Dag 13: En smertens dag

(Atapuerca - Burgos, 19,5 km)

Det bliver først i morgen, jeg opdater. Er fuldstændig færdig efter dagens smertefulde oplevelse med min højre fod. Skal ud og købe vandresko. Selv nye brede vandresko er bedre end mine støvler, der vil give mig problemer hele vejen til Santiago. Har gået med mine slippers de sidste 7-8 km siden udkanten af byen. De var bedre end støvlerne.

Har også besluttet at tage en dag fri i morgen her i Burgos. Ser ud til at være en spændende by, i hvert fald den gamle del. I morgen får jeg så opdateret det hele, inkl. billeder fra de enkelte dage.

Humøret er OK. Flere af Camino-familien, der var lidt bagud, er kommet hertil, bla. Tommy og John. Vi er på det kommunale herberg i Burgos. Fint sted til 5 €. Vi tager nok på thai-restaurant og fejrer Evas fødselsdag i morgen, hvor hun bliver 58, en dag før, så alle kan være med. Lucy og Jin glæder sig til asiatisk mad, forståeligt nok.
---------
Vi fik noget tapas på byens eneste spisested i Atapuerca, aftenen før. Det var, hvad der var. Nogle glas rødvin til. Vi var Lucy, Jin, Ian, Eva, Anthea fra Australien og så Markus, den klassisk uddannede guitarist i Hamburg. De lokale mænd sad og spillede kort ved et bord i nærheden. Det gør de vist ret meget i her i landet. Så hjem og sove.

Fik en kop the af Ian her til morgen. Den mand er the-freak, altså udover øl og vin. Det gav lidt varme i kroppen. Det var hundekoldt udenfor, sammenlignet med tidligere. Fik fundet mine handsker, det var dejligt. Lucy og jeg styrtede op ad stigningen som 2 bedre bjerggeder og overhalede 2 mænd. Så på det tidspunkt gik det fint.

Da nedstigningen begyndte startede problemerne med min højre fod. Da vi kom til en lille by tog jeg sokkerne af og fik fjernet sytråd af vablen på højre fod, selvfølgelig samme tå som på venstre fod, ved siden af lilletåen. Derudover gjorde det ondt i fodsolen, tror det er knoglerne.

Efter lidt morgenmad i en mindre by, så videre. Det gjorde ondt for hvert skridt, så jeg prøvede hele tiden at kompensere, vel vidende at det ikke er en løsning på sigt. Det hævner sig, hvilket også skete. Terrænet er slet ikke årsagen. Det er fladt det meste efter den første opstigning.

Skifter endnu engang plaster og lufter fødderne, giver dem lidt massage. Videre og vi kommer til et sted, hvor man skal beslutte sig for at gå venstre eller højre om lufthavnen. Vi vælger den venstre og kommer ind på en markvej. Fra morgenmadsbyen har vi gået på almindelig vej.

Endnu engang bliver jeg nødt til at tage støvlerne af og prøve med andre sokker, for at se, om det hjælper. Siger til Lucy og Jin, at de bare skal gå videre. Skifte til uldsokker hjælper kortvarigt. Går langs med hegnet til lufthavnen. Det er så pibefuldt, at jeg begynder at tælle mellen de standere, hvorpå trådhegnet til lufthavnen hængt på. Bare for at aflede hjernen. Der er vel 2,5 m mellem hver. For hver 4. er det altså 10 m. 10 af dem, så 100 m, osv.

Da jeg kommer til enden af trådhegnet og kommer på asfaltvej, beslutter jeg at tage støvlerne af og tage mine Nike slippers på. Kunne simpelthen ikke gå mere i støvlerne. Det hjælper på det. Tager støvlerne i hånden, i håb om snart at finde en bænk, så jeg kan give fødderne creme og få tynde sokker på og hænge støvlerne på rygsækken. Kort efter finder jeg Lucy og Jin på en bænk. De har holdt pause og ventet på mig. Pænt af dem. På stedet skal man også vælge, hvilken vej man vil på til domkirken.

