Dag 3: Så skete det, jeg frygtede

(Zubiri - Pamplona, 22 km)

Ligger lige i disse sekunder på herberget midt inde i Pamplona og skriver dette. Kl. er lige omkring 18.00. Det er et herberg inddelt i sektioner med 2 dobbeltkøjer i hver. Der er vel lidt over en meters penge i adskillelsen. Der ligger nogle få og sover efter dagens strabadser, kan jeg høre.

Jeg er mørbanket i lår, lægge og fødder. Ikke at forglemme den tå, som jeg frygtede. Mere om den senere.

Efter jeg kom hjem til pensionatet i går aftes, lå jeg og skrev til lidt over tolv. Det er noget skidt med disse forpligtelser på hjemmesiden på sådanne tidspunkter, når man har brug for at sove. Det presser jo lidt. Alligevel vågner jeg allerede lidt i seks. Havde vinduet åbent hele natten, så jeg kunne høre vandets rislen. Det minder mig om min barndom, når far havde os med ude og vi lå i telt - i Sydgrønland, ved siden af en elv. Sikkert derfor, jeg sov godt. Utroligt hvilke ting, man husker fra sin barndom, som betyder noget.

Stod endeligt op lidt i syv. Gik ud og børstede tænder og vaskede ansigtet. På Caminoen bader man dagen før og er derfor klar næste morgen. Pakkede stille og roligt, tog mine piller og hentede vand i køkkenet til mine 2 flasker. Collett var derude og var gået i gang med den morgenmad, hun og Tony havde bestilt. Jeg havde ikke bestilt noget. For mig duer det heller ikke at spise mig mæt og så begynde at gå. Vil hellere have gang i systemet først. Vi ønskede hinanden en god tur. Vi sås jo nok.

Jeg tog min rygsæk og gik ud. Ruten starter lige ved siden af pensionatet. En pilgrim kom forbi, inden jeg fik min rygsæk på og startet gps'en. Var lidt bange for at løfte rygsækken og få den på - efter i går med ondt i skuldrene. Dejlig morgen, frisk, overskyet - perfekt vejr til vandring. Det er ikke det kønneste sted starte, da man skal forbi et stenknuseri og man bliver ledt lidt rundt for at komme videre.

Det overstås heldigvis og jeg kommer ind i dejlig afvekslende natur. Havde besluttet mig for at jeg tage det helt roligt. Har masser af tid. Jeg bruger mine stave godt allerede fra starten. Opad bruger jeg dem på samme måde som i langrend. Begge stave ned i jorden på een gang og så støde fra og hjælpe til i bevægelsen. Det virker utrolig godt. Hver en besparelse af benmusklerne kommer een til gode mod slutningen af dagen. Ved ned stigninger støder jeg mod, så jeg ikke belaster knæ og lår for meget.

Passerer den mand, der gik lige før mig. Vi ønsker hinanden en god Camino. Han har seng længere henne her i herberget og vinkede hjerteligt, da han så mig i eftermiddags.

Kommer i en god gænge. Passerer 3 spanske kvinder, der åbenbart er veninder, eller snakker som kun veninder gør. De taler hele tiden, som om, de er hjemme. De er fortsat i comfort-zone og det må man håbe for dem, at de kommer ud af. Går lidt hurtigere for at slippe for talestrømmen.

Pludselig genkender jeg gangen med en vanddunk i hånden og en stav i den anden, rygsækken og hendes vandresko, der er blå og gule. Det er min vandreveninde fra første dag, Susie fra Korea. Jeg prøver ikke at indhente hende, men hun stopper op ved at bæk, hvor man kan sidde godt på en bænk og hvor der sidder 4 spanske venner sammen. Jeg gør det samme. Har jo ikke fået morgenmad og vil spise noget frugt, jeg købte i går, plus en energibar. Susie bliver glad for at se mig.

