Dag 3: Vale Seco – Cercal do Alentejo

Morgenmad helt alene. Først kl. 10.00. Helt overdådigt. Det er en ung kvindelig ansat, som jeg ikke så i går, der sørger for den.

Vejret ser godt ud, så jeg glæder mig.

Jeg spørger den unge kvinde om vejen tilbage til ruten, men hun kender den ikke, siger hun. Dog mener hun, at jeg skal vandre på vejen, mod højre, indtil jeg kommer til en en landsby, hvor jeg kan spørge mig frem.

Kl er ca. 11, da jeg tager afsted. Ejeren af hotellet har selv eget hus på den grund, hvor hotellet ligger. Fra vejen kan jeg se, at han står ved sin dørtrappe og jeg spørger ham om vejen. Og han siger, at jeg bare skal gå til landsbyen i Vale das Éguas, så vil jeg se skiltene til min videre færd.

Det passer. 1,2 km fra hotellet kommer skiltene tilbage. Det betyder, at hvis jeg havde gået længere på vandringsruten i går, i stedet for at følge asfaltvejen ved det første skilt til hotellet, så skulle jeg have drejet til venstre ved landsbyen og gå 1,2 km (tilbage) for at komme til hotellet. Jeg har derfor som forudsagt i går sparet noget ved at vandre på asfaltet ved det første skilt mod hotellet.

Der er i øvrigt 2 cafeer i den lille landsby, kan jeg se.

Det er en forholdsvis let vandringsrute i dag, specielt den første halvdel, der stort set er flad.

Jeg holder en lille pause ved en mark, for at nyde det gode vejr og det er også begyndt at blive varmere.

På et tidspunkt kommer jeg til en asfalteret vej, hvor ruten går til højre, så jeg følger vejen ca 1 km og bliver bagefter ledt ind på en grusvej igen og lidt skov. Så kommer jeg til en bro, nærmere en dæmning, som jeg må gå over. Den er lang.

Lige som jeg skal til at gå ud på dæmningen kommer der er cyklist med fuld oppakning, der kører den modsatte vej. Vi siger Bom Dia. Den første cyklende, jeg har set. Han ser ud som om, at han har været på farten længe. Han kører ned mod vandreservoiret, ved skovkanten.

På den anden side er der et mindesmærke/monument for Campilhas Dæmningen, som den hedder, færdiggjort i 1954, samme år, som jeg blev født. Os, der er født i Grønland, går meget op i årstal. Vi har sågar Facebook grupper til det samme. Så jeg soler mig lidt i mit årstal, naturligvis:-)

Efter dæmningen går vandringsruten lidt op, på en grusvej. Der er bakket og marker. Flot natur og der er dejligt stille og roligt. Jeg har det hele for mig selv. Vil egentlig gerne holde en lille pause og spise en banan og drikke lidt vand, men jeg trækker den.

Når man vandrer og gerne vil holde et hvil, vil man gerne finde det bedste sted, ikke vådt, hvor man kan sidde ordentligt og helst sol, så man ikke bliver kold. Der kan gå lang tid med den beslutningsproces. Det er måske bedre rundt om hjørnet?

Mine vandringer har lært mig, at tingene kommer til mig. Så vupti dukker det rigtige sted op et sted, hvor jeg må gå over en lille bro, fordi vejen er fuld af vand. Broen er nok lavet af samme årsag.

Min hvileplads er en slags cementblok, ligner nærmere en gravplads, men den ligger lidt højere end vandreruten. Her sætter jeg mig og nyder min banan, vand og det dejlige vejr.

Mens jeg sidder der kommer der sørme en vandringsmand gående. Jeg spørger ham, hvem han er: Christoph fra Østrig. Han er startet samme dag som mig i går i Santiago do Cacem. Han har boet ved en vindmølle i nat, siger han, tæt på ruten.

See you – han går videre. Jeg følger efter 5 minutter efter.

Det er meget flot landskab, resten af ruten. Der dukker flere huse op, køer på markerne og traktor på marken. Man fornemmer, at man nærmer sig en by.

Kommer til udkanten af byen og passerer Turismo em Casa de Campo. En mulig overnatning. Jeg har ikke bestilt overnatning på forhånd.

Kommer helt ind til byen, Cercal do Alentejo, følger vandringsruten, men drejer af så af mod centro. Det er det bedste sted i hver by for at orientere sig, finde turistkontor, cafe, skilte til overnatning. Jeg finder mig cafe, en kop kaffe og så en øl.

Så gælder det om at finde overnatning, via booking.com. Et sted var hundedyrt, så den springer jeg over. Så ser jeg Turismo em Casa de Campo, stedet jeg havde passeret før. Tilbage 800 meter. Må ringe på. Bliver lukket ind og nu kommer der en masse aktivitet på stedet. Der er jo nærmest lukket, men hvad gør man ikke for at tjene lidt til dagen og vejen. Min booking havde de af gode grunde endnu ikke set. Det er åbenbart en tysker og hans portugiske kone, der ejer stedet. Så det bliver på tysk. De får hurigt gjort et værelse klar. Der er lidt koldt.

Fruen sætter den nye varmepumpe i gang. Blæseren virker, det lover godt. Vi venter på varmen, men den kommer ikke. Hun ringer et sted hen. Konklusion – en radiator må sættes ind i værelset.

Jeg må også hjælpe herren i huset med at læse manualen til hans nye højtryksspuler. Af underlige årsager står det ikke på tysk eller portugisisk, så jeg må læse det på dansk. Han kunne ikke finde ud af, om højtrykspuleren skulle stå på højkant eller lægges ned. Hans tidligere model var en, der lå ned. Heldigvis har jeg selv lige været i samme situation. Så jeg måtte forklare ham, at den skal stå op under spulingen.

Jeg skulle dog stadig betale de 59€ for overnatning. Håndtaget til døren til det fælles badeværelse skulle jeg passe på ikke røg af.

Jeg kommer i bad og skifter tøj og får vasket. Der er jo en radiator, så der er chance for at få tøjet tørt.

Det er koldt, så jeg lægger mig i seng – med tøj på – og slapper lidt af.

Har gået 16,5 km, på lidt over 5 timer med 2 gode pauser og skønt vejr.

Der er også så meget ro under vandringen, så hvis du er vant til at høre musik eller anden baggrundsstøj, så ville du nok blive skør i bolden.

Vandring handler ikke om at blive underholdt. Det kræver tilstedeværelse i nuet, blive et med sin krop, hovede og sjæl.

—————-

Jeg kan lige så godt få overstået aftensmaden, og gå i seng bagefter, så jeg vandrer de 800 meter ind til torvet og finder en cafe, men de lukker om 5 minutter – kl. 19.00. Bliver henvist til Chez Louis, skråt overfor ved parkeringspladsen. Der sidder ikke mange derinde. Og åbenbart er de 2 ægtepar, der sidder ved hver deres bord, italienere. De taler i hvert fald sammen på italiensk.

Kan se at Chez Louis har deres force i fisk, så jeg bestiller en grillet dorada. Inden da får jeg lidt oliven og brød og så lidt bacalhau i oliven. En kande hvidvin og en flaske stor vand. Maden er OK, uden at være prangende. Grønsager er de dog ikke gode til at lave. De koger dem ud. De burde lære at lave dem i ovnen i stedet for.

Jeg får en budding med karamelcreme til sidst. Kaffe og avec og så er jeg væk og på vej hjem. I morgen er det ud mod kysten. Det bliver spændende, meget spændende.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.