Camino blog - Side 4 af 17 - Caminovandring.dk

16. april 2017 Camino Portugues 2017 Skriv en kommentar

Dag 26 – Santiago de Compostela

Der var fest i gaden til jeg ved ikke hvad. Vinduerne var lukkede , men lige lidt hjalp det. Støjen eller larmen kunne ikke holdes ude. Der er ikke noget at værre at hære på musik, som man alligevel ikke kan høre rigtigt.

Lisbeth tog ørepropper på, og i skrivende stund siger hun, at det hjalp ikke em fløjtende fis – ordret. Ej heller på min snorken, siger hun. Det var virkelig højt de første 3 timer, gentager hun?

Jeg selv forsøgte at høre en lydbog med Paul Gilbert, Medfølelse og Mindfulness. En meget spændende bog, der handler om vore reptilhjerne og så frontallappen, evolutionen, vores krop, der egentlig er født til at være i vand m.m. Meget spændende emne, fordi den også beskæftiger sig med nogle af de ting, jeg selv tester mig af på, når jeg vandrer, men også i hverdagen.

Jeg faldt i søvn, vågnede igen til lyden af musik. Bandet havde åbenbart skiftet i løbet af aftenen/natten. Mere lydbog. Ved 3-tiden vågner jeg og kan bare ikke falde i søvn igen, så der lytter jeg vel mindst en time.

Klokken lidt over 7 vågner vi og vi gør os klar. Ingen morgenmad med i prisen, men Lisbeth får en kop og et eller andet, mens hun venter på mig.

Kommer afsted lidt over 8. Det er lidt køligt, at fleecen og de lange bukser er på, men kommer dog af efter et par timer. Vi overhaler nogen og bliver overhalet af andre.

Først efter et par timer og næsten 10 km får jeg noget at spise og kaffe. Vi deler en bocadillo med skinke og ost plus en kage. Det faldt på et tørt sted.

Ruten er sådan set meget god, bortset fra at den går over og tilbage igen over hovedvejen, flere gange. Og ca. 1 km går vi på selve hovedvejen og det er aldrig sjovt. Der er jo altid nogen, der kører som sindsyge. Påske formiddag☹️

Vi holder pause et enkelt sted mere til en kop kaffe og noget vand. De sidste 7-8 kilometre er jo nærmest forstad til Santiago de Compostela. Pæne haver, ruiner, dyr, alt i en pærevælling. De lokale her hilser mere, synes jeg.

Tror Lisbeth blev træt af mig til sidst. Jeg gik vist lidt for hurtigt. Ville jo bare ind så hurtigt som muligt, så vi ikke skulle stå i kø i alt for lang tid til vores pilgrimsbevis. Der er jo mange, som bare går de sidste 100 km for at få et bevis. Og sådan var det også i dag plus turisterne, der får bragt deres baggage.

Fred være med det. Folk får frisk luft og selv uden rygsæk får de vabler i fødderne, fordi de ikke er vant til at vandre og måske og går i de forkerte sko.

Da vi sidder og får lidt frokost på den gade, hvor pilgrimskontoret ligger, så vi folk komme humpende ind, nærmest kravlende. Hatten af for det?

Man kan købe sig et ekstra bevis, hvor ens kilometre står på. Sådan et havde Lisbeth sørme fået eller rettere sagt købt. Synes måske, at det er lige blæret nok. Hun har jo kun vandret sølle 280 km. På vejen hjem her til Pension Rua Nova, kl. 21.00, hørte jeg lige en ung amerikaner, der fik nævnt 218 km, til en tjener. Og lød som om at det var altså rigtig meget. Ret skal være ret, alt er relativt. Man skal jo starte i det små, med det man kan magte.

Problemet for mig er, at hvis det ikke er udfordrende nok, så har det ingen interesse. Der skal være noget på spil. Det gælder liv eller død. Det er i disse momenter, jeg lærer mest. Andre har et andet niveau. Og sådan skal det være.

Vi mødte vores unge litauiske kærester lige uden for pilgrimskontoret, ligesom vi mødte det unge koreanske par og danskerne fra Løkken på selve katedralpladsen. Jo, man møder masser af vandrefæller, når først man er i byen.

Santiago de Compostela, gammel universitetsby, summer af liv, helt bogstaveligt. Den har et internationalt snit, på sin måde, fordi så mange mennesker fra alverdens lande kommer hertil, enten som pilgrimme eller som turister.

Vi fik nydt, denne gang en vermut, på et torv og bagefter pinchos og glas vin. En lille is og så en godnat, fadøl efter befaling fra fruen. Man retter ind og slår skoene sammen?.

Godnat. I morgen tidlig er starten til verdens ende, Finisterre/Fisterra.

15. april 2017 Camino Portugues 2017 Skriv en kommentar

Dag 25 – til Padron

En relativ kort tur på ca 20 km gennem skov – skyggefuldt, sol, lette skyer og masser af blomster i grøftekanten. Både vilde primula og vebena.

Vi startede først med morgenmad kl 8 – det er rene pensionisttider, men nu var det også et spahotel for de på 85+.

Og vi havde haft en hård aften efter Peters opfattelse. Jeg gik en tur i den botaniske have, der blev afløst af vild natur langs en flod. Tilbage til byen og ind i kirken.

Tekstede Peter om at komme til gudstjeneste. Processionen starter alligevel ikke før tjenesten er overstået. Der var fuldt hus også på ståpladserne.

1 time og 20 minutter, men så blev der også både kysset på kors og budt på brød og vin. Mange stående seancer af flere minutters varighed.

Tænker at blot man er stærk i troen holder MAN sig oprejst. Men verden er af lave og den katolske tro under pres. I hvertfald holdt folk ikke længe ud, men satte sig. Efter sådan en tur har man en god jordforbindelse☺️

Det hele sluttede med at Jesus i en glaskiste blev ført ud af kirken af byens fine damer og yndige jomfruer.

Peter nedlagde en protestant mod at gå i procession. Nu var det nok / tid til at spise og drikke. Fik den største vermouth ?det var for meget og efter halvdelen var det i hvertfald nok.

