Dag 1: A small step for mankind, but ……….

St. Jean Pied de Port - Roncesvalles, 27 km

A small step for mankind, but a giant step for .. -

Neil Armstrongs berømte sætning - omformuleret - da han satte foden på månen, som det første menneske.

Jeg takker universets skaber for at have fået lov til at opleve en dag som i dag.

Jeg var den første i går aftes, der krøb ind i min sovepose. Var også en smule træt efter nul søvn overhovedet inden afrejsen. Forsøgte at holde mig vågen, så jeg ikke skulle være den første, der begyndte at snorke. På et eller andet tidspunkt er jeg faldet i søvn, måske før lyset blev slukket, for jeg vågner på et tidspunkt, hvor der er højlydt snorken fra Italien og Polen, kan jeg regne ud. Tænker på de stakkels piger, men een af dem må i det mindste kende til det. De er vist et par.

Ved 2 tiden vågner jeg og er rimelig frisk. Kan tænde lys på mit Garmin-ur, derfor er jeg sikker på tidspunktet.

Ligger og prøver på at mærke mig selv, og hvordan jeg har det med at være her. Jeg har det faktisk bemærkelsesværdigt godt. Er glad for at være her sammen med mennesker, som alle vil gøre noget ekstraordinært i deres liv. Alle virker positive og glade. Kan mærke, at mine 4 skytsengle er med mig lige nu. Jytte har engang fortalt mig, at hun kunne se 4, så det går jeg ud fra er rigtigt. I så fald har jeg og mine skytsengle det godt med situationen. Jeg er faktisk ret lykkelig lige nu her i mørket - underligt, men følelsen af noget helhed, være tæt på sig selv, mærke man har en krop. På et eller andet tidspunkt falder jeg i søvn igen og vågner lidt i 6, hvor Teddy allerede er kommet i tøjet og bare ligger og venter på, at folk vågner. Morgenmaden er mellem 06.30 og 07.30 og vi skal alle være ude kl. 08.00.

Jeg går på toilettet med rødt lys på, så jeg ikke vækker alle. Der er jo mørkt hernede sydpå. Egentlig har jeg ikke travlt, fordi jeg kun skal 8 km op, og så tage resten af turen til Roncavalles i morgen. Vil dog gerne følges med mine nye venner på startidspunktet. Nå, på et tidspunkt vågner alle, 10 min. over 6. Tror, at alle er forventningsfulde og bare vil afsted. Alle har jo tænkt, hvordan det vil være at være der, mens de var hjemme.

Vi får morgenmad i køkkenet. Det er den samme mand, som også var på registreringskontoret i går. Det er frivillige, der for få penge arbejder på disse herberger, blot til at dække deres fornødenheder. Det er beundringsværdigt.

Jeg skal lige have ordnet mine ting, omorganiseret dem. Det er utroligt, at den logik, man brugte på at organisere sine ting derhjemme, slet ikke passer med virkeligheden. Min gør i hvert fald ikke. Teddy havde gjort den samme erfaring på sin første vandring fra Lourdes.

Så måske er vi ikke så hulens kvikke, når vi prøver at tænke på at indrette systemer til andre mennesker, specielt inden for det offentlige. Nogle mennesker synes, at de er kvikkere på andres bekostning, og nogle med forfærdelige konsekvenser, viser verdenshistorien.  Her er det naturligvis i mindre skala og ligesom mere legalt, i et demokratisk system. Bedrevidende er jeg helt sikkert selv, bortset fra, at jeg ikke er egoist på det arbejdsmæssige område.

Nå, vi startede vores første Camino kl. 07.15. Det var stadig mørkt. Teddy havde heldigvis taget sin pandelampe på. Vi andre fjolser havde pakket dem ned. Vi fik taget nogle billeder inden, ved St. Jacobs Port, altså os 3, Teddy, Tommy og jeg, lige ved siden af herberget. Porten bruger man, når man går Camino i Frankrig mod Spanien og kommer til St Jean Pied de Port.

Vi gik ned af den gamle gade, bogstavelig talt ned, forventningsfulde, og så opad. Teddy gik forrest, så vi fik noget lys. Der kom enkelte biler forbi. Vi kommer ud af byen og begynder at gå opad. I starten ikke så slemt, men så begynder det. Har aldrig i mit liv gået op ad så stejle veje. Det er ganske enkelt vanvittigt, men heldigvis er vi friske, så det går OK, i starten. Vi møder folk, der laver vejarbejde.

