Dag 3 – til Azambuja

Det har været en dejlig kort dag, 19 km. Vi gik kl. 08.15 og var fremme her kl. 13.00. På vejen har vi haft 2 kaffepauser, bl.a. fordi vi ikke havde fået morgenmad.

Vi er nu kommet til Azambuja og bor på Ouro Hotel, et ældre landevejshotel. Til en pris af 35€ inkl morgenmad er det OK. Der er rent og pænt. Vi har fået en sandwich og lidt øl, da vi kom. Vi venter med mere mad til aften, er vi enige om.

Ruten hertil er blevet lagt sådan, at man i videst muligt omfang går i pæn afstand fra de større landeveje, uden al billarmen. Og det er jo dejligt. Det betyder til gengæld, at man går lidt længere, modsat hvis man havde fulgt hovedvejen. En stor del går langs togbanen, så man bliver kun lidt generet. Mærkeligt nok skal man nærmest forcere nogle hegn for at gå på den afmærkede rute. Det var dog ikke svært. Ruten i dag igen meget godt afmærket.

Vejrudsigten så ikke for godt ud, men vi slap helskindet igennem, også forbi vist noget der lignede et par atomreaktorskorstene? Regnen kom lige som vi kom til hotellet. Bedre timing kan man jo ikke ønske sig.

Ole har et par bukser med og et par shorts. Begge dele i tungvandsudgaven, forstået på den måde, at de er flere dage om at tørre, med mindre de får hjælp. Pga. gårsdagens mudrede oplevelse var han nødsaget til at vaske dem, og derfor var de naturligvis ikke tørre, så de måtte på rygsækken under dagens vandring. Lige lidt hjalp det, for solen var i den forkerte retning. Håber for ham, at de når at tørre inden aftensmaden, ellers bliver det et kønt og koldt syn?

Nå, manden fylder jo 60 i år, så hvis nogen mangler gaveideer til Ole’s fødselsdag, så er sagen klar, efter min mening. Hurtigtørrende zip-off bukser, gerne Fjallraven, hurtigtørrende trøjer, gerne merinould og måske en letvægtsrygsæk. Jeg er jo en udstyrsnørd, måske lidt for meget, men det hurtigtørrende moderne udstyr er jo guds gave til vandrende folk, der skal vaske tøj hver dag, så snart man kommer frem. Og varmeapparater eksisterer jo ikke de fleste steder, slet ikke sydpå.

Ruten gav os rigeligt lejlighed til at drøfte alverdens ting. Vi mangler ikke emner, skal jeg hilse og sige. Vi har i dag drøftet Kvanefjeldsprojektet, andre projekter, mineralindustrien generelt, alle dele – Oles store vidensområde og så har vi naturligvis snakket om emner, som kun forbliver mellem ham og jeg. Her ved vores ankomst idag til den velfortjente øl kom vi af uransagelige årsager ind på, at vi mennesker også skal passe på med ikke at gøre alt gråt, vi skal helst ligne hinanden, mænd som kvinder osv. Og så pludselig kom Ole ind på, hvordan man kan adskille lunkent vand???

Den historie må I have til gode, men det handler om de hurtigere og langsommere molekyler og et filter.

Hokus, pokus, vi skifter emner og alligevel ikke, uden det mindste besvær. Se, det er det, det handler om! Fortsat god dag?

PS: Vi er lige kommet hjem, kl. 21.30, fra en regnvejrsfuld vandring i Azambuja og dejlig middag på en af de helt lokale steder.

Vi startede med at finde et farmacia, hvor jeg kunne købe noget anti friktionscreme. Det havde Ole købt i onsdags og jeg testede det i dag. Så selvfølgelig skulle jeg også have sådan noget, så jeg har lidt mere at bære på?

Vi vandrede bagefter hele byen igennem for at finde et sted at spise. Byen går langs med hovedvejen, så den er lang. Nå, vi vender om og bliver enige om i det mindste at gå ind på den cafe, som vi havde passeret fra den anden side af gaden, for at få en øl og lidt snacks, inden aftensmaden. Vi er allerede godt på vej til at tilegne os kulturen, kan du nok forstå?

Da jeg bestiller øllen får jeg spurgt ind til mad, ved blanding af engelsk, spansk og alt muligt andet. Den søde tjenerinde får straks tilkaldt kromutter, der fortæller, hvilke retter, vi kan få – også via en blandet landhandel af sprog. Vi er solgt. Her spiser vi, når vi har drukket vores øl og spist vores nødder.

