde naturen, er denne konstante snakken, noget forstyrrende. Det er en udfordring, som man må kæmpe med sig selv og det er måske meget godt, at blive lidt presset - på sin holdninger og vel også sin egoisme. Caminoen udfordrer dig altid og sådan må man tage den, hvis man skal gå den.

Camino Frances virker til at være meget turistet, hvis jeg må bruge det udtryk. I hvert fald på denne tid af året. Jeg gik den samme strækning over en måned senere end nu, for 2 år siden og der virkede den ikke overrendt. Min konklusion er, at denne rute er blevet for meget, for mig, så det er slut med Camino Frances. Næste gang bliver det Primitivo eller del Norte, som dog støder sammen med Camino Frances til sidst, men det er OK.

Et sted på en mur læste jeg, at der var skrevet, at det må være slut med tourigrinos. Så jeg er åbenbart ikke den eneste, der tænker sådan. Jeg hørte det også fra Anders, hvis kæreste, Lolita, har gået ruten for ikke så længe siden. Anders går jeg på Body-SDS uddannelsen sammen med. Lolita synes, at det var for kommercielt, så hun ville gå een af de andre mere primitive ruter, som ikke er overrendt.

Nå, nok om det negative. Vi mødte en sød koreansk/austrailer på vores vandring i dag. Han havde gået helt fra St. Jean Pied de Port. I dag var det dag 32. Han sagde, at jo længere han gik, jo langsommere gik han. Så han er vist kommet i rigtig caminomode. Han var halv koreaner og halv australier, havde boet i Australien i 26 år . Spurgte ind til om han havde dobbelt statsborgerskab, men det kunne man ikke have i Korea, så han var australsk statsborger, men måske ville de lave reglerne om. Vi fortalte, at man i Danmark netop har gjort det muligt at have dobbelt statsborgerskab. Han skulle til Paris på næste søndag og holde nogle dages ferie. På vejen hjem til Australien skulle han forbi Korea og besøge noget familie.

Undervejs mødte vi også en kvinde, der var stærkt handikappet, men som gik Caminoen. Hun havde en hjælper med, der kørte med hendes rullestol, men hun gik selv på alle de besværlige veje. Det var meget rørende at se. Sikken en stærk vilje, der ligger bag. Hatten af for det. Caminoen åbner dine øjne for menneskers styrke.

Mod slutningen af dagens vandring havde jeg fået nok. Havde ondt i fødder og skinneben og det går altså nedad mod Portomarin. Så fanden tog ved mig - undskyld udtrykket- og så gik jeg bare fra alt og alle og løb ned ad nedstigningerne. Nu ville jeg bare i mål. Over den lange bro og der skal man ikke lide af højdeskræk og det gør jeg. Så det bare med at koncentrere sig og se ligeud. Endelig over og selvfølgelig er der en lang trappe, man skal op ad, når man er mest træt. Kom op, af med rygsækken og så vente på Lisbeth.

Jeg var lidt spændt på, hvordan hun havde det. Hun lignede een, der absolut ikke havde lyst til trappen, men hun er jo viljestærk, så selvfølgelig klarede hun også den. Vi tog en pause, inden vi gik videre til vore overnatningssted, Pension Portomino. Vi fik vores værelse og kastede os på sengen, men jeg måtte op og i bad og i gang med at skrive dagens beretning. Ellers kommer jeg for meget bagud.

Så jeg har siddet og nydt et glas vin i pensionatets cafeteria, samtidig med jeg har skrevet. Lisbeth er nu lige kommet ned. Hun humper lidt, men vi skal nok være klar til i morgen. Jeg har måttet komme 2 styk Compeed på begge fødder, ellers går det galt.

I modsætning til i går, så vil vi spise tidligt i dag, så vi kan få så meget søvn og hvile som muligt. Kroppen trænger til restitution.

Vi smutter ind til torvet og ser os omkring. Jeg er blevet meget glad for spansk vermouth. Måske skal jeg havde en sådan een, mens jeg bare slapper af og ser på livet omkring mig.

Vi ses i morgen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.