Dag 2: Santiago do Cacem – Vale Seco

Ankommet til mit overnatningssted, efter 22,5 km på 6 timer 15 min. De første 15 km gennem skov, op og ned, hvor produktion af kork foregår. Det kan man se på træerne. Var den eneste vandrer. Mødte nogle få lokale og så nogle hunde.

Den første strækning gennem skoven var nærmest lydløs bortset fra vind, nogle fugle i ny og næ og nogle jetfly. Her kan man få lov at være sig selv.

Da jeg kommer afsted i morges var jeg endnu mere glad for, at jeg ikke vandrede i går. Jeg ville have skøjtet rundt i mudder og flere steder kunne jeg nok ikke være kommet igennem søerne på grusvejen.

Et sted måtte jeg kravle op af en meget våd og glat skrænt, fordi jeg ikke kunne gå på vejen pga vand. Måtte først smide rygsækken op og bagefter ved hjælp af mine stave hive mig op, med nød og næppe, før jeg kunne komme videre.

Efter 15,5 km gennem skov, nogle steder skulle jeg åbne en låge, kom jeg til en asfaltvej, dog ikke i lang tid. Så drejede ruten ind på en grusvej igen.

Nogle kilometer senere kom jeg igen til et asfalteret vej. Ligefrem over på den anden af vejen stod et gammelt skilt med mit hotels navn på – 3,9 km stod der. Jeg skulle til venstre, iflg skiltet. Selv vandringsruten fortsatte ligeud lidt til højre, igen på en grusvej. Jeg havde i hovedet, at hotellet faktisk ikke lå så langt væk fra vandringsruten, så det var oplagt at følge vandringsruten, men så kom de første regndråber, nærmest på slaget efter vejrudsigten, omkring kl. 14.00.

Det er i sådanne situationer, at man ofte træffer de “nemmeste” beslutninger. Skiltet viste 3,9 km, selv om det reelt nærmere blev 5 km i den sidste ende. Den anden rigtige vej måtte være endnu længere kunne jeg se på mit Garminur. Der måtte være omkring 6 km via den rigtige rute. Selvfølgelig den korteste rute, selv om det er på asfaltvej.

Regnen afgjorde sagen. Tage kort op og kigge på det eller rode med min iPhone og gå ind på rutens hjemmeside og kort, opgav jeg. På med regnfrakken til mig og rygsækken.

Jeg indstiller mig på at gå i regn. Sådan er det. Man kan ikke gøre noget ved situationen. Regnen tager dog til og så synes jeg, at Vor Herre, Gud, Altet eller hvad vi nu hver især kalder DET, lige skulle have et ord med om det. Så jeg sagde højt, at hvis det var sådan, at det skulle være, så kunne det jo bare regne, så tosset det skulle være. Der gik ikke mere end 5-10 sekunder, så stod det ned i stænger. Vor Herre har humør, må man give ham.

Efter 10-15 minutter bad jeg dog om nåde og ja, hvad tror du, regnen stilnede lidt efter lidt af og 5 minutter før ankomst, stoppede den helt.

Jeg har mine ture med Vor Herre på mine vandringer, kan du nok forstå. De fleste oplevelser er dog af de gode. Jeg taler også med dyrene og de ser ud som om, at de forstår det. Nej, jeg er ikke blevet skør?

Det tog lidt over 1 time at komme frem og regnen varede den første time, så jeg var lidt våd og kold, da jeg ankom til Monte Xisto Hotel Rural.

Venlig førsteklasses service, og på formfuldendt engelsk, hjælper på det.

Jeg bliver fuldt over til mit værelse, der har egen indgang. Det er en landhotel, hvor du kan parkere udenfor døren.

Jeg går i bad og vasker tøj, så prøver jeg at sove nogle timer, inden aftensmad kl. 20.00. Havde bestilt husets menu til 37€. Det var en fantastisk menu og jeg var den eneste på stedet. Sikken en service.

Var dog så træt, at jeg spiste hurtigt, så allerede lidt over kl. 21.00 var jeg tilbage på værelse.

Jeg kan godt mærke på kroppen, at jeg slet ikke har trænet. Nu må vi se, hvordan kadaveret har det i morgen tidlig.

Vejret ser ikke for godt ud i morgen formiddag, siger værtinden. Hun ville tjekke igen. Har aftalt morgenmad kl. 10.00. Ruten er ikke så lang i morgen og er forholdsvis let, så det går nok med en sen afgang.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.