(Hviledag i Santiago de Compostela)
Lige i disse sekunder, omkring kl. 23.00, hvor jeg skriver dagens beretning, må jeg indrømme, at jeg har småtudet hele vejen hjem til hotellet, efter at have sagt farvel til The Mallorca Brothers, som jeg lige har været sammen med i en 1,5 times tid. Måtte bare se dem igen, inden de rejser hjem i morgen. De har været en uvurderlig del af min Camino. Da den yngre bror, Juan, fik tårer i øjnene, altså før, vi overhovedet skulle sige farvel, så var mit kontrolgen altså også ved at gå i opløsning. Tænk, han sagde noget til mig, om mig som menneske, som jeg ikke mindes at have hørt fra andre, ikke på den måde. Så måtte jeg altså også slippe et par tårer, da vi holdt om hinanden.
The Pink Ladies var der, også David og Roberto plus nogle andre spaniere, jeg har mødt, on and off, på vejen. Fik et kæmpekram af dem alke, da jeg dukkede op.
Denne aften får mig til at tænke på, hvor vigtigt det er, at tænke på, hvad andre tænker. Jose sagde til mig, at han havde sagt til sin bror, at hvis Peter stadig var her i Santiago - de kom i dag - så ville han selvfølgelig kontakte dem. Ingen tvivl om det. Hvorfor siger han det? Hvad er det for en følelse, der udløser en sådan tanke?
Mette, som er kommet i dag, og stort tillykke med dit Compostela til dig, godt gået, fortalte mig, efter aftenmessen, at hun havde mødt brødrene. Da jeg heldigvis har Juans telefonnummer sendte jeg en sms og fik kontakt. Det viste sig, at de var på en bar lige ved siden af at det pensionat, hvor jeg har været til frokost i dag, hvor Natali lavede den mest fantastiske risotto med skaldyr og blæksprutte.
Aftenmessen er ekstraordinær ved, at der svinges med en kæmpestort, ved ikke lige hvad det hedder, røgelse fra den ene til den anden side af katedralen, så man bliver helt bange for, at den ryger af og slår nogen ihjel. En kæmpeoplevelse var det. Jeg ender nok med at blive katolik, inden jeg dør. Jeg er jo skabskatolik i forvejen. Under messen lovede jeg Vor Herre noget, som bliver imellem ham og mig. Jeg havde det godt under messen, totalt afslappet og afklaret. Sad ved siden af Erwin, denne meget religiøse mand, uden at han er fordømmende overfor andre eller noget. Meget smukt egenskab, som andre kunne lære noget af, inkl. undertegnede. Havde en rigtig god fornemmelse med mig selv under messen. Sammenhæng mellem krop og sjæl. Helt ærligt, hvornår har jeg haft det? Mindes det ikke.
Efter aftenmessen var ingen rigtige sultne, ikke til menuer, så Isabel og Luca fandt en tapasbar, hvor man tager sin tapas selv på en tallerken - fra en rigtig lang skænk. Man betaler efter de pinde, man samler sammen. Det er totalt umuligt at holde styr på, hvad folk tager. Det handler altså om tillid. Det var aldrig gået i lande længere nordpå, hvor folk ville have snydt, så vandet drev.
Hvem taler om uproduktive spaniere, men hvad så lige med ærligheden? Et system som dette kan kun eksistere, hvis der er en vis anstændighed, selvfølgelig også lavere priser. Fik 5 stk. helt eminente tapas, selv Natali overgav sig, plus 2 glas 1906 øk, som er her fra Galicia, i alt 11,70 €. Det er jo til at blive vanvittig af, hvad man betaler i Norden og Grønland, når man tænker over det. Erwin og jeg er enige om, at vores sidste aften her i Santiago på tirsdag, efter Finisterre, skal være på samme sted. Sikken en kvalitet. Ikke underligt, at der var stuvende fyldt. Som Isabel og Luca sagde i går aftes, man går ind de steder, hvor folk er , så ved man, at der er OK.
Jeg fik ikke sovet mange timer. Fik skrevet her på siden efter hjemkomst til hotellet, så den var vel nærmere 3, da jeg endelig faldt i søvn. Da jeg så vågner lidt over 6, så kan jeg ikke sove mere. Kroppen er blevet vænnet til at stå op. Kæmper mig igennem 1 times tid mere, så står jeg altså op og går i bad. Får kigget på vasketøjet og intetnettet og så ned og spise morgenmad. God kvalitet.
Bagefter op og finde mine papirer på de 2 pakker, jeg har sendt til Santiago, næsten 6 kg i alt. Kigger på kort, for at finde ud af, hvor hovedpostkontoret ligger. Mens jeg gør det konstaterer jeg, hvor roligt, jeg gør det. Ingen hasteværk. Sætter mig ned på sengen og kigger på sagerne. Det var aldrig sket før. Før, så skulle det altså bare ske her og nu, og hvor pokker er det postkontor henne osv. Tranquillo, Tranguillo.
