Tag: Camino Frances 2013

(Leon - Villar de Mazarife, 22,2 km)

Det var meget mere end de 22,2 km. Og jeg skal også indrømme, at jeg ikke har bandet og svovlet så meget før på Caminoen, som i dag, men mere om begge dele senere.
---------------
Vågnede som sædvanligt tidligt. Kunne lige så godt stå op og skrive mine manglende opdateringer. Forretningerne åbner alligevel først kl. 10.00, så jeg sætter mig til skrivebordet og skriver. Får lagt billeder ind også.

Da klokken nærmer sig de 10 går jeg i bad og får pakket mine ting. Pakning tager vel max. 10-15 minutter. Man ved, hvor tingene skal være. Spiser ingen morgenmad.

Det første jeg gør er gå tilbage til internetforretningen og prøve at få de 2 sider scannet igen. Det er en anden person end i går. Hun ser ud til at have lidt mere styr på det. Hun scanner den ind og beder mig tjekke mailadressen, inden hun trykker på knappen. Betaler 1,2 € for det og håber på, at filen kommer ind på min mail. Kan først tjekke den sidst på dagen.

Går derfra og prøver først den fotoforretning, jeg trods alt stødte på, men som kun havde digitalkameraer med for lille optisk zoom, efter min smag. Gik ind og spurgte til batteri, hvis det nu er den, der er problemet. Ingen af den slags. Henviste mig til et sted, som jeg vandrede til, med alt min oppakning. Fandt det ikke, så var der altså kun varehuset tilbage. Vadede derhen og de havde mange kameraer.

Rendte selvfølgelig ind i en ekspedient, der ikke kunne engelsk, så jeg ventede 20-25 minutter før der kom en yngre, der talte godt engelsk. Vi prøvede at finde et tilsvarende batteri, men ingen. Traf en hurtig beslutning om at købe et nyt kamera, nyt datakort, da mit store på 64 GB ikke duede i det nye Samsung kamera plus et etui. Lidt over 300 €. Det tog sin tid, fordi de absolut ville rode i menuen m.v., selvfølgelig for at give mig god service, men jeg havde travlt. Skal jo afsted og nå at komme til Villar de Mazarife inden det bliver mørkt. Og jeg skal lige have lidt at spise inden.

Endeligt langt om længe kommer jeg ud af butikken. Jeg vil op til domkirken, fordi jeg ved, at ruten går forbi der. Kigger hurtigt på kortet og laver en antagelse, stoler simpelthen for meget på min retningssans, så jeg selvfølgelig går den forkerte vej. Spørger en mand og han viser mig på kortet, hvor jeg er. Hvis jeg nu fra morgenstunden havde kigget ordentlig efter, hvor Camino-ruten går, havde jeg aldrig gået op på domkirken, men gået en anden vej, så jeg kunne havde sparet mig selv for 2 km's vandring mere, udover hvad jeg allerede havde præsteret, vel nærmest det samme, altså 4 km på asfalt og fortov. Udover det gik jeg senere forkert een gang og da jeg ikke kunne finde pilene, så tilbage og tilbage igen, da det viste sig, at det var rigtigt. Jeg skulle bare været gået over på den anden side, hvor pilene var til at finde.

Det viser endnu engang. Brug lidt tid på forberedelse og lad vær med at stole på dit System 1 i hjernen, alt for meget.

Nå, men på vej til domkirken falder jeg over en pilgrim, der sidder uden for en bar. Hun hilser, så jeg sætter mig og kan lide så godt få lidt mad og en snak samtidig. Det viser sig, at hun er fra Texas og har været i Leon og plejet sine fødder. Hun hedder Christine og er snakkesagelig, som mange amerikanere. Hun opgiver, siger hun, men vil gerne mødes med sine venner i Santaiago, hendes Caminovenner. Inden vil hun til Madrid på ambassaden for at få et visum til Indien. Hun vil på noget yoga. Hun har kvittet sit job, solgt alt og virker ubekymret. Der skal nok dukke noget op. Rigtig Camino- spirit.

Får sagt farvel og kommer på ruten. Går som sagt forkert en gang, men kommer så ind, så ruten er til at følge. Kommer forbi det store hotel, hvor eva og de andre har boet. På vejen dertil møder jeg iøvrigt en australsk kvinde, pilgrim, der ser ud til være lidt desorienteret. Giver hende mit kort over Leon.

Jeg siger det nu og jeg gentager det gerne een gang og een gang til. Det er et helvede at komme ud af Leon. Du går på forfærdelige dårlige fortove, der skråner. Ikke det bedste for folk med ondt i fødderne. Der er billarm, os og kvarteret man går i, er ikke det mest opmuntrende. Det føles som en endeløs uendelighed. Selv efter at været sluppet væk fra byen, er det beton og asfalt. det tog næsten 1,5 time at komme ud. Jeg gør det bare aldrig mere. Jeg holder absolut ikke af fortove og asfalt mere, skal jeg hilse og sige. Giv mig en grusvej.

Føler mig virkelig fuldstændig færdig, da jeg kommer til La Virgin del Camino, ca. 7,5 km, fra Leon, det hele på beton og asfalt, plus altså de km, jeg havde gået inden, inde i byen. Mine fødder var fuldstændig færdige.

Gode råd er dyre. Ser et hotel. Skal, skal ikke. Et glas rødvin eller 2 og så samtidig skifte sokker og tIl at tænke over situationen. Får plejet mine fødder inde i en bar, køber en stor flaske vand og fylder mine 2 vandflasker op og drikker resten. Går videre, men ondt gør det.

Lige efter byen deler ruten sig, een til Villar de Mazarife og een til Villadangos del Paramo, altså 2 forskellige endestationer, der dog mødes igen dagen efter i Astorga. Jeg vil gerne til Villar de Mazarefi, fordi Lucy ville tage dertil og hun ville gerne følges med mig. Vi havde ikke set hinanden siden Burgos. Det er et værre gedemarked med motorvejfletninger og visningen til Villar de Mazarefi er meget, meget dårlig. Og selvfølgelig går jeg forkert. Kommer ud af den vej, der følger hovedvejen. Vil prøve senere at kommer over til den anden side, hvis der bliver mulighed for det.

For at blive fri for billarmen, sætter jeg musik til. Spiller Electric light Orchestras Discovery på. For fuld musik. Shine a little love - det kan få dårlige fødder til at gå. Jeg svinger med mine vandrestokke. Bilister tror nok, at der går endnu en sindsyg pilgrim gående der. Confusion - everywhere where the sun is shining, ......, Jeg synger for fulde gardiner, ingen kan alligevel høre det. Og så kommer den smukke ballade, Need Her Love, det er bare godt håndværk - she gives me love, that I can never hope to have, she tells me, that she needs me............, I need her love, I need her love, I need her love..... Jeg synger endnu højere.Last Train To London - kan få enhver lyst til at danse og det gjorde jeg også.

Og så min favorit - Midnight Blue. Den gør nok mine knæ lidt bløde, lidt sentimental er jeg jo. Musik og tekst passer bare godt sammen - I see the lonely road, that leads so far away, I see the distant lights, that left behind the day, ................., I will love you tonight, and I will stay by your side, loving you, I'm feeling in the midnight blue. Skøn sang.

Klokken er efterhånden ved at være mange. Jeg startede først efter kl. 13. fra domkirken. Hvis jeg skal til Villar de Mazarife skal jeg snart til venstre. Kigger på kortet og kan se, at jeg skal mod til by, der hedder Robledo de la Valdoncina og så videre mod Chozas de Arriba og derfra til Chozas de Abajo, hvor jeg så kan støde til originalruten. Herfra skulle der være 4,6 km til målet. Jeg træffer en beslutning om at dreje af, i stedet for at gå ligeud, ca. 8 km til Villadangos.

Den første by er afstandsmæssigt OK, men byen er lang, viser det sig. Mine fødder har det værre igen. Nu går jeg igen på asfalt. Næste by er til gengæld hulens langt væk. Jeg har fuldstændig fejlbedømt afstanden. klokken er ved at nærme sig 18.00, solen er på vej ned. Jeg bander og svovler over den satan, der har ledt mig ind på den forkerte vej og hvis gud er til noget, så skal han altså hjælpe til nu. Ellers kan det være lige meget. Jeg står af Caminoen nu og jeg er ligeglad med Santiago og det hele er bare fuldstændig ligegyldigt, is du ikk er til bedre hjælp!

Hvorpå jeg får det svar: Du kan bare gøre de simple ting i livet. Livet er meget enkelt. Hvorfor skal du gøre alting kompliceret. Du kunne bare været gået lige ud..

Hvad skal man sige til det?

Hvorpå jeg bander af mig selv.

