Dag 20: Caminoen er en konstant udfordring

(Terradillos de los Templarios - Bercianos del Real Camino, 25,1 km)

I går aftes skulle The Family ikke have aftensmad. De havde fået rigeligt til frokost. Det havde jeg sådan set også, fandt jeg ud af. Erwin og jeg spiste sammen på herbergets cafe. Familien kom dog ned for at holde os med selskab, så vi ikke skulle kede os, som Natali sagde. De er altså nogle betænksomme mennesker. De fik kaffe og noget at drikke. Luca ville have vin, så vi købte en flaske udover den kande, der kom på bordet til vores menu.

Natali, denne lune fyr, har vist lidt småproblemer med Gud, på samme måde som jeg. Tror, vi begge er lidt stædige, og gerne vil bestemme. Så han havde også haft sit snak med ham på vejen, på samme måde som jeg, under regnvejret. Det talte vi meget om, alt med et vist glimt i øjet, velvidende, at der er noget større end os selv.

Nå, jeg tig afsted uden morgenmad. De andre spiste, hvorfor jeg vist var den første udover en amerikaner fra Colorado, der havde problemer med sin ene fod. Den så ikke godt ud. Det er i øvrigt mange, der har og man tror ikke sine levende øjne, at folk kan gå med disse fødder. Men det gør de, disse modige pilgrimme. Uanset bevæggrunde for at gå en Camino, er det altså ikke nogen tøsedrenge, der går Camino. Der ligger en fantastisk vilje bag. Uden, er det umuligt at gå Camino, er jeg sikker på.

Vejret var lidt overskyet, men med blå himmel ind imellem. Dejligt vejr at gå i og dejlig natur. Efterårsfarverne var der i deres flotteste udfoldelse, brun, lysebrun, gul, rødlig, orange og så frisk grøn blandet i dette farveorgie. Det er så smukt, at det ikke kan beskrives. Selvfølgelig gjorde mit kamera knuder pga af gårsdagens regn. Tror, der er noget fugt tilbage det. Det virkede dog af og til, når jeg havde taget batteriet ud.

Fødderne havde det fint, så jeg cyklede nærmest derudad indtil næste by, Moratinos, 3,2 km væk fra Terradillos. Lige ved udkanten var der en hostal med bar og morgenmad. Så meget nyt ud. Gik ind. Viste sig at være en tysk kvinde, ser sammen med sin spanske mand, havde åbnet stedet i 2011. Flink dame. Manden ville åbenbart tilbage til Spanien, efter en del år i Tyskland, så hun måtte følge med.

Lækker morgenmad med smør og marmelade i skåle, ikke indpakkede. Fik for første gang noget, der lignede rugbrød, ristet. Smagte lækkert, yoghurt fra Østrig, tror jeg, hun sagde. Det smagte i hvert fald anderledes end det, man kan købe i butikkerne.

De havde enkeltværelser med eget bad til 35 € og dobbeltværelser til 45. en anden gid gang ville jeg tage et værelse her. Flot sted og der er vist styr på sagerne. Hun er ikke tysker for ingenting.

Videre, passerer den næste lille by San Nicolas del Real Camino, uden at stoppe, mod Shahagun, en pæn stor by 13 km fra afgangsby. Fødderne gjorde lidt knuder, især højre, men ikke værre end at det gik pænt fremad. Man ser den et pænt stykke derfra og som altid snyder din afstandsbedømmelse dig. Det sker hver dag, man bliver snydt. Derfor er vores hjerner altså ikke helt til at stole på, selv om vi tror det.

Langt om længe inde i Shahagun. Vil finde en bar og have lidt mad, inden jeg går videre mod Bercianos del Real Camino (ja, nogle af stederne har samme navn i slutningen), den aftalte aftalte destination med The Family.

Kommer lidt forkert ind i byen. Vil ind til centrum og finde en fotoforretning også, udover lidt at spise. Er ved at komme ud af byen igen, men kommer på rette spor, finder hovedstrøget. Gående op ad den støder jeg på engelske Anne-Marie, der vist har været på den anden side af vejen og er tilbage til den cafe, hvor John, hendes mand eller kæreste sidder. Vi sov alle 3 i samme rum i aftes og talte en del sammen. De tager Caminoen i etaper. De har simpelthen ikke tiden til tage hele den franske Camino på een gang.

Jeg fik en kop kaffe, en flaske vand og en lille øl, em jeg fik søreme også nogle tapas til, 6 stk. i alt, så jeg havde slet ikke behov for at spise andet. Anne-Marie og John ville tage den alternative rute mod Leon, så efter et stykke tid på den videre færd fra Shahagun, ville vores veje skilles. Fra Leon skulle de til Santander og derfra med fly hjem. De var søde og vidende mennesker at møde og tale med. synes at alle pilgrimme er sådan, åbne og hjælpsomme.

På vej ud af byen, støder jeg på Erwin, der er kommet til byen. Han sidder og spiser nogle kiks. Jeg sætter mig ned og kigger på min højre fod og kan se, at der er ved at være noget på min trædepude, lige under tæerne. Får fat i mit Blister Killer sæt, men intet kommer ud. Erwin tilbyder mig Compeed, men jeg afslår og siger, at jeg vil sætte et plaster på. Det skulle vise sig at gøre ondt.

Vi kommer afsted. Der er ca. 10 km til Bercianos del Real Camino, hvor vi vil stoppe. Det vil The Family også. Ingen byer at holde pause i og stort set ingen bænke at sidde på. Vejen er i og for sig let nok, men de manglende bænke kan nogle gange være hårdt, vel rettere meget hårdt, når man føler behov for at sidde ned, men på een eller anden måde, kommer man videre. Benene arbejder på automatik, dog i langsommere tempo.

