Dag 6: Miraklernes tid er ikke forbi

(Estella - Los Arcos, 22 km)

Det måtte jo komme en dag - altså regnen.

Det blev en nogenlunde rolig nat, men man vågner alligevel mange gange. Der var ingen vinduer åbne. Nogen kan ikke lide åbne vinduer, fordi er bange for at blive syge af træk.Og det er man nødt til at tage hensyn til, men det giver dårlig soveluft.

Gik som en af de sidste. I hvert fald tog mine koreanske venner afsted før mig og jeg har ikke set dem siden, hvilket er et godt tegn, da de må have haft en god tur. De må være i et af de andre herberger her i Los Arcos. Jeg er i den kommunale, til 6€.

Tog det roligt, der var alligevel, kun og kun, 21,8 km målt på flad jord og et par km mere, når der tages hensyn til stigninger. Der var 2 veje at gå på et tidspunkt. Jeg ville tage den flade, til højre, ligesom alle vist ville.

Gik gennem byen lidt i otte og kom ud ved udkanten af byen, hvor skiltningen mildest talt var ringe. Flere havde taget fejl, så vi måtte vandre flere hundrede meter tilbage og starte forfra.

Umiddelbart efter kommer de første dråber, men jeg venter, da jeg håber på at det er forbigående. Diverse vejrudsigter fra i går var lidt divergerende. Møder Hugh fra Canada, som også sov i samme herberg i nat og går med ham hen til klosteret, lige udenfor byen, hvor man skulle kunne få vin i vandhanerne. Det ville han prøve. Jeg skulle i stedet i en vis fart se at få regntøj på mig selv og til rygsækken. Der var ikke en dråbe vin, sagde Hugh.

Gik videre alene i regnen, der heldigvis ikke var kraftig, men nok til at man ville blive gennemblødt, hvis man ikke havde noget på. En forholdsvis uproblematisk vej, hvor man efter at have krydset hovedvej een gang til, gik i skov. Hyggeligt. Regnen ingen problem i mit gode dyre Patagonia regnsæt. Prisen taler vi ikke om. Glad for jeg købte det.

Det virkede til blive en begivenhedsløs dag. Jeg gik helt alene. Kunne ikke se nogen andre. Min venstre fod havde det elendigt. Det ville blive endnu en lang smertefuld dag. Kom endelig efter ca. 7 km til en lille by, hvor skolebørnene, sikkert opildnet, af deres skolelærer højtråbende bød mig velkommen oppe fra byen, mens jeg gik op ad stigningen. Det var rørende. Det viste sig, at der også kom een mere bag mig. Vi tog billeder af de glade børn, der fulgte os et stykke - peregrino, peregrino.

Heldigvis var der en åben bar, hvor man kunne få lidt morgen. En cafe con leche, croissant og et stort frisk glas juice - fås ikke bedre - til næsten ingen penge. Den anden pilgrim gik også med ind. Han var fra Italien, Bolzano, og hed Frank. Frank er ung og sporty, så han skal nok nå sit mål om at nå sit fly fra Porto den 18. november. Han taler virkelig godt engelsk og virker som en åben og meget flink fyr.

Mens vi snakker, kommer Claire ind, som også er fra Italien, ved jeg fra Tommy. Mødte hende også på vej ud af Pamplona, ved universitetsparken. Hun sad også ved bordet ved siden af i Puenta La Reina, da jeg spiste med Ian, Eva og Tommy.

Vi hilser på hinanden, og hun køber noget og sætter sig ved et bord for sig selv. Jeg selv har taget strømper og sokker af og sidder med bare tæer. Claire tager sine vandrestøvler af og jeg kan se, at hun kun har et par tynde sokker på. Det var lige-lige-godt-sørens. Hvis hun kan, så kan jeg også. Tager kun mine indersokker på og i støvlerne. Aaah, det føles helt anderledes. Frihed. Hvorfor skal man høre på alle de kloge hoveder, der siger 2 slags strømper ovenpå hinanden? Man skal bruge det, man er van til og som man føler sig godt i.

Jeg går før de andre og det er som at blive født påny.

I det seneste års tid er jeg nærmest holdt op med at tro på tilfældigheder. Det kræver lidt mere tid og spalteplads at forklare hvorfor. For mange tilfældigheder, der samlet set giver en fornuftig forklaring eller logik, kan man ikke blive ved med at kalde tilfældigheder.