Kommer endeligt til Choras de Arriba. Der er vel næsten 10 km mere, hvis jeg skal følge den vej, jeg har på kortet. Ved at det når jeg ikke. Klokken er godt 18 og solen er definitivt ned før kl. 19. Jeg bliver nødt til at spørge om vej. Heldigvis kommer der en forbi, der er ikke mange på gaden. Jeg hiver guidebogen og viser ham den rute, jeg har tænkt mig at gå. Nej, nej, siger han. Det er alt for langt, så meget forstår jeg. Jeg skal gå med ham et lille stykke ud til bykanten og så vil han vise mig en markvej, hvor der kun er 5 km til mit mål. Vi finder det og han siger, ligeud, ingen svinkeærinder, så kommer du frem. Jeg må sige, at det var med bange anelse, jeg gik ud i noget, hvor der ingen skilte er, hvor jeg ikke ved, hvor jeg er og hvor jeg ved, at jeg får problemer med at se, hvis jeg ikke går hulens hurtigt.

Jeg går så hurtigt, jeg kan. Glemmer fuldstændigt smerterne. Skal bare fremad. Solnedgangen er flot. Når lige et par billeder, men så er det også slut med det. Nu er det bare fremad. Man tænker, man tænker. Ok, det værste, der kan ske er, at du må sove i naturen. Du har en god sovepose og så må det blive det. Der er heldigvis ingen frost endnu, men koldt ville det blive. Jeg har for en sikkerheds skyld sat min Garmin ur i gang på GPS'en. Jeg ved jo ikke, hvor langt, jeg går - ingen afmærkninger, af nogen som helst art. Går kun forbi en enkelt gård, hvor nogle hunde gør af mig. Det er alt.

Med tanke på de mindesten, jeg er stødt på, af pilgrimme, der er døde på vejen, så sent som idag, for at det ikke skal være løgn, strejfer tanken mig om det nu er slut eller. Alligevel ved jeg med mig selv, at i den slags situationer, går jeg ikke i panik. Jeg bliver cool som isen, når det drejer sig om liv og død. Er så heldig at være vokset op i et land med sne og kulde og hurtige vejrskift. Ved at det handler om at bruge så lidt af den energi, man har og holde sig vågen, hvis det er det, der skal bruges. Har heldigvis noget vand tilbage.

Det bliver mørkere og mørkere. Kan godt se lys på lang afstand, men i en helt anden retning. Ser på min GPS, kun godt 3 km. Den har snydt mig før. Pludselig kan jeg se lys til venstre foran mig langt væk. Er det mon der? Skal jeg tage den markvej, der går til venstre? Nej, manden sagde, ligeud. Jeg hører for en gang skyld efter, ligeud. Jeg går lige ligeud.

Pludselig begynder der langsomt at dukke noget op foran. Er det et kirketårn eller? Hvis, må det være en by. Kommer nærmere og lyset bliver stærkere, flere huse. Jeg begynder at få en fornemmelse af, at dette her ender godt. Det er ved at være koldt. Har handsker på. Da jeg kan mærke redningen, kommer smerterne i foden. Det er altså underligt, hvordan kroppen reagerer. Kan mærke at min selvopholdelsesdrift har været i aktion på høj speed, så jeg er meget, meget træt. Har også gået over evne. Ved med mig selv, at jeg kan gå næsten 6 km i timen med fuld oppakning, når det gælder. Har gjort det et par gange, altså uden jeg vidste det, men hvor automatikken åbenbart havde sat ind.

Jeg går mod lyset, bogstaveligt talt og i overført betydning. Det er skønt. Kommer ind midt i byen. Kan ikke se nogen skilte, ingen mennesker på gaden. Jeg er usikker på, om jeg er endt det rigtige sted, men der er også lige meget. Jeg kan vel ringe efter en taxi, hvis det er. Går ind mod det, jeg tror, er centrum. Ser pludselig et skilt med navnet på et herberg, som jeg ved er i Villar de Mazarife. Nu er jeg helt rolig. Ser en cafe. Jeg skal bare ind og have et glas vin og åbne min iPad for at se, om The Family eller Lucy har skrevet. Som sædvanligt her i Spanien spiller folk kort på den lokale, her var det dog kvinder, højst usædvanligt, altså det jeg har set.

Lucy har sendt en mail. Hun er på Tio Pepe. Skriver til hende. Jeg spørger bartenderen, hvor Tio Pepe ligger. Lige her tæt ved baren, ligeud . igen ligeud. Jeg går de 30 meter derhen. Lucy sidder i cafeen og hun bliver meget glad, da hun ser mig. Jeg ligeså for at se hende.

Herbergmutter er en af de typer, der altid smiler og er venlig. Den moderlige venlige type, som alle vi mænd holder af. Forstå det, hvem der vil:-). Da hun ser, at vi kender hinanden godt, siger hun, at jeg kan tage en seng i samme rum som Lucy, nr. 4. Det gør jeg så. Det er et rum med 2 dobbeltkøjer, men der er kun Lucy der, så vi har det for os selv. Så er der også kun en snorker, nemlig mig.

Jeg smider mine op og går ned for at spise sammen med Lucy. John kommer også ned til middag. Han var også gået forkert, men er en hurtigganger. I øvrigt havde en tysker, Klaus, som jeg mødte på vej ud af Leon, også gået forkert. Han ankom samme tidspunkt som mig, i mørket. Han sagde, at dette her gjorde han bare ikke een gang til. Han var blevet opholdt af en pige i Leon. Så kan han lære det!

John, Lucy og jeg spiste sammen. Da vi var færdige med at spise, siger herbergmutter til en enlig pilgrim, at han kunne jo sætte sig hen til. vires bord og snakke. Det gjorde han så. Han hed Well og arbejde som brandmand i det britiske luftvåben. Han havde gået 40 km i dag. Han havde taget halvdelen af Caminoen på et tidspunkt og nu var det resten. flink fyr.

Trætheden melder sig. Må op og lige tage et bad og så i seng. Det er hvad der sker. Jeg er mørbanket og totalt smadret. Min højre fod har det skidt. Der kommer væske ud, men jeg har ikke kræfter til at se på det, før i morgen tidlig.

Dagens vandring blev uendeligt meget længere end det forventede. Lærte også, at keep it simple bare er en god leveregel og at hjælpen kommer, når du har brug for det. Det giver stof til eftertanke. Måske hørte nogen efter?

(Mansilla de las Mullas - Leon, 18,6 km)

Erwin og jeg får en god nats søvn, uden forstyrrelser fra andre. Det er skønt, men vi sover alligevel lidt længe. Vi trækker den til kvart i 8. Får pakket og går ned for at spise morgenmad. Får det sædvanlige med toast, smør, marmelade, et glas juice og en kop kaffe. Efter morgenmaden op og hente rygsækken, lige købe 2 store flasker vand til opfyldning af vores vandflasker. Farvel og tak og vi får vores Buen Camino på vej ud af døren.

Vi finder ruten og er på vej gennem byen, da Natali kommer ud af en cafe og råber på os bagfra - tag det nu lidt roligt og kom ind og få en kop kaffe. Det kan vi naturligvis ikke sidde overhørig. Ind og få en kop cafe solo og snakke lidt. Bagefter afsted og jeg snakker med Natali et pænt stykker af vejen, indtil fruen siger, at nu må han altså ikke opholde mig længere, hvis jeg gerne vil gå lidt hurtigere.

Foran går Erwin og Luca og taler sammen - eller som Natali siger, forsøger at tale sammen, på tysk og andet godt.

Jeg siger farvel og på gensyn. Får fundet mit rytme og jeg overhaler alle. Vejen går langs med hovedvejen, lidt trættende, men til gengæld enkel og ligetil. Noget foregår dog fortovene, mindre godt. Kommer til Villarente, 5,7 km, og får lyst til en kop kaffe. Til min overraskelse sidder Anne-Marie og John derinde. Får købt en kaffe og vand og vi falder i snak, med det resultat, at alle dem, jeg gik fra, nu overhaler mig. Ruten er kort, så det betyder vel ikke det store.

En mand, som jeg så i går aftes på herbergets cafe, står der også. De 2 englændere fortæller mig, at det er en franskmand, der går med sit æsel. Synes nok, at jeg hørte et æsel, før jeg kom ind på cafeen.

Afsted igen. De andre går foran mig, men jeg indhenter dem. De står stille. Luca er ved at tage noget oppakning fra sin mor, Ughetta, der ser ud til at have det skidt. Det viser sig, at hun har store udslæt, de mener, det er allergisk reaktion på nogle blommer, hun har spist. De vil på hospitalet, når de kommer til Leon. Går videre efter aftale om, at vi ses i Leon. Nu har vi både mail og telefonnumre, så det kan vel ikke gå helt galt.

