Dag 21: Elvis Bar

(Bercianos del Real Camino - Mansilla de las Mulas, 26,4 km)

Erwin og jeg sidder i dette øjeblik, kl. 14.18, i Elvis Bar. Det mest syrede sted, jeg har set på Caminoen. Ian anbefalede den på mail, efter at have været der. Ejeren ser også lidt syret ud, men med en helt fantastisk udstråling, på sin måde. Håber at få taget et billede af ham om lidt, når mit kamera er opladet.

Vi skal have noget at spise. For første gang kan jeg mærke min mave knurre. Erwin siger, at vi bruger 2.000 kalorier på en dag som i dag.

Her 2 situationsbilleder fra Elvis Bar. Der kommer mere senere på dagen. Vi går 5-6 km mere, efter en times hvil her i baren.

20131106-142216.jpg

20131106-142223.jpg

---------
Vi fik den dejligste morgenmad i lang tid. Der var dækket bord i hovedhuset. Du kunne få kaffe og the i alle afskygninger, yoghurt, juice i flere udgaver, ristet brød, kage m.m. Også dette på Denotivo. Mødte Andrei, italiener fra Toscana, med sin hund. Der kommer senere et billede af ham. Han havde sovet i sit telt tæt ved.

Fik ordnet de sidste ting, inkl. de forbandede piller, undskyld udtrykket, men jeg er virkelig træt af dem. De skal ud, skal de, dog kobtrolleret. sin donation ligger man i lille postkasse. Man er anonym, så at sige. Besluttede mig for at give dem 20 €. De havde givet os champignons, som vu skulle bruge til maden i går aftes. De havde stået på pinde for os. Sikken en gæstfrihed. Tror, at de har viet deres liv til dette projekt. Da vi skulle sige farvel, fik vi alle en ordentlig krammer, og jeg mener, en ordentlig krammer, som kun godhjertede kvinder, kan. Du ved godt, hvordan det er, så ingen nærmere uddybning. Det varmer helt ind i hjertekulen og vandringen starter perfekt.

Aftaler med The Family, at vi mødes i Religios og rådslår om vi skal gå 6 km mere til Mansilla. Der er diset, så vi ser ikke så langt frem. Moi, jeg fjols, har glemt at lade batteriet op i kameraet. Det er dødt, som en sild. No pictures today. Ellers nogle fantastiske billeder her i morgendisen.

Det føles dejligt at gå i disen. Som om at man er beskyttet og det er lettere at koncentrere sig. Disse skift i vejret synes jeg, er dejligt. Det giver dig, så at sige, forskellige rum at være i, i dine tanker og i dit syn.

Føler mig efterhånden mere afklaret. Kigger på min ben, der tager et skridt og på mine arme, som flytter stavene. Føler jeg er blevet mere mig, et hele - Peter - min krop og jeg er et. Jeg er blevet nærværende. Jeg er et menneske i nuet. Det har jeg savnet i mange år.

Spekulerer på, om det religiøse er over mig nu. Nej, egentlig ikke. Indtil nu er det en personlig afklaring og meget er faldet på plads. sidste på den front er, tror jeg, er at tilgive mig selv for mine synder. Kan mærke at med mere afklaring på vejen, så skal jeg nok komme dertil. Uanset havd, så bliver jeg aldrig det samme menneske, som før. Aldrig. Dette er det mest fantastiske, jeg har oplevet i mit liv. Undskyld, hvis nogle skulle føle sig fornærmet, men sådan er det og ærlighed er også en del af Caminoen. Jeg kan kun anbefale at gå en Camino, udsæt dig selv for pinsler - det er vejen til forståelse og helbredelse. Det vidste de kloge for mange herrens år siden. Det er vise ord.

Vi tror, at viden er nok. Nej, intet kunne være mere forkert. Lærdom er noget andet, i min optik, selv om jeg ikke har kigget i den store danske ordbog. Lærdom får man, når man har prøvet at praktisere den viden, man har. At gå en Camino som ung og som ældre tror jeg derfor, er 2 forskellige udgaver. Begge lærer dog om tålmodighed, at målet ikke det vigtige, men vejen dertil. Så uanset alder, er Caminoen en lektion i grundlæggende livsvilkår, som nutidens Formel 1- race livsstil tror, at man kan komme uden om. Menneskets krop og hjerne er indrettet til stenalderen, som jeg lærte på et søvnkursus for nogle år siden. Vi er ikke gearet til at være oppe i det høje gear, så at sige, men vi tror det. Igen snyder vores hjerner os.

Vi kommer til El Burgo Ranero, 7,6 km, fuldstændig død by. Ingen barer åbne for cafe. Vi ser kun en person, ser temmelig forhutlet ud, hulser pænt. Vi flygter straks ud af denne spøgelsesby og der er langt til næste bar, 12,7 km væk i Religios. Vi går langs med hovedvejen og møder en fårehyrde på vejen. Tager nogle pauser ind imellem. På Erwin opfordring havde jeg fået Compeed på trædepuden på høje fod. Det føltes godt, men som altid, starten gjorde lidt nas og man skal lige varmes op. Så går det. Sådan har alle det vist.

Solen er ved at få fat, så der forsvinder mere og mere af disen. Vi holder pause igen og jeg får en tablet af Erwin, som man kan komme i sin vand. Det er nogle magnesiumtabletter, hvor der også er kalium og C-vitaminer. Han forærer mig et hylster. Han siger, han har nok og iøvrigt er det jo snart slut. Jeg siger mange tak.

Endelig langt om længe, ved 2-tiden, kommer vi til Religios, 6,1 km fra vores mål i dag. Vi styrer starks til Elvis Bar, på anbefaling af Ian. Rigtigt, som du kan læse foroven, en rigtig wild west bar. Vi får vores mad, et glas vin til mig og øl til Erwin. Vi får bøf. Der skal jo noget energi til. Bagefter en øl. Får opladet iPad, mobil og kamera imens vi venter på The Family. Andrei med hunden kommer ind og jeg spørger ham, om han ikke vil have noget mad. Det vil han meget gerne. Han har ikke for meget at rutte med, selv om det nok er lidt selvforskyldt, noget af det i hvert fald. Erwin insisterer på at betale for hans mad, så det får han lov til. Andrei får en bøf ligesom os og en cola. Han drikker ikke alkohol mere, men ryger dog rullecigaretter.

Vores ventetid har efterhånden varet længe. Klokken nærmer sig 16 og vi er nødt til at beslutte os for enten at finde et herberg i Religios eller gå videre. Vi beslutter os for det sidste og vandrer videre. Det går fint, alt taget I betragtning. Der er altid smerter sidst på dagen. det kan ikke være anderledes.

Vi finder det første herberg, El Jardin del Camino. De er vist ved at vinterlukke, men vi får 2 senge og er åbenbart de eneste. Der flyder med sengedele i rummet, men OK for os. De ryder dog op senere. Vi betaler 20 € hver for overnatning, Ftensmad og morgenmad. Helt OK. Da vi også havde det hele for os selv, var det endnu bedre.

Under aftensmaden kommer Luca og Isabel. De har hørt fra Andrei , at vi er kommet til byen, så de antager, at vi bor her. De var kommet til Religios 5 minutter efter, vi gik. Vi udveksler telefonnumre, så vi er sikker på fremadrettet at kunne finde hinanden, uanset hvad. Vi siger farvel og på gensyn i morgen.

Erwin og jeg kan selv beslutte sengetid, så vi trækker den lidt, jeg ved at skrive på iPad'en, han ved at læse en bog. Endeligt ved 23-tiden sover vi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.