I går da jeg gik med Lucy fløj hendes hat væk pga. vinden. Hun fortalte, at hun havde mistet sin rigtige hat i lufthavnen og derfor var nødt til at købe en ny, men uden strop. I Pamplona købte jeg bare sådan uden videre en strop. Vidste egentlig ikke hvorfor. Da vi kom til herberget fik Lucy stroppen, som hun hurtigt kan sætte fast med sytråd og nål, som hun har. Hun sagde mange tusind tak. Hvem sagde tilfældigheder?

Claire's tagen strømper af i cafeen. Var det tilfældigt? Jeg tror efterhånden, også efter at have læst Lars Muhl's triologi, at livet og de situationer, vi kommer ud for, ikke er tilfældige. Hvis jeg nu havde gjort dit, i stedet for dat, så var der sket .......

En sådan tilgang til livet er et forsøg på at finde en forklaring, så man selv bliver undskyldt. I stedet bør vi nok prøve på forstå, hvorfor nogen (hvem det så end må være) sætter os i de situationer og så agere på det, i stedet for usual business. Vi får vel sådan set en advarsel forærende.

Det var vist et lille, men vigtigt sidespring.

Jeg går op til en by, med et kloster og stor kirke. Her er sørme et sted, jeg kan sidde lidt, uden at tage rygsækken af. Lige da jeg sætter mig, ser jeg en kæde med et kors på, sikkert en piges. Hvorfor ligger den der? Er det en tilfældighed? Nu hænger den på min rygsæk. Vidste ikke, hvor jeg skulle aflevere den.

Jeg går selvfølgelig forkert, da jeg i mine egne tanker ser på de smukke bygninger. Straks er der en borger, der råber efter mig og guider mig på rette spor. Sådan er det på Caminoen, ingen selviskhed, kun hjælpsomhed.

Kommer på right track og skal nedad forbi vinmarker. Ser pludselig en myre på stien og træder til side, så jeg ikke slår den ihjel. Kommer umiddelbart til at tænke på en bog, som Lisbeth engang har købt, som handler om reinkarnation, i den morsomme og dog alligevel alvorlige udgave.

Det handler om en kendt tysk tv-værtinde, der selvfølgelig er smuk (ellers hænger historien ikke sammen mod slutningen), med mand og barn. Hun går meget op i sig selv, vist lidt rigeligt. I stedet for at blive hjemme til sin datters fødselsdag, tager hun til en konference, hvor en endnu mere kendt og sikkert good-looking mandlig tv-vært (hendes konkurrent) også er. De 2 ender med at gå i seng sammen og da hun bagefter er ude på balkonen og lige overvejer sidespringet, får hun et toilet i hovedet fra en russisk rumstation. Dør selvfølgelig på stedet.

Vågner op som en myre.

Så kommer det hele efterfølgende til at handle om, hvordan man kan stige i graderne til at blive et menneske igen. Don Juan er der selvfølgelig også, ja, hvorfor ikke. Han har det svært. De to forsøger at hjælpe hinanden. Hylende morsom bog, med en god morale. Afslutningen må du selv finde ud af, men gode handlinger hjælper, skulle jeg hilse og sige. Min myre døde ikke, så jeg håber på det bedste.

Af en eller anden årsag kommer jeg umiddelbart efter til at tænke på kvinder. Det er nok hende den smukke tv-værtinde. Bliver enig med mig selv om, at kvinder er smukkest, når de har rundet de 40. Her kommer der karaktertræk i ansigtet og de har en helt anden indre balance, kan man mærke. De yngre er bare kønne, ikke smukke.

Det minder mig om de selvcentrede unge kvinder i København med deres barnevogne med deres projektbørn og hvad de nu ellers har gang i. De kommer anmassende og fører sig frem, som om de skal have særbehandling. Forkælede, er de. De kunne tage barnevognen med på Camino, ku' de. Nå, så,så, Peter. Du er på Camino!

Umiddelbart efter passerer Frank mig. Han har lang vej. Vi giver hinanden hånden og ønsker hinanden god Camino og vind i sejlene. Tager et billede af ham i det fjerne. Det er nok det sidste, jeg ser til ham, men dejligt at møde et positivt menneske, selv for så kort en stund. Det giver energi.

Jeg føler mig virkelig bedre tilpas uden uldsokker. På et tidspunkt holder jeg pause. Smider sokkerne og op med benene på rygsækken og ligger mig ned. Regnen er der ikke mere, lige nu. Kigger på himlen og naturen omkring mig. Føler mig som det heldigste menneske i verden. Føler en enorm frihed. Jeg smiler nærmest med og til mig selv.

