Dag 25: Humøret er bedre i dag

(San Justo de la Vega - Astorga, 3,6 km)

Det var Caminoens korteste tur, bortset fra hviledagen. Kun 3,6 km, men det var nu svært nok.

Lucy og jeg havde aftalt at gå til Astorga sammen, så vi kunne spise morgenmad sammen, inden hun gik videre. Jeg kunne i princippet have sovet lidt mere, da jeg havde eneværelse, mens Lucy sov i herbergsdelen. Det underlige er, at man vågner stort set på samme tidspunkt hver dag, fordi man er blevet vænnet til det. Ud af klappen senest kl. 8 om morgenen, den generelle regel.

Lucys skulder er stadig meget øm, så hun har besluttet sig for en hviledag mere, her i Astorga. Det er også fint, så har man lidt selskab. Vi kom ind til en plads på knolden, hvor Astorga ligger. Vi kom forbi et spa hotel. Så godt ud udefra, et 4 stjernet hotel. Ville kigge på det på nettet, når vi fandt et sted med morgenmad.

Kom ind på en stor plads, hvor en cafe havde åbent. Vi kom ind og der sad et koreansk par, som jeg havde set før og som Lucy åbenbart havde talt med før. Parret havde boet på herberg i nat, men ville finde et hotel til endnu en dag mere. Folk er ved at være møre efter mere end 3 ugers vandring.

Efter morgenmad ind og booke et værelse på spa hotellet. Måtte dog vente næsten 1,5 time, fordi folk først skal være ude kl. 12 fra hotellerne i Spanien og der havde været fuldt hus i går. De tager åbenbart hertil for spa og massage.

Vi fik et dobbeltværelse med 2 enkeltsenge, så vi sparer penge. Vi har sovet i samme rum før, så det er intet problem. Det er et lækkert hotel. Spa må vi dog undvære, da ingen af os har badetøj med. Jeg fik dog bestilt massage kl. 14.30. Inden da fik jeg en lur på 1,5 time. Var bare så træt. Lucy gjorde vist også. Et hurtigt bad kl. 14.00 og så ned til massage i en halv time. Ååh, det var bare dejligt. Hun gjorde det på den hårde måde, som jeg kan lide. Jeg er ikke til det blide. først benene og så ryggen og skuldrene.

Bagefter spurgte jeg, om hun vidste, hvor jeg kunne få hjælp til min fod. Hun henviste til receptionen, hvor der var kommet en ny siden, vi kom. Flink og hjælpsom. Da massagestedet er lukket i morgen, fik jeg et kort til en mandlig fysioterapeut og hun fandt een, der kunne hjælpe med at rense foden i morgen. Skulle blot bede receptionen om at være behjælpelig med at ringe. Det er service.

Hvis alt går vel, er jeg på vej videre tirsdag. Indtil dag vil jeg bare slappe helt af. Mine sener ved foden trænger til hvile. Vil også i morgen prøve at finde tynde indlæg til mine vandresko. Tror måske at det er bedre at bruge de helt tynde sokker. Man er nødt til at eksperimentere.

Da jeg vil have noget ordentligt mad i dag, så spurgte jeg til hotellets 2 andre restauranter ude i byen. Den ene var mere tapas og den anden for decideret middag og det er et vinotek, også. Hun anbefalede den sidste. Med et smil sagde hun, at de har en fantastisk gin og tonic. Den må jeg prøve.

Lucy har åbenbart også bestilt massage. Den skal hun ned til kl. 16.00. Jeg smutter ud og ser lidt på byen. Bagefter bare lidt at spise. Vi har ikke fået noget siden morgenmaden.

Skriver mere senere. Min pause her i byen giver mig også mulighed for at opdatere det hele, inden tirsdag.
---------

Har lige været ude og se på byen. Fik lidt tapas på det store torv, hvor også restauranten, jeg gerne vil spise på, ligger. Ikke i den billige ende, men jer er lidt træt af menu del dia, de samme 4-5 forretter, ditto hovedretter, endnu ditto postres. I aften vil jeg have noget klassemad og et godt glas vin. Det fortjener min fod:-)

Vi gik videre mod katedralen og mødte den koreanske kvinde, som også var på Santa Clara, hvor Natali lavede mad. Troede hun kom sammen med den koreanske mand, som også var der, men han er åbenbart gået videre. Hun var sammen med 2 yngre koreanere, der også r. var startet i St. Jean, men havde snydt ved at tage bussen fra Burgos til Leon.

Fik købt noget desinfektionsmiddel i et åbent apotek. Endnu mere til min snart store samling af cremer, plaster, blister killers. Højre fod har nu fået sytråd igennem 3 steder, så væsken kan løbe ud, plus noget jod og så plaster. Har haft den i vand i en halv times tid.

Lige i øjeblikket bare hvil, hvil og hvil - indtil aftensmaden om en times tid.
-----------
Vi kom afsted ved 19.30-tiden. Fandt stedet med den gode gin og tonic, men der kunne man ikke spise, derimode ved siden af, som hotellet også ejer. Gik ind og bestilte bord, men køkkenet var ikke klar før end om 15 minutters tid. Tog ind ved siden af for at teste gin og tonic. Den blev lavet efter alle kunstens regler, først masser af store isterninger i, der blev rørt rundt flere gange inden der blev hældt gin i, med løs hånd, London 1 hed gin'en. Citron- og appelsinskal vredet rundt over glasset og bagefter smurt på glassets kant. Til sidste et krydderi, hvis navn jeg ikke husker, men de var små aflange sorte og duftede godt, der blev revet med et rivejern. Til sidst tonic'en i og så rørt rundt med det rigtige røreinstrument.

Det er den bedste gin, jeg har fået. Der kommer et billede senere på.

Vi kom ind og fik bestilt en salat til deling, med gratineret gedeost, laks og nødder. Den var virkelig lækker. Alt blev spist op. Lucy bestilte svinekød på spyd, jeg fik lammekoteletter - hvad ellers, når chancen er der. En flaske Ribera del Duero, til 20 €. Maden var lækker og det var vinen også. is til dessert og bagefter kaffe. Så var det ellers på hovedet i seng. Jeg var dødtræt og det var den unge dame vist også.

Lucy vil tage afsted i morgen efter morgenmaden. Bare det var mig. Vandringen og naturen går een i blodet. Håber at få noget hjælp i morgen, så jeg også kan komme videre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.