Dag 23: Gør de simple ting

(Leon - Villar de Mazarife, 22,2 km)

Det var meget mere end de 22,2 km. Og jeg skal også indrømme, at jeg ikke har bandet og svovlet så meget før på Caminoen, som i dag, men mere om begge dele senere.
---------------
Vågnede som sædvanligt tidligt. Kunne lige så godt stå op og skrive mine manglende opdateringer. Forretningerne åbner alligevel først kl. 10.00, så jeg sætter mig til skrivebordet og skriver. Får lagt billeder ind også.

Da klokken nærmer sig de 10 går jeg i bad og får pakket mine ting. Pakning tager vel max. 10-15 minutter. Man ved, hvor tingene skal være. Spiser ingen morgenmad.

Det første jeg gør er gå tilbage til internetforretningen og prøve at få de 2 sider scannet igen. Det er en anden person end i går. Hun ser ud til at have lidt mere styr på det. Hun scanner den ind og beder mig tjekke mailadressen, inden hun trykker på knappen. Betaler 1,2 € for det og håber på, at filen kommer ind på min mail. Kan først tjekke den sidst på dagen.

Går derfra og prøver først den fotoforretning, jeg trods alt stødte på, men som kun havde digitalkameraer med for lille optisk zoom, efter min smag. Gik ind og spurgte til batteri, hvis det nu er den, der er problemet. Ingen af den slags. Henviste mig til et sted, som jeg vandrede til, med alt min oppakning. Fandt det ikke, så var der altså kun varehuset tilbage. Vadede derhen og de havde mange kameraer.

Rendte selvfølgelig ind i en ekspedient, der ikke kunne engelsk, så jeg ventede 20-25 minutter før der kom en yngre, der talte godt engelsk. Vi prøvede at finde et tilsvarende batteri, men ingen. Traf en hurtig beslutning om at købe et nyt kamera, nyt datakort, da mit store på 64 GB ikke duede i det nye Samsung kamera plus et etui. Lidt over 300 €. Det tog sin tid, fordi de absolut ville rode i menuen m.v., selvfølgelig for at give mig god service, men jeg havde travlt. Skal jo afsted og nå at komme til Villar de Mazarife inden det bliver mørkt. Og jeg skal lige have lidt at spise inden.

Endeligt langt om længe kommer jeg ud af butikken. Jeg vil op til domkirken, fordi jeg ved, at ruten går forbi der. Kigger hurtigt på kortet og laver en antagelse, stoler simpelthen for meget på min retningssans, så jeg selvfølgelig går den forkerte vej. Spørger en mand og han viser mig på kortet, hvor jeg er. Hvis jeg nu fra morgenstunden havde kigget ordentlig efter, hvor Camino-ruten går, havde jeg aldrig gået op på domkirken, men gået en anden vej, så jeg kunne havde sparet mig selv for 2 km's vandring mere, udover hvad jeg allerede havde præsteret, vel nærmest det samme, altså 4 km på asfalt og fortov. Udover det gik jeg senere forkert een gang og da jeg ikke kunne finde pilene, så tilbage og tilbage igen, da det viste sig, at det var rigtigt. Jeg skulle bare været gået over på den anden side, hvor pilene var til at finde.

Det viser endnu engang. Brug lidt tid på forberedelse og lad vær med at stole på dit System 1 i hjernen, alt for meget.

Nå, men på vej til domkirken falder jeg over en pilgrim, der sidder uden for en bar. Hun hilser, så jeg sætter mig og kan lide så godt få lidt mad og en snak samtidig. Det viser sig, at hun er fra Texas og har været i Leon og plejet sine fødder. Hun hedder Christine og er snakkesagelig, som mange amerikanere. Hun opgiver, siger hun, men vil gerne mødes med sine venner i Santaiago, hendes Caminovenner. Inden vil hun til Madrid på ambassaden for at få et visum til Indien. Hun vil på noget yoga. Hun har kvittet sit job, solgt alt og virker ubekymret. Der skal nok dukke noget op. Rigtig Camino- spirit.

Får sagt farvel og kommer på ruten. Går som sagt forkert en gang, men kommer så ind, så ruten er til at følge. Kommer forbi det store hotel, hvor eva og de andre har boet. På vejen dertil møder jeg iøvrigt en australsk kvinde, pilgrim, der ser ud til være lidt desorienteret. Giver hende mit kort over Leon.

Jeg siger det nu og jeg gentager det gerne een gang og een gang til. Det er et helvede at komme ud af Leon. Du går på forfærdelige dårlige fortove, der skråner. Ikke det bedste for folk med ondt i fødderne. Der er billarm, os og kvarteret man går i, er ikke det mest opmuntrende. Det føles som en endeløs uendelighed. Selv efter at været sluppet væk fra byen, er det beton og asfalt. det tog næsten 1,5 time at komme ud. Jeg gør det bare aldrig mere. Jeg holder absolut ikke af fortove og asfalt mere, skal jeg hilse og sige. Giv mig en grusvej.