Lørdag morgen – nu har jeg været af sted mere end en uge. Tidsfornemmelse, forhold til kalender, e-mail, politik, aviser og vejret i Danmark er nu uendeligt ligegyldigt. Rejsen har dermed ramt sit formål at nulstille hjernen. Dejligt?

Så nu handler det kun om at være. Det går relativt stille fremad – jeg har et knæproblem i højre, som om lårbenet er blevet drejet den ene vej og underbenet den anden vej. Det eneste jeg har kæmpet med er sengene og den sydlandske opredning. Hvis man ikke får løsnet hele vejen rundt er det som at være en plukket blomst lagt i pres mellem store tykke bøger? Måske det er det, der er sket.

Intet sindsoprivende under turen. Mødte vores hollandske damer, der stadig taler om, hvor dejligt det er at slippe for mand og børn. Lidt bekymrende, når de har været væk så længe.

Mødte en kineser, født i Hongkong, bosat i Australien. Hun havde undret sig over, at så få gik Caminoen. Først efter 4 dage opdagede hun, at alle andre starter før kl 10- en helt anden oplevelse?

Hun og mange som hende får transporteret bagagen fra sted til sted.

Vi er nu fremme og lige om lidt får vi kaffe – ud over alt det andet er kaffen i sig selv alle anstrengelser værd. Ligesom en tynd filterkaffe kan være en skuffelse, er en cafe solo eller con leche hele turen værd. Vi gik og snakkede om twin peaks – a damm good cup of coffee – og endelig kom det agent Cooper / Introen til en kaffepause.

På vej til hotel Rivera – et hotel, der oser af konservative værdier, rigdom (men ikke noget man flasher) god stil og en verden før iPhone og selvcentrering – kom vi forbi et kæmpe Tivoli – festplads med en lang gade, hvor man sad ved langborde og fik store humpler godt brød, vin i skåle, stegt pølse, svin og pulpo. Det blev frokosten kl 16. Dejligt og fedtet og en skræk for de fedt-, protein- og kulhydratforskrækkede. En kæmpe fest, hvor alle slappede af og nød påskelørdag med hele familien uden at skulle stå i køkkenet.

Peter elsker rent tøj – så vi har tilbragt lidt tid på vaskeri “el camino se illvsra mejor si tu rioa eata limpis” (galisisk, vist nok)- “turen bliver bedre, hvis dit tøj er rent”?

14. april 2017 Camino Portugues 2017 Skriv en kommentar

Dag 24 – til Caldas de Reis

Dejlig rute, hvor man kun sporadisk kysser hovedvejen og selv der er en vandresti, så man er lidt længere væk fra bilerne.

Det første, der kom til mig i morges, da vi startede vandringen og var kommet over broen fra Pontevedra var, at grunden til, at jeg godt kan lide at vandre er, at dobbeltheden i mennesket eller skulle man hellere sige – det hele menneske – konstant bliver udfordret. Der er ingen lette udveje, som der kan være i vores trygge tilværelse. Sagt på en anden måde, vi vælger ofte fra i dagligdagen, når det gør ondt, fordi det andet/kampen er for drænende.

Det kan du ikke på en Camino. Jooh, selvfølgelig kan du det, du kan bare stoppe. Men der sker noget med dig, når du først har besluttet dig for at vandre en Camino og du er kommet i gang. Et ønske om at vandre en Camino er også et ønske om forandring – for dig selv og måske også for dine nærmeste og hvem du eller har en tæt relation til.

Vandringen udfolder det evige dilemma, den evige kamp i livet. Opgivelse kontra kamp, det lette mod det svære. Denne præmis for livet er vi nødt til at lære at acceptere, ellers gør vi det sværere for os selv.

I min daglige vandring udspiller dette drama sig konstant, men jeg har lært så meget om mig selv, hvordan mekanismerne virker, at jeg kan tage mig selv i at grine af det, især når hjernen ønsker at tage over og gerne vil vælge den lette udvej. Ofte føler jeg (vandreren) mig nogle gange som en flue på væggen, der ser på, hvordan min yin og yang udkæmper deres kampe. Det er sjovt, skal jeg hilse og sige.

Når man eksempelvis går op ad en lang stigning, som man føler aldrig ender, så ved man af erfaring, når man har vandret tilstrækkeligt, at man blot skal kigge ned på sine fødder og tage så korte skridt, som muligt. Bare tage et skridt ad gangen. Holde om med at tænke, fordi hjernen hele tiden vil prøve at få dig til at opgive. Kroppen vil gerne sige til dig, – altså hold nu lige op, energien skal gerne bruges til noget andet. Stop, stop så, dit fjols!

Disse kampe gør dig stærkere. Jo flere, jo stærkere. Du får så at sige en masse kropslig og mental erfaring, der gør, at du er meget bedre rustet, når udfordringerne kommer. For de vil komme.

Tag ud at vandre, mød nye mennesker, udvid din horisont og du kommer tifold stærkere hjem til dagligdagens trummerum?

Vi gik kl. 08.35 og var fremme 14.10 eller deromkring. Omkring 22 km.

På vejen mødte vi PARFUMEDAMEN. Hun overhalede os, sku! Hvorfor går hun alene?, spørger jeg. Var hun ikke sammen med nogen igår? “Måske derfor” – kommer det tørt fra fruen. Kvinder er frænder værst, siger man vist. I hvert fald noget i den retning.

Vi møder også de 2 litauiske kærester, flere gange på vejen. Fik taget nogle gode billeder, som jeg sender til dem i aften, på deres mail. Vi mødte dem også på cafeen efter ankomst.

Vi bor på et kurhotel med termiske base. De har sågar et udendørs svømmebassin, der er varmet naturligt. Lisbeth var lige henne og stikke fingeren i, og det var varmt. Næste gang tager jeg badebukser med, når jeg skal ud og vandre. Nu har jeg været på 2 spahoteller uden at gøre brug af faciliteterne.

