Dag 12 – til Agueda

Jeg vågner om natten og kan mærke, at min mave rumsterer helt vildt. Der er noget galt, tænker jeg. Er det kødet, salaten eller noget andet, jeg har fået tidligere i går.

Prøver at holde den gående, men tilsidst er der ikke noget at gøre. Ud på den lille... Nå, tilbage til sengen, men kun for nogle få minutter, så ud igen. Denne gang værre. Jeg går ikke i detaljer.

OK, siger hjernen. Den sædvanlige løsningsmodel må på bordet. Imodium, Imodium. Mirakelmidlet, når maven vil noget andet.

Finder min toilettaske, hvor jeg ved, at jeg har et par piller. Sluger een. I seng, men der går heller ikke lang tid, så må jeg ud igen. Må hellere tage en pille mere.

Vågner, mærker efter. Kan jeg overhovedet vandre?

Det virker som om, at jeg er helt OK. Pillerne har gjort deres arbejde. Dejligt.

Op, vand i hovedet, børste tænder og pakke rygsæk. Aftale med Ole, at nu smutter vi. Der er ingen morgenmad.

Vejret er dejligt vandrevejr. Der er en mindre stigning efter 5 km. På en cafe, uden noget som helst mad, får vi en kop kaffe og noget vand. Jeg spiser min banan fra dagen før. Ole mente, at det ville være godt for min mave.

Vi går videre. På et tidspunkt møder vi vores 3 veninder fra dagen før. I Alfelaos. Itzel har problemer med fødderne. Hælens specielt. Hun klarer den, siger hun.

I Avelas de Caminho finder vi Caminho Bar, til venstre for ruten. Får købt morgenmad, kaffe og cola til mig. Sikkert godt for maven. Vi sidder udenfor. Det er lidt højlydt at sidde indenfor, hvor både snakken og fjernsynet kører konstant.

Vores 3 caminovenner spotter vi på afstand og vi vinker. De ser os og går over til os. Havde vi ikke vinket, så var de passeret mellem husene på parallelvejen.

De går ind og vi følger efter, så vi kan få snakket lidt. Vi udveksler navne og FB. Så kan vi i det mindste kommunikere. Søde er de.

Ole og jeg går videre. Resten af ruten er stort set på små asfaltveje, hvor man går gennem små byer. Det er en skøn rute. Vi gør holdt endnu et sted, Borralha, hvor vi får en øl. Det trænger vi til, i den varme. Inden da er vi gået igennem en langt stykke industriområde. Noget som igen virker småt på kortet, men er langt som et ondt år i det virkelige liv. Her må alle caminoegenskaberne tages i brug.

Vi nærmer os Aqueda. Vi skal over en bro. Mærker med det samme, at der er gang i den. Det er søndag og Ole siger, at der nok skal være procession, musik og det hele. Efter en hurtig øl, ved broen, på hotellet, dejlig modtagelse, hvor vi også blev tilbudt en øl. Smuk, flot nyindrettet hotel, ejet af far og søn.

Hurtigt i bad og ud og se på byens optog. Fantastisk, sikke mange mennesker, flere orkestre. Man går virkelig op i det.

Vi nyder det og på et tidspunkt finder vi en lokal restaurant, som umiddelbart ikke så ud af noget, men mad kunne de lave. Vi fik noget braiseret mad. Der blev også fyldt op. Flinke mennesker.

I seng ved 21.30-tiden.

Dag 11 – til Mealhada

Jeg vågner helt af mig selv, uden vækkeur. Kan godt mærke, at vi har syndet lidt for meget i går, hvad angår vino, men værre er det altså heller ikke.

Skriver sammen med Ole omkring afgangstidspunkt. Det bliver nok omkring 08.30. Vi skal jo ikke så langt, omkring 23,5 km. Vi aftaler at mødes på ruten på et tidspunkt.

Får pakket og tager min rygsæk med ned. Betaler mit hotelophold for 2 dage, 80 € i alt, inkl. morgenmad. Ind og spise morgenmad. Probiotic er vist også godt for min mave, efter i går.

Kommer afsted, men skal lige hæve nogle penge, så det gør jeg først. Vandrekortet viser, at ruten går langs floden. Prøver at komme derud, men det ser umuligt ud. Nå, videre ad en større vej langs floden lidt længere inde. 3 gange forsøger jeg at komme ud til floden, men det ender i en blind vej og togbanen går der. Det giver lidt ekstra metre. Endelig langt om længe, ved en McDonalds kommer der et skilt, der viser vej mod venstre.

