Dag 8 – Redondela

Kort vandring i dag til Redondela, ca. 15,5 km. Dagens strækning fra O Porriño til Redondela er meget smuk. Vejret igen fantastisk, heldigvis lidt mere vind. Det ser ud til at fortsætte de kommende dage. Der er mindre end 90 km nu, så i dag passerede vi 100 km mærket, som enten er blevet stjålet eller aldrig sat op.

Ville ellers have vandret lidt mere, men den stejle nedstigning gjorde avs på Aviaajas storetåsnegl, og som den “betænksomme” far var jeg selv hurtigt smuttet nede i bunden, så hun kunne lide i fred?. Jeg har jo selv prøvet den før og der gjorde den nas i 2017, men her anden gang, lettere.

Avi var klar til at smide rygsækken, da hun kom ned. Jeg vil ikke gentage ordene, men hvis hun kunne finde en bus, så ville hun tage den.

En lille pause og lidt fodmassage fra pappa her, så var vi i gang igen. Der er heldigvis næsten plant resten af vejen og vi tog det stille og roligt.

Fandt et lille hostel – Hospedaje Bahía de San Simon – hos den meget flinke José Viruleg. Der var lidt larm fra motionscentret i starten, men det stoppede heldigvis. José tog Avi, en tysker og en koreaner med i sin bil og kørte dem ned til kysten og viste dem rundt i det meget smukke område. Han er en flink mand og stedet er fint og rent. Dobbetlværelser. Kan absolut anbefales.

Om aftenen tog vi ned ad den stejle vej til byen – gik lidt rundt og fik noget at spise på et rigtigt lokalt pizzasted. Det var udemærket til den pris.

I morgen er planen meget tidligt op, så vi kan få vandret lidt mere end efter Brierley’s guide.

Lørdagens forventelige indmarch til Santiago de Compostela skal gerne skæres ned til mellem 15-20 km, så vi kan komme derind til ordentlig tid. Der plejer at være mange, der skal have stempel og bevis på vandringen.

Og så er vores tyske veninde Sylvia kommet foran og hende skal vi gerne have indhentet. Hun er hyggelig og sjov at være sammen med.