Føler mig virkelig fuldstændig færdig, da jeg kommer til La Virgin del Camino, ca. 7,5 km, fra Leon, det hele på beton og asfalt, plus altså de km, jeg havde gået inden, inde i byen. Mine fødder var fuldstændig færdige.

Gode råd er dyre. Ser et hotel. Skal, skal ikke. Et glas rødvin eller 2 og så samtidig skifte sokker og tIl at tænke over situationen. Får plejet mine fødder inde i en bar, køber en stor flaske vand og fylder mine 2 vandflasker op og drikker resten. Går videre, men ondt gør det.

Lige efter byen deler ruten sig, een til Villar de Mazarife og een til Villadangos del Paramo, altså 2 forskellige endestationer, der dog mødes igen dagen efter i Astorga. Jeg vil gerne til Villar de Mazarefi, fordi Lucy ville tage dertil og hun ville gerne følges med mig. Vi havde ikke set hinanden siden Burgos. Det er et værre gedemarked med motorvejfletninger og visningen til Villar de Mazarefi er meget, meget dårlig. Og selvfølgelig går jeg forkert. Kommer ud af den vej, der følger hovedvejen. Vil prøve senere at kommer over til den anden side, hvis der bliver mulighed for det.

For at blive fri for billarmen, sætter jeg musik til. Spiller Electric light Orchestras Discovery på. For fuld musik. Shine a little love - det kan få dårlige fødder til at gå. Jeg svinger med mine vandrestokke. Bilister tror nok, at der går endnu en sindsyg pilgrim gående der. Confusion - everywhere where the sun is shining, ......, Jeg synger for fulde gardiner, ingen kan alligevel høre det. Og så kommer den smukke ballade, Need Her Love, det er bare godt håndværk - she gives me love, that I can never hope to have, she tells me, that she needs me............, I need her love, I need her love, I need her love..... Jeg synger endnu højere.Last Train To London - kan få enhver lyst til at danse og det gjorde jeg også.

Og så min favorit - Midnight Blue. Den gør nok mine knæ lidt bløde, lidt sentimental er jeg jo. Musik og tekst passer bare godt sammen - I see the lonely road, that leads so far away, I see the distant lights, that left behind the day, ................., I will love you tonight, and I will stay by your side, loving you, I'm feeling in the midnight blue. Skøn sang.

Klokken er efterhånden ved at være mange. Jeg startede først efter kl. 13. fra domkirken. Hvis jeg skal til Villar de Mazarife skal jeg snart til venstre. Kigger på kortet og kan se, at jeg skal mod til by, der hedder Robledo de la Valdoncina og så videre mod Chozas de Arriba og derfra til Chozas de Abajo, hvor jeg så kan støde til originalruten. Herfra skulle der være 4,6 km til målet. Jeg træffer en beslutning om at dreje af, i stedet for at gå ligeud, ca. 8 km til Villadangos.

Den første by er afstandsmæssigt OK, men byen er lang, viser det sig. Mine fødder har det værre igen. Nu går jeg igen på asfalt. Næste by er til gengæld hulens langt væk. Jeg har fuldstændig fejlbedømt afstanden. klokken er ved at nærme sig 18.00, solen er på vej ned. Jeg bander og svovler over den satan, der har ledt mig ind på den forkerte vej og hvis gud er til noget, så skal han altså hjælpe til nu. Ellers kan det være lige meget. Jeg står af Caminoen nu og jeg er ligeglad med Santiago og det hele er bare fuldstændig ligegyldigt, is du ikk er til bedre hjælp!

Hvorpå jeg får det svar: Du kan bare gøre de simple ting i livet. Livet er meget enkelt. Hvorfor skal du gøre alting kompliceret. Du kunne bare været gået lige ud..

Hvad skal man sige til det?

Hvorpå jeg bander af mig selv.

Kommer endeligt til Choras de Arriba. Der er vel næsten 10 km mere, hvis jeg skal følge den vej, jeg har på kortet. Ved at det når jeg ikke. Klokken er godt 18 og solen er definitivt ned før kl. 19. Jeg bliver nødt til at spørge om vej. Heldigvis kommer der en forbi, der er ikke mange på gaden. Jeg hiver guidebogen og viser ham den rute, jeg har tænkt mig at gå. Nej, nej, siger han. Det er alt for langt, så meget forstår jeg. Jeg skal gå med ham et lille stykke ud til bykanten og så vil han vise mig en markvej, hvor der kun er 5 km til mit mål. Vi finder det og han siger, ligeud, ingen svinkeærinder, så kommer du frem. Jeg må sige, at det var med bange anelse, jeg gik ud i noget, hvor der ingen skilte er, hvor jeg ikke ved, hvor jeg er og hvor jeg ved, at jeg får problemer med at se, hvis jeg ikke går hulens hurtigt.

Jeg går så hurtigt, jeg kan. Glemmer fuldstændigt smerterne. Skal bare fremad. Solnedgangen er flot. Når lige et par billeder, men så er det også slut med det. Nu er det bare fremad. Man tænker, man tænker. Ok, det værste, der kan ske er, at du må sove i naturen. Du har en god sovepose og så må det blive det. Der er heldigvis ingen frost endnu, men koldt ville det blive. Jeg har for en sikkerheds skyld sat min Garmin ur i gang på GPS'en. Jeg ved jo ikke, hvor langt, jeg går - ingen afmærkninger, af nogen som helst art. Går kun forbi en enkelt gård, hvor nogle hunde gør af mig. Det er alt.