Da vi rejser os op og giver anledning til at ville flytte ind til spiseafdelingen, kommer der gang i sagerne. Vi er de første. Kromutter siger med sit største smil, at vi kan vælge hvilken som helst bord.

Nå, for at gøre en lang historie kort – jeg skal også sove. Vi blev behandlet fyrsteligt af de 3 kvinder, der var ansvarlig for stedet. Vi, os 2 halvgamle mænd, blev helt solgt til disse husmoderlige kvinder. På vej hjem drøftede vi, om der måske kunne ligge nogle ægteskabstilbud i deres megen omsorg for os.

Vi får det aldrig opklaret, ak, ja, for i morgen tidlig skal vi afsted, gerne kl. 07.30.

Og så som vi også helt uforvarende på hjemvejen til at snakke om hvilke typer, der i vores liv har påvirket nogle centre i vores hjerner, men det forbliver en hemmelighed.

Der venter næsten 34 km i morgen, de sidste 16 uden nogen steder at købe kaffe eller vand. Vi skal gerne have lidt ekstra tid, derfor lidt tidlig afgang. Man ved jo aldrig, hvordan forholdene er på ruten, nu hvor det regner så meget, selv om vejrudsigten ser rimelig ud.

Sov godt.

Dag 2 – til Vila Franca de Xira

Vi var enige om tage afsted senest kl. 08.00. Det bliver 07.45, efter min morgenmad. Ole har undladt at bestille værelse med morgenmad.

Vi finder hurtigt Caminoruten, der er meget tæt på. Den går simpelthen langs med Tejo floden. Utrolige bygninger, der ligger langs vandet, som denne gamle søfartsnation har fået bygget. De tør være stolte af deres historie og det kan altså ses. Der bliver ikke lagt fingre imellem.

Vejret er smukt, solrigt. Ruten er som sagt langs floden. Så snart vi forlader området med byggeri er det hele en slags park, til alles benyttelse. Vi møder mange løbere. Ruten går også under den meget lange og flotte bro, der går på tværs af bugten. Vi vandrer omkring 4 km langs vandet, indtil vi så at sige bliver sendt ind mod landet, væk fra vejene og bebyggelse.

Ruten går langs en biflod til Tejo, Rio Trancao. Flot og dejligt i starten, indtil det begynder at regne kraftigt. På med regntøjet i en fart, ved fælles hjælp. Vi kan ikke stille noget som helst på jorden.

Vejen er en tidligere sti, som man åbenbart er begyndt at fylde ud med mudderjord, så det kan nok være, at vores sko får mudder på sålerne. Man føler det nærmest som om, man går med mudderklumper under. Bukserne bliver selvfølgelig helt svinet til.

Efter et stykke tid stopper denne muddervej og vi kommer ind på den oprindelige sti, men den er naturligvis også mudret og meget glat. Jeg går forrest og glider på et tidspunkt, men når heldigvis at tage fra med hænderne. Ellers havde jeg lignet en “mudderklirre”?

Stien holder heldigvis op på et tidspunkt og det gjorde regnen også. Vi kommer i smuldt vande, så at sige. Umiddelbart efter ligger der en masse fotografiet hulter til bulter spredt over et stort stykke, noget lidt forbrændt.

Det ligner nærmest noget, hvor den pågældende bare har ønsket at slette alt visuelt om sit liv. Hmm!

Der er ikke en bar i sigte i miles omkreds. Vi kommer til Granja, men det er udenoms. Vi trænger efterhånden til en kop kaffe. I Alpriate, der kun er 1,5 km derfra, er der heldigvis en cafe åbent. Vi får kaffe, Ole 2 kopper plus 2 stykker kager. Og så køber vi også vand.

Vejrudsigten havde sagt sit, så jeg tænker, vær beret spejder! Inden vi tager afsted tager jeg og rygsækken derfor regntøj på. Ole venter.

Vi er dårligt taget afsted, så begynder regnen. Ole griner?

Så må vi have gang i Oles nye poncho fra Bjergkæden. Vi vandrer videre, men selvfølgelig er ruten også en mudret omgang. Den “omvej” man bliver sendt ud på, inden man kommer til kysten igen, handler om, at pilgrimmene undgår de stærkt trafikerede veje. Fint, men bare ikke, når det regner.

