Dag 23 – til Pontevedra

Omkring 21 km blev det i dag. Vi kom afsted senere en planlagt, ca. 08.20. Kroppen var mere kvæstet efter gårsdagens bjergbestigning og de mange kilometres, end antaget.

Det gjorde nu ikke så meget, da vejret har været med os i dag. Ikke for meget varme og lige her, hvor jeg sidder på en plaza i Pontevedra og skriver dette her, er vinden kommet. Temperaturen har ligget nogle grader under i dag, ligesom skyerne har hjulpet til. Nu venter jeg bare på den
L, jeg tørster efter. Det går lidt langsomt med serveringen. Alle butikker er lukkede nu. Godt det samme.

Skøn vandring hen til Arcade, bortset fra de sidste 2 kilometre, men sådan er det som regel, når man kommer til en lidt større by og trafikken på en hovedvej går igennem. Anderledes kan det ikke være, når infrastrukturen er, som den er.

På vej ned efter dagens første stigning møder vi de tyske søskende fra forleden dag på Casa da Capela. Vi får en snak og følges et stykke ad.

Da vi kommer til den første cafe i Arcade skal vi have dagens første kaffe og en gang tostados. Vi har boet på Alevear Suites, der er nogle små lejlighedslignende værelser med køkken og vaskemaskine. Der er ingen restaurant eller morgenmad på stedet, så vi har gået næsten 2 timer inden vi får noget. Reelt er det også det bedste. Man er ikke så tung, når man tager afsted.

Kaffen smagte bare rigtig godt og brødet ligeså. Vi snuppede også lige en meget god croissant ved siden af, til deling. Jeg fik vist nok det meste?

De tyske søskende kom til og satte sig ved siden af. Vi fik en yderligere snak. Carolin, søsteren, har en dansk kæreste, der er ved at skrive vist nok sin doktordisputats i København. Hun bor selv ved Hamborg sammen med deres søn, så det er et langdistanceforhold, indtil videre. Hun er selv uddannet lærer. Christian, der er kandidat i lingvistik, bor i Berlin og som jeg skrev forleden, på sin første Camino.

Lisbeth fik udvekslet adresser. Carolin og Christian ville tage en bus til Padron fra Pontevedra, fordi de sammen gerne vil se Santiago de Compostela. Da de landede i Porto var de taget direkte ud at vandre, og dermed ikke fået set noget som helst af Porto. De skal hjem med fly på søndag, så de er pressede tidsmæssigt, hvis der skal være lidt tid til sightseeing.

Og så lidt om dagens andre oplevelser.

Vi er på vej op ad dagens stigning nr. 2, selvfølgelig højere end angivet i Brierleys bog. Ellers er mit Garminur bare elendigt til højder.

Der går et par lidt længere fremme end os. Begge med stokke. Jeg kan godt se, at Herren går sådan lidt underligt, men det er der så mange, der gør. Fruen er rigtig god til at vrikke med hofterne, kan jeg se, samtidig med hun går.

Pludselig kommer det fra Lisbeth: “Han må have siddet i et herrefængsel!”

???????? Hvad?

“Ja, kan du ikke, at han klemmer røven sammen, hver gang har tager et skridt?

What? “Prøv at se på ham”

Nå, ja, så bliver man jo nødt til det. Ved nærmere studier er jeg tilbøjelig til at give hende ret. Han går sku’ lidt underligt. Mææn, da vi senere passerer ham og kæresten, så finder vi ud af, at han har ondt i fødderne. Lisbeth skulle jo selvfølgelig lige spørge ham om, hvorfor han hørte musik, altså uden øretelefoner, men til gratis deling med alle, når nu han vandrede Camino. Det var hans 6. dag og hans fødder havde det skidt og alle gik alligevel og snakkede hele tiden. Ja, nogen gør. Han havde brug for noget til at holde hans humør oppe. Til hans forsvar spillede han et Queens nummer?

På et tidspunkt er der en kvinde, der passerer os. Vi går lidt langsomt på det tidspunkt. Hun går sammen med nogle andre, der går lidt langsommere end hende.

Lugten eller duften – alt efter præference – af parfume breder sig. Nu ved jeg, at fruen ikke kan klare for meget af det og her på det sidste tror hun, at hun er blevet allergisk overfor det. Gode råd er dyre. Hvad gør vi?

Jeg kan godt mærke på Lisbeth, at hun har lyst at at overhale, men jeg siger til hende, at lad hende nu gå, så vi kan komme på afstand af hende, men det sker ikke. Da hun er kommet forrest afpasser hun bare hastigheden, så hun er foran, ken parfumen fortsætter jo.

Så spørger jeg Lisbeth: skal jeg føre? Yes, siger hun. Så er vi enige. Eksprestoget kører nu. Hun bliver overhalet inden for 50 meter og agterudsejlet og vi så hende ikke igen. Så kan de lære det. Jeg kiggede på min Garminur. Godt 6 km i timen. Det er der trods ikke mange, der kan holde til, med rygsæk og det hele over en længere strækning.

Vi kom også til at passere flere unge mennesker op ad stigninger og senere efter pauser. De kæmper de stakler, selv om kun er startet fra Porto, men de er ved at være det antal dage under vandring, hvor alt gør ondt, det mentale er på overarbejde, og måske har de fået vabler.

Og så kommer der 2 halvgamle, kan vi vel sige, og bare moser derudad, som om der overhovedet ingen problemer er. Det må være demoraliserende. Så jeg sagde til Lisbeth, at nu må vi altså tage os lidt sammen, og gå lidt langsommere. Vi må forrest med et godt eksempel.

Ja, nu sidder vi på den centrale plads og får en øl. Efterhånden er der mange. De fleste får kaffe og hygger sig. Det er jo fridag nu. Vi tager en lille vandretur og ser på lidt seværdigheder. Aftensmaden må vi se, hvad bliver.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.