Længere oppe begynder lyset at komme frem, tågen hænger som en tung dyne. Jeg siger til de andre, at se bare skal gå. Jeg skal alligevel ikke længere end til Orrison, 8 km fra vores udgangspunkt, og næsten 800 m op. Det er vanvittigt stejlt. Hvem kan bo og køre sådanne steder? Møder en bil, der er oppe at hente lam. Fårehyrden er der selvfølgelig. Køer er der alle vegne også, også heste.

På et tidspunkt stopper jeg op, fordi jeg er nødt til at holde en pause. Trækker ellers vejret, som jeg har lært med maven og det hele, så systemet får ilt, men der er grænser. Mens jeg holder hvil, kommer en af de 2 koreanske piger, vi boede sammen med op til mig. Hun ser træt ud. Vi passerede hende ved udgangen af byen og fik hende ind på den rigtige vej, Napoleonsruten. Vi kom i snak. Koreanere er jo tilbageholdne mennesker, men alligevel kunne jeg mærke, at hun havde det fint med at snakke med een.

Hun hedder Susie (lidt mærkeligt navn for en koreaner, spurgte ikke hvorfor, af høflighed). Det er hendes allerførste tur abroad, som hun siger. Hun er rimelig god til engelsk. Og det første hun gør, er at gå en Camino. Det er beundringsværdigt. Der må være mere bag den pige, end blot høfligheden og genertheden. Og det ser ud til, at vi trænger til at holde pauser på samme tid hver gang, så vi følges helt automatisk ad. Hun arbejder med oversættelser, siger hun.

Langt om længe når vi Orrison, sidste sted at få noget at spise inden Roncavalles. Der er 19 km, hvor du ikke kan få noget som helst, bortset fra vand ved en kilde lige ved grænsen. Teddy og Tommy er der allerede og har bestilt kaffe og en sandwich. Klokken er 09.30, da vi ankommer. Helt ærligt, så er det alt for tidligt for mig at stoppe for i dag. Jeg går ind og spørger, om jeg evt. kunne få lidt af det indbetalte beløb for overnatning, aftensmad og morgenmad, tilbage. Det er ikke muligt. Jeg bliver enig med mig selv om at gå videre, også efter konference med de andre. Er rimelig frisk alligevel og de skrappeste stigninger er overstået, kan vi se på de andres guidebøger, der selvfølgelig er meget bedre end min. Noget kan de, de englændere.

Jeg køber en kop kaffe og sandwich. Får mine støvler af og tørrer sokkerne, mens jeg spiser noget af sandwichen og drikker noget kaffe. Vi går efter 20 min videre i samlet flok, men selvfølgelig går de to andre hurtigere på stigningerne, så vi skilles igen. Jeg går for mig selv. Det passer mig egentlig godt. Mine tanker flyver rundt.

Ens dårlige handlinger dukker op, og hvorfor var man ikke mere ansvarlig, og så dukker der noget op om ens mor og lidt om ens far og lige pludselig kommer der konkrete situationer, hvor man har gjort mennesker ked af det, selv om de ikke fortjente det. Hvorfor gør man sådan noget? Er det egoisme eller er det bare ubetænksomhed eller noget helt tredje? Det flyver rundt i hovedet uden kontrol, mens man går. Vi mennesker har åbenbart behov for at gå, for at tænke. Vi har behov for fysisk manifestation for at få styr på tankerne. Vi er ikke kvikke nok til abstraktion, måske nogle få, men generelt har vi brug for at se eller gennemleve situationer, før de så at sige bosætter sig i vores hjerner. Vi er situations- og handlingsorienterede, os mennesker. Derfor denne vandring, for mig.

Undervejs møder jeg en hest, der er gravid. Hun kigger på mig og følger mig, mens jeg passerer. Oh, boy - du ser ud at bære en forfærdelig masse på dig, synes hun at tænke, men giver mig alligevel et held og lykke på vejen. Som mødre nu gør. Interessant at man også begynder at kommunikere med dyrene. Jeg har læst om andre, der gjorde det, men hvis man tror på det evige liv og reinkarnation, ja, hvorfor så ikke?