Vi vælger at gå på den venstre side af floden. Efter en lidt grim begyndelse, rent naturmæssigt kommer vi ind på en rigtig stor park, som mange åbenbart bruger til at løbe eller vandre i. Den er rigtig lang. Vi får mange Buen Camino'er. Flinke folk.

På et tidspunkt synes vi alle, at vi har gået en evighed. Parken bliver flottere og flottere, jo nere, vi nærmer os centrum. Pludselig ser vi domkirkens tårne, dette gotiske pragtværk af en bygning. Vi bliver opløftede og jeg siger til pigerne, at nu må der gerne dukke en tapasbar op. Mit system trænger til mad og et glas vin. Vi joker med, at min dag har været dårlig, fordi jeg endnu ikke har tapas og rødvin. Og det er ikke helt løgn. Man går godt bagefter, jeg i hvert fald.

Vi går over en bro og ind i den gamle bydel. Vi bruger Jins tablet, hvor hun har et kort. Kommer til Plaza Mayor og videre mod domkirken. Fantastisk. Får taget nogle billeder. Vi bliver enige om at gå på et cafeteria/restaurant og få noget mad. Jeg får dagens menu, er sulten, til 9,95 €. Pigerne får sandwich. Jeg får hvidløgssuppe til forret, lige hvad jeg trængte til. Dog ikke stærk hvidløgssmag. Bagefter tynde stegte kalvestykker. De er stegt perfekt, ikke tørre. Godt at nogen stadig kan finde ud af at stege, uden at ødelægge kødet. Tak.

Bagefter hen og finde herberget, det kommunale. Vi finder det tæt på og møder gud og hver mand. den italienske familie er kommet. Ian bliver glad. Tommy dukker op. Han er nået op til os. Det er John også. Nogle spanier, vi har boet på herberger sammen med kommer også. Der er gensynsglæde over hele linjen. Nelly og Alexis er også kommet. De skal hjem i morgen med bys til Logrono og videre hjem i deres bil.

Efter bad tager Eva, Ian, Anthea og jeg ud for at finde en Moviestar, hvor Ian kan få et simkort og vi andre skal på sportforretning for at se på sko og hue, Anthea vil have en poncho og lidt lunt tøj. Ian hjælper med at finde de rigtige par sko. Får prøvet 5-6 stykker. Det bliver nogle i størrelse 43, nogle af mærket Aku, med Vibram såler. Det skulle være OK. De føles godt. Vi håber det bedste.

Klokken er mange, da vi kommer hjem. Vi skal ud og spise og fejre Evas fødselsdag, der er i morgen. Vi spiser på Don Nuno, som Eva har fundet. Hun vil have paelka. Pigerne er der ikke, så vi går uden dem.

Eva får sin paella og vi andre lammekoteletter til hovedret. Jeg var ved at dø af at tænke på ikke at have fået lammekød i 14 dage. Derfor skulle det være nu, hvor chancen var de. De 2 austrailere Ian og Anthea var helt med på den. Vi fik en rigtig god Ribera del Duero, reserva, til. Anthea drikker ikke, og Eva meget lidt, så Ian og jeg fik lov at nyde vinen.

Det blev en hyggelig aften. Tommy og John kom senere. Hjem skulle vi jo. Alt lukker og slukker kl. 22.00, men Ian og jeg kunne lige nå baren overfor herberget. Vi fik endnu en god snak. Ind og hvem møder vi der - Dian, den unge franske kvinde, der har mødt sin Remy på Caminoen. Dejlig gensynsglæde. Denne unge kvinde er et fantastisk positivt menneske, trods hendes vanskeligheder med forældrenes skilsmisse i barndommen og de negative følger, livsbekræftende, er hun. Remy var i bad, så vi kunne ikke nå at se ham, inden sengetid. Ærgerligt, for han er også et dejligt positivt menneske. Håber at møde dem igen på et tidspunkt.

Godnat.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.