Nogle pilgrimme passerer mig. Vi hilser. Så kommer Claire og sætter sig ved siden af. Claire er en krølhåret oppe-i-årene dame, med stil, vil jeg sige, måske lidt overvægtig. Claire bor i Todi. En by, hvor jeg var på kogeskole for 1,5 år siden. En kogeskole, som et dansk par, som et dansk par, Lisbeth og Thomas, ejer. De har tidligere ejet Fiasco på Gl. Kongevej. Sjov tilfældighed?

Claire og jeg snakker lidt om sokker og jeg siger, at det er hendes skyld, jeg har det bedre, fordi jeg så, at hun kun brugte et par.Hemmeligheden siger hun er, at man lufter fødderne mindst hver 2. time. Så kan det ikke gå galt. Vi snakker også om Caminoens faser. Fortæller hende, at jeg har lavet en hjemmeside. Det synes hun, var en rigtig god ide, så andre forhåbentlig får inspiration til selv at gå Camino. I øvrigt mente hun, at man skulle tage the full monty (det sagde hun ikke - det er min fortolkning). Ellers oplever man ikke faserne. Jeg er meget enig. Hun virker til at have erfaring med vandringer. Håber at få en snak med hende en dag igen på turen. Hun virker til at være et klogt og behageligt menneske.

Hun går før mig, men det varer ikke længe, før jeg overhaler hende og 2 unge spanske kvinder, med min nye optimisme med ikke klemte fødder. Jeg kører derudad. Vejen har fået nyt grus og sten, så det er ren luksus. Foran mig går 2 mænd med paraply, kan jeg se. Da jeg nærmer mig kan jeg se, at der på den enes paraply er motiver. Det er vel ikke?

Jo, sørme. Da jeg kommer helt tæt på, kan jeg se, at det er nøgne kvinder, der ligger og slanger sig på en divan. Vist nok 6 motiver rundt om paraplyen. Jeg smiler og griner. Det må jeg have et billede af, bagfra. Da jeg passerer manden, hilser jeg på og giver ham tommelfingeren opad. Har set ham før. De 2 mænd bærer ikke meget.

Således opmuntret går jeg videre. Det skulle åbenbart være dagen i kvindernes tegn. Rent tilfælde?
Skiltet viser 5,7 km til Los Arcos. Du kan se vejen langt væk. Du bliver nødt til at forsøge at abstrahere dig fra det. Der er lang vej endnu. Ned og se på vejen. Et skridt ad gangen.

På et tidspunkt begynder fødderne igen at gøre ondt. Det er ikke tåen. Der er ingen som helst steder at sidde de første 4 km, så man må stride sig igennem. Endelig. Ifen en lille bro. Af med støvler og strømper. Det er lidt koldt, fordi det blæser, selv om regnen er holdt op nu.

Alle jeg har passeret, passerer mig, bortset fra Claire. Går videre, men fødderne er trætte. Hvornår kommer den by? Jeg må mindst have gået 6-7 km, tænker man. Selvfølgelig har man ikke det. Kilometerne bliver bare længere sidst på dagen. Sådan har det været alle dage og sådan bliver det igen i morgen.

Endelig, langt om længe. Håber herberget er tæt på, men jeg gider ikke stoppe op nu og tage min guidebog ud. Kæmper mig gennem gaden, indtil der er en betonpille, hvir jeg kan sidde. Af med rygsækken, en tår vand og så fat i guidebogen. I det samme kommer John, en canadier fra Toronto, skulle det vise sig. Han er fuldstændig færdig og slår sig ned på den bare vej med ryggen op ad en husmur.

Vi falder i snak om alt muligt andet end herberg. John er lydtekniker. har arbejdet meget med musik, men også video m.m. Interessant. Claire kommer forbi og vil til et lille privat herberg, hvor man kan få eget rum, mod merbetaling. John vil på det kommunale herberg, så vi går videre. Det ligger over en bro. Vi passerer kirken og pladsen foran, flot lille by med en kæmpekirke.

Kommer til et undseligt udseende herberg. Kommer ind og får en meget venlig betjening af hospitalero, der viser sig at være belgier. Vi får vores stempel, udleveret sengelinned og betaler 6€. Han viser os rundt og går med op i værelse med 4 senfe. Vi får begge underkøjer. Der er ankommet nogle få, bla. en lille mand, som taler engelsk, som heg delte værelse med i Puente La Reina. Han hedder Hugh, fik jeg at vide af John. De kendte hinanden.

