Dagens vandring fra Caminha til Valença/Tui var en hård nyser under den bagende sol, ca. 34 km.
Det tog 11 timer at vandre. Jeg selv har det fint med at vandre. Kan mærke, at min hjerne har lært at slå alt fra i forhold til min krop – eller rettere sagt, jeg er blevet meget bedre til at slappe af, mens jeg vandrer. Min krop spænder ikke op. Det gør, at vandringen bliver meget, meget lettere.
Aviaaja har store problemer med venstre storetå. Neglen ryger nok om nogle dage. Frem med en nål og prikke hul ved nejleroden, puds og vand, der pressede på måtte ud, lidt jod og forbinding. Det er sku’ sejt klaret at gå de mange kilometer i den smerte.
Der kom et par mundtlige udfald under vandringen. Sådan er Caminoen, en vej til læring om livet, og det foregår bedst via kroppen og ikke hjernen.
Jeg lavede en genistreg i forhold til læring, synes jeg selv. Aviaaja påstår, at hun overhovedet ikke kan klare at vandre med mindre hun har drukket mindst en kop kaffe. Allerede da vi går ud fra det meget kolde sted, vi har overnattet – tæt på torvet – vil hun meget gerne til den første cafe, der er åben. Vel vidende, at det er en lang vandring, så er det godt at få gået så meget som muligt, mens temperaturen er god til vandring, foreslår jeg, at vi finder en lidt længere fremme.
Vi kommer hurtigt til udkanten af byen og til broen, vi skal over. Så går vi over den – og der dukker selvfølgelig ingen caféer op – før efter 5 km. Jeg konstaterer overfor Aviaaja, at det er mærkeligt, at hun stadig er i live efter at have gået 5 km – uden at have fået kaffe? Jeg ved ikke lige, hvor sødt det var.
Mens vi sidder der kommer der en enlig kvinde gående, hun virker bekendt og vi siger til hende, om hun ikke vil drikke en kop kaffe med os. Det viser sig, at vi er stødt på Sylvia tidligere, hvor hun vandrede sammen med et par franske søstre, men der sad hun med ryggen til og de franske søstre førte ordet. Det viser sig at hun er Tyskland og vandrer alene. Hun er blevet inspireret af sin søn. Manden er hjemme i Tyskland. Det der vandring gider han ikke.
Vi bliver enige om at vandre sammen. Det virker til at glæde Sylvia – og så giver det også lidt adspredelse for Avi. På dagens vandring møder vi i øvrigt de 2 franske søstre og får en fin og lang snak.
Eftermiddagen er ulidelig varm. Og vi vælger derfor ikke at følge Caminoruten slavisk. Nogle steder skal man op til en høj for at se på en lille kirke og så skal man ned igen. Man må tilpasse sig situationen. Damerne overlader beslutningerne trygt til mig. Vi sparer nogle kilometer på den konto.
Vi kommer til Valença og det er egentlig en meget turistet by, men kunne være en besøg værd en anden god gang. Vi gr over broen og passerer grænsen til Spanien midt på broen. Nu er vi i Spanien.
Jeg vælger at opsøge det hotel, som Lisbeth og jeg har boet på tidligere. Vi kan få et værelse. Det viser sig, at de har renoveret værelser og de er blevet topmoderne. Hotellet ligger tæt på det Store Torv. Det tager 5 minutter at gå hjem fra de gode spisesteder.
Vi får vasket tøj og så går vi i byen for at få noget hurtigt at spise. Det bliver pizza og en øl. Vi er trætte og trænger til at sove.
Vi har valgt at skære etapen til Redondela til 2 etaper. 3 dage med 30 kilometer og derover i streg er nok lige hård kost med fodens tilstand. Og så har vi jo stadig en reservedag, hvis det skulle blive værre, så der er ingen grund til at presse os mere. Vi har haft 2 dage i streg med lidt over 60 km i alt.