Da jeg er kommet frem fra viadukten ser jeg Ole 200 meter længere fremme. Han havde åbenbart set mig på afstand flere gange, men jeg rendte jo mine underlige veje.

Der er fladt som en pandekage, hvor vi går. Det er sku’ dejligt, dagen derpå. Vi går ganske pænt til. Får hilst på folk, der enten cykler eller kører på knallerter, nogen uden lyd, drevet af el.

Vi kommer til Ademia. Cafe. Vi går derind, kaffe og vand. Der sidder sørme nogle pilgrimme derinde. 2 kvinder, snakkesagelige. De er de første, vi har set on the road. Den ene kommer fra Mexico og den anden fra Holland. Lidt efter kommer en 3. kvinde, også fra Holland, længere inde fra cafeen. Ja, kvinder går ofte på cafe, for at bruge toilettet. Vi andre kan jo klare det lidt lettere?.

Næste dag finder ud af, hvad de hedder. I ovennævnte rækkefølge: Itzel, Leontine og Alie.

Vi får fortalt, at vi er lidt trætte, fordi v har hygget os lidt rigeligt i går. De griner?

Ole og jeg smutter videre. Vi ses måske igen.

Videre ad forholdsvis uproblematiske veje, på asfalt. Der kommer en kombineret butik og cafe. Vi får igen bestilt kaffe og juice. Jeg køber frugt også, til os begge. Havde i øvrigt også snuppet en banan til morgenmaden, så lidt har vi da.

De 3 kvinder passerer os. Vi hilser.

Yes, time to go again. Vi tager den roligt på autopiloten. Jeg får taget en del postkassebilleder. Der går sport i den. Utroligt, hvor mange forskellife postkasser, der findes.

Ruten er belagt med små byer og cafeer med passende mellemrum, og der er ikke de vanvittige stigninger. På et tidspunkt møder vi damerne igen. De hygger sig og for snakket med de lokale. Og får taget billeder med dem. Vi vandrer videre, nu er vinen dampet af og toget kører igen. På hovedvejen møder vi nogle pilgrimme den modsatte vej, på vej mod Fatima, portugisiske pilgrimme.

Lidt efter kommer vi off road, så at sige. Ind i et skovområde, dejligt, væk fra vejen. Efter vi er kommet ud af skoven, kommer Vi endeligt langt om længe til Mala, hvor der er et kombineret bageri og cafe. Det er utroligt, hvordan kortet snyder, afstandsmæssigt. Vi får kaffe og en lille pizza. Jeg en cola oveni.

Nu skal vi bare klare de næste 4,2 km, til en bar, kun 1,3 km fra Mealhada, dagens mål. Ole går forrest. Der er varmt. Nu dukker den ventede bar op, hvor dagens første øl skal drikkes. Puuh, den smager godt.

Således opmuntret trasker vi videre ind til byen og finder vores hotel, et lille hotel, familiejet. Hotel Restaurante Oasis, til 20€ for Ole, fordi han ikke havde bestilt via booking.com, altså billigere. Vi bliver godt modtaget. Der er terrasse til værelset. Fedt, så kan tøjet komme ud at hænge på en stol i solen. Vi møder en FC Porto fan, i øvrigt, på vej til kamp i Lissabon, mellem Benfica og FC Pirto, sikkert årets kamp. Der er stemning på. Vi mødte også flere biler på vejen mod hotellet, med højlydte råb. Det var fær vi vidste det om kampen.

I bad og bagefter vaske tøj. Ned og have en øl uden foran. Op og skrive lidt på mine beretninger. Får lagt det på hjemmesiden af det, jeg når.

Ned og spise tidligt. Vi vælger helstegt pattegris. Inden da får vi den lækreste forret af frisk ost, andet ost, oliven, brød og noget pattegris, der er lavet som en slags pattekage. Der er vist lidt gourmet over dette familiedrevne hotel. Vi får vin og vand til, plus en dessert. Vi får en salat til, uden eddike eller olie.

Bagefter en kop kaffe og så på hovedet i seng. Vi bliver enige om at starte ved 08.30-tiden i morgen. Der er lidt over 26 km inkl. højdeforskellene.