Vi kommer tilbage til trafikerede veje, vi skal gå på. Det regner stadig. Da vi kommer til Povoa de Santa Iria, tager fanden ved regnen, pardon my friends. Det styrter ned. Heldigvis er der et autoværksted lige vi siden af og vi får lov at stå derinde, indtil regnvejrsgudens raseri er stilnet.

Vi er enige om at finde et sted spise. Vejret er for ustabilt, så vi kan lige så godt klare naturens krav. Det gør vi kort efter, lige før vi skal krydse togskinnerne. Vi får oliven og brød til forret, en dejlig kyllingeret med kartofler til og en enkelt øl. Til sidst en kop kaffe. I alt 15 €. Det er åbenbart standardpris for 2 personer.

Vi går videre. Regnen er heldigvis holdt op. Vi kommer til det dejligste sted at vandre, Praia dos Pescadores, en naturpark. Se – det er en omvej, som er alle pengene værd.

Men resten af ruten er simpelthen ikke værd at bruge krudt på, halvfarlige veje, masser af trafik, bilister, der kører for hurtigt. En kop kaffe i Alhandra bløder lidt op på sagen, men videre af lige så farlig en vej, indtil vi endeligt kommer til Vila Franca de Xira. En flot by, ser det ud til. Vores hotel Leziria ligger selvfølgelig ude i den anden ende.

Ankomst kl. 17.15, efter 34 km. Vi er lidt trætte, men alligevel stolte af os selv. En hurtig øl i baren, så op og i bad og vaske tøj. Kl. 19.00 mødes vi i baren. Vi gider ikke tage til byen og spise. Der er ca. 1 km og det regner. Det bliver hotellets buffet, ikke prangende. Rødvinen er bedre. En kop kaffe, så er det på hovedet i seng. Kroppen trængte til hvile.

Sov godt!

Dag 1 – Rejsedag til Lisboa

I går hentede jeg Ole i Søborg ved 17-tiden, ude ved hans søster.

Inden jeg havde været forbi Foto C for at købe en ny objektivbeskytter til min Olympus Pen, for gud hvilken gang. De går i stykker, hver gang jeg tager dem med på vandring. Var også lige forbi Spejdersport for at købe de meget gode plastposer, som man pakker sine ting i og lægger ned i rygsækken. I skrivende stund husker jeg ikke den rigtige benævnelse. Så er der styr på udstyret, så at sige. 3 til Ole og 3 til Lisbeth. Jeg selv bruger 6-7 stykker, men overdrivelse fremmer forståelsen - i min hjerne?

Vi fik diverse pølser og oliven til forret, resten af mine lammeskanke fra i søndags og ost til sidst. Lidt restvino til maden, og så en god snak. Trætte begge to, så det var sengetid allerede ved 21-tiden, men som altid, når jeg skal ud at rejse, så kniber det med søvnen. Da jeg vågnede for 5-6 gang ved 02.30 tiden, kunne jeg lige så godt stå op og så i bad.

Ole stod op lige efter. Vi fik pakket det sidste, og så var det afsted i mørket og den kølige luft - mod Christianshavns Metro. Der var natarbejde på skinnerne, så jeg i går, så jo tidligere, vi kom afsted, jo bedre, inden der kunne opstå et problem fra kl. 04.00. Vi kom til lufthavnen uden problemer, fik tjekket ind, men kunne først aflevere min rygsæk nogen tid efter. Der var ikke åbent før.

Nå, vi kom igennem security i løbet af 2-3 minutter. Det var hurtigt. Har aldrig prøvet det før, undtagen på Express delen. Til Lagkagehuset og få kaffe og lidt brød. Dejligt. God morgensnak om bl.a. politikere. Tid til at gå mod gate, købt vand og Ole en bog, krimi, hvad ellers. Lufthavnenes massesalg.

Vi var lidt forsinkede, så vi sad og hang lidt. Trætheden har overmandet een. Var inde i flyet som nogle af de sidste, fordi vi sidder på henholdsvis 5. og 6. Række. Vi kom i luften ca. 25 minutter forsinkede. Sidder i et af TAP's pæne A 320 fly, i skrivende stund. Har fået morgenmad serveret, god service, havde helt glemt at det var inkluderet. Fik en lille skraver efter ca. 25 minutter, inden morgenmaden. Det hjalp gevaldigt med denne powernap. Flyet er helt fyldt op, undtagen på 1. Klasse. Der er en masse golfspillere med. I guder, jvor er jeg glad for at jeg ikke er begyndt at spille golf. De virker nærmest fanatiske. Må, nej, jeg skulle måske ikke være så kæphøj. Jeg er jo selv blevet en fanatisk "Caminonist".