Min højre fod begynder at gøre ondt. Får dog kæmpet mig videre og støder ind i Erwin,z der holder pause. Jeg sætter mig, er lidt træt. Han giver mig en banan og et halvt æble. Han har lige siddet og spist. The Family kommer op til os og siger, at de vil finde en bar og holde pause. De går. Vi vil også finde os en bar og have en enkelt øl, men vi kan ikke finde nogen og går videre. For første gang kniber det med at finde en bar.

Vi går videre, men jeg er simpelthen nødt til at skifte til mine slippers, ellers bliver det vanskeligt. Skifter og hænger mine sko på rygsækken. Jeg vandrer hele vejen til Leon i mine slippers, vel omkring 5 km, til udkanten af byen. Vi kan se byen et godt stykke derfra. Stadig ingen bar , selv om vi er kommet til udkanten af byen. Vi støder ind i Andrei, med hunden, mens vi sidder på en bænk. Jeg skifter til sko igen, med nye sokker.

Vi går videre og det virker som et ondt år at komme ind mod centrum. Endelig støder vi ind i en bar, or vi får lidt let mad og et glas stort ø. Erwin vil på herberg og jeg på hotel. Har brug for at tage hånd om min fod, i eget rum, og ikke sammen med en masse andre. Vores veje skilles, med aftale om at mødes kl. 19.00 ved domkirken.

Har i øvrigt fået en mail fra Eva, der skriver, at hun bor på et stort hotel, med spa og det hele, Paradores, til 100€ pr. nat. John skulle også være der. På vejen mod Hotel Paris i bymidten, et 3 stjernet, støder jeg ind i en kvinde, der siger, at herberget altså er den anden vej. Får at vide, at hun er australier og vi finder ud af, at hun har mødt Ian og i øvrigt bor på hotel sammen med Eva. Verden er lille.

Finder mit hotel, til pilgrimspris, 40 € pr. nat. Ganske udemærket med karbad. Kommer i karbad og er næsten ved at falde i søvn, i varmen. Ligger vel en 20-25 minutters tid og så op. Får barberet mig. Må hellere se ordentlig ud, her i storbyen.

Der er flere ting, jeg skal nå her i Leon. Først og fremmest at have købt et nyt kamera. Kameraet har åbenbart ikke kunnet tåle regnvejret. Det strejkede endeligt i dag, så var det slut, uagtet genopladning, så derfor jeg kun kunnet tage billeder med min iPhone og det er altså ikke det samme. Det andet jeg skal nå er, at printe mit pensionsalderoversigt ud, underskrive den, scanne den og returnere den til Francisca i Nuuk, så min pension kan komme på plads til 1 marts. Håber det kan lykkes. For det tredje skal jeg gerne have købt et noget Compeed og creme, der kan tage noget af inflamationen ved hælene, måske også et lille fotostativ, men det er absolut sidste prioritet.

Karbadet har åbenbart varmet min krop op så meget, at jeg må tage en koldt brusebad bagefter. Der var ikke andet at gøre. Vaske tøj også. Der var en del, men heldigvis var radiatorerne i gang, så det kunne nå at tørre.

Ned til receptionen og spørge om, jeg kunne printe noget. Nææh, de havde kun en og den brugte de selv. I stedet henvist til en internet og telefonforretning lige om hjørnet. Går derhen, får mig en computer og jeg er blevet endnu mere modstander af Microsoft, også efter denne oplevelse. Kommer endeligt langt om længe ind i min gmail, printer den ud og beder om at få den scannet og sendt til min mailadresse. Jeg betaler ca. 2 € for det. Da den ikke er dukket op, går jeg bare. Antager at det er fordi det tager lidt tid.

Render herefter rundt som en idiot efter en fotoforretning, selv om jeg har fået anvist mulige steder. De er der bare ikke. Intet er let i Spanien, bortset fra barer, cafeer og apoteker. De er selvfølgelig vigtige, men alligevel. Nu kommer effektivitetstankegangen op i een. Husk, du er på Camino, min ven!

Tiden går. Jeg må i det mindste ind på et apotek. Får købt Compeed og creme, fisiocreme, står der. Foto må vente til i morgen. På hotellet stadig ingen fil på mailen.

Tager op for at mødes med Eva og mulige andre af vores medpilgrimme, kl. 19.00 ved domkirken. Den ser flot ud i lyset. Jeg Er åbenbart den første. Der er ingen, så jeg smutter lige ind på turistinformationen og spørger efter fotoforretninger. Hendes bedste bud er varehuset, a la Magasin og Illum. Hun viser mig, hvor det er.

Så kommer John, så Rachel, en austalier, der også bor på Parcadores, så Eva og til sidst Erwin. De andre beslutter, at vi skal gå lidt væk fra centrum. Der er for turistet. Vi kommer ind i nogle små gyder og der bliver færre og færre steder at spise og hyggeligt er det heller ikke. Vi tager ind mod centrum igen og damerne møder en ung mand, som de spørger til råds om evt. spisested. John og jeg er smuttet over på den anden side af gaden for at tjekke et par steder af. No.

Det viser sig, at den unge mand, studerende og engelsktalende, gerne vil vise os de rigtige steder at gå, selvfølgelig i centrum, men bag ved hovedstrædet på nogle mindre pladser. Meget, meget hyggeligt sted. Vi finder en virkelig lokal, autentisk spansk restaurant. Vi er heldige. Der er lige et ledigt bord. De 2 koreanere fra forleden i Santa Clara, der der søreme også. Vi hilser hjerteligt på hinanden.

Tjeneren, en meget flot mand med velplejet skæg, en charmetrold uden lige, er der selvfølgelig med det samme og da der er kvindeligt selskab, får vi ekstra god betjening. Eva, vil for 3. gang, mens jeg er med, have paella. Det går de andre med på. Vi skal vente ca. 40 minutter på den. Jeg skal have lidt fåreost til forret og så en ordentlig bøf til hovedret. Tjeneren anbefaler en lokal vin af en drue, jeg ikke kender. God anbefaling.

Erwin er smuttet hjemad lidt tidligere. Han har ikke tid til at rende rundt og lede efter spisesteder og føler sig nok også lidt klemt, fordi han ikke er så god til engelsk. Han har det bedst på 2 mandshånd, kan jeg mærke.

Jeg får min forret lidt før paellaen. Deler ud af den til John og Rachel. Så kommer den flotteste paellapande på bordet. Det ser lækkert ud, med alskens skaldyr. Jeg får min 300 grams bøf. Den er bare sagen. Medium-rare, som jeg kan lide dem, hvis kødet er godt og det var det. Tjenerens anbefaling.

Mens vi sidder der med hovedretten, får jeg en opringning fra The Family. Det er kommet hjem fra hospitalet og vil gerne ud og spise. Jeg giver dem navnet på restauranten og de kommer lidt efter. Heldigvis bliver der et ledigt bord. Klokken er vel 21. Af glæde over at se dem, forærer jeg dem den samme vin, som vi andre fik.

Vi bliver færdige med vores mad. De andre vil hjemad og nyde deres dyre hotel. Jeg bliver sammen med minfamilie og vi beslutter os at tage på en bar og få o,s en kop cafe og en brandy. Vi fandt en fantastisk bar. Fik glassene varmet op. Der var lå på, da tjeneren kom med dem. Der er stil over det. Nej, hvor det duftede godt, da det blev hældt op i. Det er næsten nok. Det smagte godt. synes Natali, Luca og jeg. Ughetta og Isabel drikker ikke den slags. De drikker i øvrigt næsten ingenting, ej heller vin. Til gengæld kæmper Ughetta med sin elektroniske cigaret. De er i øvrigt meget usunde, siges det.

Vi har det rigtig hyggeligt. De er bare de rareste mennesker, jeg har mødt i lang tid, altså bortset fra dem, jeg kender i forvejen. Vi taler om, hvad vi skal, når jeg kommer til Cuneo. Natali er faktisk meget forhippet på at komme til Grønland. Jeg fortæller ham, hvor dyrt det er at rejse derop og ikke mindst ophold m.m. Vinen ikke at forglemme. Måske København, så.

Vi får en enkelt mere, men så er det også slut. Vi skal hjem og sove. Endnu en dag at vandre i morgen. En uforglemmelig dejlig aften i hyggeligt selskab.

(Bercianos del Real Camino - Mansilla de las Mulas, 26,4 km)

Erwin og jeg sidder i dette øjeblik, kl. 14.18, i Elvis Bar. Det mest syrede sted, jeg har set på Caminoen. Ian anbefalede den på mail, efter at have været der. Ejeren ser også lidt syret ud, men med en helt fantastisk udstråling, på sin måde. Håber at få taget et billede af ham om lidt, når mit kamera er opladet.

