Dag 6 – til Tomar

I dag skal vi forlade floden Tejo, når vi kommer til byen Vila Nova Barquina, om ca. 9 km. Herefter begynder det at gå lidt opad og landskabet bliver anderledes, i stedet for marker og vinmarker.

Der kommer mange flere landsbyer i dag på vores vej, hvor vi kan få noget kaffe og forfriskninger. Vi har besluttet at tage den lidt med ro i dag. Vi smutter først her om 25 minutter, kl. 08.45. Så sent er vi ikke taget afsted de andre dage, men det går nok. Med op- og nedstigninger giver dagens rute i alt 31,3 km.

Har lige fået den lækreste morgenmad, bedre end noget rigtigt hotel. Kun dækket op til mig alene, flot og indbydende. Der var også jordbær mm. Der var alt for meget. 40 € har det kostet for mit værelse inkl. morgenmad, hvor man også kunne have smurt sin madpakke, hvis man ville. Casa da Tia Guida her i Golega kan absolut anbefales.

Vejret ser godt ud nu, men vejrudsigten siger altså regn, så der er ikke andet for at gøre sig klar. Skoene er næsten tørre. I morgen ser det bedre ud, 20 grader, så det kan være at vi er shortsvejr i morgen. Vi får se.

Du hører nærmere, når vi er fremme. Indtil da – god dag?

“””””””””””””””

Brugte næsten en time på at skrive en beretning på dagens vandring, inden aftensmaden. I første omgang ved hjælp af Noter på iPad’en, men tror du ikke, at det hele forsvandt, fordi jeg brugte en knap, jeg troede var Copy. Normalt ville den vise Kopier alt, når jeg havde markeret, Vælg Alt, men den dukkede ikke op, efter flere forsøg. Så tænkte herren – OK, det må være den knap. Men, ak. Det hele blev slettet på et splitsekund. Det ødelagde nærmest hele aftensmaden for mig.

Sikkerhedskopier ligger normalt i skyen, men den kunne jeg heller ikke komme ind på. Har kigget på alverdens vejledninger. Den bliver ved med at sige, at jeg skal konfigurere min iPad til iCloud – den er sku’ f.h. konfigureret – GRRRH☹️. Jeg lærer aldrig at forstå, hvorfor dyrt betalte verdensfirmaer ikke kan finde ud af at lave nogle ordentlige vejledninger. Ofte er det folks egne skriverier og svar på forskellige fora, der giver dig svaret. Nå, jeg håber, humøreret er til at skrive mere i morgen.

“””””””””””

Vejret er fint, ser det ud til. Vi kommer forholdsvis let ud af byen. Ole havde fået instruktion fra manden i huset. Kommer væk fra hovedvejen og vi vandrer på små alfaltveje, hvor der ikke er meget trafik. Marker, oliventræer og vinmarker. Det er hvad du ser meget af på disse kanter.

På et tidspunkt forlader vi også alfaltvejen og smutter forbi et stort hus eller nærmere slot, der har set bedre dage. Der er dejligt at vandre på grusveje igen, uden regn, vel at mærke. Vi kommer ind på en undseelig asfaltvej igen, op mod Vila Nova Barquina, efter ca. 8,7 km. Vi håber på kaffe i byen. Går forbi en folkeskole, med frikvarter. Det kan høres. Går videre og kigger også omkring efter en cafe, men der dukker altså ingen op på den officielle rute, vi vandrer på.

Vi trasker videre til Atalaia, der nærmest er en fortsættelse af Vila Nova. Endelig. Der kommer en cafe på højre side, efter næsten 11 km. Vi kommer ind og bestiller det sædvanlige. 2 store kopper kaffe og 2 flasker vand. Værten taler lidt tysk. Han har åbenbart været i Schweiz engang.

Sætter os udenfor. Vi sveder jo. Der sidder en flok mænd også. Vi hilser på. De snakker videre – og højt. Det er altså utroligt, hvor højt de kan snakke hernede. For os andre, der ikke er så vant til det, lyder det nærmest, som om, at de skændes. Det tror jeg nu ikke. Under alle omstændigheder, så snakker de sammen, og det er jo godt.

Lagde mærke til i onsdags, da vi tog metroen i Lissabon, der sad folk også og snakkede sammen. Det er mere end man kan sige om metroen i København. Der glor folk ind i deres smartphones og så er de sociale på Facebook eller andre sociale medier. Det går vist den forkerte vej. Tag jer sammen, folkens!

Afsted igen, efter Ole har fået endnu en kop kaffe. Han elsker kaffe. Regnen kom, lige før vi ankom til cafeen, så nu er regntøjet på.

Efter ca. 1 km’s penge, så bliver vi dirigeret ind til højre og ind i en skov. Første gang, vi reelt er inde i en skov, rigtig skov. Der er mudret og opstigningen starter med det samme. Ingen kære mor. Puuh, varmen breder sig. Der er fugtigt under regnbukserne.