Der er lige nu ca. 1 time og 20 minutter til landing. Det bliver spændende. Vi skal med Metro til City for at få vores første stempel i vores pilgrimspas, i katedralen. Så kigger vi os nok lidt omkring, får nok en lille bid brød og så vandrer vi stille og roligt til vores hotel, ca. 8,5 km. Ole vil gerne klippes, så han kan få vægten lidt ned, påstår han selv,?, så hvis vi finder en frisør, snupper vi en pause der. Vi snakkede vægt på vejen til Metroen i morges. Ole vil gerne tabe 5 kilo på de kommende 14 dage. Jeg har tabt 5,5 kilo på 6 uger og vejede 83,2 i morges. Har aldrig vejet så lidt, når jeg skulle i gang med en vandring. De andre gange har jeg tabt 5-6 kilo, men nu hvor startpunktet er, hvor det er, er jeg lidt mere usikker. Ville dog gerne komme ned på 77-78 kilo. Bare det er det rigtige fedt, der ryger? Det omkring organerne. Nå, vi får se.

Min rygsæk vejede i øvrigt i morges lidt over 7,5 kilo, uden kamera og den lille rejsetaske, hvor iPad og caminobog er. Ja,ja, jeg har også Oles toilettaske med, fordi han har en saks i den, og da han skulle have sin rygsæk med i flyet, var sagen afgort? Nå, hvis det bliver træls i længden, så bliver noget af det sendt til Santiago med posten. Man har prøvet det før. Og i nødens stund, eller rettere i smertens stund, går sorteringen heldigvis lettere?.

Du hører mere senere på dagen.

-------------------------

Flyvetiden tog 3 t 40 min, så vi landede lidt senere end planlagt, men ikke meget. Regnvejr konstaterede vi på indflyvningen. Fløj ind ad den vej, vi skal vandre de kommende dage. Jeg fik min rygsæk. Man bliver alligevel lidt lettet, når den dukker op.

I flyet sagde jeg ved siden af en kvinde fra Brasilien, der var med sin svenske mand. Hun boede i Lund. Skulle videre til hjemlandet efter 12 år uden at have set familien. Det glædede hun sig meget til, forståeligt. De skulle flyve videre efter en time, i 11 timer. Godt jeg skulle af. Man bliver jo nærmest sammenkrøbet i de små sædder og man kan ikke holde på kniv og gaffel uden at genere hinanden. Fik lige afklaret nogle udtaletibg på portugisisk med hende, når nu jeg havde en ekspert ved siden af.

Nå, vi skulle finde Metroen til City. Let nok. En anden ting er af købe en billet, selv om det også står på engelsk. Fik det klaret efter hjælp fra en yngre kvinde. Selvfølgelig stod vi af det forkerte sted, hvor vi skulle skifte. Der var 2 stationer, hvis navne mindede gudsjammerligt meget om hinanden, og kæphøje, som vi er, stod vi som sagt af det første sted. Vi snakkede sku' nok også for meget. Det var dagens første lektion. Vi fik flere:

1. Skulle have frokost på vores vej til hotellet og pga vores manglende sprogkundskaber, fik vi bestilt 2 kæmpe portioner med portugisisk mad, bestående af kålblade, diverse pølser, grisetæer og meget andet. Det smagte sku' godt, mindede mig om min barndom med grisetæer. Dem har jeg altid kunnet lide. Vi kæmpede os igennem. Bagefter en kage og så kaffe. 15 € for det hele med oliven, brød til opvarmning, øl til Ole, en kande vin og vand til mig. Vinen måtte jeg dele med Ole. Der var bare for meget. Det er jå vanvittige priser, men vi spiste også i et kvarter til andre priser end der vi kom til bagefter konstaterede vi. Vi konstaterede også på vej ud, hvir vi sagde tak til mutter, der stod ved kødgryderne, at vi kunne have fået de lækreste grillede små fisk med lidt salat og noget andet, i mere menneskelige portioner. AK, de sprogkundskaber eller manglen på samme.
2. Mens vi sad i restauranten, siger Ole, hold da! Se - peger- der er sku' en polsk bil. Der må være polske håndværkere, ligesom i DK. Da vi går videre kommer til et lidt "mistænkeligt" kvarter og der konstaterer vi stribevis af polske biler. De holder i rækker! Vi tager oven i købet et billede, hvor Ole peger på "P"-et på nummerpladsen. I det sekund jeg tager billedet sniger der sig en mistænksomhed op i mig, altså den anden vej, forstå mig ret. Der er noget galt. Indtil jeg udbryder, vi er sku' da i Portugal og i det splitsekund griner vi så højt, at vi er glade for, at ingen var i nærheden. Idioter - i Polen er det jo "PL", siger Ole, efter hans hjerne er han har gransket sin hjerne, der åbenbart var blevet normaliseret.