Fik dagens menu på cafe ved floden, lige overfor vores hotel. Lisbeth grillede fisk og jeg melon og skinke til forret. Lammekoteletter til mig og kylling til Lisbeth. Dessert bagefter. Vi fik i alt 5 glas vin og 2 flasker vand con gas. I alt 30,5 €. Det kan vist ikke fås meget billigere. God mad. Det rog lidt tid, men ser var mange gæster. Så får man også slappet af.

På vej hjem med vasketøjet fra vaskeriet i byen, der har åbent 365 dage om året, mødte vi de 2 hollandske kvinder fra Casa da Capela. De fortalte, at der er procession kl. 19.00. Den skal vi selvfølgelig overvære. Lisbeth er taget i botanisk have, mens jeg skriver.

I går overværede vi også processionen i Pontevedra. Gik endda med. Flot og bevægende på sin måde. Jeg betragter disse ritualer som tidspunkter for os mennesker til at reflektere over vores handlinger. Forræderiet, ofringen og genopstandelsen, tanken om at det gode nok skal overleve det onde, uanset hvad.

God langfredag til jer alle!

13. april 2017 Camino Portugues 2017 Skriv en kommentar

Dag 23 – til Pontevedra

Omkring 21 km blev det i dag. Vi kom afsted senere en planlagt, ca. 08.20. Kroppen var mere kvæstet efter gårsdagens bjergbestigning og de mange kilometres, end antaget.

Det gjorde nu ikke så meget, da vejret har været med os i dag. Ikke for meget varme og lige her, hvor jeg sidder på en plaza i Pontevedra og skriver dette her, er vinden kommet. Temperaturen har ligget nogle grader under i dag, ligesom skyerne har hjulpet til. Nu venter jeg bare på den
L, jeg tørster efter. Det går lidt langsomt med serveringen. Alle butikker er lukkede nu. Godt det samme.

Skøn vandring hen til Arcade, bortset fra de sidste 2 kilometre, men sådan er det som regel, når man kommer til en lidt større by og trafikken på en hovedvej går igennem. Anderledes kan det ikke være, når infrastrukturen er, som den er.

På vej ned efter dagens første stigning møder vi de tyske søskende fra forleden dag på Casa da Capela. Vi får en snak og følges et stykke ad.

Da vi kommer til den første cafe i Arcade skal vi have dagens første kaffe og en gang tostados. Vi har boet på Alevear Suites, der er nogle små lejlighedslignende værelser med køkken og vaskemaskine. Der er ingen restaurant eller morgenmad på stedet, så vi har gået næsten 2 timer inden vi får noget. Reelt er det også det bedste. Man er ikke så tung, når man tager afsted.

Kaffen smagte bare rigtig godt og brødet ligeså. Vi snuppede også lige en meget god croissant ved siden af, til deling. Jeg fik vist nok det meste?

De tyske søskende kom til og satte sig ved siden af. Vi fik en yderligere snak. Carolin, søsteren, har en dansk kæreste, der er ved at skrive vist nok sin doktordisputats i København. Hun bor selv ved Hamborg sammen med deres søn, så det er et langdistanceforhold, indtil videre. Hun er selv uddannet lærer. Christian, der er kandidat i lingvistik, bor i Berlin og som jeg skrev forleden, på sin første Camino.

Lisbeth fik udvekslet adresser. Carolin og Christian ville tage en bus til Padron fra Pontevedra, fordi de sammen gerne vil se Santiago de Compostela. Da de landede i Porto var de taget direkte ud at vandre, og dermed ikke fået set noget som helst af Porto. De skal hjem med fly på søndag, så de er pressede tidsmæssigt, hvis der skal være lidt tid til sightseeing.

Og så lidt om dagens andre oplevelser.

Vi er på vej op ad dagens stigning nr. 2, selvfølgelig højere end angivet i Brierleys bog. Ellers er mit Garminur bare elendigt til højder.

Der går et par lidt længere fremme end os. Begge med stokke. Jeg kan godt se, at Herren går sådan lidt underligt, men det er der så mange, der gør. Fruen er rigtig god til at vrikke med hofterne, kan jeg se, samtidig med hun går.

Pludselig kommer det fra Lisbeth: “Han må have siddet i et herrefængsel!”

???????? Hvad?

“Ja, kan du ikke, at han klemmer røven sammen, hver gang har tager et skridt?

What? “Prøv at se på ham”

Nå, ja, så bliver man jo nødt til det. Ved nærmere studier er jeg tilbøjelig til at give hende ret. Han går sku’ lidt underligt. Mææn, da vi senere passerer ham og kæresten, så finder vi ud af, at han har ondt i fødderne. Lisbeth skulle jo selvfølgelig lige spørge ham om, hvorfor han hørte musik, altså uden øretelefoner, men til gratis deling med alle, når nu han vandrede Camino. Det var hans 6. dag og hans fødder havde det skidt og alle gik alligevel og snakkede hele tiden. Ja, nogen gør. Han havde brug for noget til at holde hans humør oppe. Til hans forsvar spillede han et Queens nummer?

På et tidspunkt er der en kvinde, der passerer os. Vi går lidt langsomt på det tidspunkt. Hun går sammen med nogle andre, der går lidt langsommere end hende.

Lugten eller duften – alt efter præference – af parfume breder sig. Nu ved jeg, at fruen ikke kan klare for meget af det og her på det sidste tror hun, at hun er blevet allergisk overfor det. Gode råd er dyre. Hvad gør vi?

Jeg kan godt mærke på Lisbeth, at hun har lyst at at overhale, men jeg siger til hende, at lad hende nu gå, så vi kan komme på afstand af hende, men det sker ikke. Da hun er kommet forrest afpasser hun bare hastigheden, så hun er foran, ken parfumen fortsætter jo.

Så spørger jeg Lisbeth: skal jeg føre? Yes, siger hun. Så er vi enige. Eksprestoget kører nu. Hun bliver overhalet inden for 50 meter og agterudsejlet og vi så hende ikke igen. Så kan de lære det. Jeg kiggede på min Garminur. Godt 6 km i timen. Det er der trods ikke mange, der kan holde til, med rygsæk og det hele over en længere strækning.