Møder flere folk undervejs. Solen er brudt igennem og sikken en udsigt og syn, der dukker op. Man tror ikke sine levende øjne. Man bliver nærmest tvunget til at stoppe op adskillige gange, for at tage billeder og for at få billederne ind i hovedet. Det er ubeskriveligt flot. Hvorfor skulle det tage så lang tid at nyde noget sådant? - tænker man.

Går for mig selv, i mit tempo. Stigningerne er noget helt andet end på de første 8 km, men alligevel. Forsøger at gå udenfor den asfalterede vej, af hensyn til benene. Er glad for at have taget mine vandrestave med. De hjælper godt til opad.

På et tidspunkt støder jeg ind i Tommy igen, der lige skal have noget Compeed smørrelse på sin hæl, der er noget rød og hævet. Han går i vandresko eller nærmere gode kondisko. Vi følges ad et stykke tid, men skilles så igen. Jeg støder ind i den anden koreanske kvinde, der holder for at få noget at spise. Stopper op og veksler nogle ord med hende. Hun tilbyder mig en energibar, men jeg siger pænt nej tak, da jeg gerne vil spise min frokost længere oppe, så jeg kan få en bedre udsigt. Møder et canadisk par fra Quebec på min vej videre op. Jeg tager et billede af dem og får manden til at tage et billede af mig i fuldt udstyr.

Sætter mig lidt længere oppe på en sten og tager støvler og strømper af, så de kan tørre hurtigt på den varme sten. Solen er slået fuldt igennem. Jeg spiser resten af min sandwich, en banan og en fersken plus drikker noget vand. Udsigten er fantastisk, fås ikke bedre. Tager nole billeder og en kort video. Har det virkelig godt.

Går videre op, lidt stejlt, men godt med mine stave. Højre knæ gør ondt, så jeg tager det roligt. Møder Tommy, der har taget sin frokost længere oppe, hvor jeg ikke kan se ham. Vi går videre sammen på naturstier. Der er vådt. Der er faldet mange blade og så har det regnet. Der er skov og stejlt til den ene side, og der går får på skråningen. Foran os kan vi se Teddy side ved en vandpost og hvilested, lige før den spanske grænse. Her står i øvrigt, at der er 765 km til Santiago, men hvilken vej? Vi går videre sammen og passerer den spanske grænse. Desværre går noget af vejen nedad, hvilket betyder, at vi skal opad igen senere. Vi er oppe over 1.100 m, kan jeg se på mit ur, og vi skal næsten på til 1.400 m, før vi har nået dagens top og det skal gå nedad igen til omkring 965 m. Har i øvrigt haft megen glæde af mit Garminur. Det kan anbefales.

Igen smutter de 2 fra mig og jeg møder Susie, der igen har mistet lidt fart, og vi bliver enige om at føles ad til toppen. Vi holder vores pauser. Kan mærke, at trætheden er ved at indfinde sig. Vejret er dog med os, så det og den fantastiske udsigt holder modet oppe.

Lige før toppen møder vi den anden koreanske kvinde. Hun er helt færdig. De 2 kommer i snak og jeg går videre og når toppen 3 minutter efter. Teddy og Tommy og en del andre sidder og nyder udsigten og at have klaret opstigningen til 1380 m, som mit ur viser.

Jeg tager rygsækken af og ligger mig ned med benene på den, så jeg kan få lidt blod til hjernen. Det har været en hård opstigning og vi er alle glade for, at vi bare skal ned. Vi skulle blive klogere.

Der er 2 veje ned til Roncavalles, den ene 4 km og den 5,5. Vi bliver enige om at tage den korte, også de 2 koreanske piger. Det går stejlt ned, vanvittig stejlt. Man mærker det med det samme på benene. Igen godt, at man har stavene med.

Teddy har det ikke godt med nedstigninger. Tommy går forrest og smutter fra os andre. På et tidspunkt går jeg alene gennem en skov, sammen med mine tanker. For mig har det bla. handlet om angsten for at gå helt alene i en stor skov, men her føler man overhovedet ingen angst, tværtimod.

Tankerne holder dog hurtigt op igen. Vi samles igen og går i nedfaldne våde blade og skal passe på med ikke at ryge på røven. Vi ser alle efter hinanden, fordi det er hårdt. Vi venter på hinanden. Susie har det hårdt og Teddy venter på hende og siger at vi andre bare skal gå videre. Den anden koreanske kvinde og vist nok en amerikaner går fra mig. Prøver at finde et sted at sidde. Jeg er fuldstændig færdig. Finder en gren, men det skulle jeg aldrig have gjort. Jeg kan ikke sidde ordentligt og prøver at rejse mig igen, med det resultat, at jeg falder forover på mine knæ. Godt der ikke var noget der. Kun nedfaldne blade. Ved hjælp af stavene kommer jeg op igen og går videre. Jeg husker pludselig mine rensdyrjagter, hvor man også er helt udmattet og skal passe på med ikke at komme ud af balance.

