Dag 32: Herrens veje er ……..

(Triacastela - Sarria via Samos, 25 km)

Ja, hvad skete der i dag, som ikke måtte ske. Vi gik selvfølgelig forkert, selvsikre som vi var, altså brødrene fra Mallorca og jeg. Uden at kigge en ekstra gang på kortet eller i det mindste spørge i cafeen, hvor vi fik en kop kaffe og en kage af en eller anden slags, inden vi gik.

Vi var så sikre, at vi anviste den vej til en kvinde, som vi ikke selv ville gå, men selv endte på. Vi ville oprindeligt tage den direkte vej til Sarria, i stedet for via Samos, som er ca. 8 km længere. Hvis vi tog den korte rute, så overvejede jeg nemlig at gå videre til Ferrerios, så jeg evt. kunne komme til Santiago på torsdag, i stedet for guidens 5 dage. For at kunne sige farvel til Lucy, der åbenbart vil rejse til Malaga på fredag. Hvorfor hun allerede vil rejse fredag, ved jeg ikke endnu. Hun har ellers en åben billet, som jeg forstod det. Det spørger jeg ikke om. Det må hun på bedste Camino-vis selv fortælle.

Måske er der sket noget med familien, men hun skrev, at hvis jeg skulle nå at sige farvel til hende, så skulle jeg være i Santiago senest 3 eller 4 om eftermiddagen, altså på fredag. Det vil jeg naturligvis meget gerne. Hun har været fantastisk at gå sammen med, også selv om hun af sin naturlighed ikke er den, der snakker hele tiden, heldigvis. Jeg er også sikker på, at hun har været tryg ved at gå sammen med mig. Mine opmuntrerende bemærkninger i de hårde timer om eftermiddagen er nok heller ikke passeret unoteret.

Nå, men en detour af den slags, som vi kom ud på, gør, at du kun går det, du skal iflg. guiden. Det er utroligt, at man kan blive ved med at lave den slags fejl, men man må jo lære, så længe man bliver ved med at fejle. Brug et par ekstra minutter for at være sikker. Det koster så mange kræfter at gå ekstra unødige kilometer. Der er såmænd nok brug for dem.

Nå, der er nok en mening med det hele, altså gå forkert. Herrens veje er uransagelige eller er de?

Under alle omstændigheder, da vi kom til Samos, så var min gode engelske gentleman, der sørme. Med hele sit damehof, var de nok gået noget tidligere end os, for vi gik hurtigt. Han hilste meget pænt med begge hænder, men det bedste var sådan set, at jeg følte, at denne virkelige banale sag, set med mine øjne, var overstået totalt for mit vedkommende. Jeg kunne virkelige mærke det i min krop. Havde også brugt noget af dagen i går for at komme helt ud af den lidt dårlige følelse, jeg havde. Hvis jeg skal være helt ærlig, så tror jeg, at han er een af de udfordringer, som Herren eller en anden sender dig på vejen, for at teste dig af. Sådan tænkte jeg i hvert fald på et tidspunkt, husker jeg.

Det underlige er, at jeg er begyndt at mærke inde i mig selv, vel nærmest også kropsligt, at det med at tilgive og få negativiteten ud af mit system, er noget, som jeg ikke har oplevet på samme måde i mit liv. Der er en underlig følelse af lethed. Det har jeg godt nok aldrig oplevet før. Hvorfor, skal jeg ikke kunne sige, måske Caminoen.

Vi gik videre efter en kop kaffe og croissant. Der var virkelig langt, før der overhovedet dukkede en bar op. Turen var dog fantastisk. Vejret var en Camino værdig. Galicia er et meget smukt område. Jeg kommer gerne igen, og igen. Så varierende, i form og farver.

Endelig efter en nærmest uendeløshed, så dukkede der endelig en bar op, efter 10 km, tæt på hovedvejen. Og den var virkelig flot, meget ny. Vi fik nogle øl og besluttede os ellers for at tage tilbage i aften, med en taxi for at spise, men selvfølgelig var den lukket søndag og mandag aften.

Videre, kun ca. 4 km. God tur, faktisk let tur langs hovedvejen. Vi kommer ind til Sarria og sætter os ind et sted for at få en lille øl, inden vi prøver at finde et sted at overnatte. Vi finder et pensionat, hvor jeg får et eneværelse og brødrene et andet rum, hvor der max. kan være 3.

Da vi er blevet installeret og jeg har fået tid til at kigge på min mobiltelefon og iPad, så ser jeg, at Mette, der også går Camino, har ringet og sendt en sms. Mette havde set min hjemmeside og skrevet til mig på mail, inden hun selv tog afsted, en uge efter mig. Mette er åbenbart i Samos og har dårlig knæ og er meget usikker på, om hun overhovedet kan fortsætte. Hun spørger, hvor jeg er. Vi sms'er og hun bliver enig med sig selv om at komme til Sarria. Det gør hun sammen med en amerikansk kvinde, der åbenbart også var gået forkert, ligesom os. De deler en vogn.

Denne detour giver os derfor mulighed for at mødes. Det gør vi forholdsvis kort tid efter vores sms og det er altid godt at få sat ansigt på folk, man har skrevet med. Dette er måske endnu een af Herrens uransagelige veje.

Vi får snakket om turen og de oplevelser vi har haft. Vi er begge enige om, at vi sådan set er klar til at tage hjem. Mette går sammen med mig og Mallorca-brødrene på cafe. Vi mænd en øl og en vand til Mette. Vi leder efter et sted at spise, men det lykkedes ikke rigtigt, så Mette beslutter sig for at spise på pensionatet og vi mænd ender tilbage samme sted, som vi begyndte på. Vi får noget blæksprutte i forskellige udgaver, plus noget steak og pommesfritter. Ved bordet ved siden af sidder Monica, Clio, Oscar og den fjerde har jeg ikke navn på.

Jeg smutter hjem før de andre. Da jeg kommer hjem kommer jeg i snak med de, der også bor der, bl.a. Monica og Clio. Clio er lige blevet færdig med at studere medicin i Berlin og Monica er alternativ behandler i USA. den amerikanske kvinde er der og Mette dukker også op på et tidspunkt. Vi får snakket en del om behandling og folks behov for at få løst et problem med en pille og de hurtige løsningers tidsalder. Interessant snak, men lyset skal jo slukkes på et tidspunkt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.