En stille søndag

Har brugt det meste af dagen på at finde ud af, hvordan mit nye kamera fungerer - et GoPro Hero3 Black Edition. Jeg indlægger senere et billede af "dimserne", kamera og remote-kontrol.

Først skulle batteriet lades op og det tog flere timer. Udpakningen tog også sin tid. Hvad skal denne her bruges til? Og hvad med den der?

Man tør jo dårligt røre ved dette kompakte kamera. Og så er skærmene på kamera og remote så små, at jeg med mit syn dårligt kan se, hvad der står. Bare det at sætte sig ind i, hvordan man ordner opsætning m.v. via 2 knapper. Får sat dato, billedestørrelse og hvilken slags trådløs forbindelse, man skal bruge, tog en krig. Og remoten, der er trådløs og skal parres med kameraet. Jeg læste den danske udgave af vejledningen og arbejdede efter den. Nåede dog ikke at få systemet opdateret via Go Pro, da den ikke vil automatisk og jeg derfor var nødt til at lave opdateringen manuelt. Og her gik det galt, da opdateringsfilen skulle unzippes, som det hedder. Jeg skrev pænt en mail til GoPro support, så jeg venter med opdateringen til i morgen. Fik dog taget nogle testbilleder og en kort video.

Bentøjet har det ikke godt, så jeg var ikke ude i dag. Glæder mig til at komme til Body-SDS i morgen kl. 10.00, så Lotte kan få arbejdet med benene også.

Den eneste motion i dag har været en cykeltur til Parken og tilbage. VI vandt 2-1, langt om længe. Jeg tror, at vi alle følte en forbandelse forsvinde og alle virkede pludselig meget lettede. På vejen hjem hørte jeg sågar nogen fløjte på cykel, i regnvejret!

Her forneden er mit nye vidunder. Jeg undres og glædes hver gang, jeg ser godt gennemtænkte tekniske løsninger. Husker den første Sikorsky helikopter, jeg så i 1965, som det var i går, da den landede i Qaqortoq Heliport. Og jeg kigger stadig med barneøjne, den dag i dag, når jeg ser en helikopter flyve. Vi mennesker er fantastisk kreative. Noget af den kreativitet synes jeg nu nok, at vi kunne dele lidt mere ud af til verdens fattige lande, men det er en lidt anden sag, som jeg nok kommer tilbage til hen ad vejen.

Som I kan se, så bliver det lille kamera sat ind i en hård plastikbox. I den rigtige vandtætte box, så kan kameraet tage billeder og video helt ned til 60 meters dybde. Imponerende. Den kan tage mange billeder i sekundet, hvis det er det, man vil. Og den kan tage billeder med faste tidsintervaller.

Kameraet kan også styres via din iPhone, men det finder jeg først ud af i morgen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.