Allerede på torsdagen vandring besluttede jeg mig for, at hun skulle have min anden kammusling som gave. Hendes lykkeskal fra Grønland, sagde jeg til hende. Hun takkede meget og hænger den på sin rygsæk. Er meget sikker på, at Laila og Ulrik, der har sendt mig kammuslingeskallerne, er enig med mig i, at en ung koreansk kvinde, der kommer til Europa for første gang, skal have en grønlandsk kammuslingeskal.

Vi spiser vores mad og snakker lidt med den spanske gruppe, der spørger, hvor vi kommer fra. De 3 veninder dukker også op. De 4 går før os.

Uden at det siges er Susie og jeg enige om at følges ad. Hun er også godt brugt på de første 2 dage, så vi har godt af at gå sammen. Jeg lader hende styre hastigheden. Landskabet på denne strækning fra Zubiri er meget afvekslende. Dejligt for en vandrer. vi møder også en del mountainbikere.

I en mindre landsby er vi nødt til at holde. Skal have luftet fødderne. De gør ondt, specielt den venstre. Jeg har et par ydersokker hængende til tørring på rygsækken, som jeg tager på. Underligt at jeg ikke har tænkt på det før. Selvfølgelig skal jeg have et par indersokker og ydersokker hængende på rygsækken i mine store sikkerhedslåse, som jeg kan skifte med, uden at skulle pakke ud. De våde kan så tørre og tages på igen senere. Har jo 3 par med, så jeg jo altid har rene ved ankomsten. Susie griner, da jeg siger, hvor dum man kan være dum.

Spørger hende, om hun tager og lufter sine fødder undervejs. Det gør hun ikke, siger hun, fordi hun er bange for ikke at få dem på igen. Jeg siger til hende, at hun ikke kan gå til Santiago, hvis hun ikke lufter fødderne engang imellem. Hun tager skoene af, og det viser sig jo, at hun har problemer med en tå, der bløder. Hun skifter plaster på det. Mens vi sidder der kommer den anden koreanske pige, hun hedder Chae Jin Baek, viser det sig senere, da jeg siger til hende efter ankomst til herberget, at jeg jo ikke kan blive ved med at skrive "den anden koreanske pige". Hun skal have et navn. Hun vil kaldes Jin, så det er Jin fra nu af.

Jin går videre og vi får vores luftede fødder i støvlerne igen og følger efter. På et tidspunkt passerer vi floden og lige ved sidder Jin med 2 mandlige koreanere og får morgenmad. Vi springer over, da vi på tidspunktet er rimeligt gående. Det er vist en englænder, der er vært i dette gamle hus, som han er ved at istandsætte. Han lyder sådan.

Vi får kigget i Susies guidebog, der er en oversættelse af den engelske og bedre end min. Vi skal passere under en hovedvej og så opad. Vi kommer under vejen og der er 2 toiletter, og jeg skal slå en streg siger jeg, og det skulle Susie så også. Der kommer en cykelrytter og Jin lige efter. Cykelrytteren spørger om vi har toiletpapir. Det har jeg, men det ligger langt nede. Jin, der er utrolig hjælpsom, flår straks sin rygsæk af og finder vådservietter i en sidelomme til manden. Jin har vist alt i rygsækken. Hendes rygsæk vejer flere kilo end min. Ikke noget under, at hun har ondt i skuldrene.

Vi klatrer op. Det går ok, men det er hårdt. Da vi er kommet op, holder vi en pause og kigger igen i guidebogen. Den siger omkring 6 km til Pamplona. Vi bliver helt euforiske og tror, at vi snart er der. Jin kommer op til os. Vi 3 følges resten af vejen, med efterhånden flere pauser. Vi er godt møre. Mine fødder gør ondt, rigtig ondt, nedad, isæt den venstre. Vi når til en forstad til Pamplona, smuk ved en flod. Byens indbyggere vil nok have sig frasagt at blive kaldt forstad. Vi går selvfølgelig forkert. Skulle have krydset floden allerede første gang. Vi får hjælp af en flink, godt engelsktalende spanier. Han guider os til hovedgaden, som man skal følge. Vi finder den.

