Dag 4: The road to hell og egne fejl

(Pamplona - Puente La Reina, 24 km plus lidt mere)

Det blev en forfærdelig nat.

Pamplona er meget livlig om lørdagen. Det havde flere pilgrimme åbenbart fundet ud af, hvilket ikke var svært. Der var et hav af mennesker i aftes på gaderne. Folk står midt på gaden med deres vinglas og snakkede, snakkede og snakkede. Og det går ikke stille af sig.

Flere havde set stort på herbergets lukketid, kl. 23.00, så det bankede på flere gang, efterfølgende. Og alle vågnede. Klokken 2 bankede det meget, meget hårdt på hoveddøren. Det runger i de 2 sale, hvor vi sover. Hører en masse snak. Endelig falder der til sidst ro over det, men meget søvn får man ikke.

Vågner ved halvsekstiden og ligger og skriver lidt. Så kommer der gang i folk og jeg står op, får børstet tænder og hovedet vasket. Går ned for at hente mit tøj. Det er stadig vådt, så det må ned i en plastikpose og blive tørret færdigt i eftermiddag/aften, når jeg når næste mål.

Får pakket min rygsæk. Lucy og Jin skal først have morgenmad. Vi siger farvel og på gensyn.

Jeg går ud kl. 07.30 og prøver at finde Camino-sporet. Heldigvis kommer en af de unge koreanske mænd, der ved, hvor det er. Han går med sit koreanske flag på rygsækken. Vi møder de første branderter, der er på vej hjem. De har det sjovt, men nok ikke senere på dagen.

Det er en dejlig dag. Lidt kølig, uden at være kold. God gå-temperatur. Vi går mod noget parklignende og bliver lidt forvirrede. Selvfølgelig kommer hjælpen. En meget flink spanier, der kan noget engelsk, hjælper os på vej. Han går med os, så langt han kan og viser os vej. Tænk at vågne op til så meget uselviskhed. Man bliver varm om hjertet. Der findes rigtige mennesker!

Lee og jeg fortsætter. Møder endnu de sidste branderter på vej hjem. Vi kommer til universitetsparken og kan se en ældre kvindelig peregrino, der leder efter vej. Hun har krøllet lyst hår og virker til at være fit for fight. Vi går sammen med hende, indtil vi er sikre på, at intet kan gå galt. Så går vi fra hende.

Lee skal langt på sin første strækning, inden pause, siger han. Over 13 km. Manden er gal, tænker jeg. Vi siger farvel og på gensyn.

Venstre fod har det ikke for godt, selv efter gårsdagen kærlige behandling. Jeg går dog nogenlunde, alligevel. Når foden bliver varm, bliver smerten mindre. Det går langsomt opad. Der er lokale, der går søndagstur og endnu flere motionister og mountainbikere, her i de allertidligste morgentimer. Det er helt utroligt, hvor aktive folk er her på en tidlig søndag morgen.

Fortsætter opad. Kan se vindmøllerne på bjergkammen, på begge sider af, hvor jeg skal op, på lang afstand. Håber at den næste by, jeg kan se, har en cafe eller noget, hvor jeg kan få lidt at spise.

Ser en mindesten over en død belgisk pilgrim, hvis jeg husker rigtigt. Han var lidt overvægtig, kan jeg se på billedet. Måske er det den rigtige måde at dø på?

Selvfølgelig, dukker der een op. En undselig lille biks. Alt kommer til dig på Caminoen, når du ønsker det. Jeg går ind og møder en meget, efter min mening, smuk, lad os sige omkring 30 år, spansk, flink, kvinde. Hun har dette brunsorte hår, som mange spanske kvinder har. Det er bare vildt flot, når det har den rette kombination. Hvad, kan jeg ikke sige. Ved det bare, når jeg ser det. Hvad kan man forlange mere, når man er lidt træt og har ømme fødder? Det lindrer lidt på smerten.

Køber en frisk opvarmet croissant plus en cola - ved ikke hvorfor - og en cafe con leche i automaten, og en mandarin. Det bliver min morgenmad. Croissanten smager himmelsk.

Nyder den udenfor med rygsæk på. Ingen steder at sidde. Går ind og siger tak for den dejlige croissant - sikkert bare for at få det sidste syn på hornhinden. OK, det er tilladt at kigge, hallo!

