Dag 20 – til Cossourado, Pecene

(skrevet af lisbeth Møller Jensen)

 

Jeppe på bjerget – ja det blev temaet for dagens vandring.

Vi gik igennem en landsby og lidt oppe af en skråning kom Herren og Fruen med trækvogn og æsel. Og de snakkede højt, men med hver deres tonefald, forstås!

Og det fortsatte ned til skovbrynet, hvor morgensolen sendte glimt af lys ned mellem trækronerne og ned på kampestenstien, og vandløbet som fulgte stien. Fruen var iført gummistøvler og det var åbenbart hendes opgave at trække æsel og vogn gennem vandløbet for Herren havde sko på.

Så kommer det fra Peter: “ja, manden med det lyse sind og en optimistisk tone for at muntre den galsindede kone op” – ja, må jeg svare det – det er livet i en nøddeskal – alle mænd har det som Jeppe på bjerget – og nogen gange drømmer de sig væk fra livets kendsgerninger?

Det startede faktisk i morges. Vi havde besluttet at springe morgenmaden over og komme tidligt afsted. Med den varme og 36 km planlagt tur er det simpelthen alt for varmt at starte op ad formiddagen. Vi var ude af hotellet lidt over kl 7, hvor det var bælgravende mørkt og tæt på frysepunktet. Forinden nåede vi formentligt at vække hele hotellet. Vi skulle pakke og jeg havde jo købt nyt tøj dagen før. Det skulle pakkes – udvendigt på rygsækken forstås – for der kunne ikke presses mere ned i den – jeg havde også en ide – den var dog ikke helt gennemtænkt og så begyndte Peter at blande sig. Og det er dumt, ikke fordi det er tidligt om morgenen, men fordi jeg hader indblanding og især fordi, han selvfølgelig havde udstyr med der kunne montere oppakningen?

Nå, men ud kom vi og morgenkulden får jo hurtigt hidsigheden til at dampe væk☺️

Senere på turen blev vi så overhalet af vores polske veninde, der nu var blevet kæreste med den unge mand fra Barcelona. De gik meeeeget hurtigt. Men det var fordi hun prøvede at hægte dem fri fra hans to meeeeeeeeeget talende spanske veninder.

Drama mangler ikke på turen. Den søde fyr er i et ekstremt dilemma – kærlighed versus loyalitet. Han prøver at gøre alle tilfredse, men opnår at gøre alle sure, og han får vabler. Stakkels mand – det evige dilemma?

Vi skød en god fart og endelig kl 14 var det tid til frokost. Det må være feriens bedste sandwich – godt brød, salat, løg, tomat, ost, og lunt kød og iskold mineralvand.

Resten af turen varme, stigninger og nedstigninger – og endelig målet 9 timer efter start. Efter vask og udpakning er det her kl 19 tid til en kold under duftende magnoliatræer – 24 grader i skyggen 

Planlagt strækning på 21,1 km – realiseret 26 km (og 76 etager)

Vi sov længe. Der var først morgenmad kl 8 i det meget chamerende hotel, hvor vi havde fået hele loftetagen. Men vi skulle jo også kun ud på en lille tur – ca 21 km. I forhold til de sidste dages strabadser var det jo blot en lille formiddagstur.

Meget lækker morgenmad og dejlig kaffe. Så var vi klar. Det startede smukt over Lima-floden, ledsaget af klassisk musik i indbyggede højtalere i broens lygtepæle.

Og turen var meget smuk fra start. Den eneste slange i paradis var højtknævrende caminonister. Peter var totalt på højkant, så han piskede af sted ca. dobbelt så hurtigt som i går.

Hmmm løb op på siden og spurgte om at havde smugspist en gang Body-meal. Det benægtede han naturligvis. Det var kun for at komme væk fra de snakkehoveder – ja ja, men behøver det at være med 20 km i timen. Det er benhårdt, solen bager fra en skyfri himmel, ingen vind og kl 10 er temperaturen i SKYGGEN 26 grader.

Vi springer 1. kaffestop over. Det går for langsomt – og så ca 5 min efter siger Peter, at vi skal op på en 175 m stigning og senere 450 m – men så går det også nedad eller lige ud resten af turen. F…. det skulle vi måske have vidst lidt før af hensyn til væskebalancen.

Løber op af stigningen – overhaler en syngende operadiva og vi når 1. højdestigning.

Man er helt våd i nakken, på ryggen, bæreselerne er gennemblødte og det er strømper og underbukser også.

Støvet ligger som kager oven på og vi mangler stadig de 450 m, med kun hver 0,5 l vand, 2 bananer, 4 mariekiks og uendeligt langt til næste vandingshul.

Ingen panik – det er bare det ene ben foran det andet, og vi æder os ind på turen og dem der går foran. Det er virkeligt stejlt nogen stedet og bagende varmt.

Endelig når vi toppen og her er heldigvis en offentlig vandpost med koldt kildevand og så er det bare med at få fyldt på.

Og er nedturen nemmere – nej. Grus og rullesten. Men endelig bliver det fladt, smukt og blomsterrigt.

Vandet pibler frem, grønne marker, køer, får, lam, en hane, der galer, en mager venlig hund, endnu flere brunstige frøer, der kæmper om damernes opmærksomhed og så endeligt, en lille bar, hvor vi under skyggefulde træer får en dejlig salat, vand og en iskold øl.

Peter bliver jo altid lidt halvreligiøs, når han er ude i ekstremer og baren dukkede op 5 min efter, at han havde sendte en SMS til G-U-D om at skaffe en bar.

Således restitueret fortsatte turen og det blev bare varmere og varmere, selv om klokken nu havde nået 14. Der blev lokket med kaffepauser – men nej, det endte med 3 timers stroppetur, inden vi nåede frem til et dejligt hotel.

Der er blevet vasket tøj, taget bad og skrevet historier og senere bliver vi kørt til byen for at spise og tilbage igen. Fin service.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.