Dag 21 – til Tui (Spanien)

Vi sov ikke særlig godt i nat. Sengene var lidt for hårde for os, selv om det er Lisbeths foretrukne. Vi blev som Lisbeth skrev i går kørt til Rubiaes’ eneste restautant, kl. 18.00, så der blev efterhånden helt fyldt op af pilgrimme. Det danske ægtepar fra Løkken sad der, da vi kom.

Efter vi var ankommet til Casa da Capela, viste ðet sig, at der var kommet yderligere et par pilgrimme, 2 tyske kvinder. Lige som vi 4 skulle til at blive kørt til restauranten, kom der 4 pilgrimme gående, hvoraf vi havde mødt 2 af dem flere gange hygge sig i vejsiden med mad, kaffe og hvad de nu ellers havde. Det var 2 hollandske kvinder, der var sluppet for mænd og børn. Begge i højt humør, og senere skulle det vise sig, også glad for vin. De 2 andre var tyske søskende, viste det sig senere på aftenen. Det var storesøster, der havde gået Camino før, der skulle vise lillebror Caminoen. Hun har nok haft en bagtanke med det, uden at jeg skal gøre mig spekulationer over årsagen.

Nå, vi fik for første gang pilgrimsmenu. Ikke noget at råbe hurra for, men heller ikke det værste, jeg har fået. Suppen, næsten altid god plus kylling med ris, salat, pommesfritter, plus en kande rødvin og vand. Det hele til 22 €. Så kan man vist ikke klage over for meget. Oven i købet bliver vi kørt hjem af personale, vist nok ejeren, til hoteller. Efter vi måtte vente på, at de sidst 4 ankomne fik spist færdigt. De kom i sagens natur lidt senere end os. Og de skulle vist også hygge sig lidt.

Helt fint, så sad vi uden for og fik en snak med bl.a. et yngre par fra Litauen og de 2 tyske kvinder fra vores hotel.

Vi kommer endeligt hjem. Lisbeth går op i seng og jeg sætter mig ud i haven og vil færdiggøre mine historier for de sidste par dage. Nu skal de gøres færdige, men de andre dukker op, så det tager tid at blive færdig, når man både skal snakke og drikke af sin øl engang imellem. Anyway, de 2 tyske søskende og de 2 hollandske og jeg havde en hyggelig og god snak. Altid givende og hyggeligt at snakke med andre pilgrimme.

Og så til dagens begivenheder.

Vi kom afsted ved 8-tiden, efter morgenmaden. Skønt vejr. Der er en mindre stigning i starten, herefter går den nedad og stort set vandret resten af vejen til Tui, som ligger i Spanien. Grænsen går gennem floden Minho.

Den første del af turen er dejlig. Der er stadig lidt køligt. Vi går gennem skovområder og små landsbyer, møder får, høns, hunde, katte, gæs og meget andet. Ikke mindst fuglefløjt. Der er ikke noget så smukt som fuglefløjt, især om morgenen, hvor der kommer liv i det hele.

Vi hilser på en mand, der passer sine får. Og der sidder han sikkert hver dag, for det var ikke nogen stor mark, de var på.

Vi kommer til en Albergue, der også har cafe, så der stopper vi op for en kop. Det viser sig, at det er amerikaner, der for 6 år siden har lavet en ruin om til beboelse. Det er også
Økologisk, siger Lisbeth. Hedder Quinta Estrada Romana. Fik en kort snak med ham, inden vi tog afsted.

Spurgte ind til, hvorfor han havde gjort det . Så siger han som det naturligste i verden, at ethvert menneske kommer til et punkt, hvor man gør op med sig selv, der nok kun er så og så mange år tilbage. Og så må man tage stilling til, hvad ens sidste år skal gå med, mens man stadig kan fysisk. Underforstået, det kan jo også blive for sent, hvis man trækker tingene i langdrag. Ja, så er resten handling. Lokalt portugiske firma og så bliver en ruin til noget med mere sjæl.

