Dag 7 – til Carbacos

Der er tåget, da vi kommer ud, lidt chilly. Ruten er stort set uden for døren. Ole havde også set den, dagen før.

Vi krydser en bro og kort efter er det til venstre og så går vi langs med floden, der løber gennem Tomar by.

Først lidt forstadsbyggeri, ikke af den prangende art og så kommer vi eller ind på en vandresti, hvor det føles som at være med i en eventyrfilm. Floden løber til venstre og træerne hænger ned, man må bøje sig engang imellem. Der ligger også væltede træer, som en storm givetvis har væltet.

Det er bare dejligt at vandre sådanne steder. Man bliver mentalt påvirket af naturens skønhed og kræfter, der strømmer mod een. Livsmod, får man, med et andet udtryk. Når man går sådanne steder, så mærker man overhovedet ikke rygsæk eller småskavanker. Man bliver opslugt.

Der er ikke mange cafeer på dagens rute. Vi har ikke fået morgenmad, så vi skal have et eller andet første sted, efter 8,4 k, i Soianda.

Vi kommer ud af eventyrland og der bliver mere åbent, men stadig i skovområde. Vejvisningen er ikke helt som normalt, med gule pile, så på et tidspunkt har vi overset en højreanvisning. Det finder vi ud af senere.

På et tidspunkt kommer vi til et stort fabriksanlæg og der er hverken den ene eller den anden markering. Jeg må have fat i min Wise Pilgrim app. Og ganske rigtigt. Vi er på afveje, sådant rigtigt for første gang. De andre gange har vi opdaget det meget hurtigt.

Op ad en stejl stigning, på asfaltvej. På et tidspunkt kommer vi til et sted, hvor der er et vejskilt mod Casais og ligeud mod noget, der starter med M, kan jeg huske. Vi går ligeud, men jeg bliver mistænktsom, så frem med app’en igen. Vi vender om og går op mod Casais i stedet for, på asfaltvej. Et eller andet sted skal vi altså krydse vores vandringsrute, som vi er kommet på afveje fra. Det går opad, puuh.

Yes, her er den. Vores sti, til venstre. Vi smutter ind på den, væk fra vejen. Vi snakker om, at måske har vi været heldige og sluppet for den værste stigning. Eller bilder os selv ind, at vi har?

Der er stigning i dag på et par hundrede meter. Stigningen er værste i den første del af ruten. Vi er lidt, for ikke at sige meget, mærkede af de sidste dages vandring. Det går lidt langsommere. Efter endnu en stigning kommer vi op til asfaltvejen, i Soianda, hvor cafeen skal være. Ganske rigtigt.

Vi får vores sædvanlige kaffe, et stykke kage og 2 vand. Og en ekstra kop kaffe? Cafeen er også et mini mercado, så der kommer folk og køber grønsager og frugt.

Som altid er der nogle lokale, der sidder og snakker. Her er det en kvinde, der fører an. De snakker givetvis politik. Højt igen. Ole køber sig et æble, inden vi smutter. Jeg vil vente til næste sted, sidste sted, hvor man kan proviantere, inden Alvaiazere. Det sidste stræk er langt, uden cafeer.

Trasker videre til næste sted, Calvinos, hvor jeg køber 2 æbler og 2 bananer, samt 2 vand.

Vi kommer ind på områder, hvor stigningerne er på 10 % og de er lange. Det trækker altså tænder ud. Et skridt ad gangen, korte skridt, vejrtrækning, ilt til kroppen, fokus, fokus … og så er man oppe.

Nærmer os 2 mænd, ned ad bakke, der sidder i en lille vogn, med rumdragter på. Den ene kører og den anden sprøjter noget væske langs vejen. Vi gætter straks, hvorfor de sidder med dragter og masker. Vi skynder os forbi. Jeg lærer aldrig at forstå, hvorfor vi skal svine vores klode til med kemikalier. Bare fordi det er det letteste. Vores overspringshandlingsgen, igen?

Nærmer os Alviobeira, hvor vi skal krydse hovedvejen. Der er fantastisk idylisk. Landligt. Solen skinner fra en skyfri himmel og der er varmt. Vi passerer en påfugl, gæs, der “råber” efter Ole, hvorefter han siger, at de nok aldrig har set en eskimo før?

Bliver enige om, at vi holder en pause, når vi har passeret hovedvejen, og der er et passende sted at sidde. Det finder vi foran et hus, eller vi tillader os at låne det. Af med sokkerne, indlæggene ud af skoene og tørre i solen. Fødderne skal plejes.

Som vi sidder der, kommer der sørme en pilgrim vandrende mod os, fra samme retning, hvor vi kom fra. Det viser sig at være Serena (not Williams, som hun sagde), fra Milano. Serena er den første pilgrim, vi møder på vejen. Vi mødte som sagt nogle andre på hostel i Santarem, men ikke på vejene. Hvor de er, må guderne vide.