Og så var der een ting mere, som jeg i skrivende stund ikke kan huske. Caminoen er som sædvanlig een stor læreplads, og vi er startet godt ud, synes vi selv. Det skal nok blive godt.

Vejret har været lidt omskifteligt, men heldigvis mest sol. Dejligt at vandre i mere varmt vejr. Hovedet har allerede fået lidt sol, så i morgen skal der huske solcreme og hat, hvis der er sol. Vejrudsigten er desværre ikke for god de kommende dage, men så må vi i regntøjet.

Vi bor på VIP Executive Arts ahotel, i onrådet Parque das Nacoes, nationernes Spark, gammel verdensudstillingsområdet. Hold da op, de tør sku' noget med arkitekturen, denne gamle søfartsnation. Der er sågar svævebane. Mit værelse er på 13. sal og jeg har den mest fantastiske udsigt over Tejo floden og broen, smukt. Nå, må tilbage til denne by, på en forlænget weekend. Vi mødte mange turister på vores vej herud, 8,5 km, der vandrede og det indbyder byen også til. Ellers er der jo et meget velfungerende Metro-system.

Ole har fået købt et par t-shirt, i Vasco da Gama centret. Det gjorde han, mens jeg tog en tiltrængt eftermiddagslur. Vi spiste tidligt, bare her på hotellet. Igen lidt for meget mad, igen?Vi havde ellers udset os en zuchi restaurant, men da vi så priserne, no. Der skal spares, hvor det er muligt. Helt billigt er det jo ikke, trods alt, når man vil bo på hoteller og hostals, i stedet for på herberger.

Dagens samlede vandringstal blev på omkring 17,6 km, inkl. det løse og morgenens vandring. En OK opvarmning.

Ole er i øvrigt blevet klippet i dag, på vores vej fra katedralen og herud. Han skulle have lettet "vægten". Sjov oplevelse til 8€. I katedralen fik vi vores første stempel. Det var hele formålet med at tage til byen, selv om vores hotel er meget tættere på lufthavnen.

Vi har aftalt at tage afsted senest kl. 08.00, så vi har tid nok til de ca. 30 km i morgen. Jeg er spændt på morgendagen. Måske er der lidt for meget i rygsækken. Synes mine skuldre siger mig noget. Vi for de. Indtil da, fortsat god dag!

Camino Portugues 2017

Det har været nogle hårde måneder at komme igennem, for at bestå min kropsterapeut uddannelse hos Body-SDS. Sidste eksamen var i onsdags den 15. marts. Nogle af os, der har været lidt pressede, fejrede det vist nok lidt rigeligt, men det var vist også noget, som vi trængte til.

Det sidste års tid har været meget presset af sygdom og død i den nærmeste familie, af kræft. Først min fætter fra Qaqortoq, der kun blev 61 år og så svigerfar, der døde her i januar.

Jeg trænger simpelthen til at vandre, så jeg kan få bearbejdet det sidste års tid. Det bliver dejligt at komme afsted til Camino Portugues. Og det bliver endnu bedre, fordi Ole Christiansen, der inspirerede mig til min første Camino, tager med til Porto fra Lissabon. Lisbeth, min kone kommer til Porto og vandrer med mig resten af vejen til Santiago og så tager vi lige Finisterre og Muxia med. Har vandret til Finisterre før på min første vandring, men Lisbeth skal også nyde den del, og så har jeg længe haft lyst til også at komme til Muxia.

På onsdag er det tidligt op og så afsted til lufthavnen, for flyet til Lissabon afgår meget tidligt. Ved ankomst smutter vi til centrum, hvor vi kan få vores første stempel i Katedralen. Efter en frokost, forhåbentlig udendørs, vandrer vi lidt over 8 km til vores første hotel. Hvis ikke vi tager disse første kilometer første dag, så skulle vi vandre over 37 km på førstedagen, og det er nok ikke så smart.