Intet bliver bedre i panik, hvis handlingen ikke kræver hastværk, eksempelvis redde liv. Intet, kun velovervejethed, skaber de bedste resultater på på den lange bane. Jeg er åbenbart kommet over i en anden biorytme, under Caminoen. Håber det fortsætter.
Nå, kommer ned på postkontoret og får mine pakker. Gik hurtigt. Man tager et nummer, ligesom i DK. Hold da helt op, hvor de vejer. Jeg er nærmest træt, da jeg kommer til hotellet, selv om der ikke er særlig langt. Ikke underligt, at det gav mig så store problemer, udover, at det nok ikke var det rigtige fodtøj fra starten. Læren er altså, som nogen selvfølgelig har skrevet, og som jeg har læst, men ikke lært noget af - så lidt som muligt. Får du brug for det, så køb det på vejen. Men man tror jo, at man er meget klogere end alle de andre, der har gået turen før. Idiot! Nogen går sågar og tror, at de skal slæbe et helt køkken med, ellers overlever de ikke. Hørte om nogen, der startede med 20 kg. Det er jo sindsygt.
Har problemer med mit visakort. Har ellers ikke hævet nogen penge de sidste par dage, så jeg må have fat i Gitte, min bankrådgiver fra Frøs Herreds Sparekasse. ringer til hende og selvfølgelig som altid, hun ser på det med et samme og siger, at systemet på en eller anden har blokeret for det. Har ikke brugt flere penge eller hævet flere, end man må. Skulle prøve igennem om en times tid i en bankautomat. Selvfølgelig havde hun klaret det. Fik hævet 200€. Service, det får man altid i Frøs Herreds. Jeg gør i hvert fald.
Skal til frokost kl. 13.00, hvor Natali vil lave mad. På deres pensionat. Har lovet at bringe et par flasker hvidvin, så jeg er glad, da jeg får hævet nogle penge. Finder en vinforretning, hvor jeg finder Rias Baixas hvidvine til 10 € stykket. Intet er for godt til Natalis mad. Ander ville have været en fornærmelse. Efter lidt vanskeligheder med at finde stedet, står Luca udenfor og da jeg kommer ind, kan jeg allerede dufte, hvilken kærlighed, maden er blevet lavet med. Uhmmm! Selv mad kræver kærlighed. Ellers bliver det ikke godt.
Måske er læren, at alt kræver kærlighed?
Bagefter hjemad sammen med Erwin, der skulle sende postkort hjem. Vi får en øl i solskinndet. Dejligt.
Havde aftalt med Lucy, at jeg ville være ved busstationen omkring Kl. 17.00, så jeg kunne sige ordentligt farvel til hende, men hun har sendt en mail, da jeg kommer til hotellet, at hun først er tilbage fra Finisterre kl. 19.45, altså efter at aftenmessen er begyndt, og at hun kører 20.20 til lufthavnen. Det kan jeg ikke nå.
Hun skriver samtidig, at Finisterre og småbyerne før, er smukke, meget smukke. Hun er ked at det, også over ikke selv at skulle vandre turen, så hun beder mig om at vandre turen for hende. Det gør jeg, hvert et skridt. jeg får sendt en mail til hende og siger at hun skal være glad over at have lært så mange dejlige mennesker at kende og jeg skriver til hende, hvad jeg synes at mærke, at Caminoen har gjort ved hende. Det underlige er så, at under frokosten i dag, så ser vi sammen på de billeder fra Caminoen på min iPad, som jeg har kopieret dertil, hvor der er et billede af Lucy, på vores første vandring sammen. Hun ser total tom ud i øjnene, er træt og overvejer måske helt at stoppe og tage hjem. Og så den forskel i dag. Det har jeg skrevet til hende. Håber hun tager godt imod det og bruger det resten af sit liv. Jeg er på den anden side ked af ikke at have fået sagt farvel. Det er ikke et farvel. Og i øvrigt havde jeg sikkert grædt så meget, at mine i forvejen tørre læber, var blevet endnu mere tørre.
Nej, jeg er ganske sikker på, at Lucy og jeg ser hinanden igen. Om ikke andet, så går hun Caminoen igen, når hun når min alder, til minde om mig og Natali. Smuk tanke.
The Mallorca Brothers ser jeg næste år til august, når jeg kommer og vandrer 10 km op ad et bjerg hele natten, den første lørdag i august. Det har jeg lovet i aften, ellers ville afskeden have været for svær, så sådan bliver der.
Tak for i dag. På mange måder en mærkelig dag, men med megen lærdom. Igen.
I morgen er det afsted til Finisterre. Har ændret min hjemrejse til onsdag. Det er billigere at købe en enkeltbillet her fra Santiago onsdag, end at skulle med tog, hotel og mad via Biarritz. Det er droppet. Så følges jeg også med Erwin til Barcelona, hvor vores veje skilles.