Igen bliver de sidste 3-4 km en sej kamp. Min føjre fod har det ikke godt. 1 km fra byen er der endelig et sted at sidde, ved en gammel kirke. Det er som om, at man på Caminoen hele tiden skal udfordres på sin vedholdenhed. Det er åbenbart vilkårene og du kan ikke gøre noget ved det. Som Erwin og jeg snakker om, så der vi "die kleine" i dette her. Accepter dette eller så tag hjem!

Kommer af med sko og sokker og beslutter mig for at gå med mine slippers det sidste stykke, på vejen. Det gør det lettere. Får kæmpet mig til bykanten, hvor det første er en forholdsvis ny bar. Nogle spanske piger, som vi har set før, sidder der. De vil videre til næste by. Een af dem elskede i øvrigt katte. Det vimsede rundt med små katte, så vi var helt på bølgelængde. For hende var katte de rigtige dyr, de er uafhængige og gør, hvad der passer dem. De kommer, hvis de vil - hvis ikke, så bliver de væk. Har min mistanke om, at hun også personligt er lidt på samme måde, men det er blot min fortolkning. Hun havde i øvrigt et meget kønt ansigt og flot hår med en farvesammebsætning, som jeg kun har set i Spanien, lyst, brunt og sort på samme hovede. Mærkeligt, men flot, som sagt.

I øvrigt er disse yngre kvinder og for den sags skyld de ældre altså nogle seje tøser. De kører bare derudad. Jeg tager hatten af for dem.

Erwin og jeg får os en øl og snakker lidt med ejeren, der viser sig at være kroat, men kan tale spansk, tysk, italiensk, engelsk o,g selvfølgelig kroatisk. Godt for en barvært. Han lukker om en uges tid i 4 måneder. Der kommer ikke mange flere pilgrimme, så det kan betale sig at holde åbent.

Mens vi venter på the Family, dukker der en tysker op, Wigbert, som har gået hele vejen fra Munchen. Han har gået. Det viser sig, som jeg åbenbart ikke har forstået, at min Camino-partner i disse dage, Erwin har gået hele vejen fra østrig og rent faktisk har flere km end Wigbert. Wigbert har til idag gået 2.300 km og Erwin 2.400 km. Som Natali og jeg siger med italiensk accent: "They're crazy".

Wigbert har tabt 10 kilo siden han startede 13. august. Måske skulle man gå turen baglæns, altså ikke bogstaveligt, selv om jeg har prøvet at gå baglæns ned at en bakke, fordi fødderne gjorde så ondt. Ikke anbefalelseværdigt i det lange løb:-). Erwin siger, at han siden 2 august har tabt 5 kilo. Nu sidder der heller ikke så mange gram fedt på denne 61 årige mand

I øvrigt er Wigbert på vejen hertil blevet bedt om af Natali, at han skulle kontakte Erwin, så han kunne få talt lidt ordentlig tysk med nogen. Viser endnu hans meget betænksomme side. Erwin grinede i flere minutter.

Vi venter på The Family og endelig kommer de, trætte. Vi finder det eneste åbne herberg, der viser sig kun at have 8 senge og så et par værelser i hovedhuset. Vi er heldige og får plads. Der er et koreansk yngre par i forvejen, så da vi kommer ind, er der kun 1 plads tilbage. Natali og hans kone, Ughetta, er så heldige at få det færdige værelse i hovedhuset, til sølle 10 € pr. person. Ja, det betalte vi i går for at sove 5 mennesker i et rum. Her får de sengetøj og håndklæder.

Dette lille private herberg drives af et ægtepar. De har boet i det mindre hus, som vi sover i og så har manden bygget hovedhuset, som de så er flyttet ind i, men også har værelser til udlejning, samt et spisested, hvor vi skal have morgenmad i morgen. Ingen fast pris, men denotivo, altså efter hvad man har råd til og synes.

Vi får installeret os. The Family og jeg beslutter os for at at ud og handle og lave mad til alle. Den eneste restaurant har lukket i dag. De køber maden, spaghetti selvfølgelig og flan til dessert. Jeg køber drikkevarerne. Vi har i øvrigt ventet på en sådan lejlighed, så vi kan se, om "The Slave", Natali, nu også er så god til spaghetti, som hans søn siger.

Jeg får skrevet lidt, mens Natalie rumsterer i køkkenet og som altid, det foregår altså ikke lydløst. Italienere taler meget og det gør spaniere også. Der har de ikke noget at sige på hinanden. Det er OK med mig. Det er vilkårenen, men om morgenen og på barerne kunne man engang imellem ønske sig en lavere decibel.

Vi får os en fantastisk hyggelig middag. 6 nationer rundt om et bord. Vi har også vin nok. Vi taler i alle tungemål, i en skøn pærevælling, men alle forstår hinanden. Det koreanske par er fra Seoul. Natali viser sig at have været kok i sine unge dage, den gamle ræv. Jeg vidste, der lå et eller andet tilbage. I øvrigt påstår han, at snart er lige så meget italiener som ham. jeg tænker og har samme humor, som den - eller rettere, som ham. Vi går godt i spænd sammen. Vi kan se på hinandens øjne, hvad den anden tænker. Så nu er der altså dømt besøg i Cuneo. Jeg glæder mig, allerede.

Den eneste regel i huset er, som værtsparret siger er, at ingen vasker op, det gør de selv. Så mens vi gør klar til at gå i seng, omkring halvtitiden, så gør værtsparret rent og tager opvasken. Dejlig regel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.