Dag 2: Min første vandring alene fra morgenstunden

(Roncesvalles - Zubiri, 21,8 km)

Sov kun i min silkepose. En anelse koldt, men OK. Snorkeriet i nat var OK. Tommy snorkede lidt meget i underkøjen modsat side, hvilket han fik at vide med et smil. En franskmand sov under mig og den anden koreanske pige modsat mig på øverste køje.

I øvrigt render alle mændene i underbukser blandt alle kvinderne, når de går til og fra badet. Nogle kvinder tog fejl af mændenes afdeling og tog bad der. Fine fornemmelser eksisterer ikke på en Camino, selv på et religiøst herberg. Gud ske tak og lov, for det!

Vågnede allerede ved 05.30-tiden. Overvejede om jeg skulle stå op. Ville egentlig gerne på toilettet for at lave det store. Havde ikke været der af den grund siden afrejsen fra København, så jeg var vist blevet trængende. En enkelt vandrede på sine klipklappere.

Nå, nu skal det være. Jeg kravlede ned med min pandelampe, uden at tænde den og tog så samtidigt mit tøj, så jeg bagefter kunne komme i kælderen og hente mit vasketøj. Gjorde det, der skulle gøres og listede hen ad gangen og ned for at hente mit vasketøj.

Da jeg kom op til soveafdelingen stod 2 hospitaleros klar til at tænde lyset og gjorde det, ligesom jeg kom i sovesalen. Den ene satte kirkeligt kormusik på (en slags gregoriansk) og den anden gik så rundt og sagde godmorgen til alle på forskellige sprog. Dejlig måde at blive vækket på og sådan, at det ike er til at misforstå.

Franskmanden var stået op og i gang med at pakke. Jeg ventede. Han blev færdig og gik. vi ønskede ham god tur. Tommy havde åbenbart brug for at vågne stille og høre musikken, så det fik han selvfølgelig lov til. Koreaneren ville gerne afsted sammen med hendes landsmand, Susie, der sov i den anden 4-mandsenhed ved siden af, hvor Teddy også var.

Teddy var færdig og vi ønskede ham god tur og på gensyn. Jeg pakkede mine ting stille og roligt, men var klar før Tommy, så han sagde, at jeg bare skulle tage afsted. Jeg gik nedenunder, hentede mine støvler og så afsted i tusmørket.

Ved starten, hvor der er en markering med afstanden til Santiago tog jeg et billede og lige pludselig skulle jeg agere fotograf for et spansk ægtepar og en anden gruppe. Det gjorde jeg selvfølgelig med glæde og fik mange tusind tak og så var dagen ligesom startet godt, positivt.

Gik for mig selv gennem skoven. Dejlig morgen. Intet at være bange for. Man er en del af naturen. Jeg ville spise morgenmad det første sted, jeg fandt. Det gjorde jeg i næste by, 3 km længere henne. Andre, bla. Ian, som jeg gik med senere på dagen, var der. Jeg fik en tostado med smør og marmelade, cafe con leche og så et glas juice oppe ved baren. Dejligt sted.

Gik videre ad hovedvejen i byen, indtil jeg hørte nogen råbe, åbenbart efter mig.jeg vendte mig om, og så en spansk mand med brød på armen sige noget og fægtede med armene, og jeg forstod, at jeg var gået forkert. Jg skulle dreje til højre længere tilbage og skulle over floden. Jeg takkede ham mange gange og fandt stedet. Jeg havde overhovedet ikke læst i min guidebog - ellers havde jeg vist det.

Anaway, jeg kom på ret kurs og så var det ude på rigtig pilgrimsvej med natur til alle sidder. Flot, flot vandring. Forbi gårde, fordi køer. På et tidspunkt mens jeg går med skov til begge sidder, står der lige pludselig en hest lige der, mellem træerne. Højst besynderligt. Begynder at få fornemmelsen af, at der er noget mellem disse heste og jeg. Vi snakker sammen.

Jeg tager et billede og imens kommer en mand bag mig og stopper op. Det viser sig at være en franskmand. Vi følges ad og taler på det bedste skolefransk og hans skoleengelsk sammen. Han var gået hele vejen fra Le Puy og skulle til Santiago, men ikke til Finisterre. Hans kone arbejde i øvrigt i et dansk firma, Bruel og Kjaer. Han skulle nå 45 km i dag, kunne jeg forstå, så han og jeg skiltes.

Umiddelbart efter kom jeg til en by, hvor det spanske ægtepar sad og spiste på en bænk. Gik lidt videre og fandt et lille torv ved en cafe, hvor der sad flere kendte ansigter, bla. 4 unge fra Spanien, som jeg på dagens vandring havde mødt flere gange.