Vi kom også til at passere flere unge mennesker op ad stigninger og senere efter pauser. De kæmper de stakler, selv om kun er startet fra Porto, men de er ved at være det antal dage under vandring, hvor alt gør ondt, det mentale er på overarbejde, og måske har de fået vabler.

Og så kommer der 2 halvgamle, kan vi vel sige, og bare moser derudad, som om der overhovedet ingen problemer er. Det må være demoraliserende. Så jeg sagde til Lisbeth, at nu må vi altså tage os lidt sammen, og gå lidt langsommere. Vi må forrest med et godt eksempel.

Ja, nu sidder vi på den centrale plads og får en øl. Efterhånden er der mange. De fleste får kaffe og hygger sig. Det er jo fridag nu. Vi tager en lille vandretur og ser på lidt seværdigheder. Aftensmaden må vi se, hvad bliver.

12. april 2017 Camino Portugues 2017 Skriv en kommentar

Dag 22 – til Redondela (36 km)

(skrevet af Lisbeth Møller Jensen)

Jeppe på bjerget – ja det blev temaet for dagens vandring.

Vi gik igennem en landsby og lidt oppe af en skråning kom Herren og Fruen med trækvogn og æsel. Og de snakkede højt, men med hver deres tonefald, forstås!

Og det fortsatte ned til skovbrynet, hvor morgensolen sendte glimt af lys ned mellem trækronerne og ned på kampestenstien, og vandløbet som fulgte stien. Fruen var iført gummistøvler og det var åbenbart hendes opgave at trække æsel og vogn gennem vandløbet for Herren havde sko på.

Så kommer det fra Peter: “ja, manden med det lyse sind og en optimistisk tone for at muntre den galsindede kone op” – ja, må jeg svare det – det er livet i en nøddeskal – alle mænd har det som Jeppe på bjerget – og nogen gange drømmer de sig væk fra livets kendsgerninger?

Det startede faktisk i morges. Vi havde besluttet at springe morgenmaden over og komme tidligt afsted. Med den varme og 36 km planlagt tur er det simpelthen alt for varmt at starte op ad formiddagen. Vi var ude af hotellet lidt over kl 7, hvor det var bælgravende mørkt og tæt på frysepunktet. Forinden nåede vi formentligt at vække hele hotellet. Vi skulle pakke og jeg havde jo købt nyt tøj dagen før. Det skulle pakkes – udvendigt på rygsækken forstås – for der kunne ikke presses mere ned i den – jeg havde også en ide – den var dog ikke helt gennemtænkt og så begyndte Peter at blande sig. Og det er dumt, ikke fordi det er tidligt om morgenen, men fordi jeg hader indblanding og især fordi, han selvfølgelig havde udstyr med der kunne montere oppakningen?

Nå, men ud kom vi og morgenkulden får jo hurtigt hidsigheden til at dampe væk☺️

Senere på turen blev vi så overhalet af vores polske veninde, der nu var blevet kæreste med den unge mand fra Barcelona. De gik meeeeget hurtigt. Men det var fordi hun prøvede at hægte dem fri fra hans to meeeeeeeeeget talende spanske veninder.

Drama mangler ikke på turen. Den søde fyr er i et ekstremt dilemma – kærlighed versus loyalitet. Han prøver at gøre alle tilfredse, men opnår at gøre alle sure, og han får vabler. Stakkels mand – det evige dilemma?

Vi skød en god fart og endelig kl 14 var det tid til frokost. Det må være feriens bedste sandwich – godt brød, salat, løg, tomat, ost, og lunt kød og iskold mineralvand.

Resten af turen varme, stigninger og nedstigninger – og endelig målet 9 timer efter start. Efter vask og udpakning er det her kl 19 tid til en kold under duftende magnoliatræer – 24 grader i skyggen ?

11. april 2017 Camino Portugues 2017 Skriv en kommentar

Dag 21 – til Tui (Spanien)

Vi sov ikke særlig godt i nat. Sengene var lidt for hårde for os, selv om det er Lisbeths foretrukne. Vi blev som Lisbeth skrev i går kørt til Rubiaes’ eneste restautant, kl. 18.00, så der blev efterhånden helt fyldt op af pilgrimme. Det danske ægtepar fra Løkken sad der, da vi kom.

Efter vi var ankommet til Casa da Capela, viste ðet sig, at der var kommet yderligere et par pilgrimme, 2 tyske kvinder. Lige som vi 4 skulle til at blive kørt til restauranten, kom der 4 pilgrimme gående, hvoraf vi havde mødt 2 af dem flere gange hygge sig i vejsiden med mad, kaffe og hvad de nu ellers havde. Det var 2 hollandske kvinder, der var sluppet for mænd og børn. Begge i højt humør, og senere skulle det vise sig, også glad for vin. De 2 andre var tyske søskende, viste det sig senere på aftenen. Det var storesøster, der havde gået Camino før, der skulle vise lillebror Caminoen. Hun har nok haft en bagtanke med det, uden at jeg skal gøre mig spekulationer over årsagen.

Nå, vi fik for første gang pilgrimsmenu. Ikke noget at råbe hurra for, men heller ikke det værste, jeg har fået. Suppen, næsten altid god plus kylling med ris, salat, pommesfritter, plus en kande rødvin og vand. Det hele til 22 €. Så kan man vist ikke klage over for meget. Oven i købet bliver vi kørt hjem af personale, vist nok ejeren, til hoteller. Efter vi måtte vente på, at de sidst 4 ankomne fik spist færdigt. De kom i sagens natur lidt senere end os. Og de skulle vist også hygge sig lidt.

Helt fint, så sad vi uden for og fik en snak med bl.a. et yngre par fra Litauen og de 2 tyske kvinder fra vores hotel.

