Dag 6: Vila Nova de Milfontes – Almograve

Dagens beretning bliver måske lidt forvirrende. Først en kort udgave af dagens vandring og så en blandet beskrivelse af dagens og aftenens oplevelse. Og den bliver i datid, selv om jeg bedst kan lide at fortælle i nutid. Jeg nåede ikke en samlet beskrivelse, så jeg har brugt 2 FB opslag, som jeg har redigeret i.
———————
Morgenmad var ikke inkluderet i værelsesprisen, så jeg skippede den og regnede med, at jeg nok skulle få lidt at spise på vej ud af byen eller lidt senere. Ja, det lidt senere skulle vise sig først at være ved ankomst, bortset fra et stykke frugt og vand. Fik talt med Lisbeth i telefonen på vej ud af byen.

På vej ud af byen fik jeg også hævet nogle penge i en hæveautomat. Når man skal ind til bankens hæveautomat kan man ikke bare komme ind, bare sådan uden videre. Man skal faktisk bruge sit hævekort for at komme ind gennem døren. I går aftes ville jeg gøre det, men kunne ikke komme ind, så det blev ikke til noget. Først her til morgen faldt tiøren. Selvfølgelig, dit hævekort, fjols!

Når man går ud af byen Vila Nova de Milfontes skal man følge hovedvejen indtil en rundkørsel, hvorefter man drejer til højre mod den store, vist nok nye bro, over floden Mira. Fantastisk syn at se byen og floden fra broen. Et stykke efter broen, måske 300-400 meter, går vandreruten bort fra vejen og ind i et lille skovområde og senere marker. Der er i øvrigt rigeligt med plads til at gå på den asfalterede vej. Man har næsten mere plads end bilerne.

Der var nogle flotte grafittimalerier på en forladt bygning, hvis man overhovedet kan kalde det grafitti. Et motiv var bla Eva og slangen, som jeg har brugt som foto til dette indlæg. Ja, på en vandring giver den slags jo altid stof til eftertanke.

Vejret var meget flot, sol og næsten ingen skyer. Mødte en stor flok køer på vejen, som man går sammen med. Og de er store.

Skøn varieret vandretur, selv om jeg kunne have sparet mig for 4 km sand, det sidste stykke til Almograve, ved at tage den alternative vej. Den var lettere og 1 km kortere. Det var lidt trættende, det sidste stykke, men så har jeg gået den “rigtige” rute.

Det bliver rigeligt opvejet af det flinke par, som jeg har lejet lejligheden af her i byen. Rimelig ny i 2 etager 3-4 minutter fra cafe, restaurant og supermarked og så kun til 54€. Det kan ikke være bedre.

Jeg havde kun kræfter til et bad, hvile, aftensmad og så på hovedet i seng igen.

Den første del af ruten er let, mens den sidste tærer på kræfterne, fordi det er på sand. Ska man vælge en kort rute p The Fischemen,s Trail ville jeg anbefale denne her.
———————

(Dette følgende indlæg skrev jeg på Facebook senere på aftenen, da jeg ikke kunne sove)

Jeg havde ellers besluttet mig for, at nu gad jeg ikke at kommunikere med den store omverden mere i dag, men dette her må jeg absolut ud med.

Livet er jo forunderligt (hvis nogen forstår det ord?). Du kan tage ind på Michellin restauranter med 3 stjerner und so weiter und mindre. Og, ja, hvad så? Blev du bekræftet eller ej?

Her er jeg kommet til en lille by i Portugal, hvor mændene spiller kort eller ser sport på colortossen om søndagen, forstås på cafeen i byen. Jeg taler af erfaring. Fordi jeg ikke har internet i lejligheden, har jeg tilbragt 1,5 time eller lidt mere på den lokale cafe for at få flyttet mine billeder fra iPhonen til Skyen.

For at dulme den dårlige samvittighed, over internetforbruget på cafeen, bestilte jeg først en kop kaffe, så en sandwich og en stor øl.

Da der stadig stod – 50 eller flere billeder tilbage – til uploade – måtte jeg mande mig op, til den i øvrigt søde lidt polsk agtige kvinde, undskyld udtrykket, og bestille en Ricard. Så var jeg ligesom på hjemmebane. Man er vel frankofil? Og så vandt vi Liverpool i øvrigt over pengemaskinen MC.?

Hjem og slappe lidt af inden restauranten kaldte.

Tilbage til restauranten, ved siden af cafeen. Samme ejer. Ingen mennesker. Mandlig tjener. Hvordan får man god betjening? Man starter med at snakke om fodbold, det ved enhver klog mand.
Lidt efter om Michael Manikke, som jeg sagde på dansk, men nej, Maniiish, hedder han, sagde tjeneren, der var Benfica-fan.

Og så snakker vi bagefter om menukortet.

Aldrig har jeg fået så gode Chocos Grelhado. Jeg var oppe i skyerne. Helt alene i lokalet med min madlykke. Altså udover fodbold på skærmen. Og Barcelona var bagud mod RSO på tidspunktet, endnu mere lykke. Hvidvin, vand, oliven, brød, tomatsalat plus de små blæksprutter, kaffe og avec. 19,40 €.

For at gøre en kort historie lang – Michellin – go home!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.