Hospitaleroen spørger is, om nogen vil have en fysioterapeut. Koster 12€ for benene og 20€ for hele kroppen. Yeps, det er lige mig. Der er en briks på herberget på samme etage som sengene. Kl. 17.30. Glæder mig.

Vi hviler lidt og så er det ellers business as usual, igen. Bad og fodpleje. Tåen får flere sytråde, for en sikkerheds skyld, så det kan komme ud. Bagefter vaske tøj og hænge det ud. John inviterer til et glas vin, sammen med Hugh, på kirkepladsen. Lover at komme, hvis jeg kan nå det.

Det kan jeg ikke. Carlos hed han vist, fysioterapeuten. Han kan engelsk. Jeg ligger på briksen, på maven, med et tæppe over mig. Alle der skal op og ned ad trappen kan følge med. Jeg er ligeglad. Vi ser alligevel hinanden i bare underbukser hver dag. Dejligt at få æltet musklerne. Han er god, men Body-SDS er bedre. De går hårdere til den. Det er nok mine S/M-tendenser, som jeg ville have skrevet om på dag 4, der gør sig gældende;-). Den kommer forhåbentlig i slutningen af dagen.

Bliver færdig, betaler og siger mange tusind tak. En ung kvinde kommer bagefter og får set på sin fod. Det ser ikke godt ud med anklen, kan jeg tolke. Det er vist slut for denne gang, ligesom for en anden ung pige, som jeg så senere. I øvrigt går alle rundt og humper, eller rettere sagt, vi går ikke normalt nogen af os.

Ian og Eva er kommet, heldigvis. Og der er kommet endnu flere kendte ansigter, bla den italienske familie og de spaniere, jeg delte værelse med for 2 dage siden. Peter Polak er også dukket op.

Jeg smutter ud og vil gøre John og Hugh selskab, men de er på vej hjem. Vi bliver enige om at spise sammen. Jeg går hen og får en meget lille tapas på en pind med et lille æg, ansjos, oliven, en bønne og så et eller andet, jeg ikke kan huske. Et glas husets vin, som er kold, men sådan serverer de dem. Faktisk ikke så dårligt, ved nærmere eftertanke. Til den type vin.

Hjem og skrive lidt videre, inden John og Hugh smutter ud lidt over halvotte for at finde et sted, hvor vi kan få en menu. Vi kommer i et stort rum uden mennesker. Ian og Eva skulle længere hen og spise, hvilket vist var en god beslutning, kunne jeg forstå på Eva, senere.

Fik suppe til forret, svinekød til hovedret og en slags risengrød til dessert. Intetsigende mad, men snakken var hyggelig. Hugh, der er lille, tidligere testjockey, er 60 år. Født i Irland og emigreret til Canada i 1980. Han laver springbaner til heste. Har børn på omkring 25 år, med hvis mor han har haft den bedste skilsmisse, som han siger. I dag er de de bedste venner og hjælper hinanden. Hugh er en sjov person, fuld af glæde og energi. Han elsker hårdt arbejde. Det kan man også se. Han bor uden el, laver det selv, ingen oliefyr og normale fornødenheder. Han går på biblioteket for at bruge internettet. Har kun en mobiltelefon af moderne ting. Han vil være en fri fugl. Som han siger, jeg har ingen forsikring til hytten - jeg bygger bare en ny. Sikken en indstilling. Det kunne vi lære af, os forbrugerfikserede mennesker. Vi vil eje, have nyt - ellers er livet for kedeligt.

John vil hjem. Han er træt. Jeg og Hugh bliver enige om at snuppe en godnatdrink på en har på vej hjem. De viser CL-kamp mellem AC Milan og Barcelona. Hugh får en øl, jeg en cafe solo og et glas spansk cognac. Hugh og jeg har en rigtig god snak om livet, universets energier og meget andet. Den mand ved meget. Han cyklede samme strækning sidste år, men det fik han ikke noget ud af. Det gik for stærkt. Ved at vandre møder man folk, kan får venner. Håber at få flere snakke med ham.

Jeg har fået John og Hugh's mailadresser. Vi kommer hjem og folk snakker i køkkenet. Hyggeligt. John viser videooptagelser fra Island med islandsk baggrundsmusik. De er virkelig flotte. Han har taget en masse billeder med faste tidsintervaller, så du ser skyer og andet godt, over en længere periode.

Nå, op i seng. Børste tænder og så skrive lidt videre, indtil lyset slukkes kl. 22.30.

Det var den dag, der tegnede sig aldeles indholdsløs ved starten. Tilfældigheder?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.