Fortsætter og der er kun een vej - opad.

Der kommer flere og flere efter mig. Tror i første omgang, at det er peregrinos, men nej. Det er lokale, der skal på søndagsudflugt op, hvor vindmøllerne er. Ikke den bedste vej at gå. Man skal hele tiden passe på. Det slider. Flere børn og forældre passerer. De hilser.

Heldigvis dukker en bænk op. Smider rygsæk, støvler og sokker. der passerer efterhånden mange mennesker, selv hele flokke af børn, der ledes af voksne. Efterhånden begynder jeg at tænke, om det er noget, som bare sker denne søndag eller at det sker hver uge. Men mange mennesker er det, familier, enlige, venner. Det er positivt, at man gør sådanne ting sammen, i stedet for mobiltelefon og computer, hele tiden. Hatten af for spanierne!

Børnene er utroligt flinke og interesserede. Alle børn ved, hvad en peregrino er og behandler dem med respekt. De har lært det af deres forældre. Hvem skulle de ellers lære det fra? Når de gør det, så behandler de også deres ældre med respekt. Måske det lovpriste danske og grønlandske velfærdssystem kunne lære lidt af det. Man kan ikke betale sig fra det hele, heller ikke ens dårlige samvittighed. Ved det, for min part. Lige lidt hjælper det.

På et tidspunkt passerer Chris, en høj tynd australier. Vi hilser på hinanden. Jeg spørger til Lucy og Jin. De er længere bagud.

Videre op til toppen, hvor jeg bliver passeret af mange energiske børn, uden oppakning. Når toppen, hvor mange mennesker sidder og spiser deres medbragte madder. Det er nærmest en folkefest.

Et par hurtige billeder og så videre, nedad, på den anden side. Det viser sig at være noget af det værste, jeg har prøvet indtil nu. Det er store rullesten, lagt på trappelignende indretninger. Det er et helvede at gå på, undskyld udtrykket!

I starten tænker jeg, at der må være en logisk forklaring på dette helvede. Det er naturligvis, naturlige sten, der er rullet ned af bjergsiden og helt naturligt faldet ned på de menneskeskabte trapper, godt nok store, og uregulære. På vej ned sidder Chris med sin notesblok og spuser ludt mad. Vi hilser igen og ses i Puente La Reina.

Længere nedad kan jeg heller ikke snydes. Det går op for mig, at det slet ikke er hverken gud eller djævlen, der har lagt disse kæmpe rullesten ud. Det er naturstridigt. Altså er det mennesker. Sikkert nogen, der aldrig har gået Camino eller bare har et dårligt liv, og dem er der jo nogen stykker af, som synes, at andre skal have det lige så dårligt som dem. Tak spids!

I sådanne situationer, med smerter, må man snyde hjernen. Så man tænker på alle mulige skøre ting. I et af de mere muntre momenter overvejer jeg, om jeg nu er til S/M, siden jeg gider alt det. Ler højt for sig selv.

Jeg nærmest sniger mig videre ned. Øv, havde det lige så godt efter pausen. Og så er det hele ødelagt. Der dukker heldigvis en bænk op på det tidspunkt, hvor de forbandede - undskyld - rullesten - holder op. Lufter de dertil indrettede og får mig en energibar. Et par snakkende veninder går forbi. Her i Spanien kan du jo gå til alt, åbenbart. Der er altid en sti at gå på, til næste by.

Vandrer videre af en dejlig grusvej, dog med ømme fødder. Chris kommer op og vi falder i snak. Chris er rødhåret, høj og australier og kan næsten tage næsten dobbelte lå lange skridt som jeg. I dag skulle vi åbenbart tale sammen resten af vej. Solen bager ned.

Først taler vi om den underlige nedstigning, vi lige er gået på. Den er livsfarlig, og endnu værre i regnvejr. Snakker om, hvilke hoveder, der kan finde på sådan noget. Mountainbikerne forcerer den dog også, forstås nedad. Opad må de nok opgive. Så ikke nogen.

Chris er 34 år gammel og underviser på en high school. Har gjort det i 4 år. Han har taget et sabatår, for at finde ud af, hvad han vil med sit liv. Han mener dog, at han forttat vil undervise. Ingen kæreste, ingen børn.