Vi kommer endeligt hjem. Lisbeth går op i seng og jeg sætter mig ud i haven og vil færdiggøre mine historier for de sidste par dage. Nu skal de gøres færdige, men de andre dukker op, så det tager tid at blive færdig, når man både skal snakke og drikke af sin øl engang imellem. Anyway, de 2 tyske søskende og de 2 hollandske og jeg havde en hyggelig og god snak. Altid givende og hyggeligt at snakke med andre pilgrimme.

Og så til dagens begivenheder.

Vi kom afsted ved 8-tiden, efter morgenmaden. Skønt vejr. Der er en mindre stigning i starten, herefter går den nedad og stort set vandret resten af vejen til Tui, som ligger i Spanien. Grænsen går gennem floden Minho.

Den første del af turen er dejlig. Der er stadig lidt køligt. Vi går gennem skovområder og små landsbyer, møder får, høns, hunde, katte, gæs og meget andet. Ikke mindst fuglefløjt. Der er ikke noget så smukt som fuglefløjt, især om morgenen, hvor der kommer liv i det hele.

Vi hilser på en mand, der passer sine får. Og der sidder han sikkert hver dag, for det var ikke nogen stor mark, de var på.

Vi kommer til en Albergue, der også har cafe, så der stopper vi op for en kop. Det viser sig, at det er amerikaner, der for 6 år siden har lavet en ruin om til beboelse. Det er også
Økologisk, siger Lisbeth. Hedder Quinta Estrada Romana. Fik en kort snak med ham, inden vi tog afsted.

Spurgte ind til, hvorfor han havde gjort det . Så siger han som det naturligste i verden, at ethvert menneske kommer til et punkt, hvor man gør op med sig selv, der nok kun er så og så mange år tilbage. Og så må man tage stilling til, hvad ens sidste år skal gå med, mens man stadig kan fysisk. Underforstået, det kan jo også blive for sent, hvis man trækker tingene i langdrag. Ja, så er resten handling. Lokalt portugiske firma og så bliver en ruin til noget med mere sjæl.

Der er ikke så meget mere at sige om resten af vandringen til Valenca/Tui. Frem og tilbage over samme hovedvej. Valenca ser ud til at være en spændende by, især gamle del omkring borgen. Den må man vende tilbage til engang. Lisbeth gav en is i varmen.

Man krydser floden via en metalbro. Lige midt på broen kan man se grænsen. Vi kommer over og så er vi i Espana.

Vi følger slavisk ruten op til domkirken i håb om at få et stempel der, men desværre er den lukket. Finder vores hotel og vi finder ud af, at vi kan betale os ud af en vask, for 15 €. Vi slår til på stedet.

I bad og så ud og se lidt på byen og spise lidt. Lisbeth er træt af sine bukser, så hun får øje på et sted, hvor de sælger vandretøj af god kvalitet. Hun er gået derind, inden jeg siger noget. Stedet er samtidig en cafe. Jeg siger, at jeg går altså lidt rundt og kigger efter en tapasbar imens. Da jeg kommer tilbage, er hun i gang med at købe hele butikken. Åh, nej, endnu mere til rygsækken. Mens hun prøver tøjet af, må man jo gøre sig nyttig. Drikke et glas Alborino. Det blev på husets regning, hvilket jeg godt kunne forstå. De havde tjent rigeligt på handlen med Lisbeth.

Vi finder et sted bagefter, hvor vi får noget let. Lisbeth en slags dobbeltpizza med bacalau. Jeg pulpo på galisisk – en lille portion, da der ikke er lang tid til aftensmad.

Hjem og slappe af bagefter. Lisbeth ude i haven på drømmeseng. Jeg i værelset, sikkert med blæser på.

Vi kommer op til hovedgaden, der allerede er fyldt med folk, der nyder en aperitif eller to. Vi finder et bord. Vi får en Estrella Galicia øl, som mine Caminovenner fra Mallorca, Jose og Juan, lærte mig at drikke. Skønt at sidde her i varmen ved 20-tiden, folk der hygger sig. Der er altså noget ved det udendørsliv, her sydpå.

Vi fik anbefalet et tapassted. Går derover. Vi vil gerne sidde ud, men der er ikke plads, så vi tager nabostedet, der skulle vise sig at være fantastisk. Jeg lavede en beretning til FB til mine Body-SDS kolleger fra hold 22. Jeg citerer:

“Jeg sidder og siger noget til fruen, som jeg kalder hende, når jeg er i mit bedste hjørne. Ellers hedder hun Lisbeth. Nå, jeg sagde: min mave fortæller mig, at den har det godt, sådan lige passende. Straks kommer det fra hende – sikkert den bedste Body Meal, du har fået, med et smil på læben.

Hvad fik jeg så?

En øl til at starte med – selvfølgelig en Estrella Galicia sådan til opvarmning inden maden, som alle jo gør i dette land. De er jo lidt mere kultiverede end vikingerne, hvad det angår. Bagefter på tapasrestaurant, hvor vi fik de lækreste retter, jeg længe har fået. Plus naturligvis en flaske Alborino og vand. Mig tilsidst den lækreste apple crumblepie, jeg længe har fået. Tjeneren og jeg var enige om, at han hellere måtte tage en ekstra ske med, selv om der hårdnakket blev kæmpet imod. Den blev taget i brug?. Djævelen har ikke levet forgæves.
Kort sagt – omdan alt dette til pulver, hæld vand på og din mave vil have det kanon. Bon appetit!”

Body Meal er noget som vi Body-SDS’ere har lært at kende via vores uddannelse til kropsterapeut. Det er Bengt Valentino Andersen, der har udviklet det. Fås i pulverform og der skal kun vand i. Så joken er lidt intern.

Stedet hedder Meson Adega, og kommer du til TUI, så gå forbi der. Lækker tapasmad og dejlig Albarino og ikke mindst en vidende tjener, måske ejer. Minus ingen kaffe, men den kan man tage et andet sted og måske få en lille avec til. Han foreslog selv en kaffelikør.

I seng. Vi skal tidligt op i morgen, gerne kl. 07.00. Vi springer morgenmad over. Der bliver varmt, så der skal vandres så meget som muligt inden heden sætter ind.