Vi skal have noget at spise. For første gang kan jeg mærke min mave knurre. Erwin siger, at vi bruger 2.000 kalorier på en dag som i dag.

Her 2 situationsbilleder fra Elvis Bar. Der kommer mere senere på dagen. Vi går 5-6 km mere, efter en times hvil her i baren.

---------
Vi fik den dejligste morgenmad i lang tid. Der var dækket bord i hovedhuset. Du kunne få kaffe og the i alle afskygninger, yoghurt, juice i flere udgaver, ristet brød, kage m.m. Også dette på Denotivo. Mødte Andrei, italiener fra Toscana, med sin hund. Der kommer senere et billede af ham. Han havde sovet i sit telt tæt ved.

Fik ordnet de sidste ting, inkl. de forbandede piller, undskyld udtrykket, men jeg er virkelig træt af dem. De skal ud, skal de, dog kobtrolleret. sin donation ligger man i lille postkasse. Man er anonym, så at sige. Besluttede mig for at give dem 20 €. De havde givet os champignons, som vu skulle bruge til maden i går aftes. De havde stået på pinde for os. Sikken en gæstfrihed. Tror, at de har viet deres liv til dette projekt. Da vi skulle sige farvel, fik vi alle en ordentlig krammer, og jeg mener, en ordentlig krammer, som kun godhjertede kvinder, kan. Du ved godt, hvordan det er, så ingen nærmere uddybning. Det varmer helt ind i hjertekulen og vandringen starter perfekt.

Aftaler med The Family, at vi mødes i Religios og rådslår om vi skal gå 6 km mere til Mansilla. Der er diset, så vi ser ikke så langt frem. Moi, jeg fjols, har glemt at lade batteriet op i kameraet. Det er dødt, som en sild. No pictures today. Ellers nogle fantastiske billeder her i morgendisen.

Det føles dejligt at gå i disen. Som om at man er beskyttet og det er lettere at koncentrere sig. Disse skift i vejret synes jeg, er dejligt. Det giver dig, så at sige, forskellige rum at være i, i dine tanker og i dit syn.

Føler mig efterhånden mere afklaret. Kigger på min ben, der tager et skridt og på mine arme, som flytter stavene. Føler jeg er blevet mere mig, et hele - Peter - min krop og jeg er et. Jeg er blevet nærværende. Jeg er et menneske i nuet. Det har jeg savnet i mange år.

Spekulerer på, om det religiøse er over mig nu. Nej, egentlig ikke. Indtil nu er det en personlig afklaring og meget er faldet på plads. sidste på den front er, tror jeg, er at tilgive mig selv for mine synder. Kan mærke at med mere afklaring på vejen, så skal jeg nok komme dertil. Uanset havd, så bliver jeg aldrig det samme menneske, som før. Aldrig. Dette er det mest fantastiske, jeg har oplevet i mit liv. Undskyld, hvis nogle skulle føle sig fornærmet, men sådan er det og ærlighed er også en del af Caminoen. Jeg kan kun anbefale at gå en Camino, udsæt dig selv for pinsler - det er vejen til forståelse og helbredelse. Det vidste de kloge for mange herrens år siden. Det er vise ord.

Vi tror, at viden er nok. Nej, intet kunne være mere forkert. Lærdom er noget andet, i min optik, selv om jeg ikke har kigget i den store danske ordbog. Lærdom får man, når man har prøvet at praktisere den viden, man har. At gå en Camino som ung og som ældre tror jeg derfor, er 2 forskellige udgaver. Begge lærer dog om tålmodighed, at målet ikke det vigtige, men vejen dertil. Så uanset alder, er Caminoen en lektion i grundlæggende livsvilkår, som nutidens Formel 1- race livsstil tror, at man kan komme uden om. Menneskets krop og hjerne er indrettet til stenalderen, som jeg lærte på et søvnkursus for nogle år siden. Vi er ikke gearet til at være oppe i det høje gear, så at sige, men vi tror det. Igen snyder vores hjerner os.

Vi kommer til El Burgo Ranero, 7,6 km, fuldstændig død by. Ingen barer åbne for cafe. Vi ser kun en person, ser temmelig forhutlet ud, hulser pænt. Vi flygter straks ud af denne spøgelsesby og der er langt til næste bar, 12,7 km væk i Religios. Vi går langs med hovedvejen og møder en fårehyrde på vejen. Tager nogle pauser ind imellem. På Erwin opfordring havde jeg fået Compeed på trædepuden på høje fod. Det føltes godt, men som altid, starten gjorde lidt nas og man skal lige varmes op. Så går det. Sådan har alle det vist.

Solen er ved at få fat, så der forsvinder mere og mere af disen. Vi holder pause igen og jeg får en tablet af Erwin, som man kan komme i sin vand. Det er nogle magnesiumtabletter, hvor der også er kalium og C-vitaminer. Han forærer mig et hylster. Han siger, han har nok og iøvrigt er det jo snart slut. Jeg siger mange tak.

Endelig langt om længe, ved 2-tiden, kommer vi til Religios, 6,1 km fra vores mål i dag. Vi styrer starks til Elvis Bar, på anbefaling af Ian. Rigtigt, som du kan læse foroven, en rigtig wild west bar. Vi får vores mad, et glas vin til mig og øl til Erwin. Vi får bøf. Der skal jo noget energi til. Bagefter en øl. Får opladet iPad, mobil og kamera imens vi venter på The Family. Andrei med hunden kommer ind og jeg spørger ham, om han ikke vil have noget mad. Det vil han meget gerne. Han har ikke for meget at rutte med, selv om det nok er lidt selvforskyldt, noget af det i hvert fald. Erwin insisterer på at betale for hans mad, så det får han lov til. Andrei får en bøf ligesom os og en cola. Han drikker ikke alkohol mere, men ryger dog rullecigaretter.

Vores ventetid har efterhånden varet længe. Klokken nærmer sig 16 og vi er nødt til at beslutte os for enten at finde et herberg i Religios eller gå videre. Vi beslutter os for det sidste og vandrer videre. Det går fint, alt taget I betragtning. Der er altid smerter sidst på dagen. det kan ikke være anderledes.

Vi finder det første herberg, El Jardin del Camino. De er vist ved at vinterlukke, men vi får 2 senge og er åbenbart de eneste. Der flyder med sengedele i rummet, men OK for os. De ryder dog op senere. Vi betaler 20 € hver for overnatning, Ftensmad og morgenmad. Helt OK. Da vi også havde det hele for os selv, var det endnu bedre.

Under aftensmaden kommer Luca og Isabel. De har hørt fra Andrei , at vi er kommet til byen, så de antager, at vi bor her. De var kommet til Religios 5 minutter efter, vi gik. Vi udveksler telefonnumre, så vi er sikker på fremadrettet at kunne finde hinanden, uanset hvad. Vi siger farvel og på gensyn i morgen.

Erwin og jeg kan selv beslutte sengetid, så vi trækker den lidt, jeg ved at skrive på iPad'en, han ved at læse en bog. Endeligt ved 23-tiden sover vi.

(Terradillos de los Templarios - Bercianos del Real Camino, 25,1 km)

I går aftes skulle The Family ikke have aftensmad. De havde fået rigeligt til frokost. Det havde jeg sådan set også, fandt jeg ud af. Erwin og jeg spiste sammen på herbergets cafe. Familien kom dog ned for at holde os med selskab, så vi ikke skulle kede os, som Natali sagde. De er altså nogle betænksomme mennesker. De fik kaffe og noget at drikke. Luca ville have vin, så vi købte en flaske udover den kande, der kom på bordet til vores menu.

Natali, denne lune fyr, har vist lidt småproblemer med Gud, på samme måde som jeg. Tror, vi begge er lidt stædige, og gerne vil bestemme. Så han havde også haft sit snak med ham på vejen, på samme måde som jeg, under regnvejret. Det talte vi meget om, alt med et vist glimt i øjet, velvidende, at der er noget større end os selv.

Nå, jeg tig afsted uden morgenmad. De andre spiste, hvorfor jeg vist var den første udover en amerikaner fra Colorado, der havde problemer med sin ene fod. Den så ikke godt ud. Det er i øvrigt mange, der har og man tror ikke sine levende øjne, at folk kan gå med disse fødder. Men det gør de, disse modige pilgrimme. Uanset bevæggrunde for at gå en Camino, er det altså ikke nogen tøsedrenge, der går Camino. Der ligger en fantastisk vilje bag. Uden, er det umuligt at gå Camino, er jeg sikker på.

