Dag 29 – til Finisterre/Fisterra

Sidste dag ud til Finisterre/Fisterra. Afgang lige før kl. 08.00, ingen morgenmad.

Meget blæsende, frisk morgen. Windbraker, 56 gram, er på, udenpå fleecen. Den er god til sådanne dage. Fra Patagonia.

Solopgangen er smuk at se på. Vi er højt oppe nu, så der er god udsigt. Vindmøllerne er i fuld aktion.

Fordelen ved gårsdagens ekstra vandring på 3,7 km er, at vi slipper for den lidt energidrænende passage op til Logoso. Det må være en sejtrækker her til morgen for de andre.

Vi ved, at der kun er en cafe på vejen, inden Cee, en havneby ved havet. Har været i cafeen sidste gang, sammen med Erwin, fra Østrig. Cafedamen gør meget ud af at forklare, at det her er altså sidste chance indenfor de næste 15 km. Om vi ikke også skulle have bananer og hvad vi ellers potentielt ville mangle. Vi kunne dø af tørst og sult?

Vi får tostados, kaffe og vand og så en pakke kiks, for syns skyld. Vi havde lidt i forvejen fra i går.

Afgang, over vejen og så er det ellers skov eller åbent landskab. Smuk, smukkere, smukkest. Så kan det vist ikke siges tydligere. Strækningen fra Santiago, hvis jeg må være så fri, det smukkeste, jeg har set. Nu har jeg heller ikke set det hele, men her får du på 3 dage natur i mange variationet. Det er det, der gør denne strækning særegen.

Vi har heldigvis vinden i ryggen, så jeg tager hætten på, så er nakken beskyttet. Der er fralandsvind, så at sige.

Det værste er varme og kulde på en gang. En sol, der skinner ubønhørligt, og en vind, der afkøler. Det skal man passe på med.

Vi tager det stille og roligt. Bliver overhalet. Vi har tid nok. Solnedgangen i Finisterre/Fisterra er først ved 21.30-tiden. Vinden tager til, som vi kommer nærmere kysten.

Og pludselig er havet synligt, tydeligt. Flot, men også skræmmende. Man kan se skummet i bølgerne, så der er gang i den.

Kommer ud til toppen, hvor man endeligt kan se “Verdens ende” tydeligt. Får taget billeder af hinanden. Skynder os videre, da det blæser for meget.

Sidste gang, jeg var her, var nedstigningen til Cee, lidt af et mareridt. Det havde jeg forberedt Lisbeth på. Hvad er der så sket i mellemtiden?

De har fixet det hele, og gjort det til en vandresti. Ikke at det er let at gå det. Nej, der er grus og småsten på, så man skal stadig hele tiden passe på. Og det er stadig stejlt.

Ved nedstigninger skal man ikke sætte hælen i først, hellere forfoden. Det er min erfaring. Hvis man sætter hælen i først, så risikerer man at ryge på røven. Forfoden eller det meste af den, vægten på – så er risikoen mindre.

Vi kommer langt om længe ned til Cee. Må jo vente på fruen, der ikke kan lide at gå nedad. Hun er til gengæld god opad. På et tidspunkt, for 5-6 dage siden, mente hun, at hun skulle have den prikkede bjergtrøje, blot fordi hun nåede op først. Når hun siger sådan noget, så må hun trods alt have fulgt lidt med i sport, herunder Tour de France, selv om det er under hendes værdighed at indrømme det?

Sagde til hende, så er det nok fordi hun er dopet, som Richard Virengue. Siden da kaldte jeg hende bare Virengue, når hun skulle blære sig. Sjovt nok mødte vi ud af en hulens masse cykelryttere, enten på almindelige cykler eller mountainbikes, med den prikkede bjergtrøje umiddelbart efter, hun havde sagt det. Tilfældighed?

Vi kommer ned til Cee, deler en bocadillo med serrano og ost. Får os en fadøl, Estrella Galicia, forstås?

Da vi er kommet afsted igen, så siger Lisbeth, at hun godt kan mærke øllen. En lille? Indrømmet, havde det på samme måde. Det er ikke godt at drikke alkohol i sådan en varme. Det går lige op i knolden. Det bliver heldigvis overstået forholdsvis hurtigt. Brændt ud!

Vi er lidt trætte, og varmen hjælper til. Hvornår er den strand, du lovede, kommer det fra fruen. “Den kommer til dig”, siger den mere erfarne pilgrim. Eller kæphøjede.

Den kom. Af med skoene og vandre langs og i vandet. Lækkert. Fik samlet en del skaller op. Min fætter Bent Ole, der døde alt for tidligt sidste år, skal have en på sin grav i Qaqortoq. Lisbeths far, der også døde alt for tidligt i januar i år, skal have en. Mine døtre og mine børnebørn skal have en, allesammen. Med den venlige opfordring selv at vandre og hente en kammuslingeskal og lægge den ved siden af den, de har fået af mig og give dem begge videre til fremtidige generationer, så der skabes en historie.

Vi kom frem til vores temahotel, forholdsvist nyt. Flot pg pænt, med kun 7 værelser. I gen lavanderia i byen – lukket for 14 dage siden – så det blev håndvask.

Et dejlig pizza ved havnen. Bagefter afslapning, inden 3,5 km gåtur til Faro, verdens ende, for at se solnedgangen. Det skal opleves.

Hjemad i det tiltagende tusmørke. En let lille anretning med pate og hvidvin bagefter. Og så hjem i seng til morgendagens sidste rute, for denne gang.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.