10. april 2017 Camino Portugues 2017 Skriv en kommentar

Dag 20 – til Cossourado, Pecene

(skrevet af lisbeth Møller Jensen)

Jeppe på bjerget – ja det blev temaet for dagens vandring.

Vi gik igennem en landsby og lidt oppe af en skråning kom Herren og Fruen med trækvogn og æsel. Og de snakkede højt, men med hver deres tonefald, forstås!

Nå, men ud kom vi og morgenkulden får jo hurtigt hidsigheden til at dampe væk☺️

Vi skød en god fart og endelig kl 14 var det tid til frokost. Det må være feriens bedste sandwich – godt brød, salat, løg, tomat, ost, og lunt kød og iskold mineralvand.

Planlagt strækning på 21,1 km – realiseret 26 km (og 76 etager)

Vi sov længe. Der var først morgenmad kl 8 i det meget chamerende hotel, hvor vi havde fået hele loftetagen. Men vi skulle jo også kun ud på en lille tur – ca 21 km. I forhold til de sidste dages strabadser var det jo blot en lille formiddagstur.

Meget lækker morgenmad og dejlig kaffe. Så var vi klar. Det startede smukt over Lima-floden, ledsaget af klassisk musik i indbyggede højtalere i broens lygtepæle.

Og turen var meget smuk fra start. Den eneste slange i paradis var højtknævrende caminonister. Peter var totalt på højkant, så han piskede af sted ca. dobbelt så hurtigt som i går.

Hmmm løb op på siden og spurgte om at havde smugspist en gang Body-meal. Det benægtede han naturligvis. Det var kun for at komme væk fra de snakkehoveder – ja ja, men behøver det at være med 20 km i timen. Det er benhårdt, solen bager fra en skyfri himmel, ingen vind og kl 10 er temperaturen i SKYGGEN 26 grader.

Vi springer 1. kaffestop over. Det går for langsomt – og så ca 5 min efter siger Peter, at vi skal op på en 175 m stigning og senere 450 m – men så går det også nedad eller lige ud resten af turen. F…. det skulle vi måske have vidst lidt før af hensyn til væskebalancen.

Løber op af stigningen – overhaler en syngende operadiva og vi når 1. højdestigning.

Man er helt våd i nakken, på ryggen, bæreselerne er gennemblødte og det er strømper og underbukser også.

Støvet ligger som kager oven på og vi mangler stadig de 450 m, med kun hver 0,5 l vand, 2 bananer, 4 mariekiks og uendeligt langt til næste vandingshul.

Ingen panik – det er bare det ene ben foran det andet, og vi æder os ind på turen og dem der går foran. Det er virkeligt stejlt nogen stedet og bagende varmt.

Endelig når vi toppen og her er heldigvis en offentlig vandpost med koldt kildevand og så er det bare med at få fyldt på.

Og er nedturen nemmere – nej. Grus og rullesten. Men endelig bliver det fladt, smukt og blomsterrigt.

Vandet pibler frem, grønne marker, køer, får, lam, en hane, der galer, en mager venlig hund, endnu flere brunstige frøer, der kæmper om damernes opmærksomhed og så endeligt, en lille bar, hvor vi under skyggefulde træer får en dejlig salat, vand og en iskold øl.

Peter bliver jo altid lidt halvreligiøs, når han er ude i ekstremer og baren dukkede op 5 min efter, at han havde sendte en SMS til G-U-D om at skaffe en bar.

Således restitueret fortsatte turen og det blev bare varmere og varmere, selv om klokken nu havde nået 14. Der blev lokket med kaffepauser – men nej, det endte med 3 timers stroppetur, inden vi nåede frem til et dejligt hotel.

Der er blevet vasket tøj, taget bad og skrevet historier og senere bliver vi kørt til byen for at spise og tilbage igen. Fin service.

9. april 2017 Camino Portugues 2017 Skriv en kommentar

Dag 19 – til Ponte de Lima

Der er morgenmad kl. 07.30. Vores kroppe er fuldstændigt smadrede efter gårsdagens kilometre. Egentlig har vi slet ikke lyst til at stå op efter gårsdagens hårde tur.

Der er dog ikke noget at gøre. Der er atter en dag i dag, der skal klares.

Til morgenmaden møder vi andre pilgrimme, der åbenbart også har overnattet der. Mange pilgrimme starter fra Porto, i stedet for Lissabon. Et af parrene møder vi senere på dagen under en pause på en cafe.

Vi får betalt og går ned mod kirken, der er gjort klar til palmesøndag og påsken. Der er pyntet med gule stedmoderblomster (oplyst af Lisbeth) mindst 100 meter op mod kirken. De gør virkelig meget ud af forberedelserne til påsken her i landet. Alle bliver aktiveret i lokalsamfundene.

På dagens rute går vi forbi flere kirker, hvor der bliver sunget den smukkeste korsang, kvinder der går med olivengrene til kirken, børnekor, der synger. Lilla er åbenbart påskens farve. Korsene på vejen er flere steder pyntet med lillabånd.

Vejen er forholdsvis let i starten, men desværre har jeg læst i guidebogen, at man måske kunne bringe afstanden lidt kortere, så derfor fik jeg lokket Lisbeth på afveje. Og en flink bilist viste også med fagter, at vi skulle en anden vej.

Vi kom tilbage på rette vej og på et tidspunkt fandt vi også det sted, hvor man åbenbart kunne spare den detour. Selvfølgelig overså vi et skilt, så derfor kom vi alligevel på den længere vej, og så lang var den længere vej heller ikke.

Nå, læren af det er, at hver gang vi mennesker at springe over, hvor gæret er lavest, så går det som reglen galt.

På vejen mødte vi selvfølgelig, undskyld udtrykket, en meget snakkende amerikaner. De skulle gå lidt, og når de ikke gad ikke mere, så ville hun tage en taxi. Hun var vist sammen med andre, men dem så jeg ikke. Hun snakkede med nogle canadiere, som jeg fik talt lidt med. Det viste sig, at de havde boet på samme hotel som os i nat.