Vejret var lidt overskyet, men med blå himmel ind imellem. Dejligt vejr at gå i og dejlig natur. Efterårsfarverne var der i deres flotteste udfoldelse, brun, lysebrun, gul, rødlig, orange og så frisk grøn blandet i dette farveorgie. Det er så smukt, at det ikke kan beskrives. Selvfølgelig gjorde mit kamera knuder pga af gårsdagens regn. Tror, der er noget fugt tilbage det. Det virkede dog af og til, når jeg havde taget batteriet ud.

Fødderne havde det fint, så jeg cyklede nærmest derudad indtil næste by, Moratinos, 3,2 km væk fra Terradillos. Lige ved udkanten var der en hostal med bar og morgenmad. Så meget nyt ud. Gik ind. Viste sig at være en tysk kvinde, ser sammen med sin spanske mand, havde åbnet stedet i 2011. Flink dame. Manden ville åbenbart tilbage til Spanien, efter en del år i Tyskland, så hun måtte følge med.

Lækker morgenmad med smør og marmelade i skåle, ikke indpakkede. Fik for første gang noget, der lignede rugbrød, ristet. Smagte lækkert, yoghurt fra Østrig, tror jeg, hun sagde. Det smagte i hvert fald anderledes end det, man kan købe i butikkerne.

De havde enkeltværelser med eget bad til 35 € og dobbeltværelser til 45. en anden gid gang ville jeg tage et værelse her. Flot sted og der er vist styr på sagerne. Hun er ikke tysker for ingenting.

Videre, passerer den næste lille by San Nicolas del Real Camino, uden at stoppe, mod Shahagun, en pæn stor by 13 km fra afgangsby. Fødderne gjorde lidt knuder, især højre, men ikke værre end at det gik pænt fremad. Man ser den et pænt stykke derfra og som altid snyder din afstandsbedømmelse dig. Det sker hver dag, man bliver snydt. Derfor er vores hjerner altså ikke helt til at stole på, selv om vi tror det.

Langt om længe inde i Shahagun. Vil finde en bar og have lidt mad, inden jeg går videre mod Bercianos del Real Camino (ja, nogle af stederne har samme navn i slutningen), den aftalte aftalte destination med The Family.

Kommer lidt forkert ind i byen. Vil ind til centrum og finde en fotoforretning også, udover lidt at spise. Er ved at komme ud af byen igen, men kommer på rette spor, finder hovedstrøget. Gående op ad den støder jeg på engelske Anne-Marie, der vist har været på den anden side af vejen og er tilbage til den cafe, hvor John, hendes mand eller kæreste sidder. Vi sov alle 3 i samme rum i aftes og talte en del sammen. De tager Caminoen i etaper. De har simpelthen ikke tiden til tage hele den franske Camino på een gang.

Jeg fik en kop kaffe, en flaske vand og en lille øl, em jeg fik søreme også nogle tapas til, 6 stk. i alt, så jeg havde slet ikke behov for at spise andet. Anne-Marie og John ville tage den alternative rute mod Leon, så efter et stykke tid på den videre færd fra Shahagun, ville vores veje skilles. Fra Leon skulle de til Santander og derfra med fly hjem. De var søde og vidende mennesker at møde og tale med. synes at alle pilgrimme er sådan, åbne og hjælpsomme.

På vej ud af byen, støder jeg på Erwin, der er kommet til byen. Han sidder og spiser nogle kiks. Jeg sætter mig ned og kigger på min højre fod og kan se, at der er ved at være noget på min trædepude, lige under tæerne. Får fat i mit Blister Killer sæt, men intet kommer ud. Erwin tilbyder mig Compeed, men jeg afslår og siger, at jeg vil sætte et plaster på. Det skulle vise sig at gøre ondt.

Vi kommer afsted. Der er ca. 10 km til Bercianos del Real Camino, hvor vi vil stoppe. Det vil The Family også. Ingen byer at holde pause i og stort set ingen bænke at sidde på. Vejen er i og for sig let nok, men de manglende bænke kan nogle gange være hårdt, vel rettere meget hårdt, når man føler behov for at sidde ned, men på een eller anden måde, kommer man videre. Benene arbejder på automatik, dog i langsommere tempo.

Igen bliver de sidste 3-4 km en sej kamp. Min føjre fod har det ikke godt. 1 km fra byen er der endelig et sted at sidde, ved en gammel kirke. Det er som om, at man på Caminoen hele tiden skal udfordres på sin vedholdenhed. Det er åbenbart vilkårene og du kan ikke gøre noget ved det. Som Erwin og jeg snakker om, så der vi "die kleine" i dette her. Accepter dette eller så tag hjem!

Kommer af med sko og sokker og beslutter mig for at gå med mine slippers det sidste stykke, på vejen. Det gør det lettere. Får kæmpet mig til bykanten, hvor det første er en forholdsvis ny bar. Nogle spanske piger, som vi har set før, sidder der. De vil videre til næste by. Een af dem elskede i øvrigt katte. Det vimsede rundt med små katte, så vi var helt på bølgelængde. For hende var katte de rigtige dyr, de er uafhængige og gør, hvad der passer dem. De kommer, hvis de vil - hvis ikke, så bliver de væk. Har min mistanke om, at hun også personligt er lidt på samme måde, men det er blot min fortolkning. Hun havde i øvrigt et meget kønt ansigt og flot hår med en farvesammebsætning, som jeg kun har set i Spanien, lyst, brunt og sort på samme hovede. Mærkeligt, men flot, som sagt.

I øvrigt er disse yngre kvinder og for den sags skyld de ældre altså nogle seje tøser. De kører bare derudad. Jeg tager hatten af for dem.

Erwin og jeg får os en øl og snakker lidt med ejeren, der viser sig at være kroat, men kan tale spansk, tysk, italiensk, engelsk o,g selvfølgelig kroatisk. Godt for en barvært. Han lukker om en uges tid i 4 måneder. Der kommer ikke mange flere pilgrimme, så det kan betale sig at holde åbent.

Mens vi venter på the Family, dukker der en tysker op, Wigbert, som har gået hele vejen fra Munchen. Han har gået. Det viser sig, som jeg åbenbart ikke har forstået, at min Camino-partner i disse dage, Erwin har gået hele vejen fra østrig og rent faktisk har flere km end Wigbert. Wigbert har til idag gået 2.300 km og Erwin 2.400 km. Som Natali og jeg siger med italiensk accent: "They're crazy".

Wigbert har tabt 10 kilo siden han startede 13. august. Måske skulle man gå turen baglæns, altså ikke bogstaveligt, selv om jeg har prøvet at gå baglæns ned at en bakke, fordi fødderne gjorde så ondt. Ikke anbefalelseværdigt i det lange løb:-). Erwin siger, at han siden 2 august har tabt 5 kilo. Nu sidder der heller ikke så mange gram fedt på denne 61 årige mand

I øvrigt er Wigbert på vejen hertil blevet bedt om af Natali, at han skulle kontakte Erwin, så han kunne få talt lidt ordentlig tysk med nogen. Viser endnu hans meget betænksomme side. Erwin grinede i flere minutter.

Vi venter på The Family og endelig kommer de, trætte. Vi finder det eneste åbne herberg, der viser sig kun at have 8 senge og så et par værelser i hovedhuset. Vi er heldige og får plads. Der er et koreansk yngre par i forvejen, så da vi kommer ind, er der kun 1 plads tilbage. Natali og hans kone, Ughetta, er så heldige at få det færdige værelse i hovedhuset, til sølle 10 € pr. person. Ja, det betalte vi i går for at sove 5 mennesker i et rum. Her får de sengetøj og håndklæder.

Dette lille private herberg drives af et ægtepar. De har boet i det mindre hus, som vi sover i og så har manden bygget hovedhuset, som de så er flyttet ind i, men også har værelser til udlejning, samt et spisested, hvor vi skal have morgenmad i morgen. Ingen fast pris, men denotivo, altså efter hvad man har råd til og synes.

Vi får installeret os. The Family og jeg beslutter os for at at ud og handle og lave mad til alle. Den eneste restaurant har lukket i dag. De køber maden, spaghetti selvfølgelig og flan til dessert. Jeg køber drikkevarerne. Vi har i øvrigt ventet på en sådan lejlighed, så vi kan se, om "The Slave", Natali, nu også er så god til spaghetti, som hans søn siger.

Jeg får skrevet lidt, mens Natalie rumsterer i køkkenet og som altid, det foregår altså ikke lydløst. Italienere taler meget og det gør spaniere også. Der har de ikke noget at sige på hinanden. Det er OK med mig. Det er vilkårenen, men om morgenen og på barerne kunne man engang imellem ønske sig en lavere decibel.

