Dag 17 – til Vila do Conde

Vågner ved en stigende lyd, jeg tror, er Lisbeths vækkeur, hun har sat i gang. Hun reagerer ikke i første omgang, og jeg slet ikke. Nå, men så står hun alligevel op og så konstaterer hun, at det er røgalarmen på hotellet, der er startet. Og siger, at vi hellere må ud.

Hun er selvfølgelig den, der er først i noget tøj og skal til at gå ud, da alarmen stopper. Dog for en stakket frist, at starter den igen. Hun går ud. Bagefter fortæller hun mig, at hun har taget elevatoren?, lige hvad man ikke skal gøre.

Jeg får mandet mig op, kigger ud af vinduet. Helt ærligt, der står ikke et eneste menneske derude. Det er sikkert det sædvanlige. Nå, den bliver ved. Må sku’ nok hellere lige hoppe i et par bukser, huske pas, penge og pung (kort) og så for logikkens skyld slentre ned fra 5. sal. Er dårligt kommet i bukserne, da en sms dukker op: falsk alarm. 1 minut efter banker hun på døren.

Nå, denne lille historie til illustration af forskellen på mænd og kvinder. Vi mænd vil se ild, før vi tror på det?

Ned og spise morgenmad og så op og hente rygsækkene og ud af klappen.

Vi går op til metro Sao Bento, hvorfra vi kan skifte i Trindade til Masitondos. Ja, du læste rigtig, vi tager en metro. Er enige om, at Lisbeth ikke skal udsættes for over 30 km på sin første dag. Vi snupper derfor 7-8 km med metro. Jeg får selvfølgelig set forkert og får købt billetter til Matosinhos Sul i stedet for endestationen, der starter noget med Senho … De står nemlig i alfabetisk orden, når man skal se, hvor mange zoner, man skal købe for.

Vi får skiftet station, men ikke tjekket ind igen, så vi håber på, at der ikke dukker kontrol op. Det koster 95 €. Vi trøster os med, at vi da har købt billet og at vi må forklare, at vi bare er nogle dumme turister osv.

Det gik. Står af ved Matosinhos Sul og jeg finder vores vej via en af de utallige map apps, jeg har. Nogen gange kan man være heldig, når man ikke gør det, man oprindeligt havde sat sig for. Vi kommer nemlig over floden ved den bro, der er tættest på kysten. Der er ikke langt. På vejen til kysten er der en farmacia åben, og for en sikkerheds skyld køber jeg lige en pakke Imodium. Mit lager svandt, som jeg skrev forleden dag.

Vi kommer ud til kysten og det er dejligt at høre havet og mærke den brise, der er. Det virker umiddelbart forfriskende at vandre her.

Så siger Lisbeth: Er det Biscayen? – og peger ud mod havet. “Lisbeth f.. f….. – det er sku’ Atlanterhavet. Biscayen ligger nord for Spanien og vest for Frankrig.

Jeg fik sagt sagt et eller andet om kvinder og geografi. Og jeg vil slet ikke kommentere det mere, altså sådan generalisere, sæt, der var en enkelt imellem, der vidste noget om det?

Kom i den forbindelse til at tænke på, hvordan jeg i min barndom i Grønland sammen med min barndomsven, Søren Svenningsen kunne sidde og glo i vores atlasbøger og lære alle mulige og umulige flod- og bynavne udenad. Russiske floder og Vvladovostol. Altså helt ærligt, men vi havde heller ingen fjernsyn eller mobiltelefoner eller anden forstyrrende, så noget kontant var vi da nødt til at forholde os til. Vi var trods alt drenge. Det gør til gengæld, at vi kan Danmarks geografi bedre end de fleste danskere og sikkert mange andre steder i verden. Fyns bynavne kan vi udenad, i søvne og hvis vi skulle blive torturerede. Ligesom de tyske grammatikremser.

Nå, vi synes som sagt til er dejligt forfriskende at vandre langs havet, lige indtil vi kommer til at vandre meget langt forbi et olieraffinaderi. Føj, hvor det lugter og der er badestrand lige foran. Lad os skynde os forbi. Det gør vi.
Da vi er sluppet forbi lugtgenerne får vi kaffe og vand. Vi slendrer videre og kommer på de berømte gangbroer af træ, der går langs kysten. Det er faktisk meget behageligt at gå på disse gangbroer. Træ giver jo lidt efter, i modsætning til asfalt, beton og brosten.

Vejret er fantastik. Det er varmt nok til at tage solbad. Der er dog ikke mange derude. OK, det er også fredag og ikke helt ferietid endnu. Måske er vejret også bare ekstraordinært godt lige nu. Vi møder flere pilgrimme, der vandrer denne Caminho Costa, med høretelefoner i ørerne. Jeg kommer aldrig til at forstå, at man kan gå en helt dag og høre musik, mens man vandrer. Jeg er sku’ nok også for gammel og gammeldags.

Nej, det er jeg nemlig ikke. I modsætning til så mange andre har jeg virkelig brugt tid på at forstå, hvad der skal til, for at vi som mennesker kan lære at komme ind til kernen af os selv. Prøve at forstå, hvem man er.

Det sikreste, jeg ved, fra disse procesøvelser er, at musik er lig med støj. Det er en udenomsting, som uvilkårligt forstyrrer dit sind, om du så ka’ li’ det eller ej. Det gør den. Guderne skal vide, at jeg elsker musik, men til vandring, nej, og atter nej. I København render næsten alle jo rundt med noget i ørerne, så de er fri for at forholde sig til alle “idioterne” på gaden, i bussen, i S-tiget eller metroen.

Der er ikke så meget mere at sige om Caminho Costa. Flot at gå ved havet og høre havets brusen. Alt for meget Costa del Sol, efter min smag.

Undervejs kom vi selvfølgelig ind på en dyr restaurant og fik frokost. Jeg begriber det ikke, men vi finder altid sådan nogen. Vi må blive draget til dem, på een eller anden måde. God betjening.

Selvfølgelig fik jeg os på den forkerte rute noget af vejen, så vi vandrede på brosten i et godt stykke tid. Jeg skal hilse og sige, at det er meget, meget hårdt at vandre på brosten. Ud over at de er hårde at gå på, så vrikker foden hele tiden en lille smule, fordi de jo i sagens natur ikke ligger vatter.

Vila do Conde ser ud til at være en spændende by, men meget tid havde vi ikke. Jeg tilbød at finde et vaskeri og vaske vores tøj. Der var ikke megen modstand at spore fra fruen. Ja, hvad gør man ikke?

Vi finder et sted at spise, selvfølgelig en dyr restaurant igen. Jeg får pulpo i en meget flot opsætning, jeg aldrig har set før. Lisbeth får en pastaret. Vi får også en del starters inden. Jeg tilsidst en isdessert. Meget flink tjener og god service, så han fik gode drikkepenge. Det skal man give, hvis man gør et godt stykke arbejde. Jeg har skrevet det før, og jeg skriver det igen.

En lille slentretur hjemad i tusmørket og så i seng.

Godnat!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.