Dag 8 – til Penela

Det er noget vidunderligt forunderligt over at se på det uperfekte menneskes værker, som bliver rettet op af naturen.

Hvorfor skriver jeg det? Er han da gået helt fra forstanden, tænker du?

Her i Portugal er der mange faldefærdige huse både i byerne og ude på landet. Ude på landet sker der det, at der kommer en masse beplantning omkring disse huse. Og på en eller anden måde er det guddommeligt smukt at se disse faldefærdige huse omkranset, forskønnet af blomster og anden beplantning. Som om at naturen tager over og siger til os, at det skal vi nok tage os af, når nu du, menneske, ikke kan finde ud af det.

Det er som om, at det uperfekte, det der har stået i mange hundrede år og forfalder, har sjælen i sig. Hvis du ser på en perfekt mur, så virker det mere som facade, mens det krakelerede, krænger sin sjæl ud til dig. Sådan virker det på mig, og man skal nok selv vandre og se og mærke, før man forstår det helt.

Det leder mig til, at vi mennesker må lære at acceptere, at søgen efter perfektionisme som en blivende tilstand, er formålsløs. Den indfinder sig kun i et splitsekund, i det virkelige liv.

Tag det derfor roligt i stedet for. Du gør det, du kan. Vores søgen efter perfektionisme skyldes ofte en ubalance i vores psykiske og mentale tilstand. Måske er årsagen noget fra vores barndom.

Nå, jeg kom vist lidt ud på et sidespor og så alligevel ikke.Tænk over det, hvis du synes, at du et perfektionistisk menneske og lader det gå ud over andre mennesker. Det kunne være, at der var noget at kigge på.

Vores vært tilbød os, som jeg skrev i går, at køre os til Alvaiazere. Vi er som sagt kommet 5-6 km udenfor normalruten, som følge af manglende overnatningsmulighed, så det kunne vel godt forsvares, mener vi. Vi bliver sat af ved kirken.

Vi smutter på cafebar, inden vi begiver os ud på dagens vandting. Får set på rutebeskrivelsen og synes nok, at der er lidt mange højdemeter, især i begyndelsen. Så helt ubekymret er jeg ikke. Ole er optimistisk, som sædvanlig.

Vejret er med os i dag. Solen skinner og for første gang starter jeg uden fleece. Det bliver en meget flot opstigning. Næsten ingen trafik, igennem små byer, møde med hunde, nogle agressive, andre venlige, fåreflokke, flotte blomster og finurlige gamle bygninger, nogle forladte, men alle med deres egen skønhed. Folk gør virkeligt meget ud af deres haver, alskens sjove figurer af træ, de har fundet i skoven og tilpasset. Hadegavesegmentet er der naturligvis også, men sådan er livet. Mangfoldigt.

Møder vores afdøde kat, Mikkel, på vejen. Samme farver, sort og hvid, og fuldstændig ligeglad med en. Han rokker sig ikke ud af stedet. Alle andre katte er flygtet langt væk indtil nu. Ja, jeg tror også på reinkarnation, så helt umuligt er det vel ikke?

Vi tror, at der er en cafe i Laranjeiras Vendas, men det er der ikke. I hvert fald ser vi den ikke. Der er derfor først en cafe i Ansiao, 14,5 km efter Alvaiazere. Puuh, vi er kogte og vandtrængende, da vi kommer ind i byen.

Der er gang i byggeriet, kan vi se. Kommer ind til torvet, hvor Ole spotter en cafe. Vi går derhen, og gæt hvem sidder der. Serena, fra Italien, som vi mødte i går. Hun sidder og får sig et glas hvidvin. Hun siger, at hun kun har 12 km tilbage til sin B&B, så det kan hun godt tillade sig. Se, det er en kvinde efter min smag. Hun tager sku’ selv initiativet?

Vi køber det sædvanlige, 2 kopper kaffe og 2 vand. Sætter os ud og snakker med Serena. Hun fortæller, at hun bor i Munchen, i Tyskland, og arbejder for et firma der. Hun vandrer til Mealhada og så tager hun toget til Porto og flyver til Munchen søndag. Hun skal på arbejde mandag.