Jeg er meget træt og ved faktisk ikke, hvor langt der er tilbage. Kommer ned, hvor vejen deler. Til den ene side står der vist 4,5 og den anden 5. Bliver lidt forvirret. På stedet er der mindesten. Det er en ung mand fra Brasilien, der døde i marts i år på den tur, vi næsten er ved at gennemføre. Beslutter at sætte mig ned på en sten ved siden af, så jeg kan tænke på ham. En vane, jeg har med gravstene.

Mens jeg sidder der, kommer Teddy, Susie og en ung koreansk mand, heldigvis. Det viser sig at skiltene viser 45 minutter den ene vej og 5 minutter, den anden. Det kunne Teddy se på sin guidebog. Tænk, den unge mand døde 5 minutter fra byen. Forfærdelig tanke og sikke lidelser, han må have været igennem.

Foråret er en farlig tid og specielt den rute, vi tog, skal man ikke gå, når der er sne. Så må man tage den langs ad hovedfærdselsåren mellem St Jean og Roncavalles. De lukker den også, når det er farligt.

Vi kommer ned til bygrænsen og heldigvis ligger herberget lige der. Vi ankommer lidt over kvart i fire, god tid.

Vores valg af den korteste vej på vej ned, for at spare tid, får mig til at tænke på, at det langtfra er bedst at hoppe over, hvor gærdet er lavest. Det hårde arbejde, betaler sig, i det lange løb. Der er ingen lette løsninger i livet. De andre, der tog den længere tur på samme tidspunkt som os, kom først. De stod ved registreringen, da vi kom ind.

Herberget ligger sammen med en kirke og er drevet af den. Det er et topmoderne herberge, hvor sengene er indrettet i 4-mands båse. Det er stort og flot. Der er særskilte bade og toiletter for mænd og kvinder. Alt er funklende rent. Man har sit eget skab. Der er køkkener nedenunder, vaskemaskiner og computerrum med 6 computere,hvor man kan købe tid med mønter. Det er hollændere, der er hospitaleros. Der er styr på det og der er hele tiden nogen, som man kan spørge. Der er opholdsrum nede i kælderen også.

Vi kommer i bad og jeg får vasket mit tøj og hængt det op udenfor på tøjstativet. Sætter mig lidt ude i gården, hvor der er sol. Tommy sidder og skriver i sin dagbog. Vi bliver enige om at se byen. Det er hurtigt overstået. 2 spisesteder og et hotel. Vi bliver enige om at booke et bord til pilgrimsmenuen til 9€. Tommy vil sørge for det. Jeg smutter op til baren og får en kop kaffe og et glas øl. Sætter mig udenfor, hvor nogle af dagens andre vandrere også er og slukker tørst. Sidder og masserer mine lægge og fødder imens. Det gør avs.

Da jeg er tørstig får jeg hurtigt drukket kaffen og øllet og går tilbage for at skrive på dagens begivenheder, inden aftensmaden, som vi skal spise kl. 19.00, af hensyn til den specielle pilgrimsmesse kl. 20.00, hvor vi velsignes og ønskes held og lykke på vejen.

Vi får vores 3 retter, suppe, stegt forel med pomfritter og så en færdiglavet is. Hertil 1 liter vand og en flaske rødvin til deling. Meget fint til prisen.

Når vores messe, kun for os pilgrimme. Der er alligevel en del pilgrimme, selv om mange er trætte. Vi skal alle op til alteret til den specielle velsignelse, til allersidst. En fin, fin ceremoni. Man bliver lidt højstemt af det.

Tilbage til herberget og skrive videre på denne beretning, som efterhånden er blevet alens lang. Der lukkes og slukkes kl. 22.00. Falder endeligt i søvn efter en hård, men meget, meget smuk og begivenhedsrig dag, jeg ikke ville undvære for noget - uanset strabadserne. Ville ønske for dig, at du havde været med, så ville du synes det samme.

Tak for dagen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.