Vi får os en fantastisk hyggelig middag. 6 nationer rundt om et bord. Vi har også vin nok. Vi taler i alle tungemål, i en skøn pærevælling, men alle forstår hinanden. Det koreanske par er fra Seoul. Natali viser sig at have været kok i sine unge dage, den gamle ræv. Jeg vidste, der lå et eller andet tilbage. I øvrigt påstår han, at snart er lige så meget italiener som ham. jeg tænker og har samme humor, som den - eller rettere, som ham. Vi går godt i spænd sammen. Vi kan se på hinandens øjne, hvad den anden tænker. Så nu er der altså dømt besøg i Cuneo. Jeg glæder mig, allerede.

Den eneste regel i huset er, som værtsparret siger er, at ingen vasker op, det gør de selv. Så mens vi gør klar til at gå i seng, omkring halvtitiden, så gør værtsparret rent og tager opvasken. Dejlig regel.

(Carrion De Los Condes - Terradillos de los Templarios, 26,8 km)

Har været en rolig nat i dette dejlige store rum, med højt til loftet. Alligevel er jeg vågnet et utal af gange. Kl. er nu ca. ti minutter i syv. Har lige været på toilettet. Kun en enkelt er stået op. Kl. 7 skulle lyset gerne tændes, så vi kan komme i gang med pakning og klargøring. Dagen bliver jo lang, givet vis mellem 8-9 timer inkl. pauser.

Der er intet at få at spise de første 16 km, så jeg håber et eller andet sted er åbent her, cafe eller butik, hvor jeg kan købe lidt frugt. Vandflaskerne skal også fyldes op.

Det værste bliver regnvejret, lidt her til formiddag - o,5 mm, men meget til eftermiddag - 5,0 mm. Det bliver næppe sjovt. Heg vil prøve at gå med Erwin. Nu har jeg ikke længere støvlernes gide beskyttelse mod vand, så vi må se. Har heldigvis sokker nok, som jeg kan skifte med. Håber absolut på gode ben i dag. Det er nødvendigt. Jeg tror, at Vor Herre er med mig.

Der er ikke megen aktivitet her i sovesalen. Tror, folk er ved at være lidt trætte og tanken om regn gør nok, at lysten til at vandre så langt, ikke er helt i top. Jeg må vist i gang med min lygte og så varer det forhåbentlig ikke længe, med det store lys.
----------

Det blev som forventet. En rigtig hård arbejdsdag og diskussioner med Gud på vejen.

Erwin og jeg blev enige om at gå sammen idag, sådan nogenlunde i hvert fald, så vi kunne holde øje med hinanden. Vi fik morgenmad, standard med en kop kaffe, juice, ristet flute med smør og marmelade, på en nærliggende cafe. Og så var det ellers afsted. Kl. var næsten kvart i ni, inden vi kom afsted. Vi skulle lige snakke med Bernard, der skulle hjem i dag og han var lidt emotional, som han sagde. Ikke glad for at forlade os. Marco var der også. Han ville blive en dag længere pga sin lilletå, der ikke har det godt.

Vejret var nogenlunde, da vi gik igennem byen, men da vi forlod den , kom regnen og vinden. Det regnede de næste 16 km, som vi skulle gå, til næste by. Intet at få nogen steder og kun 1 sted, hvir du kunne få lidt ly.

Det var en udfordring af de store. Mange ville have givet op, men ikke dem der går Camino. Man bliver ved. Det blæste kraftigt, så du havde vinden lidt venstre fra, men næsten alligevel i modvind. Samtidig med regnen. Hele vejen er flad, ingen læ, så det er ikke andet at gøre at blive ved, lade være med at tænke for meget på, hvor langt, der er ifen. Jeg går et stykke foran Erwin.

På et tidspunkt bliver det for meget. Vinden tager til og regnen, også. Jeg kigger op på himlen og spørger om, Gud tror, at denne smule regn og blæst kan få mig til at stoppe. Aldrig i livet. Der kan bare komme mere. Tænk, vinden blev kraftigere og så råbte jeg bare op mod vinden, at det bare kunne komme med alt det den ville - jeg går alligevel hele vejen til Santiago. Om jeg så skal kravle på mine blødende knæ til domkirken. Intet kan få mig til at stoppe, så Kom du bare prøve mig, så tosset, du vil.

På et tidspunkt synger jeg "Singing in the rain" - for fuld skrue, lidt efter Chicagos "New York City", hvir regn også indgår. Igen må man ty til adspredelse, for af afledife opmærksomheden. Der er intet synligt i miles omkreds. Briller dugger, så jeg ser over dem.

Endelig efter 9 km, cirka, kommer et læskur. Der er 2 japanere derinde, et par. Jeg venter på Erwin, så vi jan tage de sudste 6-7 km sammen. Det gør vi så. Det er ved at være træls. Intet at se. Igen dukker byen op som sendt fra himlen nede i et hul. Vi finder baren ig vil have noget mad og af med regntøj og sko. Der er flere pilgrimme derinde, nofen, der er taget afsted før os. Jeg får en dejlig tallerken med stegt kyllingebryst, 2 stk, ensalada rusa og pomfritter, selvfølgelig plus brød. Et par glas rødvin til, hjælper på humøret. The Family kommer endeligt. Jeg havde været lidt urolig. Vi bliver enige om at se på herberget før destinationsstedet. Hvus pænt, så stopper vi der, ellers videre.

Erwin og jeg går først og det går fibt. Regnen er holdt op. Skønt. Vi kommer til næste by. Herberget uden interesse. Vi får en enkelt øl. For første gang på Caminoen beslutter jeg mig for at høre musik de sidste 3,3 km. Hørte Prefab Sprout: Andromeda Heights. Popmusik i sin bedre udgave, også med gode tekster. Så jeg gik de sidste 3,3 km uden så meget som smerter, eller noget. Det må jeg prøve en anden gang mod slutningen af en dag.

Vi kommer til vores herberg kl. 16.20. Hyggeligt sted. Erwin og jeg kommer på en 5 mands stue, sammen med et yngre engelsk par og en spanier fra Sevilla. Fine forhold. Herberget har også restaurant. kommer i bad og vasket tøj. Snakker lidt med en kroatisk kvinde, åbenbart, ude ved tøjstativet. Hun taler rigtig godt engelsk og hun var også på samme herberg i går. Hendes første Camino.

Nå, jeg slutter for i dag. Har på fornemmelsen, at jeg kommer hurtigt i seng efter maden. The Family er kommet, kunne jeg høre. Jeg genkendte Lucas stemme. Vi ses nok til aftensmaden.

(Fromista - Carrion De Los Condes, 20,5 km)

Lidt ubehagelig nat pga aftenens postyr. Sov på min bed bug lagen og hele kroppen inde i soveposen. Ingen arme udenfor, så risikoen for bid bliver mindre.

Står op kvarter i syv og går på toilettet. Bagefter forsøge at pakke lidt i det røde lys fra min lampe. Da klokken er syv bliver Bernard og jeg enige om, at det er OK at tænde lyset. Vi går derefter alle i gang med pakningen. Jeg tager sovepose med udenfor i bedre lys, kigger det hele igennem for smådyr, pakker den. Samme med bed bug lagenet. Har nu gjort det til en vane at have alle mine ting i rygsækken og ikke lægge dem alle op.

Nå, har betalt for morgenmaden, kl. 8, så det er svært at tage afsted før. Kaffe, 2 stk. indpakket brød og kage og en lille juice. Det var det.

Afsted sammen med Erwin, som jeg går med hele dagen. Vi går rimelig hurtigt de første 6-7 km. Ingen problemer med fødderne idag, kun meget lidt, så det er dejligt. Vejret er fantastisk. Ruten fuldstændig flad, så det tegner til at blive en god dag. Det blev det. Uden de store tanker.

Erwin fortæller om sine 6 børn og at den ældste er 33 år og den yngste på 19. jeg spørger til hans pension og han siger, at efter 41 år i politiet, så får han ca. 2.000€, men de betaler meget lidt i skat, siger han. Vi snakker også lidt politik og Jørg Haider. Det går bedre med det tyske, efterhånden som vi går.

Erwin er øldrikker og han vil gerne have en lille øl, så det får vi i Villarmentaro de Campos. Et sted hvor de spiller musik, som er kopier. Hvad hører jeg, And I love her, med The Beatles, så den synger jeg selvfølgelig med på. Bartenderen ligner een med tømmermænd og træt af livet.

Vi fortsætter og på vej afsted møder vi The Family og Bernard, der vil holde et hvil her. De har taget en lille detour, som der er mulighed for, meget mudret, sagde de. Vi andre gik på Camino-vejen, ved siden af hovedvejen.

Vi beslutter os for at spise frokost i den næste by, Villalcazar De Sirga, Går dog op på den flotte romanske kirke. Vi betaler 1,5 € for at komme ind. Som mange kirker, store og flotte, med alle deres afdelinger, hvis jeg må sige det på den måde. Sætter mig ned og beder en bøn for mine børnebørn og børn - at det må gå dem godt.