Med tanke på de mindesten, jeg er stødt på, af pilgrimme, der er døde på vejen, så sent som idag, for at det ikke skal være løgn, strejfer tanken mig om det nu er slut eller. Alligevel ved jeg med mig selv, at i den slags situationer, går jeg ikke i panik. Jeg bliver cool som isen, når det drejer sig om liv og død. Er så heldig at være vokset op i et land med sne og kulde og hurtige vejrskift. Ved at det handler om at bruge så lidt af den energi, man har og holde sig vågen, hvis det er det, der skal bruges. Har heldigvis noget vand tilbage.

Det bliver mørkere og mørkere. Kan godt se lys på lang afstand, men i en helt anden retning. Ser på min GPS, kun godt 3 km. Den har snydt mig før. Pludselig kan jeg se lys til venstre foran mig langt væk. Er det mon der? Skal jeg tage den markvej, der går til venstre? Nej, manden sagde, ligeud. Jeg hører for en gang skyld efter, ligeud. Jeg går lige ligeud.

Pludselig begynder der langsomt at dukke noget op foran. Er det et kirketårn eller? Hvis, må det være en by. Kommer nærmere og lyset bliver stærkere, flere huse. Jeg begynder at få en fornemmelse af, at dette her ender godt. Det er ved at være koldt. Har handsker på. Da jeg kan mærke redningen, kommer smerterne i foden. Det er altså underligt, hvordan kroppen reagerer. Kan mærke at min selvopholdelsesdrift har været i aktion på høj speed, så jeg er meget, meget træt. Har også gået over evne. Ved med mig selv, at jeg kan gå næsten 6 km i timen med fuld oppakning, når det gælder. Har gjort det et par gange, altså uden jeg vidste det, men hvor automatikken åbenbart havde sat ind.

Jeg går mod lyset, bogstaveligt talt og i overført betydning. Det er skønt. Kommer ind midt i byen. Kan ikke se nogen skilte, ingen mennesker på gaden. Jeg er usikker på, om jeg er endt det rigtige sted, men der er også lige meget. Jeg kan vel ringe efter en taxi, hvis det er. Går ind mod det, jeg tror, er centrum. Ser pludselig et skilt med navnet på et herberg, som jeg ved er i Villar de Mazarife. Nu er jeg helt rolig. Ser en cafe. Jeg skal bare ind og have et glas vin og åbne min iPad for at se, om The Family eller Lucy har skrevet. Som sædvanligt her i Spanien spiller folk kort på den lokale, her var det dog kvinder, højst usædvanligt, altså det jeg har set.

Lucy har sendt en mail. Hun er på Tio Pepe. Skriver til hende. Jeg spørger bartenderen, hvor Tio Pepe ligger. Lige her tæt ved baren, ligeud . igen ligeud. Jeg går de 30 meter derhen. Lucy sidder i cafeen og hun bliver meget glad, da hun ser mig. Jeg ligeså for at se hende.

Herbergmutter er en af de typer, der altid smiler og er venlig. Den moderlige venlige type, som alle vi mænd holder af. Forstå det, hvem der vil:-). Da hun ser, at vi kender hinanden godt, siger hun, at jeg kan tage en seng i samme rum som Lucy, nr. 4. Det gør jeg så. Det er et rum med 2 dobbeltkøjer, men der er kun Lucy der, så vi har det for os selv. Så er der også kun en snorker, nemlig mig.

Jeg smider mine op og går ned for at spise sammen med Lucy. John kommer også ned til middag. Han var også gået forkert, men er en hurtigganger. I øvrigt havde en tysker, Klaus, som jeg mødte på vej ud af Leon, også gået forkert. Han ankom samme tidspunkt som mig, i mørket. Han sagde, at dette her gjorde han bare ikke een gang til. Han var blevet opholdt af en pige i Leon. Så kan han lære det!

John, Lucy og jeg spiste sammen. Da vi var færdige med at spise, siger herbergmutter til en enlig pilgrim, at han kunne jo sætte sig hen til. vires bord og snakke. Det gjorde han så. Han hed Well og arbejde som brandmand i det britiske luftvåben. Han havde gået 40 km i dag. Han havde taget halvdelen af Caminoen på et tidspunkt og nu var det resten. flink fyr.

Trætheden melder sig. Må op og lige tage et bad og så i seng. Det er hvad der sker. Jeg er mørbanket og totalt smadret. Min højre fod har det skidt. Der kommer væske ud, men jeg har ikke kræfter til at se på det, før i morgen tidlig.

Dagens vandring blev uendeligt meget længere end det forventede. Lærte også, at keep it simple bare er en god leveregel og at hjælpen kommer, når du har brug for det. Det giver stof til eftertanke. Måske hørte nogen efter?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.