Sidste år vandrede hun kystruten fra Porto til Santiago. Hun spurgte, om jeg skulle den vej, og så sagde jeg, at det ville tage for mange dage, men det mente hun ikke. Det havde været en fantastisk tur. Serena skulle bo på en B&B en del kilometer sydvest for Rabacal.

Vi prøvede at finde hinanden på FB, men på een eller anden måde, så må vores profiler være låst. Vi aftalte at prøve at finde ud af det. Serena tog afsted. Inden da smagte Ole og jeg lige på et par lækre tapasting, en lavet af krabber og en anden nærmest som en meget god frikadelle. Hertil et glas hvidvin til mig. Ole en enkelt øl.

Vejret var fantastisk. Vi traver stille og roligt ud af byen.

På vejen får Ole også samlet en sten op, han skal undersøge nærmere. En gang fagidiot, altid …….. Godt, han ikke har hakke med. Ellers havde han nok slæbt sig en pukkel til. I øvrigt går vi på en del af Østgrønland, siger han. Nå, ja, den del, der i fortiden engang har hængt sammen med Østgrønland, før ord som løsrivelse, blev opfundet. Naturen har sin orden, basta!

Tommy, min Caminoven fra 2013, fra Irland, har fødselsdag i dag, så på vejen får jeg Ole til at tage et hilsenbillede fra Caminoen. Sendte det til ham ved næste stop og straks får jeg et svar tilbage, på dansk. Google Translate, selvfølgelig, men frisk gjort.

Som sagt skinner solen, fra en skyfri himmel. Ruten er fantastisk. Enestående. På vejen støder vi på et stort fuldstændig istandsat hus, hvor der sidder nogen og tager solbad. Min første indskydelse er, det må være englændere. Sådan noget gør en portugiser ikke midt på dagen, hvor solen står højest. Fik bekræftet dagen efter, altså i morgen, af Serena, der havde spist et sted i nærheden af sin B&B, at der faktisk tæt på findes en hel landsby, hvor der kun bor englændere. Man tager sig til hovedet. Brexit?

Vi vandrer videre og kommer til Alvorge. Strækningen tager længere tid end beregnet. Op- og nedstigningerne har taget sin tid.

Vores fransktalende vært på cafeen i Alvorge tager sig til hovedet, da han hører, at vi skal til Peneral, 5-6 kilometer øst for Rabacal. Der er 12 km trafikeret vej og klokken er ved at være mange. Kan regne ud, at vi først er fremme ved 20-tiden, hvis vi vandrer resten af vejen. Vi giver op. Det går ikke. Vi må krybe til korset og tage en taxa. Det er ganske irriterende med manglende overnatningssted på ruten.

Værten skaffer os en taxa og tak for det. Da vi havde gennemlevet ruten i bil, kunne vi godt se, at det var en klog beslutning, især de sidste kilometer ud til Peneral er livsfarlige at gå på.

Ankommer ved 17.30 tiden. Det viser sig, at det er et spa hotel, men det har vi ikke kræfter til. Vi får vores værelser og et menukort med op. Jeg bestiller en taxa til kl. 08.00, så vi kan blive kørt til startstedet i Rabacal. Jeg går ikke på den meget smalle og trafikerede rute. Folk kører som sindsyge, så man skal passe på.

Vi aftaler at spise lidt tidligt. Vi får den romerske menu til 30 €, inkl. vin og vand. Fire retter. Forretten bestående af blåmuslinger med honning, løg og rød peber og vist lidt vinaigre, smager bare fantastisk godt. Den vil jeg selv prøve derhjemme. Overvejede at tage ud i køkkenet og spørge om opskriften. Næste ret, stegt fisk ovenpå grønsager, dejlig. Kødretten, af and, var ikke noget at skrive hjem om. Det virkede som om, at andebrystet lige var tøet op og tilberedt og var derfor ikke mør. Desserten, en slags budding, OK.

I morgen er der over 30 km til Coimbra, hvor vi holder en hviledag på fredag. Der skal tøjet i en vaskemaskine.

Godnat!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.