Vi ønsker hinanden Bom Caminho og Serena trasker videre. Får creme på fødderne, rene sokker og sko på igen og så er det eller afsted. Selvfølgelig opad igen, men inde på nogle skovstier, så det er OK. Derefter kommer vi ind på nogle dejlige strækninger, hvor vi går igennem den ene lille flække efter den anden, men uden barer, flotte haver og gamle huse, der er ødelagte, alt i en stor pærevælling nogle steder. Vejret er fantastisk. Sjælen har det godt, men ikke kroppen. Vi skal eller op over en top på 305 km, men jeg nægter at gå opad igen.

Vi går derfor udenom knolden, vi følger asfaltvej, men der er langt. Det føles i hvert fald langt. Vi har heller ikke mere vand og vi sveder i den bagende sol. Strategien er at vi finder den tankstation, hvor man kan købe kaffe og vand, iflg kortet. Langt om længe nærmer vi os. Nogle arbejdende mænd 50 fra os, råber på engelsk til os, om vi har brug for noget vand? Det takker vi dog nej til, da vi er tæt på på tankstationen. Vi kan se den. Meget pænt af dem. Man møder dejlige mennesker på sine vandringer og de findes over hele verden.

Da vi kommer til tankstationen, fortryder jeg faktisk, at vi ikke gik over bjerget i stedet for. Vi havde sparet tid og længde, tror jeg. Ja, men det er den slags ting, man lærer af. Den umiddelbart letteste vej er ikke altid den nemmeste?

Tankstationen er ikke noget at glæde sig over. Dårlig kaffe, halvsur ekspedient og ingen steder at sidde. Hurtig glemt, men vi fik dækket vores umiddelbare behov.

Vores overnatningssted er udenfor den normale rute til Alvaiazere, som ellers vi være vores endestation. Vi skal til Cabacos, 5 km sydøst for Alvaiazere. Derfor er der heller ikke nogen normal vandringsrute dertil. Vi må traske af den lidt halvfarlige N-110, hvor tankstationen også ligger. Der er ca. 5 km til overnatningssted. Vi kommer afsted og heldigvis efter ca. 2,5 km dukker der sørmw en cafe/restaurant op på højre side. Der ser hyggeligt ud og vi kan sidde udenfor i skyggen. Vi får igen gjort os begribbelige til en sandwich, vist værtindens datter, der var i køkkenet, en kop kaffe og en øl. Af med skoene igen, udluftning, forstås! Og så op med fødderne på en anden stol.

Her kunne vi godt blive, sådan set. Vi er trætte i dag, men frem skal vi. Langt om længe kommer vi frem, men til den forkerte sted i byen. Dum som jeg var, er jeg kommet til at trykke på den forkerte adresse i stedet at trykke på Vis Kort. Vi ender et sted i udkanten af byen, sikkert hvor ejeren selv bor. Vi forsøger at spørge nogen, men de kan ikke engelsk og de aner ikke noget om Residential Marques.

Min telefon er ved at være flad, også. Forsøger at ringe til booking.com, men ingen tager den og hvis de tager den, så skal de have reservationsnummer og pinkode. Ole foreslår klogeligt, at vi finder en cafe og der finder ud af, hvad vi gør. Det gør vi så, vandrer ind mod bymidten igen og finder en cafe. En Sagres tak. I mellemtiden har jeg på vejen herned til cafeen fået gang i mit reservebatteri, så iPhone kan blive ladet. En kold øl ned i halsen og nerverne lidt mere i balance får jeg trykket på Vis Kort og ganske rigtigt. Residential Marques ligger det sted i byen, hvor vi først kom ind. Ole mente nok, han havde set et overnatningssted der, men forbandt det ikke med vores, da jeg havde været sikker i min sag?

Vi får møvet os 700 meter tilbage og vi er der. Landlord tilbyder os fluks en lille een. Det siger vi ikke nej til. Det haster ikke med betaling, det når vi, pas er ligegyldigt, vi får vores stempel og nøgler. Han viser os værelserne. Pænt og rent, men koldt. Der skal gang i varmeveksleren.

Kommer i bad, vasket tøj, og så er det ned i restauranten og spise. Vi får en gigantisk bøf, med spejlæg, igen. Naturligvis først lidt oliven mm. Ole lader mig sidde den vej, så jeg kan se Portugal-Sverige VM-kval kampen imens. Jeg skynder mig at oddse. Selvfølgelig vinder Portugal. De fører jo 1-0, da jeg oddser, og det bliver 2-0, men kampen ender i en katastrofe. De taber 2-3. Mine odds!

Nå, katastrofe var panna cotaen heldigvis ikke. Den var god. Lige den konsistens, jeg kan lige den. Til sidst en caffe og så en digistif. Værten varmede glassene op i kogende vand, og hældte rigeligt, gentager rigeligt, med en portugisisk brandy af en art. Han mente så, at vi ville sove godt. Helt sikkert!

Værten tilbød at køre os til Alvaiazere, det normale startsted, i morgen tidlig kl. 07.30. Det takkede vi ja til, ellers ville det blive 5-6 km ekstra til morgendagens vandring og den er i forvejen på 35,1 km inkl. stigninger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.