Jeg gik ind for at købe noget og talte så med en ung australier, mens vi ventede på betjening. Havde set ham på herberget. Hans første Camino. Jeg købte en cafe solo og en øl. Satte mig ved et bord, hvor der sad en ældre mand med skæg, som australieren kendte. Det viste sig, at den skæggede mand også var australier. Vi kom i god snak. Han var gået fra Le Puy, den 12. september. Havde haft 2 hviledage.

Mens vi sidder der kommer ægteparret fra Irland, der får kørt deres baggage mellem deres destinationer. Havde hilst og talt med dem flere gange i St Jean og i Roncavalles. De satte sig ved vores bord og jeg fik noget smørelse til min fødder af manden. Vi snakkede og hyggede en 10 minutters tid. Så var det videre. Den ældre australier og jeg blev enige om at følges. Det var en rigtig god spadsertur. Vi fik snakket politik og meget andet. Han var uddannet skolelærer. Vi havde det godt i hinandens selskab. Vi fulgtes ad længe, indtil han stødte ind i Eva, en tysk kvinde, som han havde fulgtes med siden Le Puy. Hun sad og nød sin frokost. Jeg havde ingen med, men det havde Ian. Jeg gik videre.

Vejret blev varmere og benene gjorde ondt. Måtte stoppe op et sted og tage støvlerne af og tørre sokkerne. Flere passerede forbi imens og nogle spurgte, om jeg havde problemer, fordi de så noget tape på min højre storetå. Fik gjort bukserne kortere og tog fleecen af.

Kom videre og ville egentlig gerne have spist et sted, og fandt godt nok en mobil enhed med sandwiches og andet, men ville ikke sidde i den bagenden sol, så jeg gik videre. Og så var der kun Zubiri tilbage. Så godt på et kort, at der var en nedstigning. Nej, hvor var den lang og trættende, næsten 3 km. Mine lår havde det forfærdeligt. Mødte en ung koreansk mand, der også havde det hårdt. Vi led sammen resten af turen til Zubiri. Han elskede at vandre og havde gjort det bla. i Himalaya.

Endelig kom vi til byen. Havde besluttet mig for et værelse på et pensionat, så jeg kunne pleje min ømme ben og fødder. Og få opladet mit grej og få skrevet mine opdateringerne. Fik et værelse lige ved floden. Dejligt værelse, dog med bad på gangen - 30€.

Kom i bad, dejligt. Fik plejet mine fødder. Kom Compeed på den højre storetå og på venstre fod, tåen ved siden af lilletåen. Det er den, jeg er mest bekymret for. Der er hård hud på den. Efter Compeed en økologisk fodsalve på, masseret godt ind. Fødderne fik lige noget massage samtidig plus læggene. For f...., hvor gjorde det ondt.

Fik vasket mit tøj og hængt til tørre udenfor. Ned og få en bocadillo på den lokale plus en lille øl. Mens jeg sidder der, kommer de 2 koreanske piger og sætter sig hos mig, helt hjemmevant, åbenbart. Hende uden navn hælder nødder op på min tallerken uden at spørge. Vi kommer i snak og så finder jeg ud af deres aldre. Susie er 22 år og den anden er 33 år. Siger, jeg selv har tvillinger på 33 år. De er begge trætte og har ondt i skuldrene som jeg. Er meget øm i venstre skulder.

Vi skilles med gensyn i morgen. Jeg tager på værelset og kommer på nettet og skriver på mine opdateringer. Pludselig kommer det irske par ind på pensionatet, gensynsglæde.

Jeg skriver indtil ved 7-tiden, hvor jeg går ud for at finde noget at spise. Det bliver en pizza. Skal bare overstås og så hjem. Trænger til at sove.

Kommer hjem og skriver lidt videre og den irske dame kommer hjem alene og jeg spørger hende, hvor manden er henne? Tony skulle lige have en brandy på den lokale og hun foreslår, jeg smutter ned til ham og holder ham med selskab. Vi får en enkelt, ganske vist lidt stor, plus en vand hver og en rigtig god snak. Oprindeligt uddannet psykolog, som han havde brugt i hæren i 22 år, men havde bagefter uddannet sig til ingeniør. Vi går efter den enkelte. Trætheden er der trods alt.

I morgen er det Pamplona, heldigvis kun lige under 22 km.Vi får se, hvordan kroppen reagerer. Nogle siger, at 3. dag er den værste. Håber at kunne købe et datasimkort. Det gør, at jeg ikke er så bundet af Wi-Fi på cafe eller overnatning.

Og så skal jeg endnu engang have mere styr på up-loade af billeder. Lidt svært med iPad, hvor jeg ikke ved, hvordan jeg bruger resizer, altså et program til at gøre billederne mindre. De skal jo formindskes, ellers går siden ned.

Godnat.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.