Vi kommer i snak om Pamplona og aftenens byliv. 2 mænd, der går, kan naturligvis ikke undgå at snakke om de smukke kvinder, man kunne se på gaden i går. De gør virkelig noget ud af sig selv. Ikke på den overgearede måde, hvor det nærmest bliver grimt. Jeg for min part synes godt om det sort/brune hår. Chris havde hørt om de blonde skandinaviske. Dem snakkes der åbenbart også om, i mandekredse. Selvfølgelig.

Vi kommer ind på skolesystemer. Han kendte noget til det finske og canadiske. Nogle af hans chefer havde været i Finland. Vi snakker om fagforeninger, undervisningsmetoder m.m.

Kommer også ind på religiøsitet og om Caminoen, uden dog helt at gå dybt ind i det. Det er for tidligt. Senere på Caminoen. Vi bliver dog enige om at tage en detour for at se en kirke fra det 12. århundrede, som blev bygget for at beskytte pilgrimme. Inden vi drejer fra den anbefalede normalrute, får vi forfriskning på en bar i Muruzabal. Der er bagende varmt. Flere af vores spanske medpilgrimme sidder der og får sig en øl. Vi hilser hjerteligt på hinanden og skåler.

Inden vi forlader Muruzabal fylder vi vores vandfalsker på en vandpost. Der er ingen skygge nogen steder. Vejen er menneskelig, men fødderne får det værre. Vi kan se kirken på afstand og den ligger helt for sig selv. Endelig ankomst. Vi smider, hvad vi har. Hilser på 2 spanske par og 1 barn. De er flinke og vi får dem til at tage et billede af os 2. Efter en rundering om kirken og tagen billeder, går vi videre. Vi er efterhånden begge trætte og vil frem til Puente La Reina. Foreløbig er vi ikke blevet overhalet af nogen som helst.

Vi tror, at vi tager den anbefalede vej til byen, men nej. Vi har åbenbart taget vejen mod Obanos, som er en del af normalruten. Vi skulle have fulgt hovedvejen på venstre side et kort stykke, inden vi kom på vandrestier igen. I stedet reddede vi os en stigning, der tærede, på dette tidspunkt. Naturligvis mødte vi andre pilgrimme, der ikke havde taget en detour. Vi var åbenbart de eneste idioter, der havde set kirken, viste det sig bagefter.

Vi humpede nærmest ind. Vi lavede endnu en fejl. Vi gik til det private herberg i den anden ende af byen, lidt udenfor. Vi overså skiltet, hvor der stod lukket og vi reddede os selv en stigning igen plus en kilometer mere i alt, inden vi endelig - efter at være vendt om - kom til klosterets herberg. Her var alle de andre, naturligvis.

Dejligt at kunne smide alt oppakning og ikke mere de forfærdelige vandrestøvler for i dag. Jeg må se at finde nogle vandresko eller sandaler, ved siden af.

Kommer i bad, fødderne bliver plejet med kærlig hånd, læggene får deres massage. Bagefter tøjvask.

Folk sidder ude i haven og slapper af. Jeg prøver at skrive lidt, men er meget træt og der er næsten ingen elstik, så jeg opgiver og læser lidt i guidebøgerne. klokken er efterhånden ved at være mange. Møder Tommy, der vil ud og se byen. Det gør vi. Han har aftalt med Ian og Eva, om at spise sammen på hotellets restaurant, lige når man kommer til byen. Vores tur er dog først den anden vej. Vi går til den gamle bro og får taget billeder. Vender om og går hele vejen tilbage gennem byen og ud til den anden ende for at mødes med de andre. De er der ikke.

Vi får et glas vin og nyder den udenfor. Collett og Tony kommer forbi. De har spist og bor på hotellet.

Vi tror, at Ian og Eva har ombestemt sig og gået ind i selve den gamle bydel. Vi tager derind. Selvfølgelig sidder de der. Vi får pilgrimsmad til 6€. Snakker og har det hyggeligt. Sådan er det i selskab med Ian.

Vi er trætte og går hjem, så snart vi er færdige. De andre sidder i spisestuen og hygger sig. Vi får lige en kop the sammen med de koreanske piger. Jin laver theen, dejligt. Så er det på hovedet i seng, inden kl. 22.00.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.