Vi er så trætte og der er næsten 1,7 km til herberget. Jin har kort på sin tablet, så det kan vi se. Holder efterhånden pause for hver 500 m. Endelig kommer vi til byen, fuld af liv og folk er på barer og hygger sig, kan vi se og høre. Vi kommer til herberget og får vores senge, 7€.Vi 3 sover i sammen enhed. Jin i køjen over mig og Susie over i den anden. Det er en lise at komme af med støvlerne. Man er bare færdig og magter knap nok at gøre noget som helst, men det skal vi jo. Får lagt lagen på plastikmadressen og pudebetræk på. Fik dem udleveret.

Jeg får hurtigt sokkerne af og får kigget på fødderne. Kan se at den tå, der har tør hud er blevet større. Der er vand i. Pga. blødheden springer den, via mine negle og det hele kommer ud. Skidt, rigtig skidt, at jeg nu skal døje med det. Får presset det hele ud og skynder mig i bad, så jeg kan tage mig af den bagefter.

Der er fælles badefaciliteter, dog i kabiner. Vi render rundt igen i underbukser.

Kommer jod på og plaster. Fødderne får luft i klipklapperne. Håber det går. Vasker mit tøj og hænger det til tørre. Fødderne får creme og massage, ligeså læggene. Lårene må også have en tur. Det gør altså ondt.

Nå, må i byen for at finde et telefonselskab og købe mig en ny rem. På et tidspunkt falder bukserne vel ned og det kan vi jo ikke have. Går rundt alke vegne, men der er lukket. Ser den store plads, hvor folk sidder og spiser og drikker i det gode vejr. Skal også selv have lidt. Har kun fået en banan og energibar, plus nogle nædder og en tredjedel mandarin af Jin. Finder jeg en tapasbar i en sidegade til den store plads. Bestiller 2 som jeg synes ser lækre ud, et glas hvidvin og en flaske vand. De ryger ned med det samme, vinen og det meste af vandet også. Må have en mere og et glas mere. Dejligt. Får en cafe solo til sidst og beder om regningen. 12€ - altså. Det er den rene foræring. På vejen tilbage til herberget, hvor der er en masse spaniere, der forstår at glæde sig, tænker jeg, at det er da godt, at priserne er lave og at de forstår glæden ved hinanden. De lever jo det meste af tiden på gaden, skulle man tro. Med den situation, landet er i, under man dem deres evne til at glædes med hinanden. Godt gået.

Lige ved siden af herberget er der en særlig butik til pilgrimme. Gik ind og kiggede. Fandt et sæt "blister killer", den engelske guidebog og en ny minitaske til mine penge, pas og pilgrimspas. Den anden duer ikke om maven. Man sveder jo.

Kommer på herberget og får en synål med tråd igennem den bløde hud. Giver den engang jod. Det må være kommer det rette sted, for den sved. Plaster på og så håber vi på mirakler.

Klokken er nu lidt over 8 og jeg skal lige ud og have en lille bid, inden jeg går i seng. Har bare mest lyst til at ligge ned. Jin er her. Hun skulle ikke ud med de andre. Vi har snakket og bare været afslappede, mens jeg skriver liggende. Hun vimser rundt og laver en masse ting.

Hun har foræret mig et meget flot koreansk bogmærke, som har nogle traditionelle koreanske symbolske mønstre. Det synes hun, jeg skulle have. Det er jeg naturligvis meget glad og beæret over og tager som udtryk for, at jeg er godt selskab for dem. Hun får min muslingeskal, hvis vi gennemfører sammen til Santiago. Nu har Susie fået den anden. Jeg har ikke brug for symbolikken. Den har jeg i hovedet.

Håber fødderne kan klare de ca. 24 km i morgen. Ellers må jeg skifte til sko, når jeg kan købe nogle ordentlige, i løbet af de næste par dage. Måske er de ikke så hårde ved tåen. Vi må se og improvisere.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.