På noget af vores vej mødte vi flere steder med frøer. Det kunne høres. Lisbeth mente, at de var kønsmodne. Et sted tror jeg faktisk, fik jeg sagt til Lisbeth, måtte være en frøfarm. Nu ved jeg ikke, hvordan en frøfarm ser ud, men det virker underligt, hvis det ikke var. Lisbeth var ikke overbevist.

Et sted var der en meget special kirke, hvor en del pilgrimme holdt pause, i varmen. Nogle sov. Vi lagde os også i græsset og slappede af, inden vi gik videre. Kirken var virkelig smuk. Man kan ikke undgå at blive lidt religiøs af at være her, specielt her omkring påsken.

En flink dame kommer ud og giver os 2 appelsiner hver, da vi kommer gående op ad vejen. Hun har set vores lidelser på afstand. Det varmer at møde sådanne mennesker.

Vi kom frem til Ponte de Lima. Her var der et kæmpe antikvitetsmarked langs floden. Jeg trængte gevaldigt til en øl. Det fik vi, inden hotellet. Meget specielt hotel, må jeg sige. Vi havde suiten på øverste etage, til kun 55 €.

Bad, vask og tøjvask. Så en tur i byen for at finde et sted at spise. Vi skulle ikke have meget i dag, så vi fik en meget lækker hamburger og vin. Udsigten derfra var fantastisk til floden og til bjergene.
Flot aften i Ponte de Lima. Byen tjener et besøg en anden god gang.

8. april 2017 Camino Portugues 2017 Skriv en kommentar

Dag 18 – til Barcelos

(Skrevet af gæsteskribent, Lisbeth Møller Jensen – også kaldet fruen)

Hele dagen i går var der mental opvarmning, til at dagen i dag ville blive hård, MEN at vi så nærmest skulle på badeferie søndag, altså i morgen.

Fredagens tur var i sig selv hård, når man nu lige er kommet flyvende ind fra København – 30,3 km, dag 1, med oppakning. Han havde planlagt 21,1 km – noget af en afvigelse – hvad?. Og idag planlagt 30,9 – det blev så 32,5 km. Det er varmt – man går ikke langt på en mineralvand.

Som spået allerede den første dag – du skal nok komme op – jo tak hanen begyndte at gale kl. 05.00 – vedvarende og insisterende i 1,5 time.

Så er man også klar til morgenmaden – eller måske ikke. Der ser ud til, at man skal være skarp. Var først nede – men blev taklet af en tysk dame og hendes veninde. Peter og jeg måtte blot ryste på hovedet over den intense trang til at proppe så meget mad ned. Nå, ja, resultatet kunne også ses. Vi gik dog ikke ind i en dybere analyse.

Ud til en skøn morgen Kl. 08.00 – stadig er morgenen helt sprød og kølig, solen skinner og mosekonen har brygget over floden. Der er gang i fuglene og lørdagsmorgen-roen er der endnu.

Vi starter med en skøn tur langs floden, for herefter at snuppe 1 time på meget befærdede brosten. Vi blev enige om, at man kan aflæse chaufførens stresstilstand på hans og ikke mindst hendes kørsel.

Endelig blev vi ledt ind i skoven, men nu er det virkeligt varmt – rygstykkerne er ømme og hænderne er helt opsvulmede pga alt det blod, der løber til fingrene.

Blikket og tankerne stilles på uendeligt – ellers kan man slet ikke holde det ud. Især ikke de forbandede brosten – vi går og snakker lidt om Langfredag og Via Dolorosa -og Peters “kvikke” svar aldrig at gifte sig med en, der hedder Dolores☺️ (red. “Smerte”).

Møder i øvrigt nogle mænd på vores vej i dag, der foran en kirke var i gang med at sætte kors op. Ja, det bliver hårdt den kommende tid. Trøsten er dog, at vi kommer til Santiago de Compostela på 3. dagen, altså påskesøndag, opstandelsen.

Dagen går helt bogstaveligt – vi møder folk fra Tyskland og Sydkorea, katte, kostalde, galsindede hunde, venlige hilsende mennesker og endeligt er der kun 4,2 km tilbage.

En lille pause til en banan og noget vand og en bemærkning fra Peter om, at nu tager vi det helt stille og roligt 1 km ad gangen.

Og så så jeg først ham igen ved hotellet – “samme fremgangsmåde som fredag” – ølmotivatoren?, men den fik han først til sin mad et par timer senere. Den stod først på indtjekning, vask og fodmassage.

Vi fik en dejlig stegt fisk til aften og skal ikke på diskotek i aften. I morgen er der atter en dag, og inden da skal benene gerne være udhvilede.

Slutdestinationen i dag, Barcelos, er fyldt med store sorte keramikhaner – en legende om en rejsende, der blev beskyldt for tyveri – men hanen galede hans uskyld ud og ja, så er vi måske klar på, hvad morgenvækningen kan bringe?

7. april 2017 Camino Portugues 2017 Skriv en kommentar

Dag 17 – til Vila do Conde

Vågner ved en stigende lyd, jeg tror, er Lisbeths vækkeur, hun har sat i gang. Hun reagerer ikke i første omgang, og jeg slet ikke. Nå, men så står hun alligevel op og så konstaterer hun, at det er røgalarmen på hotellet, der er startet. Og siger, at vi hellere må ud.

Hun er selvfølgelig den, der er først i noget tøj og skal til at gå ud, da alarmen stopper. Dog for en stakket frist, at starter den igen. Hun går ud. Bagefter fortæller hun mig, at hun har taget elevatoren?, lige hvad man ikke skal gøre.

Jeg får mandet mig op, kigger ud af vinduet. Helt ærligt, der står ikke et eneste menneske derude. Det er sikkert det sædvanlige. Nå, den bliver ved. Må sku’ nok hellere lige hoppe i et par bukser, huske pas, penge og pung (kort) og så for logikkens skyld slentre ned fra 5. sal. Er dårligt kommet i bukserne, da en sms dukker op: falsk alarm. 1 minut efter banker hun på døren.