Vi finder et sted og får menu del dia. Man kan spise meget, man forbrænder det hele og lidt mere til. Irwin får en øl til og jeg rødvin. Vi får 3 retter og det hele koster kun 10 € pr. mand. Jeg får dejlig salat til forret og kyllingegryde, godt med olie i, så alt bliver suget op med brød til den videre vandring og forbrænding.

Vi snupper de sidste 5,6 km uden de store sværdslag. Dagens rute er let, ligeud og uden stigninger af nævneværdig art. Vi tager først på klosterherberget, men bestemmer os for at finde The Family og det gør vi på Albergue spiritu Santo, et fantastisk sted. Meget, meget flot. Man bliver ledt op af søstrene og der er rent, stort og flot. Ingen etagesenge. Store toiletter for sig, mange brusebade for sig, begge hver for sig til kvinder og mænd. Det bedste sted siden Roncavalles.

Vi kommer ind og får ordnet det sædvanlige. vi kom herind lidt over 2, så det har givet mig god tid til at opdatere det manglende. Nu skulle være de sidste 3 dage være opdateret. Mangler nogle få billeder. De kommer på senere i aften. Vi skal nu ud at spise, The Family, Erwin, Bernard og jeg. Bernard skulle have været med bussen id ag til Burgos og videre derfra til Santander, hvor han tager færgen i morgen aften. Han er så glad for at være sammen med os, at han vil blive her i nat og har med Isabel hjælp fundet en anden måde at komme til Santander på. Det er godt, at vi kan hjælpes ad.

(Castrojeriz - Fromista, 25,2 km)

Kommer afsted som den første fra herberget lidt i 8. Har heller ikke idag fået morgenmad. Der er 11 km til en morgenmadsby og jeg skal over en opstigning på 250 meter, over 1,2 km. Ok, opstigninger er faktisk de bedste, da jeg har færrest smerter på fødderne.

Dejlig kølig morgen og jeg kan se opstigningen langt væk, ca. 3 km væk. Går i og for sig fint, men har nogle smerter i højre fodsål, hele vejen igennem.

Inden opstigningen deler vejen sig i 2. Den ene direkte mod opstigningen. Den anden har jeg på fornemmelsen af går ud om opstigningen, men er ikke helt sikker.

Opstigningen går fint, rigtig fint. Ingen nævneværdig smerte i min højre fod. Kommer op på toppen, hvor der er et overdækket sted at sidde. Vil skifte sokker her og drikke noget vand. En yngre mand passerer. Natalis kone kommer op, hun sætter sig også. Lidt efter kommer Luca og Isabel. De vil vente på Natali, der har lidt problemer med opstigninger. Hans puls stiger og hans får hjertebanken.

Jeg går videre. En 18 % nedstigning, på beton. Det gør ondt. Kommer endelig langt om længe ned og kommer på grusvej. Højre fod har det ikke godt. Flere og flere passerer mig. Koreanere, 2 unge par, tror jeg. Natali og familie passerer mig også. Kommer op til en hvilested, hvor familien sidder. Luca tilbyder at tage noget af min oppakning. Jeg siger pænt nej tak. Siger at vi ses i næste by, hvor man forhåbentlig kan få lidt morgenmad.

Kommer ud på en asfaltvej og det begynder at gøre forfærdeligt ondt. På et tidspunkt taler jeg med store bogstaver, på grønlandsk, til min fod, at nu skal den ....................., opføre sig ordentligt. Det er mig, der bestemmer. Kigger også opad og beder til, at nogen vil hjælpe mig med foden, ellers må jeg holde i næste by og evt. tage flere dages pause og det værste, der kan ske, at stoppe helt.

Kæmper mig igennem til Itero de la Vega. Går forbi en Albergue med bar, som jeg tror er lukket, indtil Natali råber efter mig og jeg vender om. Natali finder straks en stol til mig, så jeg kan sidde med dem ved deres bord. Han er en venlig mand, selv om nødvendigvis ikke altid ser sådan ud. I øvrigt mener han, at han er "slaven" i sit følge, sagt med et lunefulde smil. Konen har brugt 3 år på at planlægge Caminoen, siger han.

Får købt en kop americano og ristet brød med smør og marmelade. Det var dejligt. Får masseret mine fødder godt og grundigt. Skifter strømper og kommer afsted. Har vel holdt en halv times pause.

Det går ubegribeligt godt, mærkeligt. Vejen går langsomt opad og god grusvej at gå på. Gruppen af franskmænd går der også. Vi har hørt via vores spion, Marco, at de stopper i næste by og kører derfra. Det er en religiøs gruppe, hører jeg.

Nu kører det bare som en maskine. For 1 time siden kunne jeg næsten ikke mere og nu, så overhaler jeg alle. Gad vide om den lille bøn har hjulpet?

Vi, min italienske familie og jeg, følges nogenlunde ad hele vejen til næste by, Boadillo del Camino, hvor vi er enige om at finde et sted at spise og holde 1 times pause, inden vi drager videre til vores destination, Fromista. Natali, fruen og jeg får en gang stegt kød. Luca og Isabel, en bocadillo. Vi får en kande vin til. Bagefter en dessert. Vi får hvilet fødderne. Jeg kommer i mine slippers en times tid og det gør godt.

Natali er en rigtig lun fyr, som italienere nu kan være. Forleden fortalte han, at han i sine unge dage ikke kunne et ord engelsk, men skulle lave noget i Manchester. Efter få dage, hvor han blev slæbt med på pub, så kunne han pludselig engelsk. Siden er det vist gået meget godt. Nå, mens vi sidder til frokosten siger han, at han simpelthen ikke kunne forstå, at vi skulle op over den top i dag. De mennesker, som har lavet denne Camino-strækning, må være nogen ondskabsfulde mennesker. For der gik faktisk en vej udenom stigningen. Samme mistanke, jeg havde. Han havde kigget op bagefter og spurgt - hvorfor? Hvortil vor herre havde sagt: " det er fordi du er for dum til selv at vælge den vej, du skal gå på". Vi skreg af grin. Han er altså lunefuld.

Vi kommer videre til Fromista, 6 km, og det går godt, mærkelig godt. Selvfølgelig lidt træt og øm om fødderne, men slet ikke på samme måde, som i morges. Vi finder det kommunale herberg. Det skulle vi aldrig have gjort. Et forfærdeligt sted, viser det sig. mørkt og uhumsk. Senere på aftenen, da vi skal til at gå i seng, er der en kvinde i næste rum, der åbenbart slår en bed bug ihjel. Der bliver stort påstyr. Kvinden og en anden flytter på et andet herberg. Vi andre bliver, efter at hospitalera beroliger os. Vi er i øvrigt også for trætte til at flytte. Vi håber det bedste.

Marco, Bernard, Erwin, den østrigste politimand og jeg tager ned og spiser på restauranten ved siden af. God forret med suppe med hvide bønner. Dejligt nærende. Hovedretten en lomo, så dårlig, at den ikke er værd at skrive om. Fantastisk flot restaureret restaurant, men maden absolut elendig.

Vi slukker vel lyset halvti, efter postyret.

(Hornillos del Camino - Castrojeriz, 20,2 km)

Der var ikke noget morgenmad at få, så det var bare derudad, indtil næste by, Hontanas, 11 km derfra. Eva og jeg gik samtidig, men kun kortvarigt sammen. Det gik i og for sig fint, indtil de sidste par kilometer, hvor farten blev sat betydeligt ned. Der er marker over det hele. Vindistriktet blev forladt før Santa Domingo.

Ingen by i sigte, men pludselig dukker den op, ned i et hul, så at sige. Gik meget langsomt ned. Fandt Eva i en dejlig lille cafe, bestyret af 2 yngre kvinder, flinke og god service. Der var styr på tingene. Fik en ordentlig omgang foder, vel den største morgenmad, jeg har fået indtil nu. Bagefter udenfor og kæle lidt for fødderne. Lidt efter kommer den italienske familie og så John.

Jeg fortsætter som den første, efter at have skiftet sokker. Det føltes helt fint. Kom ud på en dejlig sti at gå på. Der var helt stille og man kunne bare stille og roligt nyde vandringen. Og det gjorde jeg i høj grad. Lige i disse dage med lidt for store smerter i benene, så kniber det med at få gang i tankerne, selv om der selvfølgelig dukker noget op, engang imellem, men blot kortvarigt.

Eva passerer mig. Hun går efterhånden hurtigt. John kort tid efter. Jeg fortsætter min rolige vandring og nyder naturen.

