Dag 27 – til Negreira

(Skrevet af Lisbeth Møller Jensen)

Så starter 3. og sidste etape – turen ud til kysten. Der er 4 dages vandring ud til Finisterre (verdens ende) og videre til Muxia….” og næste gang går jeg også tilbage til Santiago”, sagde Peter i morges.

For denne gang bliver det med bussen hjem fredag.

Vi startede tidligt fra Santiago og nød dermed godt af de rengjorte og mennesketomme gader. Man oplever byen på en anden måde end som i går, hvor man uværgeligt kommer til at føle for de stakkel indbyggere, der bor i dette mylder af turister, vandrere, vandre”bumser”, støv, støj.

En kølig morgen med opstigende sol og morgendis.

På vej ud mødte vi den første vandringsdame – Las Vegas, Nevada, talte både engelsk, spansk og tysk viste det sig i løbet af de gange, vi stødte på hende.

Første gang i et skovbryn, hvor en lille trind mand havde opført en skovcafe i det fri. Vi nåede lige at få kaffe og sandwich, så kom en mørkeblå bil og ud steg to betjente. Der skulle ikke meget spansk til at forstå, at han ikke havde licens til at stå der. Bøde på stedet, og så skulle der pakkes sammen. Det hele foregik stille og roligt og de så faktisk ud til at være lidt kede af at skulle give ham bøden.

Vi mødte den spanske familiefar fra dagen før, der forklarede, at han skulle gå sidste del uden konen og børnene – som ellers ret sejt var kommet i mål i går.

Så nåede vi dagens bjergetape og den skal bare dø, besejres, elimineres. Åbenbart meget overbevisende for alle fik baghjul☺️

Jeg er bedst til opstigninger og har svært ved nedstigninger.

Varmt, men dejligt – kun ganske få vandrere, flot natur, og nogle af byerne har klart et keltisk look.

Vi nåede målet tidligt – og fik en sen frokost på en meget hyggelig restaurant ved floden. Vi fik også provianteret til i morgen. Det bliver en meget lang tur – 35-40 km.

Men det gode er jo, at når man er mentalt forberedt, kan man håndtere det. Det svære er overraskelserne – og her kan det forhold, at man misser en cafe og dermed skal gå yderligere km uden proviantering sætte gang i reptilhjernen.

Selv om man logisk ved at man hverken dør af sult eller tørst. ?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.