Der er ikke så meget mere at sige om resten af vandringen til Valenca/Tui. Frem og tilbage over samme hovedvej. Valenca ser ud til at være en spændende by, især gamle del omkring borgen. Den må man vende tilbage til engang. Lisbeth gav en is i varmen.

Man krydser floden via en metalbro. Lige midt på broen kan man se grænsen. Vi kommer over og så er vi i Espana.

Vi følger slavisk ruten op til domkirken i håb om at få et stempel der, men desværre er den lukket. Finder vores hotel og vi finder ud af, at vi kan betale os ud af en vask, for 15 €. Vi slår til på stedet.

I bad og så ud og se lidt på byen og spise lidt. Lisbeth er træt af sine bukser, så hun får øje på et sted, hvor de sælger vandretøj af god kvalitet. Hun er gået derind, inden jeg siger noget. Stedet er samtidig en cafe. Jeg siger, at jeg går altså lidt rundt og kigger efter en tapasbar imens. Da jeg kommer tilbage, er hun i gang med at købe hele butikken. Åh, nej, endnu mere til rygsækken. Mens hun prøver tøjet af, må man jo gøre sig nyttig. Drikke et glas Alborino. Det blev på husets regning, hvilket jeg godt kunne forstå. De havde tjent rigeligt på handlen med Lisbeth.

Vi finder et sted bagefter, hvor vi får noget let. Lisbeth en slags dobbeltpizza med bacalau. Jeg pulpo på galisisk – en lille portion, da der ikke er lang tid til aftensmad.

Hjem og slappe af bagefter. Lisbeth ude i haven på drømmeseng. Jeg i værelset, sikkert med blæser på.

Vi kommer op til hovedgaden, der allerede er fyldt med folk, der nyder en aperitif eller to. Vi finder et bord. Vi får en Estrella Galicia øl, som mine Caminovenner fra Mallorca, Jose og Juan, lærte mig at drikke. Skønt at sidde her i varmen ved 20-tiden, folk der hygger sig. Der er altså noget ved det udendørsliv, her sydpå.

Vi fik anbefalet et tapassted. Går derover. Vi vil gerne sidde ud, men der er ikke plads, så vi tager nabostedet, der skulle vise sig at være fantastisk. Jeg lavede en beretning til FB til mine Body-SDS kolleger fra hold 22. Jeg citerer:

“Jeg sidder og siger noget til fruen, som jeg kalder hende, når jeg er i mit bedste hjørne. Ellers hedder hun Lisbeth. Nå, jeg sagde: min mave fortæller mig, at den har det godt, sådan lige passende. Straks kommer det fra hende – sikkert den bedste Body Meal, du har fået, med et smil på læben.

Hvad fik jeg så?

En øl til at starte med – selvfølgelig en Estrella Galicia sådan til opvarmning inden maden, som alle jo gør i dette land. De er jo lidt mere kultiverede end vikingerne, hvad det angår. Bagefter på tapasrestaurant, hvor vi fik de lækreste retter, jeg længe har fået. Plus naturligvis en flaske Alborino og vand. Mig tilsidst den lækreste apple crumblepie, jeg længe har fået. Tjeneren og jeg var enige om, at han hellere måtte tage en ekstra ske med, selv om der hårdnakket blev kæmpet imod. Den blev taget i brug?. Djævelen har ikke levet forgæves.
Kort sagt – omdan alt dette til pulver, hæld vand på og din mave vil have det kanon. Bon appetit!”

Body Meal er noget som vi Body-SDS’ere har lært at kende via vores uddannelse til kropsterapeut. Det er Bengt Valentino Andersen, der har udviklet det. Fås i pulverform og der skal kun vand i. Så joken er lidt intern.

Stedet hedder Meson Adega, og kommer du til TUI, så gå forbi der. Lækker tapasmad og dejlig Albarino og ikke mindst en vidende tjener, måske ejer. Minus ingen kaffe, men den kan man tage et andet sted og måske få en lille avec til. Han foreslog selv en kaffelikør.

I seng. Vi skal tidligt op i morgen, gerne kl. 07.00. Vi springer morgenmad over. Der bliver varmt, så der skal vandres så meget som muligt inden heden sætter ind.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.