Der er 7,9 km til den dagens mål, Castrojeriz, udkanten af denne. Kommer igennem en lille by, San Anton og herfra fortsætter det kun på landevejen. Her begynder det at gøre ondt igen. Rigtig ondt. Kan se Castrajeriz langt væk fra og man føler bare, at man ikke kommer nogen vegne. Så er det at man må ty til Caminoens bedste lærdom - et skridt ad gangen - du kan alligevel ikke flyve, ikke gå mere end ca. 4 km i timen, derfor fortsætter man bare, trods smerter. Jeg har definitivt opgivet at gå videre fra Castrojeriz, selv om dagens vandring "kun" er på 20,2 km.

Bag mig kan jeg se Natali og hans kone. De går også langsomt. Luca og Isabel går længere bagefter, for evt. at hjælpe til i en opsamling. Endeligt kommer jeg til bykanten. På en bar sidder Eva og John. Eva får the og John en kop vin. Det kunne jeg også trænge til. Det får jeg så, en stor en. Skifter strømper. De andre vil gå videre til næste by, lidt over 10 km mere. Ikke mig.

Vi siger farvel og forhåbentligt på gensyn. Finder det kommunale herberg, hvor Natali og familie også er. Flink hospitalero og OK forhold. Får ordnet det sædvanlige, bad og vask af tøj og skrevet lidt.

Vi er enige om at spise sammen i aften på en anbefalet restaurant, La Taverna. Vi bliver 8 i alt. Udover Natali og familie, Marco og Bernard, englænderen, der skal hjem allerede mandag. Han tager blot korte ture, når han har tid. Har gået den lange rute før. Han føler behov for at opleve Caminostemningen igen, være sammen med mennesker, der alle vil hinanden godt.

Vi får en hyggelig middag sammen. Jeg giver 2 flasker og Bernard 1, udover de 2, vi har fået af husets vin. Så vi kommer i godt humør. Maden er noget af det beste, menu del dia, vi har fået. Unge, der også kan flere sprog, styrer stedet. Rigtig flinke.

Vi kommer i seng lige før lukketid kl. 22.

(Burgos - Hornillos del Camino, 21 km)

Har haft en god nats søvn. Stod først op kl. halvotte. Skal kun gå ca. 20 km, så det går nok. Tog mig et langt bad. Lækkert brusebad og badeværelse. Dagen starter godt på den måde, når man kan få et bad i dejlige omgivelser.

Pakker mine ting. Byttede om på poserne til sovepose og tøj. Nu fylder tøjet meget mere. Rygsækken er næsten klar, blot nogle få ting i efter morgenmaden. Dejlig morgenmad,med scarmble eggs, pøls e m.m., ristet brød, juice, frisk frugt og kaffe, naturligvis. tog en banan, æble og pære med til turen. Nu skal jeg blot lige have fyldt mine 2 vandbeholdere med vand, så er jeg smuttet. Vi ses senere på dagen. Krydser fingrene for, at jeg kan klare turen.

------------

Bentøjet holdt. Skønt. Kom igennem de 21 km. Det tog dog længere tid end jeg havde regnet med, med det havde sin årsag. Havde min anden tudetur på Caminoen, dog af glæde? Mødte nogle nye mennesker, meget interessante, een fra Andora og een fra italien.

Gik til domkirken og til fotoforretningen for at se, om de havde åbent. Det havde de ikke. Glemte at købe en gorilla pod, hedder de vist, disse mobile fotostativer til kameraet. Har taget nogle billeder, som er lidt shaky, så jeg har brug for at holde om noget, der kan give mere stabile billeder.

Uanset var det et godt sted at komme at komme på Caminoruten.

Det tog lang tid at komme ud af byen. Det gjorde ondt i benene at gå fortovene. Endelig kom vi ud på grusvej, skønt. Efter et stykke tid, 2-3 km holder jeg pause og lufter fødder. Får sat plaster på alle tæerne, og nye sokker. Drikker lidt vand. En hel gruppe vandrere passerer mig. Det viser sig senere at være en stor gruppe franskmænd.

Jeg kommer afsted igen og det føltes helt rigtigt, ingen smerter eller noget. Kommer op i fart og overhaler hele gruppen. Uden smerter starter tankerne. Der har været flere optakter om mine skuffelser over nogle, nu tidligere, kolleger. Kolleger, der ikke har løftet det ansvar, de fik løn for. De, der ikke gjorde det, ved hvem de er. Til gengæld var der heldigvis flere af de ansvarlife. De ved også, hvem de er. Tak til dem. Og egoisterne er tilgivet. Ikke mere energi på dem. De må selv klare deres samvittighed.

Kommer også til at tænke på, hvor heldig jeg er. Min bedre halvdel, der har måttet stå for skud for meget. Millioner tak til hende. Og så mine gode venner, der står last og brast med een, uanset hvad. Og så var det, at tårerne kom frem, af taknemmelighed.

På et tidspunkt efter ca. 5 km får jeg øje på en yngre mand foran mig, der ser ud til at have problemer med højre ben. Det kan man se på gangen. Beslutter mig for at holde ham ved selskab. Hjælpsomhed bliver en helt naturlig del af dig, på Caminoen.

Det viser, at han hedder Peter, 32 år, og kommer fra Andorra. Har 2 uddannelser bag sig, men ingen jobs lige i øjeblikket. Det er situationen for mange her sydpå. Peter er enebarn, og så alligevel ikke. Han har en halvsøster, som han ikke ser. Hans far flyttede fra ham og hans mor, da han var lille og er blevet opdraget af sin mor og 2 mostre. Vi går ganske langsomt og snakker om mange ting undervejs. Han er ganske vidende om mange ting. Det bliver en hyggelig gåtur til første by efter Burgos. Han vil længere ind i byen og finde et roligere sted. Jeg tager den første bar og får noget mad og et stort glas vin. Nyder det i solen.

Så dukket Eva op gående med en mand, der viser sig at være Marco fra Pisa. De sætter sig ned. Det viser sig, at Marco kender Peter og han og jeg bliver enige om, at vi finder ham for at spørge, om han vil have følgeskab. Vi finder ham siddende sammen med en flink franskmand, George. Peter vil gerne forsøge at komme til næste by. Vi går sammen, Marco, Peter og jeg. Det blev endnu en interessant gå-tur med 2 intelligente personer. Vi griner også undervejs. Peter har møde en fordrukken tysk tidligere skibskaptajn, der havde været alle steder i verden. Hans motto var: "On Camino, a lot of vino". Sikkert, for der bliver drukket en del vin, uden at folk bliver berusede. Mette, der går Camino 5 dage bagud, skrev i går at en fordrukken tysker var blevet hentet af politi og ambulance og er definitivt ude af Caminoen. Gad vide om det er den samme tysker, som Peter har mødt.

Siger farvel til Peter i den næste by og Marco og jeg går videre. Får taget et billede af os 3 inden med mobilen.

Marco er 38 år og har fødselsdag den 22. november, måske i Santiago. Har en hollandsk kæreste og de ses hver 3. uge. Vi snakker om politik. Spørger ham, om han kan forklare mig italiensk politik. Alt starter med Machiavelli, og hans tanker. Italienere elsker stærke ledere. Venstre side af det politiske spektrum er lige så korrupte som højre. Siger til ham, at den grønlandske regeringsleder, har en dom for at have hævet på dankort uden at have dækning. Det er slet ikke noget problem i Italien, siger han. Det gør dig nok mere populær. De fleste har et eller andet, der ikke kan tåle dagens lys.

Ja, så ved man det.

Vi kommer endeligt til vores destination, sent. Og herberget er mørkt og fyldt med en gruppe franskmænd. Mine italienske Camino-fæller siger, at vi skal spise tidligt, fordi franskmændene skal være der kl. 19.30. Så det er bare med at komme i bad og gøre sig klar. Eva og John er der. Vi spiser sammen med Erwin, en tysker. Vi klarer os på gebrokkent tysk og bliver det kompliceret, oversætter Eva.

Efter middagen skal vi lige have en brandy til at slå bakterierne ihjel med:-). Luca, sønnen fra min italienske familie, slutter sig til os. Han vil også give en brandy, så vil Erwin også, da han finder ud af, at Luca også er uddannet politimand. Luca er dog ikke politimand længere, da han bor i Spanien med sin spanske kone, nord for Santiago. For Erwin er dagen i dag hans sidste arbejdsdag. Han går på pension i morgen. Han afholder tilgodehavende ferie. Godt at man skal være hjemme til et bestemt tidspunkt. Vi fik vist 4 brandyer og de er ikke små. Jo, i øvrigt - krofatter kom og gav os et gratis glas. Vi var enige med ham om de egoistiske franskmænd. Det var vist årsagen.

Vi snorkede vist rigeligt den nat.