Nå, denne lille historie til illustration af forskellen på mænd og kvinder. Vi mænd vil se ild, før vi tror på det?

Ned og spise morgenmad og så op og hente rygsækkene og ud af klappen.

Vi går op til metro Sao Bento, hvorfra vi kan skifte i Trindade til Masitondos. Ja, du læste rigtig, vi tager en metro. Er enige om, at Lisbeth ikke skal udsættes for over 30 km på sin første dag. Vi snupper derfor 7-8 km med metro. Jeg får selvfølgelig set forkert og får købt billetter til Matosinhos Sul i stedet for endestationen, der starter noget med Senho … De står nemlig i alfabetisk orden, når man skal se, hvor mange zoner, man skal købe for.

Vi får skiftet station, men ikke tjekket ind igen, så vi håber på, at der ikke dukker kontrol op. Det koster 95 €. Vi trøster os med, at vi da har købt billet og at vi må forklare, at vi bare er nogle dumme turister osv.

Det gik. Står af ved Matosinhos Sul og jeg finder vores vej via en af de utallige map apps, jeg har. Nogen gange kan man være heldig, når man ikke gør det, man oprindeligt havde sat sig for. Vi kommer nemlig over floden ved den bro, der er tættest på kysten. Der er ikke langt. På vejen til kysten er der en farmacia åben, og for en sikkerheds skyld køber jeg lige en pakke Imodium. Mit lager svandt, som jeg skrev forleden dag.

Vi kommer ud til kysten og det er dejligt at høre havet og mærke den brise, der er. Det virker umiddelbart forfriskende at vandre her.

Så siger Lisbeth: Er det Biscayen? – og peger ud mod havet. “Lisbeth f.. f….. – det er sku’ Atlanterhavet. Biscayen ligger nord for Spanien og vest for Frankrig.

Jeg fik sagt sagt et eller andet om kvinder og geografi. Og jeg vil slet ikke kommentere det mere, altså sådan generalisere, sæt, der var en enkelt imellem, der vidste noget om det?

Kom i den forbindelse til at tænke på, hvordan jeg i min barndom i Grønland sammen med min barndomsven, Søren Svenningsen kunne sidde og glo i vores atlasbøger og lære alle mulige og umulige flod- og bynavne udenad. Russiske floder og Vvladovostol. Altså helt ærligt, men vi havde heller ingen fjernsyn eller mobiltelefoner eller anden forstyrrende, så noget kontant var vi da nødt til at forholde os til. Vi var trods alt drenge. Det gør til gengæld, at vi kan Danmarks geografi bedre end de fleste danskere og sikkert mange andre steder i verden. Fyns bynavne kan vi udenad, i søvne og hvis vi skulle blive torturerede. Ligesom de tyske grammatikremser.

Nå, vi synes som sagt til er dejligt forfriskende at vandre langs havet, lige indtil vi kommer til at vandre meget langt forbi et olieraffinaderi. Føj, hvor det lugter og der er badestrand lige foran. Lad os skynde os forbi. Det gør vi.
Da vi er sluppet forbi lugtgenerne får vi kaffe og vand. Vi slendrer videre og kommer på de berømte gangbroer af træ, der går langs kysten. Det er faktisk meget behageligt at gå på disse gangbroer. Træ giver jo lidt efter, i modsætning til asfalt, beton og brosten.

Vejret er fantastik. Det er varmt nok til at tage solbad. Der er dog ikke mange derude. OK, det er også fredag og ikke helt ferietid endnu. Måske er vejret også bare ekstraordinært godt lige nu. Vi møder flere pilgrimme, der vandrer denne Caminho Costa, med høretelefoner i ørerne. Jeg kommer aldrig til at forstå, at man kan gå en helt dag og høre musik, mens man vandrer. Jeg er sku’ nok også for gammel og gammeldags.

Nej, det er jeg nemlig ikke. I modsætning til så mange andre har jeg virkelig brugt tid på at forstå, hvad der skal til, for at vi som mennesker kan lære at komme ind til kernen af os selv. Prøve at forstå, hvem man er.

Det sikreste, jeg ved, fra disse procesøvelser er, at musik er lig med støj. Det er en udenomsting, som uvilkårligt forstyrrer dit sind, om du så ka’ li’ det eller ej. Det gør den. Guderne skal vide, at jeg elsker musik, men til vandring, nej, og atter nej. I København render næsten alle jo rundt med noget i ørerne, så de er fri for at forholde sig til alle “idioterne” på gaden, i bussen, i S-tiget eller metroen.

Der er ikke så meget mere at sige om Caminho Costa. Flot at gå ved havet og høre havets brusen. Alt for meget Costa del Sol, efter min smag.

Undervejs kom vi selvfølgelig ind på en dyr restaurant og fik frokost. Jeg begriber det ikke, men vi finder altid sådan nogen. Vi må blive draget til dem, på een eller anden måde. God betjening.

Selvfølgelig fik jeg os på den forkerte rute noget af vejen, så vi vandrede på brosten i et godt stykke tid. Jeg skal hilse og sige, at det er meget, meget hårdt at vandre på brosten. Ud over at de er hårde at gå på, så vrikker foden hele tiden en lille smule, fordi de jo i sagens natur ikke ligger vatter.

Vila do Conde ser ud til at være en spændende by, men meget tid havde vi ikke. Jeg tilbød at finde et vaskeri og vaske vores tøj. Der var ikke megen modstand at spore fra fruen. Ja, hvad gør man ikke?

Vi finder et sted at spise, selvfølgelig en dyr restaurant igen. Jeg får pulpo i en meget flot opsætning, jeg aldrig har set før. Lisbeth får en pastaret. Vi får også en del starters inden. Jeg tilsidst en isdessert. Meget flink tjener og god service, så han fik gode drikkepenge. Det skal man give, hvis man gør et godt stykke arbejde. Jeg har skrevet det før, og jeg skriver det igen.

En lille slentretur hjemad i tusmørket og så i seng.

Godnat!