Dag 36: Er kommet i mål – er i Santiago

(Arzua - Santiago de Compostela, 38 km)

Jeg er kommet i mål, efter min længste vandring på Caminoen. Startede kl. 08.20 og kom til pilgrimskontoret kl. 16.30, efter 38 km. Mine fødder er meget, meget trætte. Jeg er stolt af at have kæmpet mig igennem smerte, tårer, forbandelse og hvad der nu ellers kom ud. Hvem der gav mig vinger idag, ved jeg ikke. Jo, det gør jeg nok.

Nu er målet nået og jeg har gået hver en meter, plus lidt mere pga detours og forkerte veje. Ingen snyderier med at tage bus eller andet køretøj, som jeg ved nogen gør. Nej, hver en meter skal gås af mig selv ellers vil jeg ikke have godt med det. Sådan er jeg. Det betyder ikke, at andre, der af fysiske årsager har været nødt til at tage et transportmiddel en kort vej, ikke har ydet en helt ekstraordinær indsats. Enhver der gennemfører en Camino, kort som lang, yder en fantastisk indsat. Hatten af for det.

Nu sidder jeg lige og får en øl, efter at have fået mit bevis, Compostela. Har kun holdt een pause på de 38 km. Fik en kop kaffe, sød kage og en flaske vand. Ellers kun drukket vand på hele turen. Det er dog det mest vanvittige, jeg endnu har lavet på Caminoen, endda på den sidste dag.

Mit bevis ligger nu i et hylster i rygsækken, beskyttet. Det skal jeg passe godt på. Om lidt går jeg på turistkontoret lige overfor cafeen her og finder mig et hotel. Lige nu er jeg vist ligeglad med prisen, bare det ligger tæt på.

Lucy er i byen. Hun rejser i morgen. Vi skal ses på et tidspunkt og få sagt ordentlig farvel og tak.

Håber at kunne skrive senere. Planen er at gå videre i morgen mod Finisterre. Det tager 3 dage og så tilbage i bus den 4 dag.
----------
Fandt et hotel selv, da det tog lidt lang tid i turiskontorets booking, som et ægtepar lagde beslag på. Fik dog kort og oversigt på overnatningssteder udleveret. Fandt det nærmeste hotel, Hotel Compostela, meget passende. Lidt luksuriøst til 72 € pr nat, men man fortjener vel også lidt godt, ovenpå stradbadserne.

Kom i karbad, lækkert. Jeg lugtede vist heller ikke for godt efter dagens tur, hvor jeg var pakket ind i min regnfrakke. Fik endelig koontakt, telefonisk, med The Funaris. Snakkede både med Natali og Luca. Også mail med Lucy. Aftalt at mødes ved 8-tiden ved turiskontoret.

Jeg tog lidt tidligere afsted. Satte mig ved baren overfor, fik et glas hvidvin, oliven og så en toast, da jeg som sagt ikke har fået noget særligt at spise hele dagen. Endelig kom de og stor gensynsglæde med knus og kram. Eva, Erwin og en israelelsk kvibde, Cren - vist nok, var der også. Skønt at se dem igen. Det viser sig, at de alle først er kommet ind på pilgrimskontoret efter mig og her havde de set mit navn. De havde taget det roligt, med indlagte pauser.

Og så kom min ven for livet, Lucy, gående imod os, let genkendelig i sin farvede jakke. Hun fik dagens største kram.

Bagefter hen og hilse på John og de andre, som havde arrangeret et gettogether møde over en drink. Fik der hilst på Hugh, den lille irsk canadier. Det var skønt at se ham igen. Altid i godt humør. Han havde været i Finisterre. Vi aftalte at holde kontakt på mail.

Vi smuttede bagefter hen og fik noget at spise og snakken gik som sædvanlig. Alle vil tage en ekstra dag, også Erwin, inden Finisterre, så jeg slutter mig til selskabet og venter til lørdag med at gå. Så kan vi også komme til den store messe fredag aften, hvor de svinger med karrene. Det vil også være en ære at komme til Finisterre sammen med Erwin, der vel efterhånden har gået over 2.500 km. Sikken en indsats. Eva har også gået meget langt, omkring 1,500 km. Fantastisk.

Natali går ikke en meter mere. Det er helt sikkert, siger han. Han tager bussen og møder os de steder, vi skal overnatte.

Lucy og Eva tager bussen til Finisterre i morgen og tilbage samme dag. Lucy skal til Malaga og mødes med sin nye koreanske venner der, inden hun via Paris flyver hjem onsdag. Jeg har en svag mistanke om, at den unge dame er blevet forelsket. Det ville da bare være glædeligt.

Jeg har jo sådan i det stille gået og været opmærksom på hendes udvikling siden vi tog afsted fra St Jean Pied de Port. Selvfølgelig gjorde jeg det også i går. Sikken en udvikling. Man kan se det på ansigtet. Hun er vokset. Væk er det generte, usikre ungpigeagtige udtryk. Hun er blevet en voksen kvinde. Utroligt hvad en Camino kan gøre.

Senere på aftenen mødtes vi med Tommy for at sige farvel ham. Det er ham, som har gået og skrevet John Lennons Imagine tekst hen ad vejen. Han har også skrevet mit og de andres navne på sten hen ad vejen. Så ikke mit eget, men de andres til gengæld. Se billederne fornden.

Det var godt at få set Tommy, dette dejlige, altid venlige menneske. Alle ville meget gerne sige farvel. Vi tog på en bar og fik nogle drinks og snakkede. Der er også et billede af det forneden.

Har aftalt med Lucy, at jeg kommer ned til busstationen i morgen ved 17-tiden og siger farvel, når hun skal til lufthavnen. Det bliver nok lidt følelsesladet, men sådan er det. Tommy kører med toget klokken 9 til Madrid og med fly hjem derfra, inden han den 28. flyver til Indien. Aftalt vi skrives ved.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.