Solen forsøger at bryde igennem og på et tidspunkt gør den. Så bliver der for alvor varmt. Der er smukt.

What goes up, must come down! Tyngdekraften har det også med at virke på en Camino, bare på en anden måde. Ned igen og op igen. Mere varme. Nu skal de forbandede regnbukser snart af. Regnfrakken var røget, for længst. Langt om længe kommer vi til Grou, dagens højeste punkt. Jeg går forrest og sætter mig på bænken i et busstoppested, med tag over. Nu skal de regnbukser altså af. Ole kommer og sætter sig ved siden af. Vi deler 2 æbler og en banan.

Mens vi sidder der åbner himlen for sine porte. Det styrter ned. Vi får sagt til hinanden, hvor heldige vi har været, men hvem ved? Måske er der mere mellem himmel og regn?

Vi bliver siddende. På et tidspunkt har jeg fået nok. Vi skal videre. Der er langt endnu. Går ud på vejen for at opføre det modsatte af en regndans. Miraklet sker, regnen holder op. Det var jeg alligevel ikke klar over, at jeg kunne det?

Trasker videre, uden regnbukser og efter næsten 2 km kommer vi til Asseiceira, hvor der er flere cafeer. Man skulle tro, at hele byen var ude. Der er gang i den i cafeen og snakken går, igen, højlydt. Vi får gjort os forståelige til en sandwich. Kaffen og øllet har vi ingen problemer med?

Solen er nu brudt helt igennem og vi slentrer afsted. Der er lidt over 10 km igen. På et tidspunkt passerer vi et hus, der har en stor søjle stående i haven, hvorpå en ørn har sine kløer i en fodbold. I første omgang ser jeg ikke fodbolden, indtil Ole mumler noget om Barcelona, hvorpå en prås går op for mig. Vender mig om og ser den. Det skal der tages et billede af til fodboldtosserne i FCK i afsnit C3. Det er der stil over, men kønt er det ikke. Den er nok ikke godkendt af fruen i huset, med mindre hun selv er fodboldgal.

Resten af vejen bliver man ledt lidt underligt ind til byen Tomar. Selvfølgelig i den bedste mening, så man undgår for meget trafik. Vi er ved at være lidt mørbankede. Solen er kraftig og det bager på nakken af een, når man vandrer på denne Camino. Naturligt nok, da det er lidt svært at flytte på solens daglige rutine og man går syd-nord retning, det meste af tiden.

På et tidspunkt virker det helt absurd, at vi trasker en stor omvej. Vi kan direkte se, at vi nærmest går væk fra byen, men ind kommer vi da. Hotellet er selvfølgelig i den anden ende, 800-900 meter.

Ved indgangen til byen er der en stor sigøjnerlejr, en samling af blikskure, dyr rendende rundt imellem hinanden, høns og hunde, og tøj hængende alle vegne plus alt muligt skrammel. Ser nogle af folkene på afstand. Det er helt givet romaer, der bor der. Det må godt nok være et hårdt liv.

I den modsatte ende, hvor hotellet er, ja, der ser tingene anderledes ud. Hotellet ser ud til at være nyindrettet, ikke mange værelser og reception kun åben til kl. 19.00. Man får en kode både til værelset og indgangsdøren. Det er altså smart uden nøgler.

Ikke flere værelser, men den søde dame tilbyder en ekstra opredning i værelset for 15 €, så det klarer vi på den måde. Jeg smutter først i bad. Armaturet er så moderne, at jeg dårligt kan finde ud af at bruge bruseren. Tilsidst lykkes det dog.

Jeg smutter ned på en nærliggende bar og venter på Ole bliver færdig med sit bad. Ole har fundet et vaskeri, hvor han vil vaske sit tøj. Dagens trøje, underbukser og strømper kommer med i Oles vasketøj. Så slap jeg for det. Dejligt. Og så er bliver det tørt med det samme.

Til min store overraskelse, så er der skam pulpo, marineret forstås, i baren. Det skal jeg have. Ole og jeg har snakket om pulpo i flere dage. Et glas lidt mousserende hvidvin til. Passer perfekt. Jeg nyder det.

Ole kommer efter at have sat tøjet over. Han kan lige nå en portion, inden han skal tilbage til tøjet. Vi bliver enige om, at vi ses i værelset. Jeg smutter op og skriver, mens han er i vaskeriet.

“”””””””””””
Ja, og det var så det skriveri, der forsvandt som dug for solen, men efter bedste evne har jeg nu forsøgt at genskrive det. Aftensmaden var ikke værd at skrive. Jeg efterlod en halv bøf. Vi var trætte og skulle bare i seng.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.